Behandling hos egen læge
Behandling for angst starter typisk hos den praktiserende læge, der henviser videre til en privatpraktiserende psykolog eller psykiater. Jo hurtigere angst behandles, desto lettere er det at komme af med lidelsen. Der kan dog være lang ventetid for at komme til hos en behandler. Hvis den praktiserende læge derfor vurderer, at det er nødvendigt, kan det for nogle være en mulighed at starte op i medicinsk behandling for at dæmpe angsten, inden man får mulighed for at blive tilset af en privatpraktiserende psykolog eller psykiater.
Behandling i psykiatrien
Man skal have været i behandling i primærsektoren, det vil sige hos egen læge, privatpraktiserende psykolog eller psykiater, før man kan modtage behandling i psykiatrien. Der kan dog være undtagelser. For eksempel hvis man er gravid eller har anden fysisk sygdom, der gør, at man kan komme direkte til i psykiatrien.
Når man starter i behandling i psykiatrien, vil en fagperson vurdere patienten for at få afdækket, hvad det er for en type angstlidelse, man lider af. Derudover vil man se nærmere på, om der er anden sygdom, der ligger bag angsten. Det kan for eksempel være depression eller autisme. Eller om angsten er er udløst af en belastning. På den måde sikrer man at kunne tilbyde det bedst mulige behandlingstilbud.
Psykoedukation
Psykoedukation er undervisning om sygdom og hvordan man behandler og håndterer den. Formålet er at give patienterne viden om, hvad det vil sige at have angst, og hvad det er, de kan mærke, når de får et anfald. Det kan især være en hjælp, når symptomer forhindrer en i at tænke klart – fx pga. hjertebanken og åndenød. Med solid viden om angsten kan man bedre imødekomme et anfald og med sin fornuft forstå, hvad det er der sker.
Der vil typisk være en session sammen med de pårørende, hvor de også får større indblik i diagnosen, og hvordan de bedst muligt støtter deres kære. Mange pårørende har en tendens til at beskytte den, der har angst, mod situationer, der udløser angsten. Gennem psykoedukation lærer de blandt andet om, at det ikke nødvendigvis er den bedste hjælp.
Medicinsk behandling
Typisk medicinsk behandling består af antidepressiv medicin. Hvilken type medicin man får, afhænger af, hvad man tidligere har prøvet, og hvad der har virket for den enkelte. Nogle ønsker ikke at få medicin og det er ikke et krav fra behandlerne. Men der kan være tilfælde, hvor behandleren oplyser, at han/hun ikke kan hjælpe den angstramte uden, og at det derfor vil være en god ide i en periode for at få angsten dæmpet, imens man arbejder med andre behandlingsformer.
Gruppebehandling
Gruppebehandling giver patienterne mulighed for at spejle sig i hinanden og se, at de ikke står alene med deres vanskeligheder. Man kan tit “smitte” hinanden med mod og dele hinandens sejre.
Terapeuten anvender typisk kognitiv terapi. Det er en behandlingsform, som tager udgangspunkt i den situation, man aktuelt står i (med mindre fokus på fortiden). Sammen med terapeuten udforsker man sine tankemønstre – for eksempel hvad man tænker om sig selv og de psykiske udfordringer, man har. Med kognitiv terapi vil man fokusere på at finde de tanker, der udløser angsten og finde alternative måder at tolke situationen på og dermed finde nye handlemønstre.
Eksponeringsterapi
En vigtig del af behandlingen for mange med angst består i, at de får hjælp til at udsætte sig selv for den situation, genstand eller sted, der kan udløse angsten. Det kan være en hjælp, hvis man skal dæmpe eller slippe angsten, at man vænner sig til at blive udsat for noget af det, der er svært. Det kan dog godt tage noget tid at ændre på, da det ofte er vaner, der er bygget op over mange år. For eksempel vil en person med social fobi undgå situationer med mange mennesker og trække sig fra sammenkomster og sociale arrangementer.
Konkret kan eksponeringsterapien fx foregå ved, at man får hjælp til at dele det, der udløser angsten, op i mindre bidder. Hvis man for eksempel er bange for at gå i en tur ned i supermarkedet, kan det være, at man en dag når ud ad døren. Den næste dag når man hen til butikken og til sidst kan foretage et indkøb. På den måde får man skabt nogle succesoplevelser og dæmpet sin angst.
Individuel behandling
I visse tilfælde kan der være behov for samtaleterapi. Her kan man fx tale om svære relationer eller ting, der er sket i barndommen, som kan have været med til at forstærke angsten. Det kan også være høje krav fra omgivelserne, som udløser symptomer på angst. I sådanne tilfælde er det vigtigt at inddrage for eksempel de pårørende, kommunen eller jobcentret.
Nogle patienter er meget komplekse at behandle. Der vil i sådanne tilfælde være mulighed for at inddrage andre faggrupper i behandlingen. Det kan for eksempel være en socialrådgiver, fysioterapeut eller nogle steder en ergoterapeut. Det afhænger af det enkelte sted og hvilke andre fagligheder, udover de lægefaglige, som står til rådighed.
ACT
ACT står for Acceptance and Commitment Therapi. Det er en kognitiv adfærdsterapi, som bygger på, at man skal stoppe med at kæmpe imod negative følelser og i stedet rumme sig selv. Forskning viser, at når man er optaget af at kontrollere ubehaget ved ens symptomer, så har det ofte den modsatte effekt: Ubehaget kommer mere i fokus og føles mere intenst.
Compassion
Man træner sin opmærksomhed på, at man har det skidt og evnen til at tolerere det, også selvom det er ubehageligt. Træningen foregår konkret via meditationer, hvor man via åndedrætsøvelser træner at være til stede her og nu for at opdage det, der er svært. Man træner desuden at få kontakt til de signaler kroppen sender for at blive bevidst om, hvordan man har det. For eksempel hvis man er bange for noget her og nu, så kan det være, man spænder op i musklerne, eller at hjertet banker lidt hurtigere.
Mindfulness
Mindfulness er en meditationsform, hvor man øver sig i at være nærværende, til stede og accepterende uden at lave om. Det kan hjælpe til at slippe angstskabende tanker.
Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien
Forældrene vil blive inddraget i behandlingen, hvor man typisk arbejder med åbenlyse årsager som for eksempel mobning, traumatiske oplevelser eller belastende miljø. Sundhedsstyrelsen anbefaler psykoedukation og kognitiv adfærdsterapi som den primære behandling. For mindre børn er terapien målrettet forældrene, da effekten afhænger af deres evne til at føre redskaberne fra behandlingen videre derhjemme. Det er normalt kun større børn, der får medicin.