Det er hårdt, når én man elsker, får en alvorlig sygdom. Som pårørende kan man være fyldt op af kaos og svære følelser. I denne video får du tre vigtige budskaber: Det er ikke din skyld. Dine følelser er normale. Og det er vigtigt, at du taler med nogen om, hvordan du har det.
Skyldfølelse er en af de svære følelser, som mange pårørende bærer rundt på. Psykolog Zarah Høst har stor erfaring med at hjælpe pårørende og giver sine råd til, hvordan man kan arbejde med skyldfølelse.
Mange pårørende føler skyld over for den, der er syg og går rundt med mange selvbebrejdende tanker. Det kan være meget belastende og der opstår en risiko for, at den pårørende selv bliver syg. Det fortæller psykolog Zarah Høst. Hun er psykolog hos Pårørendepsykologerne i København og har stor erfaring med at hjælpe pårørende. Hun mener, at selvom skyldfølelse er en naturlig del af menneskets følelser, er den vigtig at være opmærksom på. Den må nemlig ikke fylde i så høj grad, at det bliver hæmmende for personen. Her kommer hun med sine bedste råd til pårørende om at arbejde med skyldfølelse.
”Mange pårørende har skyldfølelse uden at have reel skyld. Og har mange selvbebrejdende tanker over, hvad man kunne have gjort anderledes. Fx kan man måske ikke være så stor en støtte, som man gerne vil. Her må man se på den situation, man står i, og gå i rette med tankerne. Er det rigtigt, at jeg kunne have gjort noget andet og bedre på det pågældende tidspunkt med den viden og de ressourcer, jeg havde der?
Nogle kan føle skyld over, at man fx ikke opdagede sygdommen tidligere. Ofte når vi kigger tilbage, kan vi se alle tegnene. Men før sygdommen udviklede sig, kendte man ikke tegnene. Derfor kunne man ikke have set det eller gjort noget anderledes. Man skal huske sig selv på de ressourcer og den viden, man havde til rådighed og spørge sig selv, om man reelt kunne have gjort noget andet og bedre.”
”En anden ting, man kan gøre, er at tale med sine nærmeste om sine følelser og tanker. Det kan være hjælpsomt at få andres perspektiv på situationen. Ofte ser de os med mere milde øjne, end vi selv gør. Det kan hjælpe os til at forstå, hvor vi reelt har skyld, og hvornår vi er urimelige overfor os selv.
Hvis man er bekymret for en afvisning eller synes, det er svært at tage op med andre, kan man gøre det i små trin. Fx ved at tale med en ven om en enkelt situation. Der kan man se, hvordan han eller hun reagerer, og hvordan det føles for en selv at dele det. Føles det svært at skulle tale om, kan man skrive det ned, før man taler med sin ven eller veninde. Det kan gøre det nemmere at åbne op, når man allerede har formuleret sine tanker.”
”Hvis skyldfølelse breder sig til at have indflydelse på daglig trivsel eller udvikler sig til skam, hvor de negative tanker begynder at handle om, hvem man er som menneske fremfor ens handlinger, er det vigtigt at søge hjælp fx gennem en psykolog eller en forening, der hjælper pårørende. For mange pårørende kan skyldfølelse brede sig til at handle om hele en selv, hvor man fx kan tænke, at man er en dårlig mor. Det kan være svært at spørge om hjælp, når det omhandler skam, fordi det er følelser, vi helst gemmer væk. Det ligger i skammens natur, at vi forsøger at undgå, at andre finder ud af, hvor vi er ”forkerte”. Men for de fleste, er det en stor lettelse, når de først har rakt ud.”
”For mange pårørende kan det være rart og befriende at tale med andre, der har en forståelse for ens situation. Her kan man tale med andre, der også er pårørende, hvor det nogle gange kan være nemmere at dele svære følelser. Det kan man fx gøre gennem de mange online fora og grupper, der findes for pårørende, men man kan også tale med andre pårørende i en samtalegruppe.”
”Mange kan have dårlig samvittighed eller føle skyld over at have negative følelser rettet mod den, der er syg, fx at være vred på eller skamme sig over vedkommende. Her er det vigtigt at understrege, at det er helt naturlige følelser at have og at følelserne ikke er forkerte. Vi kan ikke kontrollere, hvad vi føler, hvorfor vi heller ikke kan føle noget, der er forkert. Men det er måden vi reagerer og handler på, der er afgørende. Det handler om, hvordan vi opfører os og om vi forsøger at håndtere eksempelvis vreden på konstruktiv vis. Og hvis vi ikke formår at reagere hensigtsmæssigt på de følelser, vi har, kan man tage ansvar ved at søge hjælp til at lære det.”
”Hvis vi føler skyld overfor en person, kan man i stedet for at vende det indad, sige undskyld. Det er jo netop det, er er forskellen på skyld og skam. Når vi oplever skyld, kan vi sige undskyld, og erkende overfor den anden, at vi ville ønske vi havde handlet eller tænkt anderledes. At sige undskyld giver mulighed for tilgivelse, hvilket kan være forløsende for begge parter. Det er selvfølgelig ikke i alle situationer, hvor det er muligt at give en undskyldning, eller at få tilgivelse. Men det kan være forløsende at have erkendt sin skyld, for om ikke andet, at man selv kan begynde at give slip på skyldfølelsen og arbejde hen mod også at kunne tilgive sig selv. For vi bliver bedre hjælpere, både for den, der er syg, men også for os selv, når vi er drevet af omsorg frem for skyldfølelse.”
Når ens kære bliver syg, sætter mange pårørende ind med al den energi og hjælp, de kan – og lidt mere. Men der tænker man måske ikke på, at situationen kan vare ved rigtig længe og at det ikke er et ansvar og en belastning, man kan holde til i længden. Det fortæller Zarah Høst, der er psykolog hos Pårørendepsykologerne i København. Derfor giver hun sine bedste råd til, hvordan man kan passe på sig selv som pårørende.
”Mange pårørende siger: ’Det er ikke mig, der er syg, så det er ikke mig, der skal have hjælp eller have fokus’. Ofte er der tale om mennesker, der tager ansvar for et andet menneske i en sådan grad, at de kan risikere at glemme dem selv. Men for at du kan være en langtidsholdbar pårørende, er det nødvendigt, at du bruger tid og energi på dig selv. Du skal lytte til dig selv og række ud efter hjælp og støtte, hvis du har det svært. Din trivsel er både vigtig for dig og for den, du er pårørende til.”
”Det kan være en hjælp at blive bevidst om det ansvar, man tager eller får pålagt. Er det mere, end jeg kan håndtere? En god måde kan være at spørge sig selv: Kan jeg være pårørende på den her måde de næste tre år? Hvis ikke, er det nødvendigt at ændre på nogle ting og fralægge sig noget af ansvaret, så situationen bliver langtidsholdbar.”
”Det er realiteten for mange, at der på grund af huller i systemet ender et stort ansvar på pårørende. Mange pårørende ender i mange forskellige roller. Det kan for eksempel være som behandler, sygeplejerske, chauffør eller advokat. Og det ender med at være et stort ansvar på de pårørendes skuldre. For ikke at blive overbelastet, vil mit råd være, at man forsøger at uddelegere så mange opgaver som muligt. Også de små, som man tænker ikke tager så meget energi. Er der for eksempel en anden, der kan køre den syge til og fra ting eller er der måder, hvor andre i dit netværk kan hjælpe dig, så DU bliver aflastet i DIN hverdag.”
”Det er en naturlig menneskelig reaktion at bekymre sig. Når vi står i en krise, så forsøger vi at forudsige situationen. Men problemet er, at når vi bekymrer os, tager forsmag på de negative følelser forbundet med det vi forestiller os, og at det sjældent er virksomt. Det kan her være brugbart at skelne mellem tanker og bekymringer. Tanker er, når man tænker over noget, som kan blive til en handling. Bekymringer er, når tankerne drejer sig om noget, hvor man ikke kan overføre det til en handling, som kan afhjælpe situationen. Ved at lave denne skelnen, kan du øve dig på at skubbe bekymringerne væk og i stedet fokuserer på at tænke på hvor dit egentlige råderum er i den pågældende situation. Nogen bruger for eksempel en bekymringskasse, hvor man skriver bekymringerne ned på et papir og lægger fysisk væk.”
”Det er vigtigt at sørge for at tage nogle pauser. Både små og store pauser. Små pauser i hverdagen kan være en gåtur, at bruge en mindfulness-app eller sidde og drikke kaffe og kigge ud ad vinduet. Det kan også være at holde fast i de hobbyer og interesser, som du hele tiden har haft, men måske ikke har prioriteret længe.
De store pauser handler om, at det er ok at trække sig i længere tid. Det kan for eksempel være at tillade sig selv at tage på ferie. Hvis I bor sammen, kan det være at tage en dag hjemme, mens den syge er et andet sted. Hvis I bor hver for sig, kan I have mindre kontakt i nogle dage, uger eller måneder. I nogle pårørenderelationer er det sværere at holde pauser end andre. For eksempel hvis det drejer sig om relationer, hvor man er den primære omsorgsperson. Her kræver er det, at man undersøger, hvilke andre der kan være der, mens du selv tager en pause. Perioden, hvor du er fraværende, er på kort sigt måske ikke den optimale løsning for den syge, men det vil betyde at du kan blive ved med at holde til at være der på langt sigt.”
”Mange af de pårørende, jeg taler med, har dårlig samvittighed, hvor de føler, at de burde gøre mere for den syge. Her vil jeg råde til, at man husker at tage sine omstændigheder i betragtning. Hvilke ting spiller ind i forhold til, hvad jeg kan gøre og hvor meget jeg kan klare?
Man kan spørge sig selv og helt ærligt forsøge at svare på: Ved jeg, hvornår jeg gør det godt nok? Og være venlig og realistisk i din vurdering af, hvor meget du egentlig kan.
Hvis man ikke ved, hvornår det er godt nok, kan det være, fordi man forsøger at kompensere for den lidelse, sygdommen påfører den syge og en selv. Og det kan man selvsagt ikke, hvorfor man kommer på alvorligt overarbejde. Her skal man prøve at huske sig selv på, at man gør det så godt, man kan – og måske søge hjælp til at arbejde med den sorg, det kan være at erkende, hvad det betyder for en selv og ens kære, at sygdommen er til stede i jeres liv.”
Er du interesseret i at forstå kroppens reaktioner på belastninger, og hvordan det er muligt at forebygge og imødegå kropslige traumer?
I dette webinar er der fokus på traume- og krisepsykologi, herunder kroppens reaktion på belastning.
Compassion-træning kan lære os at rumme svære følelser, at handle mere hensigtsmæssigt og at passe bedre på vores egen og andres mentale sundhed.
I dette webinar fortæller Nanja Holland Hansen, psykolog og forsker i compassion-træning og mental sundhed om studiet om compassion, og til slut får du nogle øvelser, du kan bruge derhjemme.
Skam er en følelse, som pårørende til mennesker med psykisk sygdom ofte kæmper med. I denne video giver Bedre Psykiatris pårørenderådgiver Cecilie Sørensen viden og råd til, hvordan du kan håndtere din skam.
Er jeg skyld i mit barns psykiske sygdom? Gør den mig til en dårlig forælder? Mange forældre kæmper med svære og tabubelagte følelser. De følelser sætter psykolog Louise Brückner Wiwe fokus på i dette webinar.
Her kan du blive klogere på de svære følelser, som pårørende til mennesker med psykisk sygdom typisk har, og få værktøjer til, hvordan du håndterer følelserne bedst muligt.
Når én af dine nærmeste har en psykisk sygdom, er hovedet ofte fyldt med følelser, som er svære at håndtere og tale om. Mange føler for eksempel, at de er skyld i den psykiske sygdom. Mange skammer sig over den, der er syg, når de er ude blandt mennesker. Og i de allersværeste stunder ønsker mange pårørende, at personen bare ikke var her.
Selvom det kan virke sådan, er du ikke alene med følelserne. Faktisk er de velkendte for langt de fleste pårørende.
Vi mennesker forsøger typisk at undgå de svære følelser og indrette vores liv, så vi ikke mærker dem. Men følelserne er et livsvilkår – særligt som pårørende – og det bedste, du kan gøre, er at blive bevidst om følelserne og acceptere dem i stedet for at skubbe dem væk. Så bliver de nemmere at håndtere og leve med.
Her får du en række råd til, hvordan du bedst kan takle de svære og af og til skamfulde følelser.
Når det ser allermørkest ud, og du tænker, at dit liv ville være lettere, hvis personen ikke var her mere, så husk, at det er helt normalt at føle sådan.
Utallige pårørende fortæller om den slags følelser i Bedre Psykiatris pårørenderådgivning, og mange tror, at de er helt alene om de skamfulde følelser. Det er de ikke, og det er du ikke. Det er hårdt at bære rundt på de følelser oven i alt det andet, du oplever, så prøv at hjælpe dig selv, ved at give slip på selvbebrejdelsen. Det er ikke forkert at føle, som du gør
Hvorfor skulle jeg dog tale om følelserne? Hvad skulle det hjælpe? Det ændrer jo ikke noget.
Sådan kan vi alle sammen have det, når noget er svært. Men husk: Det hjælper næsten altid at give følelserne luft og sætte ord på – også når følelserne er tunge eller skamfulde. Når tankerne og de smertelige følelser bliver formuleret højt, skifter de ofte karakter og bliver til noget, man kan forstå og håndtere. Samtidig giver det mulighed for at få en andens perspektiv på situationen. Andre mennesker ser typisk mildere og mere objektivt på din situation, end du selv kan.
Det kan være svært at finde den rigtige anledning eller indgang til at tale fortroligt. Og det kan i det hele taget være svært at tale om følelser, som ofte er tabubelagte.
Men hvis der er én, du vil åbne op overfor, så spørg gerne direkte, om han eller hun vil tale med dig om det, du oplever og føler. Aftal eventuelt et tidspunkt.
Overvej også, om der er mere end én person, du kan tale med. Det kan mindske risikoen for, at relationerne til dine nærmeste bliver overbelastet
Vi har ikke alle sammen en oplagt fortrolig at tale med om svære følelser. Du kan også overveje en psykolog.
Du kan enten selv betale, eller tale med din læge om muligheden for at få en henvisning. Det er der mulighed for som pårørende til én med alvorlig psykisk sygdom. Med en henvisning skal du kun betale 40 procent af prisen for psykologen. Til gengæld er der ofte ventetid. Spørg din praktiserende læge om dine muligheder
Det kan være en stor hjælp at tale med andre pårørende, som forstår og genkender dine følelser og dit udgangspunkt.
Bedre Psykiatri holder samtalegrupper rundt om i landet, hvor det er muligt at tale åbent med andre pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Kontakt din lokalafdeling og hør om mulighederne.
Ja, du er pårørende, men du er også meget andet. Husk det og prøv at få lidt fri fra bekymringerne en gang i mellem – selvom det er svært. Det er okay at nyde en smuk solskinsdag, en film eller en samtale, som handler om noget helt andet end at den, du elsker, er i alvorlig krise.
Det gør dig ikke til et dårligt menneske, at du indimellem holder fri fra dit ansvar og dine bekymringer. Tværtimod bliver du bedre til at håndtere dit ansvar og støtte den syge, hvis du indimellem har mulighed for at lade batterierne op.
Når følelser som skyld, skam og afmagt tager over, sidder Bedre Psykiatris pårørenderådgivning klar ved telefonen. Rådgiverne har stor erfaring i at hjælpe pårørende og kender de svære følelser, man typisk kæmper med – og i rådgivningen er ingen tanker og følelser for mørke eller tabubelagte.
I dette webinar zoomer psykolog Louise Brückner Wiwe og pårørenderådgiver Christina Wind ind på de svære følelser, som forældre til mennesker med psykisk sygdom kæmper med. Se webinaret ’De svære forælderfølelser’.