Hver lidelse eller diagnose har sine kendetegn og bestemte behandlingsstrategi. Men fællesnævneren er, at det kan være svært at finde ud af, hvordan man som pårørende bedst muligt er der for sin nærmeste, uden man selv føler sig unødigt overbelastet.
Hvorfor føler man sig overbelastet?
Der kan være mange grunde til, at man føler sig overbelastet som pårørende til en person med en psykiatrisk diagnose:
- Din kære ændrer personlighed eller er sværere at trænge igennem til. Dermed kan der opstå flere konflikter.
- Man spekulerer på, om man har gjort noget forkert, eller om man nu gør det godt nok. I den forbindelse kan man opleve følelser som magtesløshed eller skyldfølelse.
- Man overtager ofte nogle af de opgaver eller kompenserer for det, som ens kære ikke (længere) kan klare.
- Man har sit sædvanlige ansvar for praktiske opgaver i hjemmet, en eventuel søskende i hjemmet, en partner samt et arbejde. Samtidig bekymrer man sig om den, som har det svært eller er syg.
- Involveringen i ens kæres behandling. Nogle oplever måske, at den med diagnosen ikke får den rette behandling – eller ikke orker behandlingen. Så bliver ansvaret endnu større, fordi man føler, man skal finde passende behandlingstilbud eller sørge for, at ens kære holder fast.
I forskningen taler man også om såkaldt omsorgstræthed. Det er defineret ved, at man føler sig overvældet og udbrændt af andres svære følelser. Så kan man få svært ved at udvise den empati, som man måske tidligere har været i stand til.
Tegn på overbelastning kan for eksempel være, at man:
- føler ubehag og reagerer uhensigtsmæssigt på selv små ting. Det kan for eksempel være, hvis et familiemedlem glemmer at tage opvasken eller at lufte hunden.
- oplever, at pulsen stiger i situationer, hvor den burde være normal.
- sover dårligt om natten over en længere periode.
- er kort for hovedet og bider af mennesker tæt på dig.
- trækker sig fra sociale sammenhænge.
- bruger overdrevent meget tid og energi på bekymringer.
- har svært ved at koncentrere sig derhjemme og på arbejde
Oplever man flere af ovenstående symptomer, er det måske ved at være tegn på, at man skal tage sin tilstand alvorligt. I værste fald kan man ende med ikke at kunne tage vare på hverken sig selv eller ens kære, som man ofte er villig til at gøre alt for. Nogle går måske ned med stress, mens andre får en mindre depression, fordi de bliver overbelastede.
Derfor er det alfa og omega, at man passer godt på sig selv. Det kan man gøre på flere forskellige måder:
Søg professionel hjælp
De fleste pårørende oplever en eller anden grad af overbelastning. Det kan variere, hvornår man har brug for professionel hjælp, der kender til psykisk sygdom eller – endnu bedre – den specifikke lidelse. Man behøver ikke vente, til man har fået en depression eller er gået ned med stress, før man søger hjælp.
Professionel hjælp i form af en psykolog kan hjælpe dig pårørende med at passe på dig selv. Samtidig kan en psykolog være den, man deler sine frustrationer, bekymringer eller sorger med. En psykolog kan være et frirum, hvor man ikke behøver have dårlig samvittighed, fordi man synes, det er svært at være den, der står med ansvaret.
For personen med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse er det ikke rart at se den pårørende være overbelastet. Derfor vil han eller hun ofte synes, det er rart, at den pårørende selv går til psykolog eller opsøger nogle netværk, som kan hjælpe. Ofte vil det nemlig påvirke hele familien, hvis den pårørende føler sig overbelastet, og der vil automatisk opstå flere konflikter end normalt. Derfor er det så vigtigt, at man får en eller anden form for hjælp til at håndtere den følelsesmæssige belastning, man oplever.
Pårørendegrupper eller samtalegrupper
Pårørendegrupper eller samtalegrupper kan også være et fristed, hvor man kan få luftet sine tanker og bekymringer. Samtidig er det et sted, hvor man kan møde ligesindede, der måske står med nogle af de samme problemer og konflikter som én selv. Det kan måske være en ventil i en presset hverdag, hvor der ikke altid er tid til at tage en dyb snak med sine nærmeste.
Vær åben
Når det kan være svært at være pårørende til en person med en diagnose skyldes det ofte, at psykisk sygdom og udviklignsforstyrrelse ofte er meget tabuiseret og forbundet med mange fordomme. Det kan gøre, at mange holder sig tilbage med at dele. Anbefalingen fra professionelle psykologer er dog alligevel, at man deler. Ofte vil det give en større forståelse fra venner, familie og ikke mindst arbejde, hvor man måske kan få lidt mere omsorg og fleksibilitet.
Afsæt tid til dig selv
Ved at sætte tid af til at til sig selv og gøre noget, man har lyst til, får man en pause i ny og næ. Her kan man tanke op og få overskud til at være på og tage ansvar for både daglige pligter og ens kæres behov. Husker man ikke at afsætte tid til sig selv, kan man med tiden risikere at få en overbelastningsreaktion. Nogle oplever at få dårlig samvittighed. Men husk på, at ingen mennesker kan holde at være til stede hele tiden.
Sæt grænser
For at være en god pårørende, er det vigtigt at være god til at lytte og motivere vedkommende til at få det bedre. Men det er også vigtigt, at man kan finde ud af at sætte grænser, så man ikke ender med at tage for meget ind.
For eksempel skal man passe på, at man ikke overtager ansvaret for behandlingen. Det kan hurtigt føles som en stor belastning at holde styr på medicin, terapi, aftaler mv.
Det kan også være en god ide, at man giver udtryk for, hvor tit man har mulighed for at tale i telefonen. Det kan især være vigtigt, hvis man har et meget konfliktfyldt forhold til personen med diagnosen, fordi det ellers kan eskalere.
Man kan også sætte grænser på den måde, at man ikke overtager ansvaret for alle opgaver i familien. Derfor kan det være en god ide at uddelegere arbejdet i hjemmet. Det vil sige, at man taler åbent om, hvem der gør hvad, og hvordan opgaverne kan fordeles. Skriv det eventuelt ned i en fælles kalender, så I er sikre på, at aftalen bliver overholdt. Det kan være en måde at undgå unødige konflikter på – især hvis der er tale om et længerevarende forløb for personen med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.
Hav øje for familiens medlemmer
Det er naturligt at have ønsket om at smide alt i hænderne for den, som har det svært. Men det er også vigtigt at tænke på egne og resten af familiens behov, så man selv og familiens medlemmer ikke føler sig overset. Det kan skabe opslidende konflikter. Den bedste måde at imødekomme det på er ved at italesætte det. Man kan for eksempel afholde familiemøder. Her er der plads til, at alle i familien kan fortælle, hvordan de har det og tale om det, der er svært og fylder lige nu.
En sygemelding?
Det er forskelligt fra person til person, om en sygemelding er det rette at gøre, hvis man gennem længere tid har oplevet at føle sig overbelastet. Nogle oplever, at deres arbejde er et frirum, hvor de kan holde fri for alle tankerne om den, der har det svært. Det kan ligefrem være en befrielse at have fokus på noget, der bare skal gøres. Mens andre måske oplever, at arbejdet giver endnu mere tankemylder og forstærker følelsen af at føle sig utilstrækkelig, fordi man føler, man har 2xfuldtidsarbejde. Det kan være en god ide at konferere med egen læge, hvis man har en alvorlig belastningstilstand. Så kan man i samråd med lægen finde frem til, hvad der er det rette at gøre. En sygemelding kan give en pause, men er ikke nødvendigvis dette rigtige for alle.