Borderline som diagnose er på vej ud – hvad betyder det egentlig?

I mange år har diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse været en af de mest kendte – og misforståede – psykiatriske diagnoser. Nu er der imidlertid en markant ændring på vej. Med indførelsen af ICD-11 (diagnosesystem) er borderline som selvstændig diagnose ved at blive udfaset.

Men hvad kommer i stedet – og hvad betyder det for dem, der har diagnosen? Det kan være godt at vide for dig, der er pårørende.

Fra faste kategorier til et spektrum

Borderline skulle forstås som et grænseland mellem det neurotiske og det psykotiske – det vil sige et udtryk for sværhedsgraden, der indikerer udfordringer i livet, følelser og relationer. Men den er nærmere blevet forstået som en type ligesom ængstelig evasiv, narcissistisk osv. Problemet er, at virkeligheden sjældent passer ind i kasser og typer.

I det nye system ser det nu anderledes ud. Man stiller ikke længere en specifik type-diagnose. I stedet vurderer man:

Om der er personlighedsdysfunktion

Hvor alvorlig den er (let, moderat, svær)

Det betyder, at borderline forsvinder som diagnose – men ikke som mønster.

Borderline bliver til et “mønster” – ikke en diagnose

I ICD-11 kan man stadig beskrive det, vi kender som borderline, men nu som et “borderline-mønster” inden for en personlighedsforstyrrelse. Det bruges som en slags tillægsbeskrivelse og ikke som hoveddiagnose.

Forskellen er, at man ikke længere ser borderline som en særskilt “kategori”, men som en måde en personlighedsforstyrrelse kan komme til udtryk på.

Hvorfor ændrer man det?

Der er flere vigtige grunde til, at borderline ser anderledes ud i det opdaterede diagnosesystem.

1. Diagnoserne var for unuancerede

Mange passede ikke rent ind i én type, men havde træk fra flere. Det var derfor både svært at stille en diagnose, som passede, og mange kunne ikke helt se sig selv i diagnosen.

2. Stigmatisering

“Borderline” har for mange betydet negative associationer med misforståelser og negative forventninger.

3. Bedre klinisk fokus

Frem for at spørge “hvilken kasse passer du i?”, spørger man med ICD-11:

Hvor svært er det for personen?

Hvad har personen brug for?

Et mere menneskeligt perspektiv

En af de største ændringer er måden, vi forstår personlighedsforstyrrelser på. Fokus bliver ændret, så frem for at spørge “hvad fejler du?” hedder spørgsmålet nærmere “hvad kæmper du med og hvordan kan vi hjælpe?” Med det nye system ser man ikke længere på personlighedsforstyrrelser som noget man enten har eller ikke har, men tværtimod er det noget, vi alle ligger på et spektrum af.

Faktisk viser forskning, at de fleste mennesker har personlighedsvanskeligheder i en eller anden grad. Det nye system anerkender derfor, at personlighedsproblemer er en del af det at være menneske – bare i forskellig styrke.

Personlighedsforstyrrelser er ikke sygdomme i klassisk forstand – men mønstre i, hvordan vi er som mennesker, der kan blive så intense, at vi får brug for hjælp.

Hvad betyder det for behandling?

Ændringen kan få flere positive konsekvenser:

Mere målrettet hjælp. Behandling tilpasses sværhedsgrad og ikke kun diagnosetype.
Bedre progression. Man kan “bevæge sig”. Det vil sige, at man i takt med en god behandling i princippet kan bevæge sig fra svær, til moderat, til let og frem til ingen diagnose.
Mindre fastlåst identitet. Netop fordi der er mulighed for progression, betragter man det mere som udfordringer, der kan ændre sig eller arbejdes på.