Skip to content

Se alt indhold

Depression

Psykiaterens råd: Når du er pårørende til et menneske med en depression

”Giv udtryk for, at det er en midlertidig tilstand.” Sådan lyder ét af Poul Videbechs fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med en depression.

depression råd

Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Han har mange års erfaring med forskning i og behandling af depressioner både medicinsk og psykoterapeutisk. Poul Videbech giver her fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med en depression.

Giv udtryk for, at det er en midlertidig tilstand

Poul Videbech, professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

Det er godt at påpege over for ens kære, at tilstanden, vedkommende er i, er midlertidig. Når man har en depression, kan man have en tendens til at føle, at det aldrig bliver bedre, og at man er et forfærdeligt eller dårligt menneske, fordi man kan meget mindre, end man plejede at kunne. Som pårørende kan du hjælpe med at fjerne det pres og den følelse ved at give udtryk for, at det er okay at melde sig ud for en stund og ikke kunne det, man normalt kan. Det er midlertidigt og gælder kun for en periode. Det vigtige er at rumme vedkommende og vise, at det er okay.

Lyt mere, løs mindre

Det er vigtigt at lægge øre til og lytte til sin kære. Mange pårørende vil gerne handle og være løsningsorienterede, når deres kære har det svært. Men ofte er det nok at lytte. Mennesker med en depression har ofte brug for at fortælle, hvordan han eller hun har det og få luft for sin frygt og tanker. Som pårørende skal du give plads til det og acceptere, at det ikke behøver føre til handling og løsninger.

Tag initiativ

Når man har en depression, kan det for nogen være svært at tage stilling til ting. Derfor kan det være en god ide somme tider at sige ”Kom, nu går vi en tur.” I stedet for at spørge, om vedkommende vil med ud at gå en tur. Det kan føles som en lettelse for din kære ikke at skulle tage stilling til alt. Her er det dog vigtigt at understrege, at initiativet skal opfattes som en hjælpende hånd. Derfor skal du være varsom med ikke at blive dikterende.

Tilbyd konkret aflastning

Nogle af hverdagens praktiske gøremål kan virke uoverskuelige, når man har en depression. I det omfang det er muligt for dig som pårørende, er det gavnligt at hjælpe til. Det kan være hjælp til rengøring, at handle ind og lave mad, hente børn, vaske tøj eller noget femte. Som pårørende kan du byde dig til med det, du selv har tid, mulighed og overskud til.