Pelle Lau Ishøy er overlæge i Team for ADHD og Autisme ved Psykiatrisk Center Glostrup. Han arbejder til dagligt med mennesker, der blandt andet har diagnosen ADHD.
Her er hans fire gode råd til dig, som er pårørende til en voksen med ADHD.
Vis nysgerrighed, interesse og forståelse
Som pårørende er det en god indgang at udvise forståelse, nysgerrighed og interesse over for ens kære, som har ADHD. Har man fået diagnosen sent, sker der somme tider det, at ens pårørende møder én med undren eller utilstrækkelig og måske manglende forståelse. Mange mennesker med ADHD har ofte et livslangt selvbillede af at være dovne eller forkerte. En manglende forståelse og anerkendelse fra ens pårørende kan bidrage til, at personen med ADHD igen får forstærket følelsen af at være forkert. Derfor er det vigtigt, man som pårørende udviser forståelse, nysgerrighed og interesse over for sin kære med nyopdaget ADHD. Kan du hjælpe din kære på vej til en ”ny” selvforståelse, vil det hjælpe med at understøtte vedkommendes trivsel. Symptomerne for ADHD skal naturligvis ikke være en forklaring, som fratager et ansvar, men på samme tid skal det heller ikke negligeres. Symptomerne kan nemlig skabe udfordringer i hverdagen for mange.
Opsøg viden om ADHD
Det er en god ide at sætte sig ind i, hvad ADHD er og de symptomer, som lige præcis karakteriserer ens kære. På den måde kan man støtte og hjælpe sin nærtstående bedst muligt. Det giver en bedre forståelse for, hvorfor ens kære reagerer, som vedkommende gør, og dermed bliver det nemmere at hjælpe. Symptomerne kan være mangeartede. For eksempel problemer med at fastholde opmærksomheden, angst, tankemylder, vanskeligheder med at færdiggøre opgaver/projekter/aktiviteter, og at man nemt bliver distraheret. Undersøg hvor din kære har sine vanskeligheder og anerkend det. Prøv så at finde ud af sammen, hvordan du som pårørende bedst støtter ham eller hende i de situationer.
Hjælp med at skabe struktur
For at fungere optimalt og have den bedst mulige hverdag, så har en person med ADHD brug for struktur. Her spiller du som pårørende en vigtig rolle. Du kan nemlig være med til at motivere og insistere på, at din kære med ADHD passer på sig selv – det kan for eksempel være ved at minde vedkommende om, at han eller hun skal spise regelmæssigt, få nok søvn, dyrke motion og undgå at lave for mange aftaler på en uge. Når man har ADHD, har man ofte svært ved at begrænse sig og mangler en fornemmelse for, hvornår man har opbrugt sig selv. Derfor er det vigtigt, man også husker at slappe af og komme ned i gear, selvom man kan opleve det som rastløshed. Men husker man ikke at slappe af, er der risiko for, at man booster sine symptomer.
Kan man som pårørende være med til at understøtte nogle strukturer og noget regelmæssighed i dagligdagen, så er man med til at give et godt udgangspunkt for personen med ADHD.
Tal om selvregulering
Mange mennesker med ADHD benytter sig af det, vi kalder selvregulering. Når man selvregulerer, tyer man til en adfærd eller aktivitet, som hjælper én med at trives. Det er en naturlig reaktion og et forsøg på at skabe en mental stabilitet. Selvreguleringsadfærd er både uundgåeligt, men også nødvendigt, fordi det er en overlevelsesstrategi. Men kommer det til at fylde for meget og ændre vedkommendes evne til at fungere i for eksempel sociale sammenhænge, i uddannelse eller på job, så er det for meget og kan have alvorlige, negative følger.
Eksempler på en uhensigtsmæssig selvregulering kan være at misbruge cannabis, alkohol, overdreven motion, for meget arbejde, ludomani eller gaming. Selvreguleringsaktiviteten er uhensigtsmæssig, når den bliver dominerende og ensidig og får karakter af afhængighed.
Personen med ADHD har en stor opgave i at prøve at forstå sig selv og undersøge, hvordan man selvregulerer. Hvad resulterer det i af både positive og negative ting? Her kan man som pårørende også spille en vigtig rolle. Her er det rigtig godt, hvis man har mulighed for at gå ind i dialogen om adfærden og selvreguleringsstrategierne. Hvis man, uden at kritisere personen med ADHD, i fællesskab kan tale om og pege på positive og negative selvreguleringsstrategier, så kan man også nemmere støtte vedkommende. Den pårørende kan påpege, når cannabis, alkohol, arbejde eller computerspillene tager overhånd, men han eller hun kan også påpege, når selvreguleringen ”mangler”. Hvis personen med ADHD er i en periode med manglende mental trivsel, motivation og drive, så kan den pårørende minde ham eller hende om en positiv selvreguleringsstrategi. Det kan for eksempel være en løbetur eller at arbejde mod en regelmæssig søvn. På den måde kan man som pårørende støtte personen til bedre trivsel.