Hvorfor bliver belastningen så stor?
Vi modtager hele tiden enorme mængder information gennem sanserne. De fleste af os sorterer automatisk det uvæsentlige fra, fx fornemmelsen af sokker på fødderne eller lyden af ventilationen på badeværelset, som kører. Hos mange med autisme og ADHD filtrerer hjernen mindre fra, så flere indtryk når igennem på én gang. Og det kan være meget drænende og overvældende.
Tolerancevinduet
Tolerancevinduet er en model, der beskriver den tilstand, hvor vi har det godt. Er vi inden for tolerancevinduet eller feltet, er vi rolige, kan tænke klart, være nysgerrige og i kontakt med andre. Bliver nervesystemet enten for meget eller for lidt påvirket, ryger man uden for vinduet og går i henholdsvis enten kamp/flugt eller lukker ned. Er man belastet i lang tid, bliver tolerancevinduet mindre. Det betyder, at man kan klare mindre og nemmere ryger uden for vinduet igen.
Når vi er uden for det felt, hvor vi kan tolerere mest, mister vi delvist evnen til at planlægge, kommunikere, styre impulser, forholde os til nye informationer og regulere følelser. Her kan forklaringer, spørgsmål og forsøg på problemløsning belaste yderligere. Derfor giver det sjældent mening at forklare eller forhandle, hvis en person allerede er belastet.
Hjælp i stedet din kære tilbage i vinduet. Det er forskelligt fra person til person, hvad der virker. Nogle har gavn af ro, færre indtryk og få ord. Din egen ro kan smitte af. Andre har gavn af rytme, lyd, bevægelse eller andre former for sensorisk input. Vær nysgerrig på, hvad der virker for din kære.
Snakken om, hvad der skete, kan I tage bagefter, når der er overskud til den. Med den snak kan I se på, hvordan I mindsker den daglige belastning, så vinduet får mulighed for at blive større igen.
Nervesystemets fire overlevelsesreaktioner
Når nervesystemet er overbelastet, kan det vise sig på forskellige måder. Det er ikke alle, som er lige nemme at spotte.
- Kamp kan vise sig som irritation, vrede eller aggression.
- Flugt kan ligne angst, panik, bekymring eller undgåelse.
- Frys kan vise sig ved, at man zoner ud og mister kontakten til det, der sker.
- Underkastelse betyder, at man gør alt for at undgå konflikt, sætter andres behov først og har svært ved at sige fra.
Nedsmeltning og nedlukning
Nedsmeltning og nedlukning er naturlige reaktioner på overbelastning. En nedsmeltning kan opstå i mange forskellige situationer, når belastningen bliver større end det overskud, personen har lige nu. Det kan fx vise sig gennem gråd, vrede, frustration eller andre intense reaktioner. Man kan ikke styre en nedsmeltning og det er derfor heller ikke noget, man bare kan vælge at stoppe.
En nedlukning viser sig ved fx at blive stille, ikke kunne tale, har svært ved at handle eller ikke længere kan rumme det, der foregår omkring vedkommende.
Varer belastningen længe, kan det føre til udbrændthed. Man mister færdigheder, man havde før, og kan tåle færre sanseindtryk. Tolerancen for sanseindtryk bliver simpelthen mindre. Det kan ligne en depression, men er ikke det samme, selv om de to ting godt kan forekomme samtidig. Det kan tage måneder, for nogle år, at komme sig.
PDA – krav og afvisning
Nogle reagerer meget stærkt på krav, også små krav og ting, de selv havde lyst til eller tænkt sig at opfylde. Et eksempel er drengen, der selv foreslog at spille fodbold med sin far, men ikke længere kunne gå med, da faren sagde “tag lige sko på”. Det var ikke nødvendigvis fodbolden eller skoene, der var svære. Men noget ændrede sig i drengen, da det blev til en forventning udefra.
Det kaldes reduceret kapacitet for krav (PDA). Det kan ligne trods eller ulyst, men handler om, at personen får sværere ved at finde overskuddet, når noget opleves som et krav. Der kan være forskellige årsager, fx oplevelsen af ikke selv at bestemme, uforudsigelighed, belastning eller tidligere erfaringer. Og hvad der føles som et krav, kan være forskelligt fra person til person og fra situation til situation. Det kan være en hjælp at tænke over, hvordan man formidler forventninger og hvordan man kan støtte sit barn i at gøre noget, det faktisk selv gerne vil.
Andre oplever afvisningsfølsomhed (RSD): en stærk, nærmest fysisk smerte ved tanken om kritik eller om ikke at være god nok. Det kan betyde, at man helt undlader at gå i gang med noget, man egentlig gerne vil.
Sådan kan du støtte
- Se reaktionen som belastning, ikke trods. Vrede, afvisning eller tilbagetrækning kan let opleves som uvilje. Men ofte er det et tegn på, at nervesystemet er overbelastet. Tag det alvorligt, når din kære siger, at han eller hun ikke kan. Forsøg ikke at tage det personligt, selvom det kan føles sådan. Prøv at se efter, om der er et mønster. Hvad skete der op til reaktionen? Var der mange indtryk, skift eller krav? Over tid kan det hjælpe jer med at forebygge. Forsøg også at stille åbne spørgsmål. Det kan fx være mere gavnligt at spørge “Hvad blev for meget?” frem for “Hvorfor gjorde du det?”
- Pres ikke, når det er for meget. Er din kære i nedlukning, er der brug for ro – ikke for at blive tvunget ud af sengen. Pres kan øge belastningen og gøre vejen tilbage længere. Det betyder ikke, at I skal opgive hverdagen, men at det første skridt er at skabe tryghed. Tryghed kan skabes på flere måder – fx ved at du er til stede uden at stille krav, dæmper indtryk som lys og lyd eller sænker kravene midlertidigt. Handler det om skolefravær, er det en god idé at lægge en plan sammen med skolen og eventuelt fagfolk.
- Brug spørgsmål. Reagerer din kære stærkt på krav, kan det hjælpe at formulere dem som et spørgsmål eller en invitation, fx “Hvornår passer det dig?” frem for “Du skal lige …”. Spring gerne påmindelser over om ting, din kære allerede ved.
- Vær opmærksom på varigheden. En kort periode med tilbagetrækning kan være en nødvendig pause. Men varer det længe, eller bliver det værre, er der grund til bekymring. Så handler det om at finde ud af, hvad der opleves som for meget. Her kan fagfolk hjælpe, fx egen læge, skolens PPR eller kommunen.
- Tænk i små tegn på bedring. Det tager tid at komme sig, og man er ikke nødvendigvis klar til skole eller arbejde, bare fordi man har hvilet. Se efter tegn på mere overskud, fx at din kære kan tåle flere indtryk, viser interesse for ting igen eller kan være med til måltiderne. Kan din kære endnu ikke sidde med ved spisebordet derhjemme, er der som regel langt til et klasselokale. Tag det i små skridt.
- Find det, der regulerer. Sanserne kan overvælde, men de kan også hjælpe nervesystemet i balance. Nogle har gavn af ro, dybe tryk eller lange udåndinger, hvor udåndingen varer længere end indåndingen. Andre har brug for bevægelse, rytme eller lyd. Find sammen ud af, hvad der virker, og prøv det gerne af i rolige perioder, så det er velkendt, når det bliver svært.
- Pas på din egen ro. Vores nervesystemer påvirker hinanden, så din ro kan smitte af. Men det kræver overskud. Omvendt er der også nogle, som har brug for afstand eller muligheden for at være alene. Det er hårdt at stå ved siden af et menneske, der er overbelastet, så husk også at sørge for pauser og støtte til dig selv som pårørende.