Skip to content

Se alt indhold

ADD/ADHD

Sådan kan du støtte dit barn med ADHD

Det kan give mange udfordringer at have et barn med ADHD. Vi har samlet en række råd og værktøjer til, hvordan du kan støtte dit barn og få hverdagen til at fungere bedst muligt.

Mor omfavner omsorgsfuldt sin søn

Skab trygge rammer for dit barn med ADHD

Noget af det bedste og vigtigste, du kan gøre, er at skabe nogle rammer i hverdagen, som hjælper og understøtter dit barns behov.

Faste rutiner

Når man har ADHD, er det svært at filtrere de mange indtryk, man møder i løbet af en dag. Alle indtryk kan opleves som lige vigtige og får samme opmærksomhed. Dit barns opmærksomhed flyttes konstant, og det er udmattende.

Derfor kan det være en stor hjælp, at du skaber en struktureret hverdag med faste rutiner. Sørg for eksempel for at gøre de samme ting i samme rækkefølge hver morgen og aften, og når I skal ud ad døren. Når dit barn ved, hvad der skal ske, behøver han eller hun ikke bruge kræfter på at forholde sig til det. En fast struktur i hverdagsaktiviteter kan også reducere antallet af konflikter.

Vær på forkant

Prøv hele tiden at være et skridt foran dit barn – både når I har planlagt aktiviteter uden for hjemmet og i de daglige, hjemlige rutiner. Ved at gennemtænke fremtidige situationer kan I forberede jeres selv og jeres barn på, hvad der kommer til at ske og på den måde forebygge konflikter og frustrationer.

Hvis I for eksempel har planlagt en tur i Zoologisk have, kan I være på forkant ved på forhånd at aftale, hvor længe I vil være der, hvilke dyr I gerne vil se, og hvor der er et roligt sted, I kan gå hen og spise jeres madpakke.

Det er ikke altid let at være på forkant, og det kræver ofte øvelse. Det kan derfor være god idé at evaluere jeres dag og finde frem til det, der fungerede, og det, I vil ændre næste gang.

Eksempel: Familiefødselsdag

Skal I som familie for eksempel til en familiefødselsdag, kan I som forberedelse prøve at finde svar på disse spørgsmål:

  • Hvilke aktiviteter vil der være?
  • Vil der være andre børn?
  • Hvem holder øje med, om barnet trives i legen med de andre børn?
  • Er der et sted, hvor barnet kan lege, hvis det får brug for at trække sig?
  • Skal vi selv tage noget legetøj med?
  • Hvor lang tid skal vi være der?

Begræns indtryk

Dit barn kan derfor let blive afledt, miste koncentrationen og blive rigtig træt og udmattet fordi han eller hun ikke kan filtrere i de mange forskellige indtryk.

Derfor kan du hjælpe dit barn ved at begrænse mængden af indtryk. Lav for eksempel en hyggekrog, hvor dit barn sidder med ryggen til rummet, sluk for tv og radio, sæt mobilen på lydløs og undlad at stille unødvendige spørgsmål.

Giv tid til omstilling

For et barn med ADHD er det svært at gå fra at koncentrere sig om én aktivitet til at skulle fokusere på en anden.

Derfor hjælper du dit barn, hvis du sørger for, at der er tid mellem to aktiviteter, hvor dit barn kan få en pause og mulighed for at omstille sig til den næste. Inden dit barn holder pause, så sørg for at fortælle ham eller hende, hvad der skal ske som det næste.

Styrk dit barns selvværd

Når man har ADHD, bliver man ofte skældt ud eller bedt om at opføre sig anderledes. Det kan gå hårdt ud over barnets selvværd. For at dit barn ikke kommer ind i en negativ spiral, kan du bruge disse greb for at styrke hans eller hendes selvbillede.

Giv små opgaver til dit barn med ADHD

Når du giver dit barn små, vigtige opgaver, er du med til at styrke barnets selvværd. Opgaverne skal gerne minde om rigtige ’voksenopgaver’ som for eksempel at skrælle kartofler, starte vaskemaskinen eller sætte kaffe over. Sørg for, at opgaverne ikke er for svære.

Den slags opgaver giver barnet en følelse af at være dygtig, hjælpe til og være til gavn. Det er samtidig en god anledning til at rose og anerkende dit barn.

Beløn god opførsel

Det er vigtigt, du benytter enhver lejlighed til at rose og anerkende dit barn, når han eller hun gør noget godt.

Selv de mindste ting skal belønnes med ros. Dyrk dit barns successer, og tal ofte om dem. Tag gerne udgangspunkt i dig selv. Du kan for eksempel sige ting som ’Hvor er jeg stolt af dig, når du rydder op på dit skrivebord’ i stedet for det mere neutrale ’Det var godt’.

Husk desuden at anerkende hver gang, dit barn forsøger at gøre det rigtige – også selvom han eller hun måske ikke lykkes med det. Det er selve indsatsen, du skal anerkende.

Håndtér konflikter med dit barn med ADHD

Konflikter og uenigheder er en stor del af hverdagen i mange familier, hvor et barn har ADHD. I artiklen ”Hvordan håndterer jeg konflikter?” kan du finde en række råd om, hvordan du håndterer og forebygger konflikter.

Du kan også se vores video med tre konkrete råd, som kan være med til at styrke dit forhold til dit barn og skabe en hverdag med mindre skældud.