At være pårørende til et menneske med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse gør i mange situationer, at man kommer til at påtage sig mange forskellige roller eller kasketter. Pludselig er man sin kæres advokat, socialrådgiver, sygeplejerske, psykolog, koordinator, bankrådgiver m.m. Alt sammen er med hensigten om at hjælpe og skabe overblik for ens kære. Men det kan være meget opslidende og lede til overbelastning, og det kræver et stort overskud af den, som er pårørende.
Herunder kan du læse en beskrivelse af nogle af de roller, mange pårørende oplever, og du får råd til, hvordan du som pårørende kan passe på dig selv.
De mange roller
Den usynlige advokat
Som pårørende bliver man ofte den, der kæmper for, at systemet ser og forstår den med diagnosen. Det kan fx handle om at få adgang til behandling, støtteordninger eller blot at blive taget alvorligt i sundhedsvæsenet.
For mange er det en helt ny verden at sætte sig ind i med mange nye begreber, regler og ord. Men også en ny rolle, hvor man lærer at skulle stå fast og insistere på ens kæres rettigheder eller behov.
Socialrådgiveren
Mange pårørende lærer at gebærde sig og få en næsten professionel forståelse af lovgivning, kommunale tilbud og støtteparagraffer. Man lærer fx at se forskellen på servicelovens § 85 og § 118 og man bliver måske fortrolig med de forskellige afdelingers ansvar i kommunen.
Sygeplejersken og omsorgspersonen
Når man bor tæt på et menneske, som har det svært, bliver man ofte den, der sørger for medicin, søvnrytme, motion, lægeaftaler og anden sundhed.
Mange lærer også at læse de små signaler – er der en forværring på vej? Er bivirkningerne fra medicinen blevet for voldsomme?
Den praktiske omsorg glider ind i hverdagen, og man opdager, hvor meget pleje og struktur betyder for stabilitet.
Psykologen
Som pårørende bliver man ofte også den, der lytter, beroliger og forsøger at forstå det, der ikke altid kan forklares. Man bliver den trygge base, som skal rumme både angst, vrede, fortvivlelse og tavshed.
Det kan være en tung rolle – for hvem lytter egentlig til den, der lytter? Mange pårørende glemmer sig selv i processen, og det kan føre til udmattelse eller overbelastning.
Kokken og strukturskaberen
Mad, søvn, rutiner og tryghed – det kan lyde simpelt, men i familier med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser bliver det en daglig opgave at skabe struktur.
Man lærer at tilpasse måltider, indkøb og rutiner, så de passer til den enkeltes behov – måske med fokus på sensoriske hensyn, medicinindtag eller energiniveau.
Koordinatoren
Alt skal hænge sammen: Skole, kommune, behandling, sygehus, familie og fritid. Som pårørende bliver man ofte bindeleddet mellem mange aktører, der sjældent taler sammen.
Det kræver organisatorisk sans og en stor mængde overskud at holde styr på aftaler, planer og økonomi for andre, imens man også skal forsøge at passe på sig selv og leve sit eget liv.
Bankrådgiver
Mange pårørende oplever at få en rolle ift. Ens kæres økonomi. Det kan være, man hjælper til at med betale regninger, deltager i bankmøder, skaber et økonomisk overblik, laver budget eller fungerer som økonomisk værge.
Når rollerne bliver for mange
Mange pårørende oplever at blive overbelastet og nedslidt af at være i deres pårørendesituation længe. Det kan være svært at gå på arbejde, nyde livet og være noget for sig selv og resten af familien. Det er en fuldstændig naturlig reaktion på den store opgave, det også er at være pårørende. Derfor er det afgørende, at pårørende også søger støtte, hjælp, rådgivning og aflastning. I nogle regioner er der mulighed for hjælp gennem den afdeling, din kære er tilknyttet, du kan gå til lægen og få en henvisning til psykolog, eller du kan finde foreninger, hvor du kan blive mødt af ligesindede, få viden og rådgivning.
Læs med herunder og få nogle råd til, hvordan du kan være i situationen som pårørende.
Mærk efter i kroppen
Kroppen taler ofte før tankerne. Den kan fortælle os, når noget bliver for meget. Det kan fx være gennem en tung fornemmelse i brystet, en træthed, spændinger eller uro. At mærke efter betyder at standse op et øjeblik og lytte til de små signaler:
Hvordan har jeg det lige nu? Er jeg rolig eller anspændt? Er jeg til stede, eller er jeg ved at forsvinde i det hele?
Det er ikke egoistisk at spørge sig selv om det. Tværtimod er det en måde at tage ansvar – både for sig selv og for den relation, man står i.
Sæt kærlige grænser – og forklar hvorfor
Når man mærker, at noget bliver for meget, er det vigtigt at turde sætte en grænse. Ikke som et hårdt “nej”, men som et kærligt: “Jeg kan hertil, men ikke længere.”
Kærlige grænser handler ikke om at afvise, men om at skabe klarhed og rammer. Den anden skal ikke behøve at gætte, hvor man står, eller være bange for, om man pludselig bryder sammen. Når man sætter ord på sine grænser, skaber man tryghed og forudsigelighed – for begge parter.
Når man sætter en grænse, kan det være hjælpsomt at fortælle hvorfor. Man siger fx:
“Jeg kan mærke, jeg bliver træt nu, så jeg har brug for en pause. Det handler ikke om dig, men at jeg ønsker at være til stede, når vi er sammen.”
Når man tør være ærlig om, hvordan man har det, bliver man på egen banehalvdel. Man taler om sig selv og ikke om, hvad den anden gør forkert.
På den måde bliver grænsesætning ikke et angreb, men en invitation til ærlig og omsorgsfuld kommunikation.
På den måde viser man, at man blot er et menneske, og man giver ens kære mulighed for at forstå én frem for at føle sig afvist.
Uddelegér opgaver og tag imod hjælp
Som pårørende kan man nemt komme til at påtage sig ansvaret for alle opgaver i familien. Det kan derfor være en god ide at uddelegere opgaverne i hjemmet. Har I et netværk med gode venner, naboer eller familiemedlemmer tæt på, kan disse måske også hjælpe til.
Tal åbent om opgaverne, behovene og hvem der gør hvad hvornår. Og husk på, at det er okay at takke ja til hjælp og at du ikke behøver stå alene med det hele.