Skip to content

Hvordan ser fremtiden ud for mit barn

Du har brugt måneder eller år på at komme igennem PPR, psykiatri og kommune. Du har forhåbentlig været med til at sikre, at dit barn får den rette hjælp og støtte. Hvordan ser den nærmeste fremtid så ud for dit barn? Læs mere her.

Hvordan ser fremtiden ud for mit barn

Ingen forløb er ens. Det kommer an på dit barn. Hvis dit barn har svære udfordringer, så vil det formentlig komme til at præge dit barns liv i lang tid. 

Hvis dit barn får god hjælp og rigtig hjælp, er der i de fleste tilfælde gode muligheder for, at han eller hun får det bedre og udvikler sig fagligt og socialt. 

Vær opmærksom på årlig genvurdering af dit barns behov 

Uanset om dit barn har fået specialpædagogisk bistand eller udfordringerne er blevet håndteret i den almindelige undervisning, så er det midlertidige foranstaltninger. Afgørelser om specialpædagogisk bistand skal derfor ifølge loven genvurderes en gang om året. Her skal skolelederen vurdere, om dit barn skal have ændret sit støttetilbud, eller om det skal fortsætte som hidtil. Det kan være en nervepirrende tid. Især hvis du og dit barn er glade for den støtte, som I får. Omvendt kan du også se det som en god mulighed for at få revideret, om dit barn har brug for noget andet for at udvikle sig bedre. 

Det er i de fleste tilfælde skolelederen på dit barns skole, der skal tage stilling til, om støtten skal fortsætte. Processen vil ligne det, I var igennem i begyndelsen, men i noget mindre omfang.  

Skolelederen skal træffe sin beslutning på baggrund af drøftelser med dit barns lærer og andre fagpersoner omkring dit barn. Det kan for eksempel være pædagoger, der støtter dit barn i undervisningen. Beslutningen skal også træffes på grundlag af en pædagogisk psykologisk vurdering – altså den vurdering, som PPR lavede. Oplysningerne i PPV skal være aktuelle. Det betyder, at hvis det er flere år siden, at dit barn blev undersøgt i PPR, så kan du bede om at få opdateret vurderingen, hvis ikke skolelederen selv tager initiativ til det. 

Beslutningen skal ske i samråd med dig og dit barn. Så det er en god idé at være i løbende dialog med både skolelederen og det fagpersonale, der arbejder med dit barn. 

Afhængigt af hvilket specialtilbud dit barn modtager, så kan kommunen være med til at træffe beslutningen. Du kan spørge på dit barns skole, hvordan processen for genvurdering skal forløbe for dit barn.