Det kan være en lang, smertefuld og krævende proces at være pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse. Det påvirker hele familien. Man ser ens kære få det værre både mentalt og fysisk. Og samtidig opdager man, at vedkommendes adfærd også ændrer sig. Det er enormt frustrerende, sorgfuldt og opslidende at være vidende til.
Det er meget forskelligt, hvor hårdt sygdommen rammer, og den kommer til udtryk på meget forskellige måder. Hos nogle kan det være et mindre alvorligt symptom på mistrivsel, mens det hos andre er en livstruende psykisk sygdom. Uanset hvor alvorligt ens kære er ramt, skal man som pårørende indstille sig på, at man selv, ens familie og den ramte vil være præget af spiseforstyrrelsen i lang tid. Da det er en meget alvorlig sygdom, er det afgørende at komme i behandling hurtigst muligt. Jo tidligere man kommer i behandling, jo bedre er prognosen for at blive rask.
Karin Abel har mange års erfaring fra Klinik for Spiseforstyrrelser i Skejby (tidligere Risskov). Her får du hendes råd til, hvordan du støtter din kære, som har en spiseforstyrrelse.
Opsøg viden
Det er vigtigt, at pårørende får så meget viden som muligt om spiseforstyrrelsen. Det er afgørende, fordi man skal være godt rustet til at forholde sig til de mange og belastende udfordringer, der kommer til at være i sygdomsforløbet. Groft sagt kan mange pårørendes reaktioner opdeles i to poler. I den ene ende fylder frustrationerne og tanker som: ”Hvorfor spiser han/hun ikke bare? Hvor svært kan det være?”. I den anden ende fylder sorgen og tristhed utrolig meget, og her lægges energien i at trøste ens kære. Uanset hvordan man reagerer som pårørende, er det vigtigt at opsøge og få robust viden om spiseforstyrrelser. Man skal ikke underkende alvorsgraden – en spiseforstyrrelse er den mest dødelige psykiske sygdom.
Vær enige som pårørende
Som forældre er det vigtigt, I er enige om, hvad I beslutter. Hvis I beslutter, at den portion, som er foreskrevet af diætisten, skal spises, så skal den spises. Det går altså ikke, hvis en af forældrene lemper på det og siger ”pyt”. Er beslutningen taget, så hold jer til den. Husk på at faste rammer også er et udtryk for omsorg og støtte. Mennesker med spiseforstyrrelser foretrækker faktisk oftest tydelige og faste rammer, fordi det er nemmere at forholde sig til.
Ændr kun aftaler i fællesskab
En spiseforstyrrelse kan nemt komme til at spille forældrene ud mod hinanden. Det sker især, hvis den ene synes, det er synd og grænseoverskridende at blande sig i ens barns madindtag. Men det er vigtigt at holde sammen og kun ændre i aftalerne i fællesskab. På den måde undgår I, at ingen får rollen som den ”gode” eller ”onde”.
Vær i konflikten
En spiseforstyrrelse kan lede til mange konflikter i hverdagen. Som forælder skal du turde at være i konflikten og vise, det er okay, den opstår. Forsøg så vidt muligt at være rummelig og rolig i konflikter og husk på, at de opstår, fordi dit barn er syg.
Lav noget rart efter måltidet
Det kan være godt at lave noget hyggeligt sammen efter måltidet. Dels er det med til at distrahere din kære fra ubehagelige tanker, som er forbundet med maden, vægten og udseendet. Og dels kommer I tættere på hinanden ved at have en stund, hvor I kan sidde og snakke. Nogle med en spiseforstyrrelse lider også af selvfremkaldte opkastninger. Eftersom det er betydeligt sværere at kaste mad op 20 minutter efter, at man har indtaget måltidet, vil en social og rar stund efter måltidet også gavne. Så spil et spil eller vis interesse for dit barn ved at spørge nysgerrigt ind til dagen, og hvad han eller hun har oplevet.
Tal om andre ting
Husk at vise interesse for andre ting end spiseforstyrrelsen. Spørg ind til skolen, fritidsaktiviteter, serier, musik eller hvad end, din kære interesserer sig for. Dels er det godt for begge parter, at I oplever normalitet og andre samtaleemner end sygdommen. Men det er også sundt for din kære at få lov til at sætte nogle ord på hans eller hendes interesser. For mange med en spiseforstyrrelse bliver sygdommen altoverskyggende og tager en stor plads af ens personlighed. Det gør, at mange har svært ved at mærke, hvem de selv er. Når I taler om andre ting end sygdommen, vil din kære både blive klogere på sig selv og få mulighed for at adskille sygdom og personlighed.
Overhold spisetiden
Det er vigtigt, I overholder den aftalte spisetid. Har I aftalt, at der er aftensmad klokken 18, så spiser I klokken 18. Når man har en spiseforstyrrelse, er man meget styret af regler, tvang og kontrol. Så overholder I ikke spisetiden, kan I enten risikere at din kære ser det som et brud på aftalen, og at han eller hun derfor heller ikke behøver overholde aftalen om at spise. Eller også risikerer I, at den sygdomsramte har sat sig så meget op til at skulle spise klokken 18, at det falder til jorden, hvis det så ikke sker der. Udover at overholde spisetiden, er det godt at have en tidsbegrænsning på, hvor længe måltidet skal vare. Har man en spiseforstyrrelse, har man en tendens til at sidde længe med maden og skubbe den rundt uden at få det spist. Så mind din kære om, at nu er der 10 minutter tilbage, nu 5 minutter tilbage og at han eller hun skal nå at spise op inden da.
Fortæl, hvad du kan se
Som pårørende kommer du med stor sandsynlighed til at stå i en situation, hvor du opdager, at dit barn har gemt maden, smidt den ud, eller på anden uhensigtsmæssig måde fået den ad vejen uden selv at spise den. Når du opdager det, så fortæl, hvad du ser. ”Jeg kan se, det er svært for dig at få spist madpakken, og at du har smidt den ud. Det dur ikke. Hvor længe har du gjort det? Gør du også det oppe i skolen? Hvad kan vi ændre i din hverdag, så du får spist maden? Har du selv nogle forslag?” Italesæt det du kan se, men gør det på en nysgerrig og konstruktiv måde.