Skip to content

Hvis systemet ikke vil hjælpe dit barn

Mange forældre oplever, skolen, PPR eller andre instanser ikke vil give den hjælp, som de selv mener, vil være den bedste. Her får du nogle bud på, hvordan du kan håndtere den problemstilling.

Hvis systemet ikke vil hjælpe dit barn

Mange forældre oplever, skolen, PPR eller andre instanser ikke vil give den hjælp, som de selv mener, vil være den bedste. Fx kan man være uenig med skolen om, hvad der ville gøre skolegangen bedre. Eller med PPR om, hvorvidt der er grundlag for at henvise barnet til psykiatrisk udredning. 

Selvom det er frustrerende, er det vigtigt som udgangspunkt at prøve at stole på, at de fagpersoner, du møder, har styr på deres arbejde og at deres vurderinger er ærlige og kvalificerede. Sådan er det heldigvis i langt de fleste tilfælde. Men hvis du alligevel oplever, at du har behov for at gøre noget andet eller mere, er her nogle bud på, hvordan du kan håndtere det. 

I alle tilfælde vil du skulle tale med dit barns skole om, hvordan udfordringerne så løses. Generelt er det en god idé at være i dialog med skolen om dit barns udfordringer. I langt de fleste tilfælde vil du og dit barns skole være enige om, at der er noget, der ikke fungerer, som det skal. Så selv om I måske er uenige om løsningerne, så er den enighed et godt udgangspunkt for jeres dialog. Og det betyder, at du kan holde skolen op på, at der er behov for at gøre noget. 

Når skolen ikke anerkender behovet for særlig støtte 

Hvis skolen anerkender, at dit barn har udfordringer i forhold til at fungere fagligt og socialt, men ikke mener, at det er alvorligt nok til at indstille dit barn til undersøgelse i PPR, så kan du gå i dialog med skolen om, hvordan udfordringerne så skal løses. Skolen har nogle få muligheder for at tilpasse dit barns undervisning, så det bedre passer til dit barns udfordringer. Hvis skolen ikke allerede har iværksat dem, kan du og skolen tale om, om der er behov for at iværksætte dem. 

Hvis skolen ikke vil indstille dit barn til undersøgelse i PPR eller i det hele taget ikke mener, at dit barn har behov for særlig støtte, har du mulighed for selv at indstille dit barn til undersøgelse i PPR. Det gør du ved at kontakte PPR direkte. Det er dog ikke sikkert, at PPR mener, at der er behov for en undersøgelse. 

Hvis PPR ikke mener, at der er behov for særlig støtte 

Hvis PPR efter deres undersøgelse vurderer, at der ikke er behov for specialpædagogisk bistand, og at dit barns behov kan opfyldes i den almindelige undervisning, skal udfordringerne løses af dit barns skole. Det vil altså sige, at det er dit barns skole, der afgør, hvad der skal iværksættes af støttetiltag. Det betyder også, at du ikke kan klage over PPR’s vurdering, men du kan i nogle tilfælde klage over skolens afgørelse.  

Men først bør du gå i dialog med skolen om, hvilken støtte dit barn skal have i skolen. Du kan oplagt argumentere for, at skolen med deres indstilling af dit barn til PPR-undersøgelse anerkender, at der er særlige udfordringer. 

Hvis PPR afviser at henvise til psykiatrisk udredning 

Hvis PPR ikke mener, at der er behov for en psykiatrisk udredning, og du er uenig, har du nogle få alternativer:  

  • Du kan gå til dit barns praktiserende læge og bede om en henvisning 
  • Du kan betale for en konsultation hos en privatpraktiserende psykolog for at få psykologen til at vurdere, om dit barn bør henvises til en psykiater. Psykologen kan ikke henvise til udredning i psykiatrien, men du kan muligvis bruge psykologens vurdering til at overbevise PPR eller din praktiserende læge om, at der er behov for en udredning. 
  • Du kan selv betale for en udredning hos en privatpraktiserende psykiater. Inden du selv betaler, er der flere ting, du skal overveje. Det kan du læse mere om her.

Når kommunen afviser behov for støtte

Hvis kommunen afviser at bevillige et tilbud, som du selv mener ville være det rigtige for dit barn, kan du klage. Med medmindre kommunen har lavet fejl i sagsbehandlingen, er det dog sjældent, at du får ændret den type beslutninger ved at klage.  

Man kan som udgangspunkt klage over en afgørelse, som skolen, kommunen eller en anden myndighed har truffet. Det er forskelligt fra situation til situation, men hvis en myndighed træffer en afgørelse, som du kan klage over, så skal myndigheden give dig en klagevejledning. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal klage over en afgørelse, du er uenig i, så spørg den myndighed, som har truffet afgørelsen. De har pligt til at oplyse dig om dine muligheder for at klage. Læs mere om, hvordan du klager her.