Skip to content

Nyt diagnosesystem: Hvad betyder det for dig?

Når nogen får stillet en psykiatrisk diagnose, ligger der et system bag. Det system beskriver, hvilke symptomer man skal have – og hvor mange, hvor længe og hvor meget de skal påvirke hverdagen, før man kan tale om en bestemt diagnose, – fx “depression” eller “ADHD”. Det kaldes et diagnosesystem og er kort sagt den liste, lægerne bruger til at afgøre, om en persons symptomer stemmer overens med en bestemt diagnose.

Hvad er et diagnosesystem?

Det nyeste system hedder ICD-11 og er lavet af WHO, verdenssundhedsorganisationen. Den bruges over hele verden og er en liste over sygdomme og helbredstilstande, hvor hver diagnose er beskrevet ud fra de symptomer, der kendetegner den.  

Formålet er enkelt: Systemet giver hver diagnose en fælles betegnelse og beskrivelse af symptomer, så læger, psykiatere og andre fagpersoner – uanset hvor i verden de sidder – mener det samme, når de taler om fx skizofreni, ADHD eller en personlighedsforstyrrelse. Det gælder både fysiske og psykiske sygdomme. 

Hvorfor lave en opdatering? 

ICD-11 er blevet opdateret, så den passer bedre til den viden, man har i dag om psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser. Samtidig forsøger den opdaterede ICD-11 også at rumme bedre, hvor forskelligt en diagnose kan se ud fra person til person.  

I Danmark er det Sundhedsstyrelsen, der har ansvaret for at indføre ICD-11. ICD-11 er fortsat ikke fuldt udrullet i Danmark. Når den bliver det, så kommer den til at afløse den tidligere udgave: ICD-10.  

Hvor er de store forskelle mellem ICD-10 og ICD-11? 

Nyere viden om psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser 

ICD-11 bygger på nyere forskning end ICD-10, som er over 30 år gammel. Flere diagnoser er derfor blevet justeret, så de passer bedre til, hvordan man i dag forstår psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser. 

Autisme er samlet i én diagnose 

Før var der flere forskellige diagnoser, fx infantil autisme og Aspergers syndrom. I ICD-11 er de samlet under én overordnet diagnose: autismespektrumforstyrrelse, hvor man lægger større vægt på, hvordan disse vanskeligheder påvirker hverdagen og funktionsniveauet. Få flere ting uddybet og bliv klogere på autisme i ICD-11 her.

Personlighedsforstyrrelser beskrives anderledes 

Tidligere havde man en række adskilte typer (fx dyssocial, borderline, ængstelig evasiv). I ICD-11 ser man i højere grad på sværhedsgraden af vanskelighederne end på faste “kasser” – det giver et mere nuanceret billede af den enkelte. 

Kompleks PTSD er blevet en diagnose 

Med ICD-11 er kompleks PTSD kommet til som en diagnose. Hvor “almindelig” PTSD typisk opstår efter en enkeltstående traumatisk hændelse, ses kompleks PTSD oftere efter langvarige eller gentagne traumer. Det kan fx være omsorgssvigt, overgreb eller vold, der er sket over længere tid, ofte i barndommen eller i tætte relationer. Ud over de symptomer, man kender fra PTSD, som genoplevelser og undgåelse, kan kompleks PTSD også vise sig ved svært ved at regulere følelser, et negativt syn på sig selv og vanskeligheder i relationer til andre.  

Se et webinar om kompleks PTSD her.

Kønsidentitet er ikke længere en psykisk sygdom 

Det, der før hed “transseksualisme” og lå under psykiske sygdomme, hedder nu “kønsinkongruens” og er flyttet til et helt andet kapitel om seksuel sundhed – en anerkendelse af, at det ikke er en sygdom. 

Forlænget sorgreaktion er blevet en diagnose 

Med ICD-11 er det nu muligt at få diagnosen forlænget sorgreaktion. Det handler om sorg, der fylder mere og varer længere end den gængse sorgreaktion, og som kan gøre det svært at fungere i hverdagen. Det er ikke det samme som “almindelig” sorg, som langt de fleste kommer igennem uden at få en diagnose. Formålet med diagnosen er at gøre det muligt at få hjælp, hvis sorgen sætter sig fast på en måde, der bliver ved med at gøre livet svært at leve. 

Gaming disorder (spilafhængighed) er blevet en diagnose 

Med ICD-11 er gaming disorder for første gang med som en selvstændig diagnose. Det handler ikke bare om at spille meget, men om at spillettager over på en måde, der går ud over skole, arbejde, søvn eller relationer – og hvor personen har svært ved at sætte grænser for det, selv når det får tydelige negative konsekvenser. Det skal typisk have stået på i mindst 12 måneder, før det giver mening at tale om en diagnose. Ligesom med andre afhængigheder er formålet at gøre det muligt at få den rette hjælp. 

Bliv klogere på gaming disorder her.