Hvad er selvskade? Hvorfor vælger nogle at skade sig selv? Og hvordan hjælper du bedst som pårørende til én, der skader sig selv? Se med i webinaret her, hvor psykolog Cecilie Krag Semmling deler ud af sin viden og konkrete råd.
Der kan følge mange spørgsmål med, når man overvejer at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse for at få hjælp til sin kære. Sygeplejerske Anne Rolff og rådgiver i Bedre Psykiatri Linn Sofie Aabling giver et indblik i, hvordan man kan forberede sig til akutmodtagelsen.
Er det akut nok? Hvad hvis vi bliver afvist? Hvad spørger de om? Bekymringerne og spørgsmålene er mange, når man er på vej til psykiatrisk akutmodtagelse. Anne Rolff, der er sygeplejerske på Bispebjerg Hospitals psykiatriske akutmodtagelse, og Bedre Psykiatris sundhedsfaglige rådgiver, Linn Sofie Aabling, svarer her på nogle af de mest udbredte spørgsmål om akutmodtagelsen.
Akutmodtagelsen kan hjælpe, når der er tale om akutte psykiske problematikker. Det kan være en akut krise, akutte svære selvmordstanker eller nyopståede psykoser – fx hvis en person med skizofreni begynder at hallucinere eller hvis en med depression får alvorlige selvmordstanker.
Men det er en selv, der bedst vurderer, hvornår det er akut nok, mener Anne Rolff, der er sygeplejerske i på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital.
”Hvis man er i tvivl, kan man ringe ind til os på vores telefon, som har døgnåbent. Det kan man gøre selv eller ens pårørende kan ringe og tale med en sygeplejerske i forhold til, hvad der er det bedste at gøre i situationen,” siger hun.
I nogle regioner skal du ringe, før du møder op i akutmodtagelsen, mens det er frivilligt i andre. Det kan derfor være en god idé at tjekke op på reglerne i din region først.
For nogle kan det være rart at forberede sig lidt på det, der venter. Det kan fx være en hjælp på forhånd at formulere et svar på, hvorfor I søger hjælp.
”Hvis man kan overskue det, kan man prøve at gøre sig nogle tanker om forløbet op til. Alt hvad der kan bidrage til, at vi kan yde den bedste behandling overfor mennesket med sygdom,” siger Anne Rolff.
I kan på forhånd tjekke, om I har samlet al den viden, I vil give videre til lægerne. Eksempelvis information om symptomer, bivirkninger og hvordan du og din kære oplever sygdommen.
Rådgiver i Bedre Psykiatri Linn Sofie Aabling fortæller, at det kan være en god idé at lave nogle aftaler med din kære, inden I tager afsted mod akutmodtagelsen.
”I kan på forhånd tale om, hvor meget du som pårørende skal være med. I kan fx aftale, om du skal være med til lægesamtalen eller om din kære foretrækker at gøre det alene. Dog kan det være godt også at forberede din kære på, at lægen formentlig også gerne vil tale alene med ham eller hende,” siger hun.
Lægesamtalen vil have til formål at vurdere situationen og det videre forløb for den, der er syg. Her er der fokus på symptomer – hvad personen oplever, og hvornår symptomerne er startet. Det kan også handle om humøret, og hvordan man fungerer socialt.
”Ved lægesamtalen kan den pårørendes synspunkt og viden være meget hjælpsomt for forløbet, men det er helt op til den, der er syg, om de ønsker deres pårørende med,” siger Linn Sofie Aabling.
Hvis din kære med psykisk sygdom ikke giver samtykke, har du som pårørende alligevel mulighed for at dele din viden om situationen.
Her får du et overblik over vejene ind i behandlingssystemet for børn og unge og råd om, hvordan du kan hjælpe.
Vejen til hjælp og behandling kan desværre være lang og kringlet for mange børn og unge med psykisk sygdom. Når du skal hjælpe dit barn, er det en fordel at kende til systemet og være opmærksom på faldgruberne, og hvordan du undgår dem.
Her får du en guide til forløbet, og hvordan du kan støtte dit barn undervejs.
Hvornår og hvordan, forløbet begynder, er selvfølgelig meget forskelligt. Det afhænger ikke mindst af, hvilken sygdom eller udviklingsforstyrrelse, barnet er ramt af. Udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme kan vise sig tidligt i barndommen, mens sygdomme som angst, depression og spiseforstyrrelser typisk opstår og viser sig i skolealderen.
Uanset hvornår sygdommen eller forstyrrelsen opstår, vil den typisk vise sig med problemer og bekymringer. Det kan for eksempel være med konflikter i skolen, fravær, manglende sprog eller ved, at han eller hun trækker sig fra aktiviteter og fællesskab. Bekymringerne kan både opstå hos jer som forældre og hos pædagoger eller lærere.
Opstår bekymringerne hos jer, så tag fat i pædagogerne eller skolelærerne og spørg, hvad de oplever. Måske har de også set nogle tegn. Selvom de ikke nødvendigvis har særlig viden om psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser, har de kendskab til samspillet mellem børn, og hvordan man typisk opfører sig og agerer med andre.
Hvis personalet ikke selv foreslår det, kan du opfordre dem til at kontakte PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller eventuelt selv tage kontakten. PPR er kommunens enhed, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen. PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Hvis skolen eller institutionen ikke mener, at der er behov for at kontakte PPR, eller hvis du synes, at det går for langsomt, kan du selv kontakte PPR. Find nummeret på din kommunes hjemmeside. Vær opmærksom på, at PPR-funktionen har et andet navn i enkelte kommuner. Hvis du ikke kan finde din lokale PPR, så spørg kommunen, hvad enheden hedder.
Udover at henvise til psykiatrisk hjælp kan PPR beslutte at sætte gang i en række støttetiltag i kommunalt regi. Det kaldes specialpædagogisk støtte. For børn, der går i skole, kan hjælpen fx være ugentlige samtaler mellem barnet og læreren, fagligt orienteret støtte, at barnet bliver taget ud af undervisningen i nogle timer om ugen for at træne specifikke færdigheder eller fagligheder, eller at en voksen er sammen med barnet i frikvarteret
Barnets egen læge kan henvise til børne- og ungdomspsykiatrien, ligesom PPR kan. For unge mennesker, som er forbi folkeskolealderen, er egen læge det mest oplagte sted at få en henvisning. Og hvis man ikke kan vente på forløbet med PPR, kan det være en god løsning at gå til egen læge i stedet, da processen ofte går hurtigere her. Har du brug for at læse mere om udredning af børn og unge, kan du gøre det her.
Selvom et barn eller en ung er blevet henvist til psykiatrien fra deres læge, afviser psykiatrien ofte henvisningerne. Det er ofte fordi, der mangler vigtige oplysninger i henvisningen. Fx om hvilke indsatser der er gjort eller forsøgt gjort. Det er derfor vigtigt, at I er fyldestgørende overfor lægen. Få beskrevet de konkrete udfordringer og alt, der er gjort eller forsøgt gjort for at hjælpe.
Hvis I har kontaktet PPR, og der ikke er blevet observeret eller gjort en hjælpsom indsats, mens symptomerne er fortsat eller forværret – så få lægen til at skrive det. Og hvis situationen er mere akut, og I ikke har tid til at få lavet undersøgelser fra PPR eller familieafdelingen, så få lægen til at skrive det.
Vær konkrete i jeres beskrivelse af, hvilke udfordringer I oplever, og hvilke symptomer der viser sig i hverdagen. Hvis I kan beskrive, hvordan en dag eller en uge typisk ser ud, så gør det gerne, da det er med til at konkretisere udfordringerne. Husk også at have fokus på, hvordan symptomerne påvirket barnets funktionsniveau. Hvad kan han eller hun ikke længere på grund af symptomerne? Det er alt sammen vigtigt at få med i henvisningen.
Hvis I har været i gang med et forløb med PPR, ligger der højest sandsynligt en masse information om jeres barn hos PPR. Det kan være, at de fx har lavet en skolebeskrivelse. Sørg for at få de informationer med i henvisningen, så børne- og ungdomspsykiatrien får så korrekt og fyldestgørende et billede som muligt.
Hvis symptomerne viser sig derhjemme, men ikke i skolen eller institutionen, skal PPR typisk ikke ind over. I den situation kan det være relevant at kontakte kommunens familieafdeling i stedet. Sagsbehandleren i kommunen kan henvise til udredning i psykiatrien, hvis det bliver vurderet relevant og nødvendigt.
Afdelingens sagsbehandlere indhenter oplysninger, holder et netværksmøde og vurderer, om der skal henvises eller iværksættes kommunal støtte til jer som familie eller til barnet. Kommunen kan fx tilbyde en støttekontaktperson eller forældretræningskurser. Flere kommuner tilbyder også programmer henvendt til børn og unge med psykisk sygdom. Nogle af de mest udbredte er ”Cool kids” og ”Mind my mind” – begge er typisk tilknyttet PPR.
Mange kommuner har desuden en ungerådgivning, hvor unge kan henvende sig uden en henvisning og få rådgivning anonymt. Søg på ungerådgiver og din kommune.
Desværre oplever nogle forældre, at det er svært at trænge igennem i det offentlige system, og at der er lange ventetider. Nogle vælger i den situation at betale for behandlingen selv. Hvis man går den vej, skal være opmærksom på, at det koster mange penge. Undersøg eventuelt, om jeres sundhedsforsikring dækker udgifterne.
For forældre kan udsigten til en psykiatrisk udredning af ens barn virke skræmmende. Her får du viden om processen, som forhåbentligt kan give afklaring og tryghed.
Hvis dit barn er blevet henvist til børne- og ungdomspsykiatrien, og den psykiatriske visitation har godkendt henvisningen, skal barnet i gang med en udredning. Målet med udredningen er at finde ud af,
om barnet har en sygdom eller forstyrrelse, og hvilken behandling der i så fald er den rigtige. En udredning er tværfaglig, og I kan fx møde læger, psykologer, sygeplejersker og nogle steder også pædagoger,
socialrådgivere, diætister og fysioterapeuter. Et udredningsforløb strækker sig typisk over fire-fem aftaler.
Her får du et overblik over, hvordan forløbet omkring en udredning af børn og unge typisk ser ud:
Inden selve udredningen lægger behandlerne en plan, som I får besked om. Planen indeholder en tidsplan, en beskrivelse af undersøgelserne og oplysninger om, hvem der skal deltage ved de forskellige aktiviteter. Afhængigt af barnets alder og tilstand, kan I fortælle om planen og forberede ham eller hende på, hvad der skal ske.
De fleste børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger sender materiale forud for første samtale, som forældrene skal udfylde. Her vil der typisk blive spurgt ind til for eksempel graviditet, fødsel, den tidlige udvikling (sproglig, motorisk og social) og tidligere sygdomme. Hvis I ikke kan huske detaljerne, kan det være en god idé at kigge i Barnets bog, som sundhedsplejersken har udfyldt.
Når det drejer det sig om mindre børn, er udredningen typisk baseret på observationer af barnet. Lægerne kan for eksempel observere, hvordan barnet leger eller løser forskellige opgaver. Der kan også være psykologiske tests, som undersøger barnets intelligensniveau, sprog eller opmærksomhedsfunktion. Når det drejer sig om unge, vil der være mere fokus på samtaler med lægerne.
Det står i planen, hvem der skal deltage i de forskellige dele af udredningen. I nogle tilfælde er det kun jer som forældre, der skal ind til et møde, andre gange er det kun barnet, og nogle gange skal I alle ind sammen. Drejer det sig fx om en 10-årig, der er henvist med mistanke om ADHD, bliver barnet kaldt ind til en lægeundersøgelse, og forældrene skal til en samtale om barnets udvikling. Det er en fordel, hvis I har forberedt en konkret beskrivelse af jeres oplevelser af barnets udfordringer. Det kan også være en god idé, at I forbereder barnet på, hvad der skal ske.
Når undersøgelserne er gennemført, laver behandlerne på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling en konklusion sammen med en speciallæge. I konklusionen står, hvilke undersøgelser der er lavet, hvilke tegn eller symptomer der er set hos barnet, hvad de har fundet frem til, og hvilken hjælp, de anbefaler. Det kan både være anbefalinger til psykiatrisk behandling og til, hvad der kan gøres i kommunen.
I bliver indkaldt til et møde, hvor personalet fortæller, hvad de har konkluderet. Konklusionen bliver også lavet som en skriftlig udtalelse. Det kan være en god idé, at I som pårørende gør personalet opmærksomme på, hvem udtalelsen bør sendes til. Det kan for eksempel være skolen, PPR, kommunens familieafdeling eller andre, som har været eller skal være med til at hjælpe.
Efter tilbagemeldingen kan børne- og ungdomspsykiatrien indkalde til et netværksmøde, hvor alle relevante parter inviteres for at tale om, hvad hver især kan gøre for at hjælpe barnet. Her kan I som forældre være med til at sikre, at alle de rigtige inviteres. Det er ikke altid, der bliver holdt netværksmøder. Spørg eventuelt, om det er en mulighed, når I får tilbagemeldingen.
Når udredningen er overstået, er det vigtigt, at I taler med barnet, om hvad der blev konkluderet, og hvad der nu skal ske. På de fleste børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger er der tilbud om, at barnet kan få en særlig tilbagemelding, eller at personalet hjælper forældrene med at tale med barnet. Afhængigt af hvilken diagnose, barnet eller den unge får, vil der flere steder være tilbud – især til unge – om psykoedukation, hvor de får information om diagnosen, og hvilke udfordringer den kan give.
Indlæggelse af børn og unge kan virke skræmmende og skabe bekymring både for forældre og børn. Her kan du få viden om nogle af de mest almindelige typer af indlæggelser.
Oftest foregår psykiatrisk udredning og behandling af børn og unge ambulant – det vil sige uden indlæggelse. Men i nogle tilfælde kan en indlæggelse være nødvendig. Bliver et barn eller en ung, som er i
skolealderen, indlagt, er der mulighed for at modtage undervisning på afdelingens interne skole.
Her er nogle af de mest almindelige typer af indlæggelser af børn og unge:
Hvis det ikke rækker med et ambulant udredningsforløb, kan det være nødvendigt, at barnet i stedet bliver udredt under en indlæggelse. Udredningen kan enten foregå under en dagindlæggelse eller en døgnindlæggelse. Dagindlæggelse foregår ved, at barnet kommer ind på afdelingen om morgenen og er indlagt, indtil forældrene henter barnet om eftermiddagen. Det er altså cirka i samme tidsrum som et barn normalt er i skole eller institution.
Ved en døgnindlæggelse er barnet indlagt hele døgnet. Ofte vil barnet være indlagt mandag til fredag og så komme hjem til sine forældre i weekenden. Som forældre aftaler I forløbet med personalet på forhånd: Hvor lang tid varer indlæggelsen, hvad skal undersøges, hvor meget må I være til stede?
Akutte psykiatriske indlæggelser sker relativt sjældent for børn og lidt hyppigere for unge. Det vil oftest være ved svære selvmordstanker, hvor personalet vurderer, at der er en stor selvmordsrisiko. Akut indlæggelse kan også ske på grund af pludseligt opståede psykotiske symptomer eller forværring af symptomerne.
Akutte indlæggelser er sværere at forberede sig på. Men som forælder vil du stort set altid være med til indlæggelsessamtalen og på skadestuen. Og du vil også blive inddraget undervejs, når barnet er indlagt. Afhængigt af region og alder kan der være mulighed for, at forældre kan blive medindlagt. Typisk hvis det drejer sig om de lidt mindre børn. Hvis du ønsker at blive medindlagt, så spørg gerne om muligheden.
Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at blive indlagt til behandling, hvor indlæggelsen er planlagt og aftalt med forældrene på forhånd. Fx hvis barnet eller den unge har en svær spiseforstyrrelse, og der er behov for indlæggelse i en kortere periode for at få behandlingen ordentligt i gang. Selvom det er svært, kan du prøve at tale med dit barn og forberede ham eller hende på, hvad der kommer til at ske under indlæggelsen. Spørg eventuelt afdelingen, hvad der er godt for barnet at vide på forhånd.