Som pårørende kan man opleve, at relationer, roller og fremtidsforventninger forandrer sig. Livet bliver måske et andet, end man havde forestillet sig. Alligevel er det en form for sorg, som sjældent bliver omtalt.
At tale om pårørendes sorg handler ikke om at opgive håbet. Det handler om at anerkende, at psykisk sygdom kan medføre tab – også for de mennesker, der står tæt på.
At miste noget, selvom personen stadig er her
Pårørende til mennesker med psykisk sygdom beskriver ofte en sorg over det, der er blevet anderledes.
Det kan være relationen til den, der er syg. Det kan være drømme og planer, der må ændres. Eller følelsen af, at sygdommen fylder så meget, at den overskygger sider af personen, man tidligere kendte.
Den, man holder af, er stadig til stede. Men samtidig kan der være en oplevelse af tab.
En sorg uden et naturligt slutpunkt
Psykisk sygdom følger sjældent en lige linje. Der kan være perioder med bedring og håb, men også tilbagefald, indlæggelser og ny usikkerhed.
For mange pårørende betyder det, at sorgen ikke nødvendigvis forsvinder med tiden. Den kan ændre karakter, træde i baggrunden eller dukke op igen og blive større, når sygdommen fylder mere.
Forskere beskriver derfor nogle gange pårørendes sorg som en vedvarende, uklar, tvetydig eller kompliceret sorgreaktion. Ikke fordi reaktionen er unormal, men fordi de tab, der knytter sig til sygdommen, fortsat er til stede.
Ubearbejdet sorg hos pårørende er relateret til dårligere helbred og livskvalitet. Derudover kan det også påvirke relationen, omsorgen og støtten til personen med psykisk sygdom.
Sorgen fortjener opmærksomhed
Mange pårørende oplever, at deres sorg kan være svær at tale om. Men sorg og omsorg er ikke modsætninger. Sorgen opstår ofte netop, fordi relationen har betydning.
Når sorgen får plads, bliver det lettere at forstå nogle af de følelser, mange pårørende kæmper med: tristhed, afmagt, skyld, usikkerhed, tab af forventning, skuffelse og længsel efter det, der engang var.
Sorg er ikke kun noget, der opstår ved dødsfald. Nogle gange opstår den også, når livet bliver anderledes, end man havde forestillet sig.
Hvad kan du gøre som pårørende?
Hvis du som pårørende oplever den sorg, kan du her læse syv råd til, hvad du kan gøre.
Husk at man sørger forskelligt
Sorg ser ikke ens ud fra person til person. Nogle har brug for at tale meget om det, der er sket, mens andre har brug for stilhed, tid alene eller simpelthen bare lave noget andet. Nogle græder, andre gør ikke. Det betyder ikke, at sorgen er mindre eller større – bare at mennesker reagerer forskelligt. Samtidig er det også naturligt at gå ind og ud af sorgen.
Der findes ikke én rigtig måde at sørge på. Det vigtigste er at give plads til det, man føler, og finde det, der hjælper én videre dag for dag.
Sæt ord på, at det er sorg
Mange pårørende tænker først: Jeg er bare bekymret. Jeg er træt. Jeg er presset. Men under de følelser kan der også ligge sorg. Sorg opstår ikke kun ved dødsfald. Den kan også opstå, når noget vigtigt i livet forandrer sig. Når relationen bliver anderledes. Når hverdagen ændrer sig. Når fremtiden ikke længere ser ud, som man havde forestillet sig.
At kunne sige til sig selv: “Jeg sørger over det, der er blevet anderledes” kan gøre det lettere at forstå sine egne reaktioner. Det er ikke et udtryk for, at man giver op eller mister håbet. Det er en måde at anerkende, at noget betydningsfuldt er blevet forandret, og at det mærker man en sorg over. Og det er helt okay.
Tillad blandede følelser
Man kan elske et menneske og samtidig være vred på sygdommen. Man kan føle håb og afmagt på samme tid. Man kan savne, hvordan tingene var før, og samtidig være taknemmelig for det, der stadig er. Man kan mærke sorg og omsorg på samme tid.
De følelser modsiger ikke hinanden og kan sagtens eksistere på samme tid – det er helt naturligt. Giv dig selv lov til at have blandede følelser.
Sæt ord på det konkrete tab
Nogle gange bliver sorgen lettere at forstå og håndtere, når man forsøger at sætte ord på, hvad det konkret er, man har mistet.
Er det hverdagen sammen? Følelsen af nærhed? Samtalerne? Drømme om fremtiden? Oplevelsen af at kunne dele ansvar?
Når tabet bliver mere konkret, bliver det også lettere at forstå, hvorfor bestemte situationer gør ondt.
Det handler ikke om at fastholde sig selv i det, der var. Det handler om at give plads til at mærke, hvad sygdommen faktisk har forandret.
Lad være med at udsætte dit eget liv på ubestemt tid
Når et menneske, man holder af, bliver alvorligt psykisk syg, kan det føles naturligt at sætte egne behov til side. Mange lever i lang tid med tanken om, at de vender tilbage til sig selv senere – når sygdommen fylder mindre, eller når tingene bliver mere stabile. Men livet står sjældent helt stille.
Det er vigtigt at bevare små dele af sit eget liv undervejs: relationer, interesser, pauser, rutiner eller aktiviteter, der giver energi. Det er opslidende at være pårørende, og derfor er det altafgørende, at man holder fast i nogle af de ting, som giver én energi og overskud. Hvis man ikke bliver tanket op, er det langt sværere at stå stærk i sin rolle som pårørende.
Tal med nogen, der kan rumme kompleksiteten
Det kan være svært at forklare denne type af sorg. Men derfor er den stadig fuldt ud berettiget. Prøv derfor at finde de mennesker, som kan være i det, uden at skulle løse det eller fortæl, at du har brug for at ventilere – ikke finde løsninger. Det kan være en ven, et familiemedlem, andre pårørende eller en professionel.
Nogle gange er det vigtigste ikke at få svar og en løsning. Men at opleve, at ens reaktion giver mening.
Arbejd med forventninger – uden at opgive håbet
Mange pårørende beskriver en svær balance mellem håb og accept. Det kan føles som om, man svigter, hvis man ændrer sine forventninger. Men håb og tilpasning behøver ikke stå i modsætning til hinanden. Man kan godt håbe på bedring og samtidig acceptere, at livet ser anderledes ud – enten midlertidigt eller for altid.
At justere forventninger er ikke det samme som at opgive. Det kan være en måde at skabe mere plads til det liv, der faktisk er.
Læg mærke til belastningstegn hos dig selv
Sorg og langvarig omsorg kan sætte sig på mange måder. Som pårørende mærker man det måske som søvnproblemer, uro, irritabilitet, koncentrationsbesvær, tristhed, skyldfølelse eller en oplevelse af at være følelsesmæssigt udmattet.
Mange pårørende vænner sig til at fungere på meget lidt og altid køre på de sidste ressourcer. Men det er opslidende. Derfor kan det være hjælpsomt indimellem at stoppe op og spørge: Hvordan har jeg det egentlig? Hvad mangler jeg? Hvad har jeg brug for?
At tage sine egne reaktioner alvorligt er altafgørende. Det kan være en vigtig del af at kunne blive ved med at være der for et andet menneske.