Skip to content

Hverdagen med AuDHD: Energi, forudsigelighed og selvforståelse 

Hvad giver energi, hvad skaber tryghed, og hvad gør det lettere at komme i gang? Her får du inspiration til, hvordan du kan støtte din kære med AuDHD i hverdagen.

Hverdagen med AuDHD: Energi, forudsigelighed og selvforståelse

Hverdagen med AuDHD kan byde på både særlige styrker og udfordringer. Behovet for energiforvaltning, forudsigelighed, fleksibilitet og støtte kan variere fra person til person og fra dag til dag. I denne artikel ser vi nærmere på, hvad der kan gøre hverdagen lettere – og hvordan man som pårørende kan blive klogere på den enkeltes behov, grænser og måder at fungere på.

Hold øje med energien 

At bearbejde mange indtryk koster energi. Derfor kan det hjælpe at lave et energiregnskab med ens kære. Der er flere måder at gøre det på. 

En kendt model er sketeorien (af Christine Miserandino): Forestil dig, at du har 12 skeer om dagen. For nogle koster det én ske at stå op, gå i bad, vælge tøj og spise morgenmad. For din kære koster samme handlinger måske seks skeer. Det betyder, at der ikke er meget energi tilbage til resten af dagen.  

Den samme aktivitet kan koste forskelligt fra person til person. Det kan være gavnligt at se på, hvad der tager skeer – er det sociale krav, sanseindtryk, uforudsigelighed eller noget helt fjerde, der bruger energien? Omvendt kan man også se på, hvad der giver energi tilbage. 

Bruger man flere skeer, end man har, låner man fra i morgen. Det er helt i orden at give den gas med noget sjovt. Visheden om at have lånt nogle skeer fra den næste dag kan for dig som pårørende være med til at skabe en forståelse af, at din kære nok ikke kan de samme ting dagen efter som sædvanligt. Derimod har din kære højst sandsynligt behov for, at du som forælder er mere nænsom. 

Nogle foretrækker at tale om batterier eller om apps, der bruger strøm i forskelligt tempo, hvor den sociale app fx løber hurtigt tør. Det vigtige er at finde en metode eller et billede, der kan gøre energiregnskab nemmere at tale om og planlægge med. Så kan I tale om, hvad der er overskud til, uden at skulle forklare alt i detaljer. 

Find balancen mellem forudsigelighed og fleksibilitet 

Når man tager mange detaljer ind, kan det være en lettelse, at tingene er, som de plejer – forudsigelighed sparer energi. Samtidig kan ADHD-siden føle sig låst, hvis alt er planlagt ned til mindste detalje. Mange har brug for begge dele og balancen kan skifte fra situation til situation.  

Et godt redskab til at imødekomme de forskellige behov er de 10 H’er:  

  • Hvad 
  • Hvorfor 
  • Hvordan 
  • Hvor  
  • Hvor længe 
  • Hvornår 
  • Med hvem 
  • Hvor meget 
  • Hvem kan hjælpe 
  • Hvad skal der ske bagefter 

Det er vigtigt at understrege, at det langt fra er sikkert, at alle ti skal besvares. Men man kan tale om, hvilke der er vigtige for din kære i den specifikke situation. Nogle bliver trygge af at vide hvad og hvor, men mærker modstand, hvis de også får at vide præcis hvordan og hvor meget. Undersøg sammen, hvilken information der skaber tryghed, og hvor der er brug for luft. 

Fra tanke til handling 

Der er forskel på rent praktisk at kunne noget og så faktisk have ressourcerne til at udføre det. Man kan altså godt i teorien vide, hvordan man vasker tøj og have lyst til at få det gjort. Men samtidig kan det nærmest føles umuligt at komme i gang, fordi der er så mange ting, der spiller ind. Det er fx igangsættelse af opgaven, tidsfornemmelse for, hvornår man skal noget igen og hvilken rækkefølge, ting skal gøres i. 

Er der en opgave eller en handling, som er svær at udføre for din kære? Så giver det mening at se på, hvad der konkret står i vejen for, at det bliver udført. 

For nogle giver det mening at dele opgaverne op i mindre delopgaver, og for andre bliver det mere uoverskueligt med mange små opgaver. For nogle kan det hjælpe at lave en fast rutine, lytte til musik eller en podcast, sætte en alarm til når vasketøjet er klar til næste trin eller lave et visuelt overblik på køleskabet. Vær nysgerrig sammen på, hvad der konkret vil kunne hjælpe din kære. 

Se på hele situationen 

Ens overskud afhænger af flere områder, der spiller sammen. Måske har I fundet en god løsning på sanseindtryk, fx med høretelefoner, og alligevel har din kære problemer med at klare situationen. Det kan skyldes, at der er for meget andet at holde styr på. Måske er kommunikationen uklar, det sociale fylder meget, følelserne er pressede eller måske har din kære ikke selv indflydelse på, hvad der skal ske. 

Behovene kan samtidig ændre sig fra situation til situation, fra dag til dag og over tid. Det, der fungerede i går, fungerer måske ikke i dag. 

Derfor giver det mening sammen med din kære at være nysgerrig frem for at følge en fast opskrift. Tag fx en tur i supermarkedet som eksempel. Her kan I undersøge: 

  • Sanserne: Er der for meget lys, lyd eller for mange mennesker? Kan høretelefoner eller solbriller hjælpe? 
  • Planlægning: Er det svært at huske og finde varerne? En indkøbsliste, gerne med billeder eller en note om, hvor varerne står, kan lette opgaven. 
  • Kontakt med andre: Skal man tale med medarbejderen i kiosken? Så kan det hjælpe at have skrevet ned, hvad man vil sige. 
  • Følelser: Hvad gør man, hvis det bliver for meget? Man kan fx gå udenfor og sætte sig på en bænk. 
  • Indflydelse: Har din kære selv valgt turen og tidspunktet, eller er det et krav udefra? 
  • Forudsigelighed og fleksibilitet: Hjælper det at vide præcis, hvad der skal ske, eller er der brug for plads til at ændre planen undervejs? Mange har brug for begge dele. 

En ændring ét sted kan give mere overskud til resten. Og støtte handler ikke kun om at gøre din kære bedre til at klare kravene. Nogle gange er det omgivelserne, der med fordel kan ændres, fx ved at handle på et roligt tidspunkt, vælge en mindre butik eller bestille varerne online. 

Regulering gennem kroppen og sanserne 

Sanserne kan overvælde, men de kan også hjælpe nervesystemet i balance. Regulering behøver ikke se rolig ud. Nogle regulerer sig gennem bevægelse, stimming, rytme, intensitet eller lyd. Andre har gavn af lange, dybe udåndinger, at nynne, et dybt tryk på kroppen eller en bestemt duft. 

Den samme aktivitet kan også virke forskelligt. For én kan bevægelse hjælpe med at dæmpe uroen, mens den for en anden giver den energi, der skal til for at kunne koncentrere sig eller være med. 

Det vigtigste er derfor ikke, om noget ser beroligende ud, men hvad der hjælper din kære lige nu. Vær nysgerrig sammen og prøv jer frem. 

Selvforståelse skaber livskvalitet 

Jo bedre man forstår sine egne behov og reaktioner, jo lettere bliver det at passe på sig selv og at sige til andre: “Jeg vil gerne være med, men jeg har brug for, at det foregår på den her måde.” 

Som forælder kan du støtte dit barn eller den unge ved sammen at undersøge, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Jo klogere man bliver på sig selv, jo nemmere bliver det også at sætte grænser og passe på sig selv.  

Skriv gerne de ting ned, I kommer frem til. Og husk på at listen ikke er udtømmende. I kan blive klogere undervejs, efterhånden som I lærer reaktionerne bedre at kende. Nogle unge kan overskue en gymnasiefest, hvis de ved, at de bliver hentet efter 1,5 time. Nogle børn har en god oplevelse med en legeaftale hjemme hos en kammerat, hvis de har egen madpakke med mad, de kender godt. 

Det er en stor hjælp, hvis omgivelserne kan lave nogle tilpasninger. Men selvforståelsen er meget værdifuld, fordi din kære gradvist kan blive bedre til at genkende sine mønstre, behov og grænser, og dermed også kommunikere dem til andre. 

Du behøver ikke have alle svarene 

Der findes ingen fast opskrift på at støtte et menneske med AuDHD. Det, der hjælper, kan ændre sig over tid, og det er helt naturligt at prøve sig frem. Det vigtigste er, at I finder ud af det sammen, og at din kære oplever at blive taget alvorligt. 

Husk også at passe på dig selv. Har du brug for at tale med nogen om din situation som pårørende, kan du kontakte Bedre Psykiatris rådgivning.