Hvis dit barn, der gør skade på sig selv, lukker døren – fysisk og i samtaler – er du ikke alene.
Mange forældre oplever, at det er svært at få kontakt til deres barn eller teenager, eller at relationen bliver mere distanceret i perioder, hvor de gør skade på sig selv.
Det kan skyldes, at den unge måske trækker sig og svarer kort, når forældrene spørger ind til selvskaden. Samtidig kan man som forælder blive bange for at gøre noget forkert: Gør jeg det værre, hvis jeg spørger? Eller hvis jeg ikke spørger? Og hvordan spørger jeg bedst ind?
Når den unge ikke har lyst til at tale, handler det sjældent om manglende vilje til at dele. Ofte er lukketheden udtryk for, at det er svært for den unge at sætte ord på selvskaden og følelserne bag – eller fordi det føles for sårbart og overvældende at snakke om i de situationer, samtalen bliver bragt op.
Det kan føles grænseoverskridende – også når du bare vil hjælpe
Som forælder er det helt naturligt at reagere følelsesladet, hvis ens barn har skadet sig selv. Man kan komme til at stille mange, kritiske spørgsmål, når man snakker med sit barn om episoden. Man kan også komme til at prøve at forstå det hele hurtigt eller at finde “løsninger”.
Men hvis den unge i forvejen er overvældet, kan spørgsmål som “har jeg ikke sagt, at du skal stoppe med at selvskade?” eller “hvorfor gør du det dog mod dig selv?” føles som et pres. Det er ofte her, den unge trækker sig, lukker ned eller bliver vred.
Det er ikke fordi, han eller hun ikke vil dele. Men fordi det kan blive for svært i situationen, og fordi den slags spørgsmål kan opleves som kritik eller konfrontation. Der er dog nogle konkrete råd, du kan gøre brug af, hvis du vil have et bedre udgangspunkt for jeres samtaler.
1. Vent med samtalen, til der er mere ro
Timing er afgørende. Lige efter en selvskadeepisode eller midt i stærke følelser er den unge for påvirket. Her er det svært at tænke klart, sætte ord på eller svare på spørgsmål.
Det vigtigste i dét øjeblik er ikke at have en uddybende samtale, men at hjælpe med at skabe ro. Det kan for eksempel være ved at:
- være stille til stede uden at stille spørgsmål
- tale roligt eller minimalt
- tilbyde noget, der kan berolige (en kop te, et tæppe, at sidde tæt)
- skrue ned for tempo og indtryk omkring jer
Samtalen kan I tage senere, når I begge er faldet mere til ro.
2. Skab kontakt – også når I ikke taler
Hvis dit barn har det svært i en periode og ikke har lyst til at lukke dig helt ind, er det stadig muligt at være i kontakt. Det kan være ved at:
- sætte sig i nærheden med sin telefon eller en bog
- være sammen om en neutral aktivitet (f.eks. se tv eller folde vasketøj)
- vise interesse uden at stille krav
Her handler det ikke om at få en lang, uddybende samtale i gang, men om at vise, at du er der – også når barnet ikke vil tale. Nogle gange kan en enkel, åben sætning være nok til at holde døren på klem, uden at det behøver at blive en egentlig samtale:
- “Jeg kan godt se, det er svært lige nu”
- “Du behøver ikke sige noget – jeg er her bare”
- “Du behøver ikke forklare det hele – men jeg er her, hvis du får brug for at dele noget”
Den form for åben kontakt kan gøre det tryggere for den unge at åbne op, når de er klar til det.
3. Spørg på en måde, der gør det lettere at svare
Når du spørger ind, er måden afgørende. Undgå at stille mange, krævende eller konfronterende spørgsmål. Gå i stedet roligt og nysgerrigt frem:
- “Er det okay, jeg lige spørger lidt ind?”
- “Har noget været særligt svært i dag?”
Du kan også gøre det lettere at svare ved at:
- stille korte spørgsmål
- acceptere korte svar
- give tid
Hvis den unge siger nej, er det vigtigt at respektere det.
Du skal vide, at det ikke er skadeligt for den unge at tale detaljeret om, hvad der skete, da han eller hun gjorde skade på sig selv. Men det kan give bagslag, hvis du spørger meget detaljeret ind til selve skaden. Så ryger fokus nemlig væk fra det vigtige: følelserne bag.
Prøv derfor at fokusere på det, dit barn mærkede, følte og tænkte før og efter selvskadeepisoden.
4. Undgå at tie – vis, at du tør spørge
Hvis du generelt synes, det er svært at tale om svære ting, kan det hjælpe at vide, at det er vigtigt for den unge, at der ikke er noget tabu omkring selvskaden. Emnet skal italesættes af og til.
Mange unge oplever nemlig, at deres omgangskreds ved, at noget er galt – men alligevel ikke tør spørge ind. Det kan gøre, at de føler sig alene.
Hvis du derfor nænsomt kan lægge mærke til, hvis de lader til at få et dyk, vil det være en god idé for eksempel at sige: “Det ligner, at du har det svært – har jeg ret i det?”
Det behøver ikke være perfekt formuleret. Det vigtigste er, at det viser, at du tør være i det svære sammen med dit barn.
5. Accepter, at det tager tid
Selvskade og det, der ligger bag, er komplekst og svært at tale om. Derfor tager det også tid.
Det kan føles som om, I går i cirkler, hvis dit barn gang på gang ender med at skade sig selv. Det er helt naturligt, hvis det føles frustrerende eller hjerteskærende for dig. Men for den unge kan det gøre en stor forskel, at den voksne bliver ved med at være der – roligt og uden at give op.
6. Det vigtigste er at bevare kontakten
Du kan ikke tvinge en samtale frem eller afkræve svar. Til gengæld kan du:
- være tilgængelig
- vise, at du gerne vil forstå dit barn
- respektere, at de sætter tempoet
- vende tilbage til samtalen på et senere tidspunkt
Det er ofte det, der på sigt gør det muligt for den unge at åbne lidt mere op, som tiden går.
Selvskade er svært at tale om – både for den unge og for de pårørende. Det er helt normalt at blive i tvivl om, hvad man skal gøre.