Skip to content

Se alt indhold

Autisme

Som partner til en med autisme

Er du i et forhold med én med autisme? Så læs med her og få gode råd til nogle af de udfordringer, I måske kan støde på i et parforhold.

Når din partner er autist

Autisme er et spektrum, og symptomerne kan være mere eller mindre udtalte. Hvordan det kommer til udtryk, vil altså variere fra person til person. Af den grund vil nogle af rådene her give mening for dig og jer, imens andre ikke passer til jeres situation.

Når man har autisme, er ens måde at opfatte, sanse og forstå omverdenen på anderledes end hos mennesker uden autisme. Det kan have indflydelse på kommunikationen med andre mennesker og de sociale sammenhænge, man indgår i.

For de fleste med autisme, er energiforvaltning, rutiner og forudsigelighed gennemgående vigtige elementer at tage højde for i hverdagen. Det kan i nogle parforhold somme tider være en udfordring. Her får du nogle råd til, hvordan du kan håndtere nogle af de udfordringer, I kan støde på som par.

Tal om energiforvaltning i sociale sammenhænge – og husk dine egne behov

Det er vigtigt, I er åbne om jeres individuelle behov og grænser. Nogle mennesker med autisme oplever at blive fyldt op af indtryk hurtigere end mennesker, som ikke har autisme. Har man autisme, bruger man ofte meget energi på at være sammen med andre, fordi kommunikation og aflæsning af andre mennesker ikke nødvendigvis kommer naturligt. Og man har ofte brug for længere tid til at lade op og restituere. Derfor er det en god ide, at I er opmærksomme på, hvad der dræner energien, og hvordan I tilgodeser hver jeres behov.

Måske har du et større behov for social kontakt og aktiviteter, imens den mængde kan dræne din partner. Derfor kan I lave nogle aftaler, så dine behov også bliver opfyldt. Behøver I for eksempel begge at dukke op til en vens fødselsdag? Det kan være, du kan nøjes med at deltage, eller måske kan din partner tage med og så gå lidt tidligere. Det er vigtigt, I begge er åbne og ærlige – på den måde kan I nemmere forebygge, at din partner bliver drænet og finde løsninger, som gavner jer begge.

Hvis din partner synes, det er svært at have en samtale kørende i sociale sammenhænge, kan I forberede nogle emner og spørgsmål på forhånd, som han eller hun kan bruge.

Tal om og tag hensyn til sanser

Nogle med autisme kan være mere følsomme over for sanseindtryk end personer uden autisme. Det kan betyde, at man kan have svært ved for eksempel kropskontakt, berøring, intimitet, særlige lyde, lys og bestemte lugte. Alle de sanseindtryk kan have betydning for din partner og hans eller hendes energi. Derfor kan det være godt at tale om det og tage nogle hensyn til din kære.

Vær klar og tydelig i din kommunikation

Nogle mennesker med autisme oplever, at det er svært at aflæse andres følelser og reaktioner og sætte sig ind i dem. Så det er vigtigt, du er klar og tydelig, når I kommunikerer. Sæt nogle konkrete ord på og fortæl, hvad du har brug for.

Du kan for eksempel fortælle, hvordan du reagerer, når du har en dårlig dag. Og så sætte nogle konkrete ord på, hvad du har brug for i den situation.

Lav konkrete aktiviteter sammen

Nogle mennesker med autisme har brug for, at der er en mening eller en formål med den aktivitet, I laver sammen. Kommunikationen kan for nogen være svær, men samtidig kan der være et stort ønske om at være social. Derfor kan det være rart med en konkret aktivitet at være fælles om. Det kan for eksempel være at tage i biografen, lave noget kreativt eller tage på en udstilling. Det er godt med nogle forudsigelige og konkrete ting, som din kære kan forholde sig til.

Hold fast i rutiner og forudsigelighed

Har man autisme, trives man ofte godt med rutiner og forudsigelighed, og det kan være svært at kapere, hvis der bliver ændret i planerne. Derfor er det, så vidt det er muligt, godt at holde fast i jeres aftaler og rutiner.

Det kan være en god ide at have en alternativ plan, som din kære kender til, så den står klar og fast, hvis de oprindelige planer går i vasken. Derudover er det godt, at din kære er klar over, hvad han eller hun skal, hvor længe og med hvem. Forsøg at få kommunikeret jeres forventninger til, hvad der skal ske, når I har en aftale. På den måde er det nemmere for vedkommende at forvalte energien.

Selvom din partner måske foretrækker rutiner og forudsigelighed, betyder det ikke nødvendigvis, at du selv trives i faste rutiner altid, og måske har du brug for plads til spontanitet. Det er vigtigt, du også husker dine egne behov og tilgodeser dem. Det kan du for eksempel gøre ved at lave pladser i kalenderen, som er tiltænkt dig selv og det, du gerne vil på dagen.