Skip to content

Hjælp udenfor skolen

Hvilke former for hjælp findes der udenfor skolen? Bliv klogere på underretninger hos kommunen og jeres muligheder for hjælp og støtte.

Hjælp udenfor skolen

Det meste af hjælpen og støtten til et barn vil foregå på eller via skolen og PPR. Derudover findes der enkelte andre former for kommunal hjælp til dig eller dit barn.  

Hvis kommunen er grundlæggende bekymrede for, om forældrene kan tage sig godt nok af deres barn, kan der komme alvorlige foranstaltninger og i sidste ende tvangsfjernelse på tale. Beskrivelsen her handler om mulighederne, når der ikke er den type bekymringer og overvejelser i spil. 

Det starter med en underretning 

Uanset om kommunen er bekymrede for forældrenes evner eller ej, starter den kommunale hjælp til børn som regel med en underretning. Mange forbinder en kommunal underretning med en mistanke til forældrene. Men sådan er det langt fra altid. Grundlæggende er underretningen kommunens måde at få at vide, at et barn har brug for hjælp, og det er helt almindelig procedure.  

Alle kan underrette kommunen – også forældrene selv. Typisk vil underretningen ske ved at du, skolen og/eller PPR taler sammen om det og bliver enige om, at det er en god idé at lave en underretning til forvaltningen. Du kan ikke modsætte dig, at skolen eller PPR sender en underretning om dit barn til kommunen.  

Det sker der efter en underretning 

Når kommunen modtager en underretning, foretager de en screening af sagen for at vurdere, hvad det næste skridt er. Det vil typisk være en afdækning, hvor kommunen indhenter oplysninger fra fagpersoner om dit barn og gennemfører samtaler med dig og dit barn. Det skal tilsammen afdække dit barns behov for støtte uden for skolen. Her får du altså mulighed for at fortælle kommunen om din bekymring og dit eget eller barnets behov for hjælp. Det vil typisk være på et møde med medarbejdere fra kommunens familieafdeling. Her får du også lejlighed til at spørge til forløbet og til hvilke muligheder kommunen har for støtte til dit barn. 

Muligheder for hjælp  

Nogle af de vigtigste muligheder for støtte til dig og dit barn udenom skolen er:  

Kurser

Mange kommuner kan tilbyde kurser om diagnoser eller forskellige former for undervisning om at være forældre til børn med vanskeligheder. Kommunen vil typisk først iværksætte den form for hjælp, når der foreligger en diagnose. 

Tabt arbejdsfortjeneste

Du kan have mulighed for at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis du er nødt til at tage fri fra arbejde for at passe dit barn eller skal til møder med skole, PPR, kommune og lignende. Det kræver først og fremmest, at dit barn har en betydelig og varig nedsat funktionsevne. Dertil kommer en lang række begrænsninger og vilkår. 

Merudgifter

Hvis du har ekstra udgifter pga. dit barns vanskeligheder, kan du have mulighed for at søge om dækning af nogle af udgifterne.  

Transport

Hvis dit barn har lang transport til og fra et specialtilbud kan du søge om transport til skolen eller støtte til transportudgifter.