”Min største frygt har altid været, at min datter tog sit eget liv. Og det er det stadig. Men siden jeg deltog i samtalegruppen, er jeg blevet bedre til at håndtere bekymringerne. Mødet med andre pårørende og de værktøjer, jeg fik med, har gjort en kæmpeforskel.”
Maria Andersen er mor til en datter på 24 år med skizofreni. Efter at have kæmpet med magtesløshed, ensomhed og konstante bekymringer fandt hun ro i én af Bedre Psykiatris samtalegrupper for pårørende, som bliver arrangeret af foreningens lokalafdelinger i hele landet.
Andre forstår ikke sorgen
Marias datter fik konstateret skizofreni kort tid efter sin studentereksamen. Familien vidste længe, at noget ikke var, som det burde. Men en fejldiagnosticering og lange ventetider i psykiatrien gjorde, at processen trak ud.
”Hele forløbet var opslidende, og diagnosen skizofreni var et voldsomt slag. Hvordan skulle min datter nu få et godt liv? Og hvad var det, der ventede os? En masse håb blev slukket i det øjeblik.”
Maria Andersen
Bekymringerne hobede sig op, mens Maria så sin datter få det værre og værre. De kæmpede sammen for at finde den rette behandling – men noget af det sværeste var kampen for at blive forstået af andre.
”Det var ikke fordi, jeg manglede nogen at tale med. Folk forstod bare ikke, hvad jeg gik igennem,” siger hun og fortsætter:
”Når man ikke selv har et barn med psykisk sygdom, forstår man ikke den sorg og afmagt, der følger med. Følelsen af ikke at slå til som forælder gjorde ondt, og jeg havde svært ved at få andre til at tage min situation alvorligt. Jeg blev stresset og følte mig meget alene i den periode.”
Følelsen af ikke at være forkert
På Facebook fandt Maria én af Bedre Psykiatris samtalegrupper for pårørende til mennesker med psykisk sygdom.
”Jeg var en anelse nervøs for det, men meldte mig til. Jeg havde brug for at se, om jeg kunne hente noget hjælp fra andre, som var i samme situation som mig,” fortæller hun.
Gruppen var arrangeret af Bedre Psykiatris lokalafdeling i København. Udover otte pårørende var psykoterapeut Lene Essenbæk Karlsson med til at styre samtalen og give gode råd og værktøjer videre.
”Det var en fantastisk oplevelse. Allerede første gang. Efter flere forgæves forsøg på at blive forstået sad jeg nu sammen med en gruppe, der genkendte mine udfordringer og forstod, hvad der var på spil for mig. Helt almindelige mennesker, der satte ord på de samme svære og tabubelagte følelser, som jeg gik og kæmpede med,” siger hun og fortsætter:
”Terapeuten var god til at skabe et trygt rum, hvor man turde være ærlig og udveksle erfaringer. Det var enormt forløsende. Og pludselig følte jeg mig ikke længere forkert eller som en dårlig mor.”
Har fået ro og et styrket forhold til sin datter
Samtalegruppen mødtes ti gange. Og det var ikke kun lettelsen over at blive set og forstået, som Maria tog med videre. Gruppen gav hende værktøjer og ro til at tøjle sine bekymringer og negative tanker – og forholdet til datteren blev også styrket.
”Da jeg lærte at håndtere mine bekymringer, lærte jeg også, hvornår jeg skal trække mig og give hende luft. Og det har gavnet vores relation rigtigt meget. Den har altid været god, men den er blevet endnu tættere.”
Maria Andersen om forholdet til sin datter
Maria ser stadig nogle af de andre pårørende fra gruppen i dag. Og to år senere deltog hun i endnu én af Bedre Psykiatri Københavns samtalegrupper.
”Jeg vil gerne holde mine værktøjer ved lige, så derfor meldte jeg mig til igen. Og jeg kan anbefale det. Jeg bliver stadig udfordret som forælder. Ingen tvivl om det. Men jeg har fået mere ro, og jeg er blevet bedre til at give mig selv omsorg – og det gør det hele langt nemmere.”