Skip to content

Vejen ind i kommunen

Når man har en psykisk lidelse kan der blive brug for at søge støtte hos kommunen. Det kan være støtte ift. forsørgelse eller arbejdsliv, eller støtte i det daglige liv udenfor arbejds- eller studiesammenhænge. Der kan også være brug for støtte i forbindelse med studieliv, hvis den nærtstående med en psykisk lidelse er studerende, eller ønsker at studere.

Som pårørende har du ikke mange automatiske rettigheder, når den du er pårørende til, er over 18 år. Det skyldes, at den der er part i sagen (den syge, du er pårørende til) skal give sit samtykke til, at du bliver oplyst om sagens indhold. Det gælder både i forhold til behandling og i det, der måtte være af sager i kommunen.

Siden her giver bl.a. en oversigt over muligheder for støtte på en række områder, procedurer i forbindelse med ansøgning om støtte og hvilken rolle man som pårørende kan spille i den forbindelse. Da pårørendes rettigheder er meget minimale, vil der i mange tilfælde være tale om viden, du som pårørende kan formidle til din nærtstående med en psykisk lidelse.

Siden er opbygget så man kan gå ind under det område, der er relevant i den konkrete nærtståendes situation, og folde relevante afsnit ud for at læse mere. Dvs. er der brug for viden om støtte i arbejdslivet, går man ind under “Arbejdsmarkedsområdet”, er der brug for støtte i hjemmelivet/fritiden går man ind under “Det sociale voksenområde”, er der tale om et barn eller en ung med en psykisk lidelse er der mere om dette i afsnittet “Servicelovens ydelser til børn og unge”. Der er et kort afsnit om støtte til uddannelse. Og endelig et kort afsnit om generelle rettigheder og pligter.

Hvordan tages kontakt til kommunen

Har pårørende rettigheder i samspil med kommunen?

Man skal som pårørende være opmærksom på, at man ikke kan få oplysninger i kommunale sager, som ens nærtstående med en psykisk lidelse har, når denne er fyldt 18 år, med mindre den nærtstående har givet samtykke til dette. Det gælder også, hvis man som pårørende ringer for at aftale et møde med kommunen, på vegne af den med en psykisk sygdom. Er den over 18-årige nærtstående med en psykisk lidelse under værgemål, har værgen de rettigheder, som den med en psykisk lidelse ellers ville have.

Man kan altid meddele kommunen sin bekymring i en konkret sag og bede om en samtale, hvor man beskriver, hvad bekymringen baseres på. Kommunen må gerne modtage sådanne informationer, men de må blot ikke videregive info fra personen med en psykisk sygdoms sag, uden et samtykke fra denne. Det er et grundlæggende princip, der har med den enkeltes retssikkerhed at gøre.

Man kan ikke som pårørende skabe kontakten til kommunen for den med en psykisk lidelse, der er over 18 år. Denne skal selv tage kontakt og søge hjælp med mindre der er samtykke til at du som pårørende tager kontakten. Dog kan man som nævnt altid kontakte kommunen med sin bekymring, hvorpå de skal undersøge sagen. Kommunen er ikke forpligtede til at informere den, der meddeler sin bekymring om, hvad kommunen derpå gør.

Pårørende må gerne tage med til et møde med en sagsbehandler for at hjælpe den nærtstående med en psykisk sygdom med at forklare sit behov, hvis denne vil have det. Dette kaldes at deltage som bisidder – alle borgere har ret til at have en bisidder med.

Da man som pårørende ikke har særlige rettigheder ifm. den psykiske syges kontakt med kommunen, vil informationer om vejen ind i kommunen være noget, du som pårørende kan bruge til selv at få overblik og derpå videregive dette til din nærtstående med en psykisk lidelse, så denne får viden, som det kan være svært at have overskud til selv at opsøge, når man er ramt af psykisk sygdom.

Er den nærtstående med en psykisk lidelse under 18 år gammel er situationen en anden, så er det forældremyndighedsindehaver, der har sagen og har kontakten med kommunen. Alle børn skal generelt inddrages i deres sagsforløb, da der skal holdes børnesamtaler med alle børn, med mindre noget åbenlyst taler imod dette. Men barnet skal, hvis det er fyldt 15 år, selv samtykke til f.eks. iværksættelse af anbringelse udenfor hjemmet.

c

Tavshedspligt

Pårørendevejleder og andre tilbud

I de senere år er en del kommuner begyndt at ansætte pårørendevejledere. Pårørendevejlederne kan guide de pårørende til relevante tilbud i kommunen og organiserer også af og til gruppetilbud for pårørende. Du kan kontakte din kommune for at høre om denne har ansat en pårørendevejleder.

Komiteen for sundhedsoplysning har udarbejdet et katalog over forskellige indsatser for pårørende til mennesker med forskellige lidelser. Der er også relevante tilbud for pårørende til mennesker med psykiske lidelser i dette. Læs mere her

Tavshedspligt

Alle offentligt ansatte har tavshedspligt. Det betyder at de fortrolige oplysninger de kommer i besiddelse af, som følge af deres arbejde, må de ikke videregive.

Som udgangspunkt har du kun adgang til oplysninger i en sag som du selv er part i, det vil sige din egen sag, eller dine børns sager (så længe de er under 18 år)

Det betyder for dig som pårørende til en voksen over 18 år, at du som udgangspunkt ikke kan få detaljeret viden omkring behandling og sagsbehandlingen, med mindre, du har samtykke fra din nærtstående med en psykisk lidelse, til at få viden og indsigt. Du har altid mulighed for at få en generel og overordnet viden.

Der er ikke nogen formkrav til en fuldmagtsskrivelse, men vi anbefaler fra Bedre Psykiatris Rådgivning, at I anvender den som kan laves via Borger.dk, hvor du og din nærtstående med en psykisk lidelse identificerer jer med jeres NemID.

Er den du er pårørende til under 18 år OG er du forælder (forældremyndighedsindehaver/ værge) for denne, har du som udgangspunkt ret til fuld adgang til oplysninger i dennes sag – det gælder både i forhold til sundhedsjournal og sagsbehandlingsjournal i kommunen.

Støttebehov på forskellige områder

Vejen ind i kommunen afhænger af om støttebehovet er på:

  • Arbejdsmarkedsområdet, hvor alle beskæftigelsesrettede indsatser sagsbehandles.  
  • Servicelovens område/det sociale område (fritiden – hvor det hverken omhandler job, eller uddannelse). Servicelovens område er opdelt i børneområdet (0-17 år) og voksenområdet (over 18 år). Derfor opdeles det nedenfor i hhv. “Servicelovens ydelser til børn og unge” og “Det sociale voksenområde”.
  • Er der brug for hjælp på både arbejdsmarkedsområdet og servicelovens område? Så gælder det, at sagsbehandlingen og sagsgangen er forskellig på de to områder, og man har forskellige sagsbehandlere – en for hvert område.

Har den nærtstående med en psykisk lidelse både behov for støtte på arbejdsmarkedsområdet og det sociale voksenområde vil denne altså have 2 forskellige sagsbehandlere. Er der ud over dette behov for f.eks. misbrugsbehandling, vil der desuden være tilknyttet en misbrugsbehandler, der også er ansat i kommunen, men ikke som sagsbehandler – kun til at udføre misbrugsbehandling.

Sagsbehandleren/sagsbehandlerne udarbejder alle afgørelser ift ansøgninger fra den nærtstående med en psykisk lidelse. Sagsbehandleren har pligt til at vejlede bredt om lovgivningens muligheder for støtte på det forvaltningsområde denne arbejder på.

Kommunens vurdering af støttebehovet

I det kommunale system vurderes støttebehovet ikke på baggrund af en diagnose, men der kigges på graden af ”funktionsnedsættelse”. Dvs. der kigges på i hvor høj grad den nærtstående med en psykisk lidelse har et støttebehov. Det betyder, at en diagnose i sig selv ikke kan udløse støtte, men kommunen skal vurdere omfanget af støttebehovet og på hvilke områder behovet er til stede. Kommunen skal samtidig vurdere om støttebehovet er opstået på grund af den psykiske lidelse, hvis der søges ydelser på servicelovens område – da disse ydelser kun kan bevilges, hvis behovet er opstået på grund af lidelsen. Dette gælder i øvrigt både ved fysisk og psykisk sygdom.

Rettigheder og pligter

Bisidder og partsrepræsentant

Hvis den nærtstående med en psykisk sygdom har brug for en at støtte sig til ved mødet med kommunen, har denne ret til at medbringe en bisidder. Det kan være en ven, en pårørende, eller en privat bisidder, man selv betaler for at deltage. Kommunen er ikke forpligtet til at stille en bisidder til rådighed, men er forpligtet til at oplyse om retten til at medbringe en bisidder. Formålet med en bisidder er både at skabe tryghed, styrke samarbejdet mellem borger og sagsbehandler og sikre, at personen med en psykisk sygdom både hører og husker det sagte, og får sagt det, han eller hun har brug for bliver sagt ved mødet.

Vil den nærtstående med en psykisk lidelse gerne vil have en anden til at repræsentere sig på møder med kommunen og føre sin sag, kan han eller hun vælge at få en partsrepræsentant. Ved partsrepræsentation fører partsrepræsentanten sagen og skal have de samme informationer, man som borger normalt får, dvs. alle afgørelser og andet, der sendes til borgeren (den nærtstående med en psykisk lidelse). Partsrepræsentanten kan klage på borgerens vegne. Borgeren skal lave en skriftlig fuldmagt til partsrepræsentanten for at denne kan føre borgerens egen sag.

Kommunen kan afvise brug af en bestemt partsrepræsentant – det kan være, hvis partsrepræsentanten faktisk ikke er i stand til at varetage interesserne hos den nærtstående med en psykisk lidelse, eller konsekvent tilsidesætter vedkommendes ønsker og interesser. Derudover kan partsrepræsentanten afvises, hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner.

Grundlæggende retsprincipper ved kommunal sagsbehandling

Officialprincippet:
Den offentlige forvaltning har pligt til selv at sørge for at de oplysninger, der skal tilvejebringes for at få belyst en sag, så der kan træffes en beslutning, Det betyder at din nærtstående med en psykisk lidelse IKKE er forpligtet til at komme med lægeudtalelser osv, det er forvaltningen selv, der skal indhente.

Lighedsprincippet:
To situationer, der er helt ens skal behandles helt ens. Dog er det yderst sjældent, at to situationer er helt ens, og derfor vil der tit være forskel i bevilling og beslutning. Hertil kommer at sager skal behandles individuelt. Den offentlige forvaltning må som udgangspunkt ikke lave regler, som skærer alle over én kam. Det betyder at din nærtstående sjældent kan sammenline sin sag med sager, der tilsyneladende ligner hinanden.

Legalitetsprincippet:
I alle beslutninger og afgørelser, som en offentlig forvaltning træffer, skal der kunne henvises til en lovgivning og en bevillings paragraf. Det betyder, at nogle gange så er der ikke en mulighed for at bevillige en ydelse, som måske kunne være en god idé. For uden bevillingslegalitet, kan det ikke lade sig gøre.

Begrundelsesprincippet:
En offentlig forvaltning skal ALTID begrunde sine afgørelser og beslutninger. Der er ikke nok begrundelse i “her plejer vi….” eller “fordi jeg siger det….”. Begrundelsen skal bunde i en faglig og konkret vurdering og stemme overens med den lovgivning og det serviceniveau, som er gældende på området.

Aktindsigt:
Når man har en sag i den offentlige forvaltning, har man altid ret til at se hvad der er af akter og notater i sagen. Man kan altid bede om at få indsigt i sin sag. Der kan være oplysninger i sagen som tages ud. Det kan eksempelvis være oplysninger i en børnesag, om den anden forælder.
Din nærtstående med en psykisk lidelse får aktindsigt ved at bede om det. Det kan gøres mundtligt eller skriftligt. Vi anbefaler at din nærtstående gør det skriftligt, for at mindske risikoen for, at anmodningen bliver forlagt. Som udgangspunkt skal man have sine aktier inden for 14 dage. Men er sagen stor, eller er der oplysninger, der skal tages ud, kan det tage lidt længere tid. Det skal din nærtstående med en psykisk lidelse have besked om ligesom denne også skal have at vide hvornår han eller hun kan forvente at modtage akterne.

God forvaltningsskik:
God forvaltningsskik er der ikke lovmæssige bestemmelser om. God forvaltningsskik fremgår blandt andet i ombudsmandens rapporter. God forvaltningsskik handler om den adfærd, som er ønsket af den offentlige forvaltning – af de medarbejdere der udfører forvaltningens opgaver.

God forvaltningsskik handler om, at medarbejdere skal praktisere venlig og hensynsfyld optræden. Tillidsvækkende forvaltning ved at bruge et sprog som borgeren forstår og ikke er fremmedgørende. Derfor er det eksempelvis god forvaltningsskik, at medarbejderen skriver og taler et sprog, som er til at forstå for ikke-fagpersoner.
Den offentlige forvaltning skal være præget af åbenhed og tilgængelighed, hvilket vil sige, at det skal være let at finde vej og frem til den forvaltning, man skal i kontakt med.
Sagsbehandlingstider er også et element i vurderingen af god forvaltningsskik. Der er en række områder, hvor sagsbehandlingstiden er beskrevet i loven. Men ud over dette skal alle forvaltninger offentliggøre de sagsbehandlingstider, som ikke er defineret i lovgivningen. Det er den offentlige forvaltnings ledelse (eks. kommunalbestyrelsen), der har ansvar for at bestemme og formidle disse frister. De kommunale sagsbehandlingstider vil blandt andet fremgå af kommunens hjemmeside.
Er det ikke muligt for forvaltningen at overholde sagsbehandlingstiden, skal forvaltningen informere borgeren om dette, samt fortælle hvornår behandlingen forventes afsluttet.

Klageret

Er man som borger utilfreds med afgørelser på det sociale, eller andre kommunale områder, har man 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen til at klage over denne. Hvis man klager, skal kommunen revurdere afgørelsen. Fastholder kommunen sin afgørelse, skal de videresende sagen til Ankestyrelsen, der behandler sagen og sender deres afgørelse til både borgeren og kommunen. Man skal selv klage – en pårørende kan kun klage for den nærtstående med en psykisk lidelse, hvis der er samtykke til dette.

Den borger, der vil klage over en afgørelse i sin sag, skal være meget opmærksom på at overholde klagefristen, da kommunen ikke er forpligtet til at sagsbehandle en klage, hvor klagefristen er overskredet. Ankestyrelsen kan desuden afvise at sagsbehandle i en sag, hvor borgeren ikke har overholdt sin klagefrist – også selv om kommunen vælger at revurdere sagen trods modtagelse efter klagefristens udløb.

Samtykke og bekymringsmelding

Er den nærtstående med en psykisk lidelse fyldt 18 år er denne myndig og pårørende kan kun få oplysninger i sagen, hvis den syge har givet samtykke til dette. Pårørende kan heller ikke kontakte kommunen for at aftale et møde i sagen, hvis ikke der er samtykke fra den nærtstående med en psykisk lidelse.

Til gengæld må man som pårørende gerne kontakte kommunen, hvis man vil videregive sin bekymring for noget vedrørende den syge. Det kan f.eks. være de forhold den syge lever under, eller at man oplever at bevilget støtte ikke hjælper. Man har dog ikke ret til at få respons på din henvendelse fra kommunen, dvs. man kan ikke få at vide hvad kommunen gør med henvendelsen, eller om de opfatter situationen på samme måde.

Er den nærtstående med en psykisk lidelse et barn under 18 år, må forældre, eller værge godt informeres og være part i sagen, da de har myndigheden over barnet.

Arbejdsmarkedsområdet

Hvilke beskæftigelsesindsatser findes

Hvis den nærtstående med en psykisk lidelse får forsørgelse i form af enten a-dagpenge, sygedagpenge, eller en kontanthjælpsydelse, har denne en jobcenter-sag og en sagsbehandler i jobcenteret der, hvor vedkommende er folkeregistreret.

Man får tildelt en sagsbehandler i jobcenteret, når man melder sig ledig og skal have kontanthjælp, eller A-dagpenge, eller hvis man bliver syg og skal have sygedagpenge. Man vil i de fleste kommuner opleve, at man skifter sagsbehandler, hvis man skifter ydelse – dvs. hvis man overgår fra f.eks. A-dagpenge til kontanthjælp, eller fra sygedagpenge til f.eks. jobafklaringsforløb, eller til ressourceforløb.

Jobcenteret behandler følgende borger-sager: Ledighedssager med dagpengeret, ledighedssager med kontanthjælp, uddannelseshjælpssager, sygedagpengesager, jobafklaringssager, ressourceforløbssager og revalideringssager.

Jobcenteret afklarer også til enten fleksjob, eller førtidspension. Beslutningen om hvilken beskæftigelsesindsats en borger skal have, tages på de tværfaglige rehabiliteringsteammøder – med deltagelse af repræsentanter fra jobcenteret, sundhedssystemet, socialafdelingen i kommunen og evt. andre kommunale afdelinger, der er relevante for den enkelte borgers sag. Før en borger kan afklares til fleksjob, eller førtidspension, skal erhvervsevnen være fuldt afklaret og alle behandlingsmuligheder, der kan øge erhvervsevnen, skal være udtømte. Dette skal også gælde i en såkaldt bred vurdering – dvs. hvis man ser på andre jobtyper og arbejdsopgaver end det, borgeren (den nærtstående med en psykisk lidelse) oprindelig blev sygemeldt fra.

Hvordan kontaktes jobcenteret

Kontaktoplysninger til jobcenteret vil for de fleste kommuners vedkommende fremgå på hjemmesiden under punktet ”Om kommunen”. Alternativt kan man ringe til kommunens hovednummer og blive stillet om til jobcenteret.

I Københavns Kommune, der kan være lidt mere uoverskuelig at finde rundt i, kan kontaktoplysninger ses via dette link:

https://www.kk.dk/institution/jobcenter-k%C3%B8benhavn

Sagsbehandleren i jobcenteret kan oplyse om diverse støttemuligheder på arbejdsmarkedsområdet når man har en psykisk lidelse, og oplyse om, hvor i jobcenteret disse sagsbehandles.

I en stor kommune kan området for særlig støtte på arbejdsmarkedsområdet være mere opdelt på forskellige sagsbehandlere, end i en mindre kommune.

Sagsforløb i jobcenteret

Inden en borger (den nærtstående med en psykisk lidelse) får sin sag behandlet på rehabiliteringsteam-møde, anmoder jobcenter-sagsbehandleren om en bred lægeerklæring fra borgerens egen læge. Borgeren vil blive indkaldt af egen læge til udfyldelse af denne erklæring.

Hele borgerens sagsforløb i jobcenteret fremlægges på mødet og der tages, af de deltagende fagpersoner, stilling til, hvad borgeren skal indstilles til. Det kan være godt for mange borgere at have en bisidder med, der kan hjælpe denne til at forstå og huske, hvad der bliver sagt, plus få sagt det, vedkommende selv synes bør siges ved mødet. En bisidder kan være en pårørende, men også en fra en interesseorganisation. Visse organisationer tilbyder en frivillig bisidder, der har viden om psykisk sygdom.

Støttemuligheder når man er i job

Hvis den nærtstående med en psykisk sygdom er i job, er der flere muligheder for støtte, der bevilges med henblik på, at det skal være muligt at kunne beholde sit job, også med en nedsat funktionsevne. Du kan læse om de forskellige typer særlig støtte ifm et job – kaldet Handicapkompenserende ordninger (Personlig assistance, hjælpemidler, fortrinsadgang og isbryderordningen/løntilskud for nyuddannede med en funktionsnedsættelse) her:

https://star.dk/indsatser-og-ordninger/handicapomraadet/handicapkompenserende-ordninger/

Her kan man også læse om fleksjob, revalidering, § 56 aftale og andre særlige ordninger for mennesker med funktionsnedsættelser.

Man kan søge generel vejledning om de forskellige ordninger hos Styrelsen for Arbejdsmarkedsområdet, Specialfunktionen for Job og Handicap på sjh@star.dk. Men selve sagsbehandlingen af ansøgninger foregår i jobcenteret.

Har den nærtstående med en psykisk lidelse allerede en sagsbehandler i jobcenteret kan sagsbehandleren informere om, hvordan der søges om en handicapkompenserende ordning. Hvis der ikke er en sagsbehandler, kan jobcenteret kontaktes via deres hovednummer for oplysninger om, hvordan den nærtstående med en psykisk lidelse ansøger om støtte.

Uddannelsesområdet

Der findes forskellige støttemuligheder på uddannelsesområdet, der kan gøre det muligt for bl.a. mennesker med en psykisk lidelse at gennemføre en uddannelse.

Ansøgninger om støtte på uddannelsesområdet behandles ikke i kommunen, bort set fra ansøgninger om STU (Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse), der behandles enten af kommunens UU-vejleder, eller en særlig STU-vejleder i de kommuner, der har en sådan.

I de forskellige links nedenfor er der informationer om hvor og hvordan der søges støtte på forskellige områder.

Skolebørn med længerevarende eller kronisk sygdom

Alle børn har ret til undervisning i folkeskolens grundskole. Skolelederen har pligt til at sørge for at tilrettelægge undervisning og støtte til elever, der på grund af sygdom (længerevarende eller kronisk) har svært ved at deltage under almindelige forhold.

Skolen er forpligtet til at tage stilling til, om der skal iværksættes sygeundervisning for eleverne, hvilket indtræffer senest efter 15 fraværsdage. Længerevarende fravær på grund af elevens diagnose, funktionsnedsættelse eller lignende bør også give anledning til overvejelser hos skoleledelsen om, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte nye eller supplerende
støtteforanstaltninger i undervisningen, som kan understøtte eleven i at genoptage skolegangen.
Endelig kan et højt fravær på grund af sygdom, funktionsnedsættelse eller lignende efter omstændighederne være bekymrende og være en indikation på, at eleven mistrives. I denne situation er skolen, efter en konkret vurdering, forpligtet til at underrette kommunens socialforvaltning herom, jf. den skærpede underretningspligt efter servicelovens § 153.

Elever, der har brug for støtte i mindre end ni undervisningstimer ugentligt skal have støtte inden for den almindelige undervisning. I undervisningen kan blandt andet anvendes undervisningsdifferentiering, holddannelse, tolærerordninger og undervisningsassistenter, som både kan hjælpe den enkelte elev og klassen som helhed. 

Det er skolelederen, der beslutter, om elever kan få specialundervisning på skolen. Det kan være som støtte i den almindelige klasse i mindst 9 ugentlige timer, eller i en specialklasse.

Når det skal besluttes, om en elev skal have specialundervisning, sker det efter en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV) af eleven og i samråd med eleven og forældrene. Skolens leder skal indstille eleven til en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis man mener, at eleven har behov for specialpædagogisk bistand. Forældrene og eleven kan også selv bede om en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis de synes, at der er behov for specialpædagogisk bistand. Det er en psykolog fra den lokale PPR, der udarbejder en PPV.

Støtte på ungdomsuddannelse

Der er mulighed for såkaldt sps-støtte på en ungdomsuddannelse. Støtten vil være i form af en mentor, der f.eks. kan hjælpe den unge med at holde overblik over sine opgaver, afleveringer og andre deadlines. Læs mere om SPS på ungdomsuddannelser via dette link:

https://www.spsu.dk/for-elever-og-studerende/sps-naar-du-er-elev-paa-en-ungdomsuddannelse/sps-naar-du-er-elev-paa-en-ungdomsuddannelse

Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU)

Er den unge med en psykisk sygdom ikke i stand til at tage en ungdomsuddannelse på almindelige vilkår, er der mulighed for en STU, hvor en del af fokus er på at forberede den unge til et selvstændigt liv og om muligt til en uddannelse på almene vilkår. Det er kommunens UU-vejleder, der kan indstille den unge til STU. I nogle kommuner er der særlige STU- vejledere, det afhænger bl.a. af kommunens størrelse.

Den UU-vejleder, den unge er tilknyttet via cpr- nummer opdelingen, vil kunne vejlede om STU og andre særlige ungdomsuddannelsestilbud, eller henvise til den i kommunen, der har med dette område at gøre. Har den unges bopælskommune oprettet et såkaldt Ungecenter, hvor alle ydelser til unge sagsbehandles på tværs af forvaltninger, kan dette center kontaktes, da UU-vejlederne så vil være placerede her.

Støtte under videregående uddannelse

Hvis den nærtstående med en psykisk lidelse går på en videregående uddannelse, er der også mulighed for sps-støtte. Læs mere via dette link:

https://www.spsu.dk/for-elever-og-studerende/sps-naar-du-er-studerende-paa-en-videregaaende-uddannelse

Handicaptillæg til uddannelse

På en videregående uddannelse kan man desuden søge handicaptillæg til sin SU, hvis man vurderes omfattet af målgruppen for dette. Man skal forberede sig på, at ansøgninger om handicaptillæg tager nogle måneder, da der skal indhentes dokumentation. Der vil blandt andet blive vurderet på, om den nærtstående med en psykisk lidelse vil kunne have et fritidsjob ved siden af uddannelsen, da tillægget bl.a. ses som en kompensation for ikke at være i stand til, som andre studerende, at kunne arbejde for at supplere sin SU.

For nylig er der blevet mulighed for også at få handicaptillæg til en erhvervsuddannelse.

Læs mere om handicaptillæg her – både om satser og om procedurer (i blokken til venstre når du går ind på linket:

Sats for handicaptillæg – su.dk

Det sociale voksenområde

Hvor og hvordan søges støtte

Det sociale voksenområde hører under den enkelte kommunes socialforvaltning. Her sagsbehandles ydelser, der gives efter serviceloven.

Man kan søge ydelser her, hvis man er fyldt 18 år og har behov for støtte i hverdagen på grund af sin sygdom (det kommunen kalder en funktionsnedsættelse). Det er den nærtstående med en psykisk lidelse, der selv skal søge – enten digitalt på kommunens selvbetjeningsside, eller ved at møde op med sin ansøgning. Ansøger kan også ringe, men vil formodentlig blive bedt om at aflevere en skriftlig ansøgning, eller søge digitalt.

Hvis den nærtstående med en psykisk lidelse kender sit behov for støtte, men ikke ved om der findes ydelser, der kan dække behovet, kan vedkommende ringe og spørge en sagsbehandler i socialafdelingen i kommunen, om der er mulighed for at søge støtte, der dækker behovet.

I Københavns kommune behandles ansøgninger om ydelser på det sociale voksenområde i ”Borgercenter Voksne”.

I mindre kommuner kan det f.eks. hedde ”Socialafdelingen”, eller ”Psykiatri og Handicap-afdelingen”. Man vil kunne kontakte afdelingen via borgerservice, eller via kommunens hovednummer, hvis ikke man kan finde direkte kontaktoplysninger på kommunens hjemmeside.

Som pårørende kan du kun søge støtte på den psykisk syges vegne, hvis du er forældremyndighedsindehaver, eller værge til et barn under 18 år med psykisk sygdom. Borgere over 18 år skal således selv søge støtte. Men pårørende kan finde oplysninger i dette afsnit, som kan videregives til den nærtstående med en psykisk lidelse, så denne lettere kan finde vej i det kommunale system.

Voksenudredning (VUM)

Hvad enten den nærtstående med en psykisk lidelse søger støtte efter serviceloven digitalt, eller ringer til kommunen for at søge, vil denne efterfølgende blive kontaktet af en sagsbehandler mhp. at aftale et møde. Ved mødet vil sagsbehandler afdække hvilke problematikker ansøger har, og i hvilken grad denne er påvirket af sine problematikker – dette kaldes ”graden af funktionsnedsættelsen”. I de fleste tilfælde vil sagsbehandler udarbejde en voksenudredning (VUM), hvor alle relevante aspekter af ansøgers funktionsnedsættelse beskrives – f.eks. i hvor høj grad den nærtstående med en psykisk lidelse kan:

  • klare praktiske opgaver i hjemmet selvstændigt
  • opretholde et socialt liv
  • sørge for sin hygiejne
  • tage hånd om sin sundhed
  • klare sin økonomi selvstændigt
  • passe evt. behandling

Plus der ses på om den nærtstående med en psykisk lidelse har misbrug, eller sociale problemer.

Hvorfor udarbejdes en VUM?

Sagsbehandleren udarbejder en VUM for at kunne belyse i hvor høj grad og på hvilke områder din nærtstående er funktionsnedsat grundet sin psykiske lidelse. På baggrund af denne vurdering kan sagsbehandleren tage stilling til, om den nærtstående med en psykisk lidelse er omfattet af målgruppen for ydelser efter serviceloven. Derpå vurderer sagsbehandleren, hvilken type støtte der kan bevilges, for at afhjælpe problemerne.

Der skal jf. lovgivningen være tale om, at den nærtstående med en psykisk lidelse har støttebehovet ”på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”. Dvs. at der kan være situationer, hvor en person ikke vurderes at have en betydelig nedsat funktionsevne og dermed ikke er i målgruppen for støtte, trods en psykiatrisk diagnose. Det kan f.eks. være en person med skizofreni, der er velbehandlet og i stand til at passe et job på almindelige vilkår. Der kan også være situationer, hvor en person har et støttebehov, men behovet ikke vurderes at være opstået grundet funktionsnedsættelsen (den psykiske lidelse). Det er ikke diagnosen som sådan, men beskrivelsen af funktionsevnen, der kan udløse støtte. Dette fordi mennesker med samme diagnose kan have meget varierende støttebehov – fra at klare sig helt uden støtte, til at have omfattende støttebehov.

Indhentelse af oplysninger til brug for VUM

Kommunen kan vælge at indhente lægepapirer el.lign. for at kunne belyse ansøgers funktionsniveau lægefagligt – det gøres særligt i nye og for kommunen ukendte sager. For at kunne indhente lægepapirer, eller andre beskrivelser og udtalelser, skal kommunen have samtykke fra den nærtstående med en psykisk lidelse. Giver denne ikke samtykke, er kommunen nødt til at basere afgørelsen på de oplysninger, de har fra samtalen, hvilket kan gøre grundlaget for kommunens vurdering meget spinkelt.

Når kommunen har vurderet målgruppe for det ansøgte og omfanget af støttebehovet, sender de en afgørelse til ansøger (og evt. partsrepræsentant, eller værge hvis der er sådan en). Der skal være vedhæftet en klagevejledning til afgørelsen, da man som borger har ret til at klage over en afgørelse og evt. få denne prøvet i Ankestyrelsen, hvis man ikke får medhold.

Eksempler på ydelser der kan søges efter servicelovens voksenparagraffer

Alle de nævnte ydelser søges via en sagsbehandler i kommunens socialafdeling. Hvis den nærtstående med en psykisk sygdom allerede har en sagsbehandler i socialafdelingen, er det denne vedkommende kontakter. Hvis der ikke allerede er en tilknyttet sagsbehandler, kontaktes afdelingen og derpå tildeles en sagsbehandler.

For alle ydelser efter serviceloven (dog ikke § 82 ydelser) skal den nærtstående med en psykisk lidelse sikre sig, at få en skriftlig afgørelse, da denne så har mulighed for at klage, vedkommende er uenig i afgørelsen.

§ 82 støtte – kommunen kan iværksætte midlertidig støtte til personer, der har nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, eller særlige sociale problemer. Støtten skal forebygge forværring af problematikkerne og kan enten gives efter § 82 a som et gruppetilbud, eller § 82b som et individuelt tilbud om socialpædagogisk støtte tidsbegrænset i 6 måneder, eller § 82c som er sociale akuttilbud specifikt til mennesker med en psykisk lidelse.

Bevilling af tilbud efter § 82 kan der ikke klages over, som der kan med andre tilbud efter serviceloven. Og man får ikke en skriftlig afgørelse om bevillingen.

§ 84 afløsning/aflastning – kommunen skal tilbyde afløsning eller aflastning til en ægtefælle, forældre, eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne.

Når du som ægtefælle eller nær pårørende passer et familiemedlem, der har behov for pleje, kan du søge kommunen om aflastning eller afløsning jf. servicelovens § 84. Denne mulighed gælder også for dig som er pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

Ved afløsning der tale om hjælp i hjemmet, hvor du som pårørende, der plejer den syge, bliver afløst af en anden, oftest en medarbejder fra kommunen, så du har mulighed for at gå uden for hjemmet.

Aflastning betyder, at den syge bliver tilbudt et midlertidigt ophold, enten dag-, nat eller døgnophold i plejehjem eller plejebolig.

Afløsningen/aflastningen bliver bevilliget på baggrund af en individuel vurdering.

§ 85 socialpædagogisk støtte/bostøtte – vær opmærksom på, at der er en snitflade til hjemmeplejeydelser efter § 83 – skellet går overordnet set ved, om borgeren kan støttes til større grad af selvhjulpenhed = § 85, eller om noget skal gøres for denne, så er det i stedet en hjemmeplejeydelse jf. § 83. Men vurderingen af om det er det ene, eller det andet, kan være svær. Det er sagsbehandleren, der foretager denne vurdering.

§ 97 ledsageordning – der kan bevilges 15 timer pr. måned til, at en ledsager tager med et menneske med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse til sociale aktiviteter efter eget ønske. Der kan bevilges § 97 støtte til personer, der på grund af den psykiske eller fysiske funktionsnedsættelse ikke kan færdes alene. Ledsagelse gives kun til personer under folkepensionsalderen, dog kan ydelsen fortsætte, hvis den allerede er bevilget inden personen har nået folkepensionsalderen.

§ 99 støttekontaktperson – kommunen skal jf. denne paragraf yde opsøgende hjælp bl.a. til de mest socialt udsatte og isolerede sindslidende, der ikke kan gøre brug af andre tilbud om støtte.

§ 100 merudgifter – efter denne paragraf kan man få dækket nødvendige merudgifter, der er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne. Dvs. i dette tilfælde en konsekvens af den psykiske lidelse. Der lægges vægt på, at udgiften både er nødvendig og er opstået pga lidelsen. Og desuden, at udgiften ikke kan dækkes på anden vis – da merudgiftsparagraffen er det, der hedder subsidiær til anden lovgivning, dvs. at den først kan tages i brug, når ikke der kan bevilges vha anden lovgivning. Der er en høj grad af vurdering indlagt i afgørelser om merudgifter, da der både ligger et skøn i, hvad der kan vurderes som en nødvendig merudgift og hvornår en vis udgift er direkte afledt af en psykisk lidelse.

§ 102 behandling – kommunen kan bevilge behandlingstilbud af forskellig art, herunder psykologbehandling, efter denne paragraf. Det kan kun ske, hvis ikke behandlingstilbuddet kan gives efter anden lovgivning og hvis kommunen ud over dette skønner, at behandlingen er ”nødvendig med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner” (som der står i lov om social service § 102).

§ 103 beskyttet beskæftigelse – beskæftigelsestilbud til personer med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, der ikke er på arbejdsmarkedet og er under 65 år. Man har ret til et tilbud om beskyttet beskæftigelse, hvis man er i den nævnte målgruppe.

§ 104 – aktivitets- og samværstilbud – formålet er, at personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller med særlige sociale problemer, har mulighed for at komme ud og deltage i et socialt fællesskab. Man har ret til et § 104 tilbud, hvis man er i målgruppen, der har en ”betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller særlige sociale problemer”.

§ 107 midlertidigt botilbud – kommunen ”kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det.” Det vil sige, at det er noget kommunen kan tilbyde, ikke noget de skal tilbyde. Bort set fra hvis personen med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne har behov for ”omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte.” I det tilfælde skal kommunen tilbyde midlertidigt botilbud.

Kommunen skal desuden tilbyde midlertidigt botilbud til ”personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.”

Da kommunen ved afgørelser skal vurdere blandet andet, hvad der er ”omfattende hjælp” og hvornår de mener funktionsevnen er ”betydeligt” nedsat kan der vurderes meget forskelligt fra kommune til kommune.  

§ 108 længerevarende botilbud – Kommunen ” skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.” Her er der tale om noget kommunen skal tilbyde. Kommunens mulighed for at foretage vurderinger i sagen ligger blandt andet i begreber som ”betydeligt”, ”varigt”, ”omfattende hjælp” og hvorvidt personen ”ikke kan få dækket disse behov på anden vis”. Da alle disse begreber og ord indebærer at sagsbehandleren skal foretage en vurdering, vil man kunne opleve meget forskellige vurderinger af lignende situationer.

§ 118 pasning af nærtstående – man kan som pårørende til en person med ”betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne” blive ansat af den syges hjemkommune til pasning af denne i en periode på 6 mdr. Der er visse forhold, der skal være opfyldt.

Du kan se kriterierne her:

  • Sygdommen skal være kronisk eller langvarig
  • Pasningen i hjemmet skal være et alternativ til et døgnophold uden for hjemmet.
  • Den syge har sin egen bolig, og er ikke bosiddende på døgninstitution eller plejebolig.
  • Begge parter skal være enige om pasningsordningen.
  • Du skal vurderes i stand til at varetage pasningsopgaven.
  • Du skal have tilknytning til arbejdsmarkedet.

Man kan få flere informationer om ordningen i socialafdelingen i den syges bopælskommune.

Handleplan

Kommunen skal tilbyde en handleplan jf. servicelovens § 141, når der ydes støtte efter serviceloven til en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Handleplanen skal skabe overblik over, om bevillingerne giver personen den nødvendige støtte og opfylder sit formål. Den nærtstående med en psykisk lidelse, der søger støtte, kan dog sige nej til en handleplan. Dette skal kommunen i så fald notere i sagen.

Handleplanen skal indeholde:

  • Formålet med støtten
  • Hvilke konkrete indsatser, der skal til for at opfylde formålet
  • Forventet varighed af støtten
  • Beskrivelse af andre særlige forhold for borgeren vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler mv.

Handleplanen skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med den nærtstående med en psykisk lidelse, der skal have støtte. Kommunen kan tilbyde at erstatte handleplanen med en helhedsorienteret plan, hvis din nærtstående har komplekse og sammensatte problemer, der kræver koordinering af indsatserne.

Koordinerende indsatsplan

For borgere med dobbeltdiagnoser – indenfor Psykiatri og misbrug, kan der udarbejdes en såkaldt ”Koordinerende indsatsplan”, hvor det fremgår hvem der er sagsbehandler på hvilke indsatser og hvad der er i gang i hvilket regi. Planen kan kun udarbejdes med samtykke fra borgeren som planen omhandler. Tanken er, at planen skal koordinere samarbejdet mellem fagpersoner omkring en borger, så der er mulighed for at opnå en mere helhedsorienteret og sammenhængende indsats om borgerens tilbud.

Se en pjece om Den koordinerende indsatsplan her: Den koordinerende indsatsplan_Informationspjece til borger.pdf (psykiatri-regionh.dk)

Servicelovens ydelser til børn og unge

Hvordan får man kontakt til kommunen

Indgangen til støtte på børneområdet, hvis ens barn har en psykisk lidelse, eller udviklingsforstyrrelse – som f.eks. autisme, eller ADHD, er oftest, at socialrådgiveren i Børne og Ungdomspsykiatrien, efter den psykiatriske udredning, sender information om udredningens resultatet til bopælskommunens Familieafdeling. Derpå kontaktes forældrene af den, der bliver sagsbehandler på sagen.

Kontakten til sagsbehandler bliver også af og til skabt ved, at socialrådgiveren i Børne- og ungdomspsykiatrien, når udredningen er ved at være afsluttet, inviterer en sagsbehandler fra barnets kommunes Familieafdeling med til et netværksmøde, hvor forældre og barnets pædagoger, eller lærere også deltager. På dette møde præsenteres udredningens resultater og barnets støttebehov bredt set. Og forældrene kan få skabt kontakt til den kommunale sagsbehandler, der får barnets sag ift støtte på servicelovens område.

Hvis der ikke formidles kontakt til kommunen

Hvis ens barn har fået en psykiatrisk diagnose, autisme, eller ADHD-diagnose og der ikke er skabt kontakt til en sagsbehandler i kommunens Familieafdeling, så kan man som forælder selv kontakte Familieafdelingen og spørge til muligheden for støtte, hvis der er et støttebehov.

I mindre og mellemstore kommuner vil den afdeling man skal kontakte ofte hedde ”Familieafdelingen”, ”Børn og Familier” eller lignende. Hvis barnet, eller den unge har en psykisk lidelse eller udviklingsforstyrrelse, vil sagen i de fleste kommuner høre til i Familieafdelingens handicapteam.

I en stor kommune som f.eks. København vil indgangen være igennem det, der hedder ”Borgercenter Handicap”, hvor al støtte vedr. både børn og voksne med funktionsnedsættelser er samlet, bort set fra støtte på arbejdsmarkedsområdet, der hører under jobcenteret.

Underretninger og § 50 undersøgelse

Man kan som forælder komme ud for, at nogen sender en underretning til kommunens Familieafdeling, hvis de oplever bekymring for ens barn. Både fagpersoner og almindelige borgere er forpligtede til at underrette kommunen ved mistanke om at børn mistrives, eller er udsat for omsorgssvigt eller andet, der bringer deres udvikling i fare.

Proceduren for kommunen, hvis man modtager en underretning er, at denne inden for 24 timer skal vurderes ift hvordan der bør handles på den. Kommunen kan indhente yderligere oplysninger fra fagpersoner omkring barnet for at afkræfte eller bekræfte bekymringen, de skal desuden tale med barnet, med mindre, barnets modenhed eller andre forhold, taler imod at afholde en samtale med barnet.

Hvis kommunen vurderer, at barnet/den unge har brug for særlig støtte, skal de igangsætte en børnefaglig undersøgelse, også kaldet en § 50 undersøgelse. Undersøgelsen skal omfatte følgende områder for barnet/den unge:

  • udvikling og adfærd
  • familieforhold
  • skoleforhold
  • sundhedsforhold, herunder fx alkoholforbrug eller stofforbrug
  • fritid og venskaber og
  • andre relevante forhold.

Hvis der er stor bekymring for barnet og forældrene ikke vil samtykke til en undersøgelse, kan denne udarbejdes uden samtykke.

Undersøgelsen bruges som redskab til at vurdere barnets evt. støttebehov og hvilke indsatser det er relevant at iværksætte for at afhjælpe behovene. Der kan både være tale om familieorienterede indsatser og indsatser ift barnet/den unge.

I mange kommuner er der et særligt team af sagsbehandlere, der udarbejder § 50 undersøgelser. Når undersøgelsen er færdig, vil sagen overgå til en sagsbehandler, der bevilger ydelser, hvis der vurderes behov for dette. Kommunen har 4 måneder til at færdiggøre en § 50 undersøgelse fra den er blevet opmærksom på bekymring for et barn, eller en ung.

Indhentelse af dokumentation

Til brug for § 50 undersøgelsen indhenter sagsbehandleren diverse information, der kan belyse de forskellige punkter undersøgelsen skal afdække. Der kan f.eks. være tale om psykiatriske udredninger, lægeudtalelser, journaloplysninger fra sygehus, udtalelser fra pædagoger i barnets daginstitution eller lærere i skolen, eller udtalelser og udredninger fra PPR. Når man som forældre siger ja til, at der må udarbejdes en § 50 undersøgelse, samtykker man samtidig til, at der indhentes de oplysninger der er brug for til undersøgelsens formål.

Inddragelse af barnet eller den unge

Af lovgivningen om servicelovens § 50 fremgår, at sagsbehandleren så vidt muligt skal udarbejde undersøgelsen i samarbejde med forældrene og den unge der er fyldt 15 år. Det fremgår desuden, at der altid skal afholdes en børnesamtale, med mindre, noget taler imod dette. Det kan være barnets alder eller modenhed f.eks. Kommunen må godt undlade at indhente samtykke fra forældrene til en børnesamtale, hvis hensynet til barnets eller den unges bedste taler for dette.

Hvis undersøgelsen munder ud i indstilling til en foranstaltning efter servicelovens § 52, så skal afgørelsen om dette træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaver. Hvis afgørelsen går på en frivillig anbringelse udenfor hjemmet, skal der desuden indhentes samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Hvis man vil søge støtte

Til forskel fra på servicelovens voksenområde, så er det forældremyndighedsindehaveren, der er part i sagen og samarbejder med sagsbehandler om støtte til barnet og familien. Barnet skal dog høres i sin egen sag, med mindre særlige forhold taler imod dette. At barnet skal høres betyder, at der skal afholdes børnesamtale med barnet/den unge ifm bekymring for barnet eller den unge og barnet/den unge skal desuden høres inden beslutninger om hvilken støtte der skal bevilges.

Hvad kan søges

Når ens barn har fået en diagnose af de nævnte typer, kan der være mulighed for at søge flere former for støtte. Som på voksenområdet er mulighederne afhængige af, i hvilken grad barnet/den unge er ”funktionsnedsat” af sin lidelse/diagnose. Det vil med andre ord sige hvor store vanskeligheder barnet/den unge har grundet lidelsen, eller diagnosen.

Nogle børn med f.eks. en autismespektrumforstyrrelse kan klare sig rimelig godt, måske fordi rammerne omkring dem matcher deres behov allerede, mens andre har store vanskeligheder. Derfor tager man i lovgivningen udgangspunkt i, hvor meget lidelsen/diagnosen påvirker barnets funktionsevne, da den støtte man bevilger, skal være nødvendig.

Mulige foranstaltninger på børneområdet
  • Forebyggende indsats jf. servicelovens § 11, stk.3 – kommunen skal tilbyde en forebyggende indsats overfor et barn, en ung eller en familie, når det vurderes, at et barn eller en ung har brug for støtte. Og når indsatser som konsulentbistand, netværks- eller samtalegrupper, rådgivning om familieplanlægning, eller andre forebyggende indsatser vil kunne imødekomme behovet. Dette er indsatser, der kan sættes i værk uden en § 50 undersøgelse. Det er også indsatser, der ikke kan klages over. Indsatser efter § 11 kan gives i situationer der ikke er alt for komplekse og med for stor problemtyngde. Er der mere omfattende eller komplekse vanskeligheder skal der i stedet udarbejdes en § 50 undersøgelse. Og på baggrund af denne vurderes det, hvilken ydelse, der kan afhjælpe problemerne.
  • Tabt arbejdsfortjeneste, servicelovens § 42 – Hvis barnet med en diagnose/lidelse har så store vanskeligheder, at det ikke kan passes fuld tid i institution, eller være i skole på fuld tid, kan der være situationer, hvor en af forældrene har mulighed for at søge om at gå ned i arbejdstid og få dækning for sit løntab via denne §. Det gælder også, hvis barnet/den unge grundet sin lidelse går til særligt mange undersøgelser, eller behandlinger. Der er et loft over, hvor meget man maksimalt kan få i tabt arbejdsfortjeneste. Har man en løn, der er højere end loftet, vil man således ikke få fuld dækning for sit løntab.
  • Merudgifter, servicelovens § 41 – der er mulighed for at søge dækning af nødvendige merudgifter, der er opstået på grund af funktionsnedsættelse, f.eks. den psykiske lidelse hos barnet. Når det omhandler psykiske lidelser, Autisme, eller ADHD vil der oftest være tale om dækning af udgifter til nødvendige kurser for forældrene. Men det kan også være dækning af udgifter til bleer, hvis barnet er over den alder hvor man normalt bruger bleer og brugen af bleer er en følge af barnets lidelse. Hvis ikke man har merudgifter over et vist beløb fastsat i loven og reguleret årligt, vil der ikke ske nogen udbetaling.
  • Familiebehandling, servicelovens § 52, stk.3 nr.3 – der kan enten være tale om familiebehandling til hele familien, eller ift. barnets, eller den unges problemer.
  • Støttekontaktperson, servicelovens § 52, stk. 3 nr.6 – for børn og unge med funktionsnedsættelse, kan en kontaktperson f.eks. være den, der bidrager til selvstændiggørelse af den unge.
  • Ledsageordning, servicelovens § 45 – Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ledsagelsesordningen kan bruges til f.eks. at følge den uge til en fritidsinteresse eller anden aktivitet i fritiden.
  • Aflastning, servicelovens § 44 jf. § 84 – kommunen skal tilbyde aflastning til forældre, der passer et barn med nedsat funktionsevne. Aflastningen kan foregå på en institution med særlig handicapviden f.eks. hver anden weekend og en dag om ugen, alt efter behovet. Eller det kan være hos en aflastningsfamilie. Der skal ikke udarbejdes en § 50 undersøgelse inden afgørelse om aflastning grundet barnets nedsatte funktionsevne.
Handleplan

På servicelovens børneområde skal der udarbejdes en handleplan jf. servicelovens § 140 inden der træffes afgørelser jf. servicelovens § 52. § 52 bevillinger er foranstaltninger som f.eks. familiebehandling, pædagogisk eller praktisk støtte i hjemmet, støttekontaktperson eller anbringelse udenfor hjemmet.

Hvis hensynet til barnet eller den unge gør det nødvendigt at sætte foranstaltninger i værk inden handleplanen kan udarbejdes, er det dog nok med en beskrivelse af formålet for foranstaltningen. Derpå har kommunen 4 måneder til at få udarbejdet handleplanen.

Handleplanen skal indeholde:

  • Formålet med indsatsen
  • Hvilken indsats er nødvendig for at opnå formålet
  • Der skal være konkrete mål ift barnets/den unges trivsel og udvikling jf. de behov den socialfaglige børneundersøgelse § 50 har afdækket.
  • For unge der er fyldt 16 år, skal der fremgå konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder ift. Beskæftigelse og uddannelse
  • Varighed af indsatser skal angives
  • Ved sager om anbringelse udenfor hjemmet skal det fremgå, hvilke indsatser, der iværksættes overfor familien ifm, under og efter anbringelsen.

Støt HOVEDindsamlingen

ALT for mange familier ramt af psykisk sygdom får ikke den hjælp, de har behov for. Derfor er der mere end nogensinde brug for Bedre Psykiatri. Hjælp os til at hjælpe mere og flere - med alt fra rådgivning og samtalegrupper til kampen for bedre behandling og vilkår til mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende.