
Christina Sommer ved om nogen, hvad det kræver at være forælder til et barn med autisme. Hun har været psykologisk konsulent på autismeområdet i knap tyve år, hvor hun både har arbejdet med autisme hos børn, unge og voksne. Men hun har også erfaring fra den anden side af bordet – hun har nemlig selv en søn med autisme.
Her får du Christina Sommers konkrete råd til, hvordan du som forælder kan støtte dit barn med autisme i hverdagen.
1. Hold øje med energien – ikke kun adfærden
En skoledag kan i sig selv være så krævende, at der ikke er overskud til ret meget mere.
Derfor kan det være en hjælp at skrue ned for aktiviteter i fritiden – også selvom dit barn egentlig godt vil kunne deltage.
Spørg ikke kun: Kan mit barn klare det?
Spørg også: Hvad koster det bagefter?
Det kan for eksempel være, at en familiesammenkomst eller pligt betyder nedsmeltning derhjemme eller total udmattelse dagen efter. Og så er det måske ikke det værd samlet set.
2. Skab ro i stedet for fri leg
Det kan virke omsorgsfuldt at give barnet frie tøjler efter skole. Men for nogle børn med autisme kan det faktisk være stressende ikke at vide, hvad der skal ske.
Det kan derfor være en støtte at gøre eftermiddagen mere forudsigelig.
For eksempel kan I aftale, at tirsdag efter skole skal barnet lave kreadag på værelset, i stedet for at barnet får at vide tirsdag eftermiddag, at han eller hun bare kan finde på noget, det har lyst til at lave.
3. Kig bagom reaktionerne
Når dit barn reagerer voldsomt, kan det være fristende at fokusere på selve adfærden.
Men ofte handler det om, at barnet:
- har fået for mange indtryk
- er socialt overbelastet
- har følelsen af ikke at kunne følge med
I stedet for at irettesætte barnet, kan du prøve at være nysgerrig og for eksempel spørge: “Blev det for meget?” eller “Var du helt træt?”
Det kan hjælpe barnet med at falde til ro – og give jer begge en bedre forståelse af, hvad der skete.
4. Accepter, at tempoet må være et andet
Mange forældre er selv vokset op med, at man “bør” have flere forskellige fritidsinteresser og mange legeaftaler i løbet af én uge.
Men for nogle børn med autisme er det ikke helt realistisk: Legeaftaler og fritidsaktiviteter er selvfølgelig vigtige, og hvis børnene bruger tid på de lystbetonede legeaftaler eller aktiviteter, de har interesse for, kan det være med til at styrke barnets trivsel. Men det skal doseres nøje.
Det kan kræve, at du justerer dine egne forventninger til, hvordan et børneliv “skal” se ud – og accepterer, at mindre også kan være nok.
5. Læg social forfængelighed til side – vær tydelig
Forudsigelighed er afgørende for mange børn med autisme. For at give dit barn de bedste forudsætninger for at være tryg ude, kan du hjælpe barnet ved på forhånd at fortælle det i detaljer, hvad der kommer til at ske.
Det kan betyde, at du som forælder har brug for at stille flere spørgsmål, end du ellers ville, når I skal besøge venner og familie.
Du kan derfor spørge dem, I skal besøge:
- Hvad skal vi spise?
- Hvor mange kommer?
- Hvor længe varer det?
- Kan jeg og mit barn komme lidt senere og sætte os ovre i hjørnet af bordet?
- Er der et rum, mit barn kan trække sig tilbage på, hvis det bliver overstimuleret og har brug for en pause?
Det kan føles grænseoverskridende. Men det kan gøre en stor forskel for dit barn.
6. Forbered omgivelserne – og beskyt dig selv
Mange forældre oplever, at omgivelserne ikke forstår barnets reaktioner og hurtigt danner en mening om, hvad de burde gøre anderledes.
Det kan være en meget sårbar situation at stå i.
Samtidig oplever mange forældre at få kommentarer om, at deres barn er uopdragent eller bare mangler tydeligere rammer. Men ofte handler det om, at andre simpelthen ikke forstår, hvad der er på spil for barnet.
For at komme den problematik i forkøbet, kan det hjælpe at orientere familie, venner eller skolen. Hvis det er lettere for dig end at sige det direkte, kan du skrive en besked eller et brev med budskabet:
“Vores barn har autisme. Nogle gange kan det lyde voldsomt, men vi hjælper det igennem, så godt vi kan.”
Nogle vælger også at skrive til naboer, hvis barnet har meget store følelsesudbrud, så de ved, hvad der foregår.
Det kan skabe mere ro i situationen, at omgivelserne bedre forstår, hvad barnets store følelser skyldes, og det sikrer, at du som forælder ikke skal bruge energi på at forklare dig midt i en nedsmeltning.
Samtidig er det vigtigt at acceptere, at ikke alle vil forstå det. Derfor kan det også være en del af opgaven at beskytte sig selv lidt: Prøv at lægge andres holdninger fra dig, og hold fast i, at du kender dit barn og dets behov bedst.
7. Søg fællesskab med andre forældre
Det kan føles ensomt at stå med et barn, der reagerer anderledes end andre.
Derfor kan det være en stor støtte at møde andre forældre i samme situation – for eksempel i samtalegrupper.
Her kan du spejle dig i andre, dele erfaringer og mærke, at du ikke står alene.
8. Husk at italesætte styrkerne
Hvis dit barn har autisme, er der meget, der kan være svært. Men der er også rigtig mange gaver, diagnosen bringer med sig.
Mange har for eksempel:
- et skarpt blik for detaljer
- stor sensitivitet
- evnen til at fordybe sig
- stor loyalitet over for venner og familie
Det er kvaliteter, der kan blive til styrker – hvis de får lov at fylde og bliver italesat.