Skip to content

Gode råd til sommerferien som pårørende

Sommerferie er for mange ensbetydende med familietid, afslapning og nye oplevelser. Men når man holder sommerferie i samvær med et menneske ramt af psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, så går tingene ikke altid, som man forventer. Derfor har vi samlet et par gode råd til, hvordan du og din familie får de bedste forudsætninger for en dejlig sommerferie med færre skuffelser og konflikter.

Gode råd til sommerferien

Tilpas planerne

Sommer er ofte forbundet med mange arrangementer eller længere ferieophold med familie og venner. Det kan ind imellem være nødvendigt at ændre på disse vaner, hvis sygdommen eller udfordringerne fylder meget eller overskuddet ikke er det samme. Tilpas derfor jeres planer, så de passer til alles formåen. Sommerferien behøver ikke være fyldt med oplevelser. Det vigtigste er ikke at “få mest muligt ud af ferien”, men at alle kommer nogenlunde godt igennem den. Små, rolige aktiviteter kan være mere værdifulde end store udflugter.

Afstem forventningerne

Hvor mange, hvor længe, hvor meget og hvordan – det er gode spørgsmål at stille sig selv i planlægningen af sommerens sammenkomster og ferieplaner. Har man det psykisk svært, kan det være alt for voldsomt at være sammen med andre hele tiden. At skulle hygge i haven, hos vennerne, i udlandet eller i sommerhuset alle dage af ferien kan være meget trættende. Prøv at gøre turene eller udflugterne mindre – en tur i skoven eller ved vandet kan tit være en god måde at lave noget sammen, uden det bliver for meget.

Husk pauser mellem aktiviteterne

For mange indtryk, sociale aftaler eller transportdage kan hurtigt føre til stress, nedsmeltninger eller udmattelse. Planlæg restitutionsdage uden krav, men hvor I fortsat har fat i nogle af jeres hverdagsrutiner. Det kan være gavnligt at være i det kendte og trygge.

Vær åben

Vær ærlig – ikke kun over for dig selv, men også over for den øvrige familie og netværk. Måske kan din kære eller du som pårørende ikke deltage i alle sommerens arrangementer, fordi det mentale overskud, til at være sammen med mange mennesker eller have mange planer, bare ikke er der. Og det er helt i orden. Dæk ikke over skrøbeligheden og pres ikke mere på, end det der er muligt. Fokuser på at få det bedste ud af den tid man har på den måde, der passer til jer.

Hav en nødplan klar

Det kan være en god ide at have en nødplan klar til de svære dage. Overvej – eventuelt sammen med din kære – hvilke ting, der virker beroligende på ham eller hende. Hvornår trives din kære bedst? Hvem kan I kontakte, hvis det går dårligere? Er der nogle krav, I kan droppe midlertidigt?

Husk dig selv som pårørende

Som pårørende er du tit ekstra meget på i ferier. Det kan være meget udmattende. Forsøg at skabe små lommer til dig selv, hvor du også får lov til at nyde solen, spise en is, se noget familie eller venner – ting som gør dig godt og lader dig op. Man kan nemt komme til at sammenligne sig selv med andre familier og andres måder at holde ferie på. Men det der virker for andre, er ikke nødvendigvis det, som virker for jer. Det kan for eksempel være, I skal dele jer op som familie og lave forskellige ting – og det er helt okay.