Individuel behandling
Ved et individuelt forløb ser man den samme terapeut fast typisk ugentligt omkring 45 minutter. Formålet med forløbet er at få en bedre forståelse af, hvad det er, der gør, at man har svært ved at få sit liv til at fungere og mere specifikt, hvad det er, og hvorfor det går galt i relationen til andre. Ved at forstå sig selv og sine vanskeligheder bedre, har man bedre mulighed for at arbejde med at ændre på sine uhensigtsmæssige reaktionsmåder og give bedre plads til at arbejde med sine psykologiske vanskeligheder. Terapeuterne anvender forskellige terapiformer, når de arbejder med en patient, men fokus er grundlæggende det samme.
Gruppebehandling
Når man har borderline, viser ens vanskeligheder sig ofte i samværet med andre, fordi man ofte føler sig misforstået, talt ned til, svigtet eller fravalgt. Man kommer ofte i konflikt med andre og ser konflikter som noget uløseligt, hvor man er nødt til at stoppe kontakten. Derfor giver det god mening at arbejde med sine problemer i gruppeterapi, fordi man får mulighed for at undersøge og løse de konflikter, der opstår, og acceptere, at der kan være flere perspektiver i spil.
Formålet med gruppebehandlingen er, at man som patient lærer at se mere nuanceret på tingene og får erfaringer med, at man ikke behøver at trække sig eller flygte fra svære situationer. Man lærer desuden, at konflikter kan løses, og at kontakten til andre kan opretholdes.
Typisk vil gruppen bestå af 7-8 patienter og 1-2 terapeuter. Et gruppeforløb kan vare 1-1,5 år. Grupperne sammensættes typisk efter alder, køn og andre livsomstændigheder. Det giver bedre mulighed for at spejle sig i andre.
Der findes flere forskellige terapeutiske tilgange, som anvendes både i grupper og individuelt. Det varierer fra sted til sted, hvilken tilgang terapeuten anvender.
Dialektisk adfærdsterapi (DAT)
Dialektisk adfærdsterapi (DAT) er en terapiform, som er specifikt udviklet til behandling af selvskade. Det forbindes ofte med patienter med borderline og andre, der har en dysfunktionel adfærd og svært ved at regulere stærke følelsesmæssige reaktioner.
Terapien inkluderer opmærksomhedstræning (mindfulness), krisefærdighedstræning og relationsfærdigheder. Mere konkret betyder det, at man træner nærvær og arbejder med at identificere svære situationer, tanker og følelser. Man lærer også at ”analysere” sin adfærd, så man undgår at reagere uhensigtsmæssigt. I terapien arbejder man desuden med positive og negative følelser og at kunne regulere dem, så man kan handle anderledes.
Mentaliserings-baseret terapi (MBT)
MBT er en terapiform specifikt udviklet til behandling af de mentaliseringssvigt, der ofte karakteriserer borderline og giver anledning til misforståelser, oplevelser af svigt og stærke følelsesmæssige og adfærdsmæssige reaktioner.
’Mentalisering’ handler om at kunne forestille sig, hvad der ligger bag adfærden hos både sig selv og andre. Det indebærer at kunne forholde sig til andres perspektiv uden at give slip på sig selv. MBT har fokus på at styrke mentaliseringsevnen og dermed forbedre den følelsesmæssige regulering, så man kan opnå større fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed.
Psykoanalytisk orienteret terapi
Psykoanalytisk orienteret terapi er en terapiform, der er specifikt udviklet til behandling af patienter, der har svært ved at ved at rumme og forholde sig til svære tanker og følelser. Terapien har i særlig høj grad fokus på forholdet mellem terapeut og patient, og hvordan det udvikler sig. Terapirelationen bruges til at forstå baggrunden for de følelsesmæssige problemer, der kan opstå i andre relationer.
Medicinsk behandling
Der er ingen specifik medicin mod borderline. Men nogle kan have gavn af medicin mod symptomer på depression eller angst eller mod store stemningsmæssige udsving. Det er en læge eller en sygeplejerske, der vurderer, om man har brug for medicin.
Psykoedukation
Psykoedukation er en terapeutisk-pædagogisk undervisning i, hvad det vil sige at have borderline. Her lærer man om personlighedsforstyrrelsen, og hvordan den kommer til udtryk. Man lærer desuden om, hvad behandlingen går ud på. Undervisningen tilbydes typisk efter et stykke tid med individuel behandling.
Pårørendeinddragelse
Flere steder er der mulighed for, at man som pårørende også kan få tilbudt psykoedukation. Formålet er, at de pårørende bedre kan forstå den, der er syg. For eksempel i situationer, hvor personen med borderline bliver meget vred eller lukker familien ude. Det kan også være at lære om vigtigheden af, at man forbliver pårørende og ikke overtager rollen som behandler.
De pårørende kan også blive tilbudt at komme ind til en samtale hos behandleren sammen med deres kære. Men generelt er den pårørende ikke en del af terapien, da mange af de problemer, patienten med borderline oplever, ofte er knyttet til familien.
Børne- og ungdomspsykiatrien versus voksenpsykiatrien
Borderline er ikke en diagnose, der findes i børne- og ungdomspsykiatrien. Det skyldes, at man har besluttet internationalt, at diagnosen ikke kan gives, før patienten fylder 18 år. Mange af symptomerne minder nemlig om at være teenager, som for eksempel at humøret skifter meget, og man er meget impulsiv. I stedet har man traditionelt givet diagnoser som for eksempel tilknytnings- eller udviklingsvanskeligheder, som er lidt mere diffust. Nogle steder er man dog begyndt at tilbyde behandling for borderline fra 16 år.
Social hjælp og støtte
Foruden hjælp i psykiatrien kan patienten også få socialpædagogisk støtte. Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. Det varierer dog meget fra kommune til kommune, hvordan tilbuddene ser ud – og om de overhovedet eksisterer. Nogle personer med borderline kan for eksempel have brug for bostøtte i hjemmet eller adfærdstræning på bosteder.
Nogle kommuner tilbyder væresteder og gruppetilbud udover det, man får tilbudt i psykiatrien. Der kan også være tilbud om rusmiddelbehandling, hvis personen er afhængig af for eksempel hash eller alkohol.
Efter pakkeforløbet
Efter det 1-2-årige forløb er der mulighed for at søge videre hjælp andre steder i systemet. Hvis man er nået dertil i sin behandling, at man fungerer nogenlunde i sin hverdag (dog stadig med visse vanskeligheder), kan man søge hjælp i det private.
Er man derimod et sted i sit liv, hvor man ikke føler sig færdigbehandlet, er der mulighed for at blive genhenvist til psykiatrien.