Hvis du har et barn, der gør skade på sig selv, kender du måske følelsen af først at skulle finde ud af, hvordan du skal håndtere det, når situationen er kørt ad sporet: Når den unge bliver overvældet af kaotiske følelser, der giver ham eller hende lyst til at selvskade, og stemningen i forvejen er anspændt.
Det kan være svært både at stå med ansvaret for at passe på sit barn, finde de rigtige ord og tage beslutninger på samme tid. Derfor kan det hjælpe at lave en enkel aftale, som I kan falde tilbage på, når presset stiger.
For selvom det kan være svært at tænke klart i pressede situationer, kan en plan både skabe forudsigelighed, gøre det lettere for den unge at række ud og sikre, at du reagerer mindre i affekt.
En enkel plan kan indeholde:
1. Tegn på, at den unge får det svært
En plan for et barn, der selvskader, fungerer bedst, hvis den tager udgangspunkt i den unges behov.
Derfor kan du i en rolig stund spørge ind til, hvornår den unge kan få trang til at skade sig selv, og hvad der sker lige inden.
Forsøg at være nysgerrig og undgå at lyde fordømmende.
Selvom det ikke altid er let at beskrive for den unge, kan selv få informationer være nok til at komme videre.
Nogle mærker det i kroppen som en uro om aftenen. Andre oplever en tomhed, ensomhed eller kaotiske følelser.
Helt konkret kan der være forskellige tegn på, at den unge begynder at få trang til at skade sig selv. Det kan for eksempel være, at:
- den unge trækker sig mere
- svarene bliver korte
- kroppen virker anspændt
- tankerne kører på højtryk
- søvn, konflikter eller skole fylder mere
- den unge mærker uro i kroppen
I kan prøve at skrive nogle af tegnene ned sammen. Når I kender nogle af de tidlige tegn, bliver det lettere at reagere, før situationen bliver akut.
Det er vigtigt, at du her ikke er bange for at spørge dit barn, hvordan det har det, hvis du ser nogle af de tegn, der gør dig bekymret.
2. En måde at række ud på
Mange unge synes, det kan være svært at sige direkte til deres forældre, at deres bæger er fyldt op, og at det hele er ved at blive lidt for meget.
Derfor kan det hjælpe med en aftalt, diskret måde at række ud på. For eksempel kan den unge bruge en bestemt emoji, et kodeord, en sms eller en sætning som:
- “Kan du lige komme?”
- “Det er en gul dag.”
- “Vil du være i nærheden?”
Det vigtige er, at den unge ikke skal forklare en masse i øjeblikket. Prøv at tale sammen om, hvad der kan fungere for jer, og hvordan han eller hun er bedst tilpas med at række ud.
3. Reaktionen hos den voksne
Det hjælper, hvis det er tydeligt på forhånd, hvad der sker, når den unge rækker ud:
- Skal den voksne komme ind og sætter sig roligt?
- Skal man undgå at stille spørgsmål med det samme?
- Skal der hentes te og et tæppe?
- Skal du sætte en serie på?
- Skal du give et kram, eller skal du bare være tæt på?
Nogle unge vil gerne have kontakt. Andre vil helst have, at nogen er tæt på uden at tale. Det vigtigste er at snakke sammen og finde ud af, hvad der faktisk virker for den unge.
4. Hvordan du og dit barn taler om selvskaden bagefter
Der kan også være brug for en aftale om, hvad der sker senere.
Helt konkret: Hvornår taler I sammen, og hvordan skal det foregå? Følger I op dagen efter? Hvad skal der ikke spørges om i detaljer? Hvem tager snakken med den unge – du eller din partner?
Det skaber ro, når ikke alt skal besluttes i situationen.
Hold det enkelt – justér undervejs
Det er let at komme til at lave en plan, der bliver for omfattende. Men jo mere enkel den er, jo lettere er den at bruge.
To eller tre tydelige aftaler er ofte bedre end ti gode intentioner. Det kan for eksempel være nok at aftale:
1) Hvordan den unge kan sige til
2) Hvordan den voksne skal reagere
3) Hvornår der tales om det svære bagefter
Det, der virker i én periode, virker ikke nødvendigvis senere. Derfor er det helt normalt at ændre planen hen ad vejen.