Skip to content

tilbage til Nyheder

Bedre Psykiatris generalsekretær fratræder

Generalsekretær i Bedre Psykiatri, foreningen for pårørende til mennesker med psykisk sygdom, Thorstein Theilgaard fratræder efter 15 år.

5. september 2020

Generalsekretær i Bedre Psykiatri, foreningen for pårørende til mennesker med psykisk sygdom, Thorstein Theilgaard fratræder efter 15 år. Thorstein Theilgaard startede som Bedre Psykiatris generalsekretær i 2005, da foreningen havde ca. 1.200 medlemmer og 12 lokale afdelinger. I dag er Bedre Psykiatri med 13.000 medlemmer og omkring 60 lokalafdelinger størrelsesmæssigt i top-ti blandt medlemsorganisationer inden for sundhedsområdet i Danmark. Foreningen omsatte for ca. 3 millioner kr. i 2005 mens omsætningen i år forventes at krydse 14 millioner. Den afgående generalsekretær har arbejdet under fire forskellige formænd, inden han nu siger farvel på grund af uenighed om den fortsatte linje i ledelsen af foreningen.

Thorstein Theilgaard siger:

”Det har været et meget stort privilegium at være med til at bygge Bedre Psykiatri og varetage interessen for pårørende og psykisk syge sammen med hundredvis af frivillige og dygtige medarbejdere. Psykiatrien i Danmark trænger fortsat til et kæmpe løft, men det har været en stor glæde at se det stigende fokus, som området har fået over de seneste år. Det, håber jeg, vil fortsætte – og psykisk syge og deres pårørende vilkår vil altid være mit hjerte meget nær. Men nu skal jeg finde nye professionelle opgaver; og den nye spændende rejse ser jeg naturligvis efter 15 år samme sted også frem til. Når man ikke er enige om den ledelsesmæssige linje, er det helt naturligt for begge parter at sige stop, og det gør vi så nu”.

Formand for Bedre Psykiatri Mads Engholm siger:

”På vegne af alle Bedre Psykiatris frivillige og medlemmer vil jeg sige stor tak til Thorstein Theilgaard for det imponerende flotte arbejde, han har udrettet gennem de 15 år, han har lagt i vores forening. Nu har vi så nogle ønsker til de store linjer i Bedre Psykiatris fremtidige udvikling, som gør at vores veje må skilles. Men det skal ikke skygge for, hvor meget Thorstein har betydet for, at vi i dag er i stand til at hjælpe så mange pårørende og tale deres og psykiatriens sag så slagkraftigt. Vi ønsker Thorstein alt det bedste i hans videre karriere.

Parterne har ikke yderligere kommentarer til fratrædelsen, da foreningen af princip ikke omtaler personalepolitiske spørgsmål i nærmere detaljer.