Skip to content

Se alt indhold

Rettigheder

Pårørende til én over 18 år: Hvad har jeg ret til?

Her kan du få et overblik over dine rettigheder som pårørende til én over 18 år med psykisk sygdom.

Far holder sin voksne datters hånd i haven

Når den, der er syg, er over 18 år, er personen myndig, og det betyder, at du ikke har mange automatiske rettigheder som pårørende. Du kan dog stadig spille en rolle i behandlingen og i sager på kommunen – og du kan fortsat have ret til forskellige former for støtte.

Rettigheder som pårørende ifm. behandlingen og sager på kommunen

Dine rettigheder som pårørende til én over 18 år afhænger af, om personen giver samtykke til, at du må inddrages og informeres.

Personen har givet samtykke

Når personen har givet samtykke, har du ret til at blive inddraget og få oplysninger. Det gælder både i forhold til den psykiatriske behandling og sager på kommunen.

Hvis du er uenig i afgørelser i kommunale sager eller beslutninger om behandlingen, har du desuden ret til at klage. Myndighederne er forpligtede til at behandle din klage og genoverveje sagen. Klager over kommunale sager skal sendes til den afdeling, sagen har været behandlet i.

Vil du klage over behandlingen på en psykiatrisk afdeling, skal du sende klagen til Styrelsen for Patientklager. Det gør du ved at udfylde en formular på borger.dk.

Samtykke eller fuldmagt giver forskellige rettigheder som pårørende.

Der er forskel på, om du får samtykke eller en decideret fuldmagt i sagen. Får du en fuldmagt, har du mulighed for at handle og træffe beslutninger på vegne af den, sagen drejer sig om.

Ikke alle myndigheder har en skabelon til en fuldmagt skabelon. Ofte skal man som pårørende lave en fuldmagt sammen med den, du er pårørende til.

Personen har ikke givet samtykke

Manglende samtykke har konsekvenser for dine rettigheder og muligheder som pårørende. Uden samtykket kan du ikke få oplysninger om den konkrete sag eller bliver inddraget. Men du kan stadig spille en rolle.

Del din viden med personalet

Uanset om der er givet samtykke, må personalet gerne være i dialog med dig. Og du må gerne kontakte personalet og fortælle om den, der er syg. Hvilke symptomer har du for eksempel set? Hvordan er personens reaktionsmønstre? Hvad plejer at hjælpe? Og hvilke behov ser du?

Dine informationer kan være værdifulde for, at den syge får den rette hjælp, så del ud af den viden, du har.

Få generelle oplysninger

Selvom der ikke er givet samtykke, må du godt få general viden – for eksempel om sygdommen eller om hvilke hjælpemuligheder, der typisk er. Søg derfor informationer og viden, som kan give dig afklaring og ro. Det kan være for eksempel være hos personalet eller på internettet.

Nogle pårørende oplever, at personalet ikke selv er opmærksomme på muligheden for at give generel information. I de tilfælde kan det være nødvendigt, at du selv gør dem opmærksom på det.

For generel rådgivning og information om behandling kan du også kontakte din regionale Psykinfo. Find dem her:

Støtte og hjælp, du kan have ret til

Der findes forskellige former for støtte, som du kan have ret til, når du er pårørende til en person over 18 år med psykisk sygdom.

Tilskud til psykologhjælp er en af dine rettigheder som pårørende

Som pårørende har du mulighed for at få tilskud til psykologhjælp til dig selv. Det kræver henvisning fra din læge. Henvisningen giver ikke gratis psykologhjælp, men et tilskud på 60 procent af regningen. Egenbetalingen er derfor 40 procent.

Kontakt din læge og fortæl om din situation, så vurderer han/hun, om du kan få en henvisning.

Det er kun nogle psykologer, som kan tage imod klienter med henvisning, og der kan derfor være lang ventetid. Du kan finde en oversigt over psykologer, som tager imod klienter med henvisning, på sundhed.dk.

På siden Psykologer i Danmark kan du desuden finde en oversigt over alle landets psykologer og sortere ud fra forskellige kriterier.

Støtte i arbejdslivet

Nogle bliver langvarigt eller kronisk syge på grund af rollen som pårørende. Hvis du har mange sygefraværsdage, kan det få konsekvenser for din arbejdssituation, og du kan i værste tilfælde miste dit job.

Er du langvarigt eller kronisk syg, har du mulighed for at få en aftale, der nedsætter arbejdsgiverens udgifter i forbindelse med dit sygefravær, da arbejdsgiver kan få sygedagpenge refusion fra din første fraværsdag. Ordningen står i sygedagpengelovens §56.

Du kan læse meget mere om betingelserne for en §56-aftale på sundhed.dk eller få mere information om ordningen her.

På siden Pårørende På Job kan du desuden læse meget mere om arbejdslivet som pårørende og om dine rettigheder på arbejdsmarkedet.

Kommunens støtte til pårørende

Nogle kommuner har en medarbejder ansat til at hjælpe pårørende med at finde rundt i kommunens tilbud. Det kan hedde en pårørendevejleder, -konsulent, -koordinator eller andet.

Nogle kommuner tilbyder også kurser for pårørende. Søg på din kommunes hjemmeside efter ‘hjælp til pårørende’ eller ring til kommunen og spørg, hvilke muligheder der er.

Hjælp til pårørende i psykiatrien

Hvilken hjælp, du som pårørende kan få i psykiatrien, afhænger af, hvilken region du bor i. Nogle psykiatriske afdelinger tilbyder for eksempel psykoedukation, hvor du som pårørende kan få viden om den psykiske sygdom og undervisning i at håndtere den specifikke diagnose. Ofte er det den lokale Psykinfo, som står for tilbuddet.

Der kan være stor forskel på tilbuddet fra region til region. Kontakt derfor din lokale Psykinfo og hør, hvad de tilbyder i netop din region. Psykinfo kan desuden rådgive om behandlingen af den, der er syg.

Få rådgivning om dine rettigheder som pårørende

Bedre Psykiatris pårørenderådgivning har stort kendskab til både det psykiatriske og kommunale system og kan rådgive dig om dine rettigheder. Kontakt rådgivningen.