Tilbage til Ny som pårørende eller Hjælp i kommunen
For nogle pårørende kan det være hjælpsomt eller nødvendigt at kunne tage sig af sin kære i en kortere periode, hvor sygdommen fylder meget. I denne video bliver du klogere på servicelovens §118: Pasnings- og plejeorlov.
Tilbage til Ny som pårørende eller Forstå systemet eller Hjælp i kommunen
Som pårørende kan du anmode om digital fuldmagt hos din kære, som har en psykisk sygdom. I denne video kan du trin for trin se, hvordan du anmoder om digital fuldmagt hos din kære.
Tilbage til Ny som pårørende eller Hjælp i kommunen
I denne video viser vi dig trin for trin, hvordan du anmoder om adgang til at læse din kæres digitale post.
Tilbage til Ny som pårørende eller Forstå systemet eller Hjælp i kommunen
Nogle kommuner har en medarbejder ansat, som skal hjælpe pårørende med at finde rundt i kommunens tilbud. Bliv klogere på pårørendevejledere i videoen her.
Tilbage til Ny som pårørende eller Forstå systemet eller Hjælp i kommunen
Det kan være svært at passe sit arbejde, når man er pårørende til én med en psykisk sygdom. Derfor kan det være godt at kende til §56-aftalen. Den bliver du klogere på i videoen her.
Tilbage til Forstå systemet eller Hjælp i kommunen
Kommunens hjælp er afgørende for mange med en psykisk sygdom. Det er nemlig den hjælp, som er med til at skabe og vedligeholde en hverdag. I den her video kan du blive klogere på de mest almindelige former for hjælp, som mennesker med psykisk sygdom kan få i kommunen.
Tilbage til Ny som pårørende eller Hjælp i kommunen
Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse i jeres sag, så kan du klage over den. I denne video får du seks punkter, som er gode at have med, når du laver en klage.
Tilbage til Forstå systemet eller Hjælp i kommunen
Hvis dokumentationen og oplysningerne i sagen er forkerte, kommer afgørelsen med stor sandsynlighed også til at være forkert. Så vær opmærksom og kom med indvendinger, hvis du er uenig. Sådan lyder et af ekspertens råd til pårørende om botilbud.
Botilbud er en del af den hjælp, som kommunen kan tilbyde til mennesker med psykisk sygdom. Botilbud gives, når den, der er syg, har behov, der ikke kan dækkes i eget hjem. Det vil typisk være i form af en bolig på et bosted, hvor der er personale til at hjælpe beboerne.
Kommunen skal give en borger et botilbud, når borgeren ikke kan klare sig selv i eget hjem, og hjælpen ikke kan ydes under de rammer, som borgeren bor under lige nu. Det fortæller Søren Blæsbjerg, der er studielektor i socialret ved Aalborg Universitet. Han forsker og underviser i socialforvaltningsret med fokus på udsatte-, handicap- og ældreområdet.
”Et botilbud er relevant, hvis man fx ikke kan lave mad på nogen måde, man ikke kan handle ind, man ikke selv kan lave en indkøbsseddel eller man ikke kan gøre rent. Det kan være, hvis man skal have meget guidning eller man ikke kan gå i gang med det selv. Det kan også handle om relationer. Fx hvis man ikke har nogen sociale relationer eller man ikke kommer udenfor en dør,” fortæller Søren Blæsbjerg.
Han understreger, at det dog altid er en samlet, konkret og individuel vurdering. Her skal alle relevante oplysninger og vurderinger holdes op overfor hinanden.
”Hvis kommunen kan konstatere, at rammerne for at levere den nødvendige støtte ikke er til stede, vil borgeren være berettiget til et midlertidigt botilbud, indtil kommunen har sørget for, at borgeren kan få leveret den nødvendige hjælp på anden vis. I sådanne tilfælde vil et tilbud om et midlertidigt botilbud være den eneste måde, kommunen kan levere den nødvendige hjælp på og dermed leve op til sin omsorgsforpligtelse i serviceloven,” siger Søren Blæsbjerg.
Når den, der er syg, skal visiteres til et botilbud, er der forskellige måder, pårørende kan støtte processen på. For det første råder Søren Blæsbjerg til, at man sikrer sig, at kommunen har alle relevante oplysninger.
”Det er væsentligt at være opmærksom på, om der er nogle vurderinger eller oplysninger, som man ikke er enig i. Det er de oplysninger, kommunen bruger til at vurdere behovene og det er de behov, støtten skal kompensere. Fx hvis de skriver, at personen kan varetage opgaverne selv, og man som pårørende kan se, at det kan hun eller han ikke. Hvis personen eksempelvis kun kan klare opgaverne, når de bor hjemme ved den pårørende, hvor de pårørende er der til at guide og aktivere. Så er det vigtigt at tilføje, at det jo ikke er noget, de kan selv,” siger han.
Det er altså ikke kun afgørelsen, der er vigtig at være opmærksom på. Det er væsentligt også at være opmærksom på, hvad der sker inden og komme med indvendinger, hvis man er uenig.
”Hvis dokumentationen og oplysningerne i sagen er forkerte, så kommer afgørelsen også til at være forkert,” siger Søren Blæsbjerg.
Søren Blæsbjerg råder også til, at man sikrer sig at få tingene på skrift og efterspørger referater. Han siger:
”Det er en god idé, hver gang man holder møder at få et referat fra mødet. Hvis de nægter at udarbejde et referat, så kan man lave sit eget referat og sende til kommunen. På den måde kan man skriftligt dokumentere, hvad der er blevet sagt. Hvis man vil være helt sikker på, at oplysningerne indgår, er man nødt til at kunne dokumentere det.”
Når den, der er syg, har fået bevilget et botilbud, oplever mange pårørende, at det er svært at vide, hvem der har ansvaret Fx hvis behovene hos den, der er syg, ændrer sig eller deres kære ikke får tilstrækkelig hjælp. Er det bostedet eller er det sagsbehandleren på socialkontoret?
Ifølge Søren Blæsbjerg kan man se det på den måde, at bostedet udfører støttetilbuddet, mens kommunen står for at træffe afgørelsen om omfanget af støtten.
”Den hjælp, der er bevilget, skal være beskrevet i afgørelsen. I den afgørelse skal der stå formål og indsats. Kommunen har en forpligtelse til at føre løbende tilsyn, og hvis behovet ændrer sig, skal de træffe en ny afgørelse. Hvis oplysningerne i sagen indikerer, at der er brug for mere hjælp, så skal der træffes en ny afgørelse. Det er lige meget, hvor de nye oplysninger kommer fra, så de kan selvfølgelig også komme fra pårørende og andre,” siger Søren Blæsbjerg.
Hvis der er behov for ændringer i omfanget af hjælp, så kræver det altså en ny afgørelse fra kommunen. Botilbuddet skal løbende gøre myndighedsafdelingen opmærksom på, hvis situationen og behovene ændrer sig i væsentlig grad.
Tilbage til Forstå systemet eller Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Når den unge fylder 18 år, sker der store forandringer i hjælpen fra kommunen. Læs om, hvad man kan være opmærksom på for at hjælpe den unge til en bedre overgang til voksenlivet. Artiklen er lavet i samarbejde med Linda Klingenberg, der er cand.jur. og direktør i Min Private Rådgiver.
Der sker mange forandringer i kommunens hjælp, når den unge med psykisk sygdom fylder 18 år. Den hjælp, den unge og de pårørende tidligere har fået tildelt, bliver fjernet, og der skal startes forfra med at søge hjælp til den unge.
Blandt andet tilbydes der ikke længere hjælp til de pårørende. Noget af den hjælp, der forsvinder, er tabt arbejdsfortjeneste, familiebehandling og aflastning. Samtidig kan mange opleve, at der på voksenområdet er nogle andre former for støtte til den, der er syg.
Det kan lede til mange frustrationer for både den unge og de pårørende. Det bedste man kan gøre for at hjælpe til en bedre overgang til voksenlivet, er at komme i gang med planlægningen i god tid.
Som noget nyt er kommunen forpligtet til at planlægge overgangen til voksenlivet fra den unges 16-års fødselsdag. Det kan for eksempel indebære at holde fælles overgangsmøder med relevante parter fra voksenområdet og hjælpe med at tage stilling til, hvilke behov den unge har, hvor man skal bo, hvad man skal leve af mm. Målet er, at dette skal være afsluttet, når den unge fylder 18 år, så de nye støttetilbud kan gå i gang med det samme, og der ikke vil være en periode uden hjælp.
Det er kommunens ansvar at tage initiativ til at sikre overgangen, men sker det ikke, kan man selv efterspørge det.
En anden ting, man selv kan gøre for at sikre en god overgang, er at sikre sig, at alle oplysninger kommer med videre til de relevante afdelinger på voksenområdet. Det sker nemlig ikke automatisk. Her kan man tjekke op på, at de forskellige parter har de nyeste og relevante oplysninger om den unges situation og behov.
I nogle tilfælde er det muligt at forlænge støtten efter den unge er fyldt 18 år. For eksempel hvis man har haft en fast kontaktperson. Her kan man spørge, om man kan få det som et efterværn og dermed fortsætte med den faste kontaktperson i en periode op til den unge fylder 23 år. Da det kan være svært at få hjælpen forlænget, kan det være en god idé at undersøge mulighederne i god tid, inden den unge fylder 18 år.
Når den unge fylder 18 år, står de i kommunens øjne på egne ben. Det betyder, at man som pårørende får en anden rolle og nogle andre rettigheder i forhold til at blive inddraget. Man har ikke længere krav på at blive informeret og inddragelsen kræver den unges samtykke. Afhængigt af hvad den unge ønsker, kan man som pårørende alligevel være involveret. Udover at støtte og bakke op ved siden af, kan man fx være bisidder, hvor man sidder med til møder med kommunen, eller partsrepræsentant, hvor man repræsenterer den unge overfor kommunen. Læs om, hvad du kan gøre, hvis din kære ikke har givet samtykke.
Når den unge er myndig og dermed betragtes som uafhængig af forældrene, betyder det også, at kommunen ikke kan forlange at forældrene træder til med støtte til den unge. Alligevel kan mange opleve, at kommunerne forventer eller lægger op til, at forældrene kan klare en del af støtten.
Tilbage til Forstå systemet eller Hjælp i kommunen
Her kan du blive klogere på, hvordan kommunen vurderer, hvilken hjælp og støtte I kan få. Du finder også råd til, hvordan du kan få indflydelse på processen.
Inden man kan få tilbudt hjælp i kommunen, skal kommunen vurdere ens situation og behov. Kommunen vurderer ikke behovet på baggrund af diagnoser, men på graden af funktionsnedsættelse, og hvilke behov det medfører. Det vil sige, hvad den, der er syg, kan eller ikke kan, og hvilke behov det medfører. Diagnosen i sig selv giver altså ikke ret til eller mulighed for at få hjælp.
Kommunen skal samtidig vurdere, om behovet er opstået på grund af den psykiske sygdom, hvis der søges ydelser på servicelovens område – da disse ydelser kun kan bevilges, hvis behovet er opstået på grund af den psykiske sygdom. Det gælder i øvrigt både ved fysisk og psykisk sygdom.
Det er forskelligt præcis, hvordan kommunerne håndterer processen med at vurdere folks funktionsevne og støttebehov. Generelt indeholder sagsbehandlingsprocessen følgende faser:
Typisk begynder det med, at den, der er syg, søger om at få hjælp i kommunen. Her kan kommunen spørge lidt mere ind til ansøgningen og fx afklare nærmere omkring funktionsnedsættelsen, livssituationen, eller hvad der præcis ansøges om.
Kommunen indhenter (med samtykke) relevante udtalelser fra læge, speciallæge og andre fagpersoner, som måtte være relevante for at beskrive og vurdere personens funktionsnedsættelse og behov. Afhængigt af kompleksiteten og støttebehovet i ansøgningen vil kommunen afholde en samtale med den, der er syg. Personens ønsker og håb for forandring i hverdagen kommer også med i denne vurdering.
Når kommunen har afholdt samtalen med den, der er syg, og fået de relevante oplysninger om funktionsnedsættelsen, dens betydning for den enkelte i hverdagen, støttebehov, ønsker og mål, vil kommunen normalt vurderer graden af funktionsnedsættelsen og støttebehovene.
Man har ret til at blive hørt om de oplysninger, kommunen har indhentet, og deres vurdering. Ved høringen kan den, der er syg, og eventuelt du som pårørende fortælle, hvad de mener om det, kommunen er nået frem til.
Kommunen træffer afgørelse om, hvilken hjælp der tilbydes. Ud fra afgørelsen bliver der i samarbejde med borgeren lavet en handleplan.
Det er forskelligt, hvordan processen foregår, og hvor lang tid, det tager fra kommune til kommune. Derfor er den bedste måde at få indblik i og overblik over processen at spørge sagsbehandleren. Hvor lang tid kommer processen til at strække sig over, hvornår kan I forvente at høre mere efter et møde, hvad er næste skridt osv.?
I undersøgelsesfasen samler kommunen informationer om den, der er syg. Den socialfaglige vurdering og den endelige afgørelse bliver truffet på baggrund af den information, der bliver indsamlet her. Det er derfor vigtigt, at du som pårørende overvejer, om du har viden og erfaring, som sagsbehandlere bør kende i denne del af processen.
I undersøgelsesfasen indsamler kommunen også viden fra andre relevante parter – fx fra lægen. Her har I mulighed for at medbringe papirer, der er relevante for at få beskrevet funktionsniveauet hos personen. Det kan være fra lægen, speciallægen, jobcenteret eller fra et tidligere botilbud. Tænk over, hvor der er relevant viden, som kan beskrive udfordringerne og behovene i hverdagen.
Hvis I er i tvivl om, hvad et møde mere specifikt kommer til at dreje sig om, kan I bede om en dagsorden. Det hjælper til at gøre processen mere gennemsigtig og kan give jer mulighed for at forberede jer til mødet.
Før mødet med kommunen, der skal afdække støttebehovet, kan det være en god idé at tale om, hvilke behov den, du er pårørende til, har. Hvilke situationer er udfordrende i hverdagen? Hvilke ting kan personen ikke klare selv? Hvor er du som pårørende nødt til at hjælpe og støtte? Når I taler om det på forhånd, er du også forberedt på, hvad den, der er syg, er indforstået med at tale om, og du kan bedre vide, hvordan du kan støtte ham eller hende i at fortælle om sin situation.
Den, der er syg, kan få aktindsigt i bestemte dokumenter. Man kan fx bede om at få tilsendt en kopi af erklæringer og udtalelser, som kommunen har modtaget, så man har mulighed for at orientere sig løbende og korrigere eller kommentere forkerte eller manglende oplysninger. Som pårørende kan du også søge aktindsigt, hvis den, du er pårørende til, giver samtykke.
Inden kommunen træffer afgørelse om nedsættelse af støtte, skal de partshøre – det vil sige involvere den, sagen drejer sig om. Som del af involveringen skal kommunen fortælle, hvad de har lagt vægt på, da de traf beslutningen. Mener de fx, at behovet har ændret sig? Eller at der nu er en bedre måde at nå målene på? I partshøringen har du og den, du er pårørende til, mulighed for at komme med eventuelle indsigelser. Derefter træffer kommunen afgørelsen.
Hvis man ikke mener, at afgørelsen er velbegrundet – fx ud fra de oplysninger, man har givet i forbindelse med partshøringen, kan man klage. Som pårørende er det vigtigt, at du har et skriftligt samtykke eller fuldmagt til at kunne klage på personens vegne.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Et forløb med PPR kan være afgørende for, at dit barn får den rigtige støtte. Men nogle gange kan forløbet trække tænder ud. I denne artikel får du viden og gode råd om samarbejdet med PPR.
PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Det er en funktion i kommunen, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen. PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Mange forældre til et barn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser kommer i kontakt med PPR, når barnet skal have støtte eller udredes.
Her får du et overblik og gode råd om forløbet med PPR.
Det er ofte lærerne eller pædagogerne, som tager den første kontakt til PPR, men du kan også selv tage kontakt. Når der er taget kontakt til PPR, begynder en undersøgelse af, hvilken form for støtte dit barn har behov for. Oftest begynder forløbet med et dialogmøde, hvor PPR, forældre og skolen eller institutionen deltager. Her skal du som forælder fortælle, hvilke bekymringer du har, og hvilke udfordringer du oplever hos barnet.
Læs mere om vejen til behandling og den første kontakt i artiklen Børns og unges vej til behandling.
Forsøg at være grundig og fyldestgørende, når du beskriver dit barns udfordringer til PPR. Jo mere konkret du kan være i beskrivelsen, jo bedre er det. Beskriv gerne, hvordan en typisk uge eller dag ser ud. Det giver PPR bedre forudsætninger for at vurdere barnet, og dermed bedre mulighed for at finde den rette støtte.
Når der sidder mange rundt om bordet, kan det være svært at få sagt de ting, der skal siges. Skriv derfor dine oplevelser ned. Skriv, hvordan dit barn reagerer i løbet af dagen, og hvilke situationer der er svære. Skriv alle de vigtige pointer, du vil give videre – så er du bedre rustet til at fortælle om dine oplevelser til mødet.
Som forælder kan du opleve, at du ser en række symptomer i hjemmet, som pædagoger eller lærere ikke kan genkende. Nogle børn og unge reagerer forskelligt ude og hjemme – fx fordi de undertrykker følelser og reaktioner i skolen og slipper dem fri, når de er hjemme i trygge rammer. Derfor kan der være forskellige oplevelser af dit barns tilstand, og det er helt normalt. Nogle forældre tvivler på deres egen vurdering og trækker måske i land, når de hører skolens modstridende oplevelser. Men det er vigtigt, at du holder fast i, hvilke symptomer du ser, og beskriver, hvad du oplever.
Det er meget forskelligt, hvor længe et forløb med PPR varer. I nogle tilfælde er det nok, at PPR giver nogle råd og værktøjer videre til det første møde. Men ofte vil PPR blive tilknyttet i en længere periode. Særligt når det drejer sig om en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.
En PPR-undersøgelse kan for eksempel bestå af vejledende samtaler med forældrene, løbende arbejdsmøder med institutionens, skolens eller SFO’ens personale, psykologiske tests og observation af barnet i skolen eller institutionen.
PPR skal give besked og aftale med jer som forældre, hvilke undersøgelser der bliver lavet. På baggrund af undersøgelsen kan PPR lave en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV) af barnets støttebehov og komme med anbefalinger til, om der skal gøres noget særligt i forhold til undervisningen eller dagligdagen i institutionen. PPR kan på baggrund af undersøgelsen også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Nogle må desværre vente længe for overhovedet at få PPR ind i sagen. Og selve forløbet med PPR kan også trække ud. Blandt andet på grund af travlhed og udskiftning i PPR-psykologer. Ventetiden kan være meget frustrerende, og mange forældre føler, at de bliver slået hjem og skal starte forfra gang på gang. Nogle vælger i den situation at søge hjælp hos en privat psykiater eller et privat hospital. Der kan man undgå ventetiden, men for de fleste er det til gengæld en stor udskrivning. Hvis I har en sundhedsforsikring, kan I eventuelt undersøge om den dækker.
Hvis PPR ikke selv laver en observation, så få eventuelt lærerne til at lave en skriftlig skolebeskrivelse. Her kan de skrive, hvordan de oplever barnets udfordringer, og hvilke indsatser der er forsøgt for at hjælpe. Skolebeskrivelsen er god at have med i en eventuel henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Som forælder til et barn med særlige behov eller en psykiatrisk diagnose kan det være svært at finde rundt i kommunens støttemuligheder og regler. Dem kan du blive klogere på i dette webinar.
Tilbage til Hjælp i kommunen
Hvordan kan man som pårørende hjælpe den, der er syg, med at få et aktivt liv med arbejde og uddannelse? I denne podcast møder du Bettina, der har kæmpet for at få uddannelsesstøtte og dispensation til sin datter. Og du får gode råd fra Bea, der har været beskæftigelseskonsulent og nu forsker i recovery og inklusion.
Tilbage til Forstå systemet eller Hjælp i kommunen
Mange pårørende har svært ved at finde rundt mellem kommunens mange afdelinger og tilbud. Og mange oplever, at de får ringere hjælp, end de har brug for. I denne podcast giver pårørenderådgiver Cecilie Sørensen og socialrådgiver Inge Louv gode råd om, hvordan du finder frem til den rette hjælp.
Tilbage til Hjælp i kommunen
Når den, du er pårørende til, er over 18 år, skal personen give samtykke, for at du kan blive inddraget i kommunale sager. Her er et overblik over, hvilken ret du har til at blive inddraget og spille en rolle for den, du er pårørende til.
Mange pårørende vil gerne informeres og inddrages i sager på kommunen. Men man har ikke automatisk ret til det, når den, sagen drejer sig om, er over 18 år. Det kræver, at personen giver samtykke til, at du som pårørende må deltage eller blive oplyst om sagen.
Herunder kan du læse om, hvilken ret du har til at blive inddraget med eller uden samtykke.
Du kan ikke få oplysninger om den konkrete sag, hvis personen ikke har givet samtykke til det. Du må heller ikke kontakte kommunen på vegne af den, sagen drejer sig om. Personen skal selv tage kontakt og søge hjælp, medmindre der er samtykke til, at du tager kontakten.
Selvom du ikke har ret til at få informationer om sagen, må du gerne fortælle kommunen om din bekymring i en konkret sag og bede om en samtale, hvor du beskriver, hvad bekymringen er baseret på.
Kommunen må gerne modtage dine informationer – de må bare ikke videregive informationer fra sagen uden et samtykke fra personen, den handler om. Og dine informationer kan være værdifulde for, at den syge får den rette hjælp.
Vær dog opmærksom på, at du ikke bryder den syges tillid ved at give personalet oplysninger, da det kan gå ud over jeres relation.
Kommunen har pligt til at vejlede borgerne i kommunen om deres muligheder for blandt andet at modtage hjælp efter serviceloven. Vejledningen er ikke relateret til selve sagen, men af mere generel karakter.
I visse kommuner er der desuden ansat pårørendevejledere, som er ansat specifikt til at vejlede pårørende som dig. Spørg gerne på kommunen, om de har en pårørendevejleder tilknyttet.
Mange samtykke kan være nedslående, men der er heldigvis flere ting, du kan gøre. Læs mere.
Hvis den, du er pårørende til, giver samtykke, har du ret til at få informationer og agtindsigt i den konkrete sag. For at et samtykke er gyldigt, skal det være givet frivilligt og på et oplyst grundlag. Det vil sige, at den, der er syg, skal være klar over, at han eller hun med sit samtykke giver dig ret til aktindsigt.
Som pårørende må du gerne tage med til et møde med en sagsbehandler for eksempel for at støtte personen, hvis han eller hun ønsker det. Dette kaldes at deltage som bisidder – og alle borgere har ret til en bisidder jf. Forvaltningslovens §8.
Læs mere om retten til en bisidder på sundhed.dk.
Med en fuldmagt får du mulighed for at spille en endnu mere aktiv rolle, end du kan med samtykke. Der kan nemlig være situationer, hvor personen har brug for, at du handler på hans eller hendes vegne. Hvis det er tilfældet, kan I sammen lave en fuldmagt, hvor den, du er pårørende til, formulerer, hvad du har tilladelse til at gøre.
Det kan for eksempel være at videregive oplysninger om personens situation og støttebehov eller at tale med kommunen om den hans eller hendes handleplan. Der er ingen krav til udformningen af fuldmagten, men det anbefales at lave den skriftligt.
På borger.dk kan I også søge om, at du kan få digital fuldmagt. Med en digital fuldmagt kan du på vegne af personen for eksempel melde flytning, ansøge om SU eller se laboratoriesvar.
I denne video kan du se trin for trin, hvordan du søger om digital fuldmagt hos din kære.
Det kan være svært at finde rundt i ens rettigheder i kommunale sager. Bedre Psykiatris pårørenderådgivning har indgående kendskab til systemet og kan guide dig videre.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Her kan du læse, hvilke muligheder du har for at få støtte fra det offentlige, når dit barn under 18 år har en psykisk sygdom.
Det kan give store udfordringer, når ens barn har psykisk sygdom. Og mange forældre kæmper hårdt for at få hverdagen og arbejdslivet til at hænge sammen midt i sorgen og kampen for at hjælpe sit barn.
Heldigvis findes der forskellige former for støtte fra det offentlige, som kan lette noget af presset:
Har dit barn brug for, at du er hjemme, kan dit løntab kompenseres. Det kan for eksempel være, hvis barnet har psykisk sygdom og derfor så store vanskeligheder, at han/hun ikke kan passes i institution eller være i skole på fuld tid. Eller hvis barnet grundet sin sygdom går til mange undersøgelser eller behandlinger.
Vær opmærksom på, at en række betingelser skal være opfyldt, og dit barn skal have nogle særlige behov.
Der er en øvre grænse for, hvor meget man kan få i tabt arbejdsfortjeneste. Har man en løn, der er højere end loftet, vil man derfor ikke få fuld dækning for sit løntab. I 2022 ligger den øvre grænse på 33.063 kroner om måneden.
For at søge om tabt arbejdsfortjeneste skal du udfylde en digital blanket på borger.dk.
Det er krævende at have et barn med en psykisk sygdom, og af og til kan det være nødvendigt at lade op.
Du kan søge om aflastning og afløsning i kommunen. Afløsning består oftest i, at en medarbejder fra kommunen afløser dig, så du har mulighed for at gå udenfor hjemmet. Aflastning betyder, at dit barn får tilbudt et midlertidigt ophold, enten dag-, nat-, eller døgnophold for eksempel i familiepleje (hvis personen er under 18 år).
Hvis I vil søge om aflastning, skal I gøre det hos kommunens sagsbehandler. Fortæl grundigt om forholdene i jeres familie, og hvor mange ressourcer det kræver for jer at tage hånd om barnet med en psykisk sygdom.
Sagsbehandleren vurderer behovet for aflastning, og på baggrund af vurderingen finder i sammen med sagsbehandleren frem til den bedst mulige aflastningsordning for jer og jeres barn.
For nogle familier giver det såkaldte merudgifter – altså ekstra udgifter at have et barn med psykisk sygdom. Nogle af dem har I ret til at blive kompenseret for.
Der er mulighed for at søge dækning af nødvendige merudgifter, der er opstået på grund af den psykiske sygdom hos barnet. Når det handler om psykiske sygdomme, autisme eller ADHD vil der oftest være tale om dækning af udgifter til nødvendige kurser for forældrene.
For at kunne få refunderet sine merudgifter, skal de overstige et beløb, som står i loven og bliver reguleret hvert år. I 2022 er minimumsgrænsen på 5.207 kroner.
Du kan læse meget mere om, hvilke regler der gælder for merudgifter i DUKH’s guide.
Nogle kan have gavn af, at barnet mødes med en kontaktperson, som er en fast og kendt voksen at tale med i en kortere eller længere periode.
Kontaktpersonens opgave er at støtte barnet og give redskaber til en bedre trivsel. Børn mellem 8 og 15 år mødes typisk med deres kontaktperson en time ad gangen og en gang om ugen.
Det kræver altid en henvisning fra en sagsbehandler at få en kontaktperson.
Familievejlederordningen er et tilbud til familier med et barn, der er hårdt ramt af sygdom.
Vejledningen kan give dig et overblik over hjælpemulighederne i kommunen og inspiration til, hvor du kan søge yderligere viden og få kontakt til forældre, der har stået i en lignende situation.
Vejledningen skal tilbydes senest tre måneder efter, at kommunen er blevet bekendt med jeres situation. Kontakt jeres kommune, hvis I ikke er blevet tilbudt familievejledning og er interesseret i at få det. Ordningen står i Servicelovens § 11.8.
Ud over disse tilbud kan der være supplerende tilbud i din kommune eller i din region.
Flere af støttetilbuddene til familier, hvor et barn har psykisk sygdom, står i serviceloven og gives efter en individuel vurdering. For at lave den vurdering skal der ofte udføres en børnefaglig undersøgelse.
Undersøgelsen kommer hele vejen rundt om jeres barn og jer som familie og danner grundlag for vurderingen af, hvilken hjælp der er brug for.
Selvom processen for nogen kan virke voldsom, så husk, at det er den børnefaglige undersøgelse, der rent lovgivningsmæssigt åbner for mange typer af hjælp til jer som familie.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Her kan du læse, hvilke rettigheder børn og unge har i sager på kommunen.
Hvis dit barn under 18 år bliver ramt af psykisk sygdom, har I som forældremyndighedsindehavere ret til at blive inddraget og træffe beslutninger i sager på kommunen. Personen har dog også selv visse rettigheder. Alle børn skal for eksempel inddrages i deres sagsforløb, da der skal holdes børnesamtaler, med mindre noget åbenlyst taler imod det. Som pårørende kan det være en fordel at kende til børn og unges rettigheder.
Et barn under 12 år har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson. Det kan for eksempel være en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Bisidderen kan blandt andet hjælpe barnet med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
Når barnet er fyldt 12 år, får han/hun delvis partstatus i sagen, hvilket betyder, at barnet nu har mulighed for at klage over kommunens afgørelse.
Når barnet er fyldt 12 år, kan personen få aktindsigt i sin sag. Indtil barnet fylder 15 år, kan der dog stadig godt blive truffet beslutninger i sagen, uden at barnet skal give samtykke til, at de føres ud i livet.
For at få agtindsigt i sagen, skal personen bede om det hos den afdeling, som behandler sagen. Det kan både gøres mundtligt og skriftligt.
Et barn har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson som for eksempel en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Personen kan for eksempel hjælpe barnet med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
En ung, der er fyldt 15 år, får partstatus i sagen. Det betyder blandt andet, at den unge både skal give samtykke til, at en eventuel støtte føres ud i livet, og at han eller hun har ret til at klage over kommunens afgørelser.
Den unge har ret til at få aktindsigt i sin sag. For at få agtindsigt i sagen, skal personen bede om det hos den afdeling, som behandler sagen. Det kan både gøres mundtligt og skriftligt.
Når barnet er fyldt 12 år, får han/hun delvis partstatus i sagen, hvilket betyder, at barnet nu har mulighed for at klage over kommunens afgørelse.
Barnet eller den unge har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson som for eksempel en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Personen kan blandt andet hjælpe med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
Når barnet er fyldt 18 år, har I som forældre ikke længere ansvaret for barnet. Derfor mister I jeres rettigheder i forbindelse med sagen. Den unge skal nu give samtykke til, at I kan blive inddraget eller få informationer om sagen.
Hvis barnet før det 16. år har modtaget støtte efter serviceloven, og hvis du som forælder har modtaget kompenserende ydelser på grund af barnets psykiske sygdom, skal kommunen tilbyde støtte i forbindelse med overgangen til voksenlivet, når barnet fylder 18 år.
Kommunen begynder på det arbejde, når den unge er fyldt 16 år. Gennem dialog og samarbejde med den unge og jer finder kommunen frem til, hvilke behov for støtte den unge har i voksenlivet. Det kan for eksempel være i forhold til bolig, uddannelse og forsørgelse.
Tilbage til Hjælp i kommunen
På denne side kan du læse om, hvordan du klager over en afgørelse i en sag på kommunen.
Når man er pårørende til én med psykisk sygdom, kan det være relevant at søge hjælp eller støtte i kommunen. Og hvis du er utilfreds med en afgørelse i jeres sag på kommunen, har du mulighed for at klage over kommunen og dens afgørelse.
Når du klager, skal kommunen revurdere afgørelsen, og hvis de fastholder den, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen, som behandler den og træffer en endelig afgørelse. Her på siden kan du blive klogere på, hvilke regler og procedurer der gælder, når du skal klage over kommunens afgørelse.
Som udgangspunkt er det den, sagen handler om, som kan klage over afgørelsen. Som pårørende har du mulighed for at klage, hvis personen har givet samtykke til det.
Hvis sagen drejer sig om en person under 18 år, som du har forældremyndigheden over, har du også ret til at klage.
Fra du modtager afgørelsen, har du fire uger til at klage over den. Kommunen er ikke forpligtet til at behandle en klage, hvor klagefristen er overskredet. Ankestyrelsen kan desuden afvise at behandle sagen, hvis du ikke har overholdt klagefristen.
Du kan sende klagen digitalt, med posten eller ved at ringe. Klagen skal sendes til den afdeling, som har truffet afgørelsen. Er sagen for eksempel behandlet af jobcenteret, skal klagen sendes til jobcenteret.
Ofte er det en fordel af sende klagen skriftligt. På den måde sikrer du, at kommunen får alle oplysninger med.
Bemærk: Hvis klagen handler om en afgørelse fra kommunens børne- og ungeudvalg, skal du klage direkte til Ankestyrelsen. Læs mere på Ankestyrelsens hjemmeside.
En god klage er ikke nødvendigvis en lang klage. Men der er forskellige ting, som er gode at få med og have i baghovedet:
En klage skal derudover gerne indeholde:
Afgørelsen, du modtager, skal indeholde en klagevejledning, hvor du blandt andet kan se, hvem du skal klage til.
Hvis afgørelsen ikke indeholder en klagevejledning, bør du kontakte kommunen og klage over det.
Når kommunen træffer en afgørelse i en sag, får du besked om afgørelsen på brev eller i din e-Boks. Fra du modtager afgørelsen, har du fire uge til at klage. Afgørelsen skal indeholde en klagevejledning.
Du skal klage til den afdeling, der har truffet afgørelsen, inden for fire uger efter du modtager afgørelsen. Det kan ske over telefon eller via mail eller brev.
Når klagen er modtaget, har kommunen pligt til at genvurdere afgørelsen. Hvis de vil ændre afgørelsen, får du besked om det, og hvis de holder fast i afgørelsen, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen.
Når klagen når frem til Ankestyrelsen, får du besked om den forventede sagsbehandlingstid.
Ankestyrelsen undersøger sagen og ser nærmer på afgørelsen, og om kommunen har overholdt reglerne i forbindelse med sagen. Hvis du ligger inde med nye oplysninger, som Ankestyrelsen bør have, kan du for eksempel sende kopier af nye, relevante dokumenter eller ringe eller skrive til Ankestyrelsen med oplysningerne. Find kontaktinfo.
Når Ankestyrelsen har truffet sin afgørelse, får du besked via post, i din e-Boks eller Digital Post.
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) rådgiver blandt andet borgere i forbindelse med sager i kommunen. I deres rådgivning kan du få afklaring og vejledning, når du vil klage over kommunen afgørelse. Find dem her.
Mange kommuner har ansat en borgerrådgiver, som blandt andet skal hjælpe med at forstå kommunens afgørelser og at finde vej i klagesystemet. Se om din kommune har tilknyttet en borgerrådgiver og find kontaktinfo på borger.dk.
Bedre Psykiatri har stor erfaring i at rådgive pårørende. I vores rådgivning sidder blandt andre en socialrådgiver, som kan besvare spørgsmål om den kommunale sagsbehandling og vejlede dig i forhold til din klage. Kontakt rådgivningen.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Hvis dit barn under 18 år skal have støtte fra kommunen, har du som forælder en række rettigheder i forbindelse med sagen. Her får du et overblik.
Når børn og unge under 18 år har en psykisk sygdom, kan det være nødvendigt at få støtte fra kommunen. I den forbindelse bliver der oprettet en kommunal sag. Hvis du har forældremyndigheden, er det dig, der repræsenterer barnet i sagen og har kontakten med kommunen. Du er nemlig part i sagen. Det kan derfor være en fordel at kende forældres rettigheder i sager på kommunen.
Vigtigt: Når dit barn er fyldt 18 år, er personen myndig, og så mister du dine automatiske rettigheder i kommunale sager.
Du må som forælder gerne tage den første kontakt til kommunen, hvis du mener, at dit barn har brug for hjælp. Når personen fylder 18 år, mister du denne ret, medmindre personen giver samtykke.
Der holdes typisk en række møder i forbindelse med sagen på kommunen. Møderne skal for eksempel være med til at afdække barnets behov for hjælp eller informere jer om jeres muligheder for støtte. Som part i sagen har du ret til at deltage i møderne.
Mange pårørende vil gerne vide, hvad der sker i deres barns konkrete sag. Det har du ret til, når dit barn er under 18 år. Du kan desuden søge om agtindsigt for at få lov at se alle dokumenter og korrespondancer i forbindelse med sagen.
Da du er part i sagen og har myndigheden over dit barn, har du ret til at træffe beslutninger på vegne af personen. Du kan sige ja eller nej til kommunens forslag om støtte, og være med til at beslutte, hvilke indsatser der skal sættes i gang.
Når dit barn fylder 15, får han/hun også partstatus, og det betyder, at personen nu skal give samtykke, før der kan iværksættes forskellige støttetiltag i forbindelse med sagen.
Er du utilfreds med en sagsbehandler eller en afgørelse, har du som part i sagen ret til at klage – og kommunen har pligt til at behandle din klage. I denne video kan du se seks gode punkter, som er gode at have med, når du laver en klage.
Selvom du som forælder repræsenterer barnet, så har personen også selv rettigheder i forbindelse med sagen.
Alle børn skal for eksempel inddrages i deres sagsforløb, da der skal holdes børnesamtaler, med mindre noget åbenlyst taler imod det.
Når personen fylder 12 år, får han/hun desuden delvis partsstatus i dagen, og når personen fylder 15 år, får han/hun partsstatus. Det giver blandt andet ret til at klage, få agtindsigt og træffe visse beslutninger.
Rettigheder og det kommunale system kan virke uoverskueligt midt i alt kaosset. I Bedre Psykiatris pårørenderådgivning kender vi de typiske udfordringer, som du står med som pårørende, og vores rådgivere har stor erfaring og indgående kendskab til systemet.
I dette webinar giver Bedre Psykiatris socialrådgiver, Majken Büron Andersen, dig et overblik over støttemuligheder i kommunen, når dit barn er under 18 år.
Tilbage til Hjælp i kommunen
Her får du overblik over de muligheder, personen med psykisk sygdom har for at søge støtte fra kommunen, når han/hun er i job.
At have et job er afgørende for mange mennesker med psykisk sygdom. Og for dig som pårørende kan det have stor betydning, at den, der er syg, har et liv med indhold og noget at stå op til i hverdagen.
Det kan dog være udfordrende at passe og fastholde et job med psykisk sygdom. For at du som pårørende kan hjælpe bedst muligt, er det en god idé at kende til de muligheder for støtte, kommunen tilbyder.
Der findes nemlig særlige ordninger, som er til for hjælpe mennesker med nedsat funktionsevne med at beholde sit job, og de gælder ofte også for mennesker med psykisk sygdom.
I det kommunale system findes de handicapkompenserende ordninger. Selvom psykisk sygdom ikke normalt kategoriseres som et handicap, gælder de handicapkompenserende ordninger også for mennesker med psykisk sygdom, hvis sygdommen svækker personens arbejdsevne.
Er den, du er pårørende til, så hæmmet af sin psykiske sygdom, at personen ikke magter opgaverne på sit arbejde? Så kan kommunen måske bevillige en personlig assistent.
En personlig assistent bliver ansat op til 20 timer om ugen, hvis personen, der skal hjælpes, arbejder fuld tid. Assistenten hjælper løbende med de opgaver, den, der er syg, ikke selv kan klare, og arbejdsgiveren kan få tilskud til en del af lønnen.
Kontakt jobcenteret i jeres kommune og hør om mulighederne for at få en personlig assistent. Herefter laver I sammen med en sagsbehandler en grundig vurdering af den syges arbejdsevne, hvorefter det bliver besluttet, om der er mulighed for personlig assistance.
Hvis personen med en psykisk sygdom er nyuddannet, er der mulighed for at søge om en særlig form for løntilskud. Ordningen hedder isbryderordningen og giver ham/hende mulighed for at få erhvervserfaring indenfor sit fagområde ved at komme i løntilskud i en offentlig eller privat virksomhed.
Personen kan blive en del af isbryderordningen, uanset om han/hun er i job, så længe personen:
Læs mere om isbryderordningen på borger.dk.
Hvis den, du er pårørende til, vil skifte job, men har svært ved det på grund af sin sygdom, er der mulighed for at få fortrinsadgang til jobsamtaler på ledige stillinger i det offentlige.
Personen kan søge stillinger med fortrinsadgang på to måder:
Det er muligt at søge om fysiske hjælpemidler, som kan gøre arbejdet nemmere. I kan søge om at få bevilliget hjælpemidler i jobcenteret på kommunen. Tilbuddet er mest relevant, hvis personen med psykisk sygdom også har en fysisk funktionsnedsættelse.
Du kan læse mere om de forskellige handicapkompenserende ordninger, på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.
Der findes andre ordninger, som også kan være relevante for personer med psykisk sygdom på arbejdsmarkedet. Dem kan du læse om her:
En § 56 aftale gør, at arbejdsgiveren kan få refunderet udgiften til sygedagpenge fra første sygedag, hvis medarbejderen har øget risiko for fravær, på grund af en kronisk eller langvarig lidelse. Det vil ofte være relevant for en ansat med psykisk sygdom.
Ordningen er en stor hjælp for arbejdsgiveren og gør det mere attraktivt at ansatte eller beholde personen på arbejdspladsen. Tal derfor med arbejdsgiveren, om hvorvidt du er interesserede i den mulighed.
Kommunen skal i sidste ende godkende § 56 aftalen, men i første omgang indgås den mellem den ansatte og arbejdsgiveren, som sammen udfylder en blanket, der hedder DP 211. Find blanketten i jeres kommune eller elektronisk på borger.dk.
Hvis den, der er syg, har behov for det, kan det hjælpe, at du tager initiativet og er med til at udfylde blanketten. Når den er udfyldt, skal den afleveres i kommunen, som behandler sagen og giver accept eller afslag.
Jobcentret kan tilbyde en ordning, hvor den, du er pårørende til, får tilknyttet en mentor i en indkøringsperiode. Mentoren hjælper i perioden med det, der er svært, og understøtter på den måde, at personen får eller fastholder et arbejde.
Udover hjælp på arbejdspladsen kan mentorens opgaver bestå af hjælp til at overkomme barrierer, der står i vejen for job eller uddannelse. Det kan for eksempel være hjælp til at komme op om morgenen og møde på arbejdspladsen eller hjælp til at kontakte læge eller jobcentret. Derfor kan en mentorordning ofte være relevant for mennesker med psykisk sygdom.
Kontakt jobcenteret og hør om mulighederne for at få mentorstøtte. Find nummeret på kommunens hjemmeside.
Hvis personen med psykisk sygdoms arbejdsevne er så nedsat, at han/hun ikke kan arbejde på normale vilkår, er der mulighed for at få et fleksjob. Ved et fleksjob tilrettelægges arbejdet ud fra personens evne og behov for at blive skånet. Ofte vil det være på nedsat tid.
Er personen allerede i arbejde, kan han/hun søge om at få bevilliget et fastholdelsesfleksjob på sin arbejdsplads.
For at søge om at få bevilliget fleksjob, skal I kontakte kommunens jobcenter, hvorefter I sammen med en sagsbehandler begynder et forløb for at vurdere den syges arbejdsevne, og om personen er berettiget til et fleksjob.
Er personen i arbejde, så tal først med arbejdspladsen om, hvorvidt de er interesserede i at lade personen fortsætte i et fastholdelsesfleksjob.
Et fleksjobforløb kan desværre af og til være langt, og det kan være en god idé at forberede sig.
Læs mere om fleksjob på borger.dk.
Vil I have generel vejledning om de forskellige ordninger, så kontakt Styrelsen for Arbejdsmarkedsområdet, Specialfunktionen for Job og Handicap på sjh@star.dk.
Du er også altid velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris rådgivning, hvor der blandt andre er ansat en socialrådgiver, som har erfaring fra en kommune. Kontakt rådgivningen.
Har den, der er syg, allerede en sagsbehandler i jobcenteret, kan sagsbehandleren informere om, hvordan I søger om forskellige ordninger. Hvis der ikke er en sagsbehandler tilknyttet, kan jobcenteret kontaktes på deres hovednummer for oplysninger om, hvordan personen søger.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Hvis dit barn har en psykisk sygdom, kan du muligvis få dækket din tabte arbejdsfortjeneste. Her får du viden om, hvordan du søger, og hvilke regler der gælder.
Det kræver tid og kræfter at have et barn med psykisk sygdom. Nogle forældre må blive væk fra arbejdet for at passe barnet hjemme eller deltage i møder – og for andre er det nødvendigt at sætte arbejdslivet helt på standby. Oplever du det, har du mulighed for at søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Men hvordan søger jeg tabt arbejdsfortjeneste? Det får du viden om på denne side.
Det kan være en fordel at have en dialog med din arbejdsgiver, inden du søger.
Det kommer selvfølgelig an på situationen og forholdet mellem dig og arbejdsgiveren. Men fortæl eventuelt, at du planlægger at søge orlov eller arbejde på nedsat tid for at imødekomme sit barns behov.
Det er din kommune, der behandler din ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Du søger ved at udfylde en blanket på borger.dk.
I blanketten skal du besvare en række spørgsmål om din og barnets situation og give samtykke til, at kommunen må indhente de nødvendige oplysninger. Du skal desuden svare på, hvem der kunne være relevant at indhente oplysninger fra. Det kan for eksempel være helbredsoplysninger fra psykiatrien eller en udtalelse fra skolen.
Vær grundig i din ansøgning og anfør alle de begrænsninger, dit barn oplever. Er du i tvivl om noget ved ansøgningen, så kontakt eventuelt din kommunes familierådgivning, find deres nummer på kommunes hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning.
Når kommunen har modtaget de nødvendige oplysninger, vurderer den, om dit barn er i målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Vurderingen foretages ud fra en række betingelser, du kan finde længere nede på denne side.
Når kommunen har foretaget vurderingen, skal de have en erklæring på, at din arbejdsgiver giver dig orlov/fri uden løn i en periode.
Kommunens vurdering foretages ud fra følgende betingelser:
Betydelig funktionsnedsættelse betyder, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Her skal foretages en bred vurdering i forhold til den samlede livssituation. Hvad betyder dit barns handicap for hans eller hendes aktivitetsniveau? For eksempel i forhold til institution, skole, sociale forhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Ved varig funktionsnedsættelse er der tale om en funktionsnedsættelse, hvor der ikke er udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold inden for en overskuelig fremtid, og hvor der vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen i lang tid.
Barnets sygdom eller diagnose er i sig selv ikke afgørende for, om man er i målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Det er derimod følgerne af den nedsatte funktionsevne.
Det er den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til dagligdagen, der er afgørende for vurderingen.
Eksempler på fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan være udviklingshæmning, psykiske sygdomme, epilepsi, diabetes, nedsat bevægelsesfunktion, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.
Indgribende betyder, at sygdommen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i dagligdagen.
Med betegnelsen kronisk forventes det, at der er tale om en sygdom, som varer i flere år eller barnealderen ud.
Sygdommen skønnes at vare i et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde støtte, selvom sygdommen kan forventes at vare mindre end et år.
Vil du læse mere om, hvilke regler der gælder omkring tabt arbejdsfortjeneste, eller for eksempel hvordan ydelsen bliver beregnet, så gå ind på Social- og Ældreministeriets hjemmeside.
I Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning sidder blandt andre en socialrådgiver, som har flere års erfaring fra det kommunale system og kan rådgive dig i forhold til din ansøgning.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Behandling
Her får du råd om, hvad du kan gøre, hvis den, du er pårørende til, ikke har givet samtykke til, at du må inddrages og få informationer.
Hvis den, du er pårørende til, er fyldt 18 år, så er det ham eller hende, der bestemmer, hvilken rolle du som pårørende kan spille i behandlingen eller i sagen med kommunen. Når personen er myndig, har personalet nemlig tavshedspligt, og så må du kun få oplysninger, hvis den, der er syg, har givet samtykke til det.
Drejer det sig derimod om en person under 18 år, behøver du som forælder ikke samtykke for at få informationer og være part i sagen, da du har myndigheden over barnet.
Manglende samtykke kan være nedslående, men husk, at afvisningen ikke behøver at udelukke dig helt. Her får du tre råd om, hvordan du bedst kan gribe situationen af.
Uanset om der er givet samtykke, må personalet gerne være i dialog med dig. Og du må gerne kontakte personalet og fortælle om de, der er syg. Hvilke symptomer har du for eksempel set? Hvordan er personens reaktionsmønstre? Hvad plejer at hjælpe, og hvilke behov ser du?
Dine informationer kan være værdifulde for, at den, du er pårørende til, får den rette hjælp – så del ud af den viden, du har.
Afhængigt af hvordan din relation er til den sygdomsramte, skal du være opmærksom på, om du bryder jeres tillid ved at give personalet oplysninger, da det kan gå ud over jeres relation.
Vær desuden opmærksom på, at personalet nogle steder skriver de oplysninger, du giver, ind i patientens journal, da patienten så vil kunne se de senere. Spørg eventuelt, om det er noget, de gør på afdelingen.
Når der ikke er givet samtykke, kan du ikke få oplysninger om den konkrete sag eller behandling. Men du må godt få general viden for eksempel om sygdommen, eller om hvilke hjælpemuligheder, der typisk er. Søg derfor informationer og viden, som kan give dig afklaring og ro. Det kan være for eksempel være hos personalet eller på internettet.
Nogle pårørende oplever, at personalet ikke selv er opmærksomme på muligheden for at give generel information. I de tilfælde kan det være nødvendigt, at du selv gør dem opmærksom på det.
For generel rådgivning og information om behandling kan du også kontakte din regionale Psykinfo. Find dem her:
Husk, at selvom den, du er pårørende til, har afvist at give samtykke i første omgang, behøver afvisningen ikke gælde for evigt.
Når behandlingen skrider frem, og personen forhåbentlig får det bedre, er der også mulighed for, at han/hun skifter mening om samtykket.
Giv eventuelt dit telefonnummer til personalet, så de kan kontakte dig, hvis det sker. Spørg gerne direkte, om de har skrevet dine oplysninger ind i systemet, da det ikke altid er tilfældet.
Det kan hjælpe, hvis du og personalet bliver ved med at motivere den, der er syg, til at give samtykke, men pas på med at presse for meget, da det kan have negativ effekt. Af og til kan det være bedst at anerkende, at personen ikke ønsker, at du bliver direkte inddraget, men i stedet selv vil bestemme, hvor meget du får at vide.
Det kan være enormt frustrerende ikke at få samtykke og føle sig uvidende og handlingslammet på sidelinjen. Kontakt Bedre Psykiatris pårørenderådgivning, hvis du har brug at tale med nogen om din situation. Rådgiverne kender til den situation, du står i, og kan hjælpe dig videre.
Tilbage til Hjælp i kommunen
Når den, du er pårørende til, ønsker at komme i arbejde eller modtage dagpenge, sygedagpenge eller kontanthjælp, skal personen i kontakt med kommunens jobcenter. De første skridt i den proces kan du blive klogere på her, så du bliver rustet til at hjælpe.
Det kommunale system kan virke stort og uoverskueligt – både når man selv har en psykisk sygdom, og når man er pårørende til én, der har. Et af de steder i kommunen, mange kommer i kontakt med, er jobcenteret. Skal personen i arbejde med psykisk sygdom, en anden form for beskæftigelsesindsats eller modtage dagpenge, sygedagpenge eller kontanthjælp, skal sagen behandles i jobcenteret.
Når den, du er pårørende til, er over 18 år, skal personen give samtykke, før du kan få oplysninger om sagen eller deltage i møderne. Uanset om du får samtykke eller ej, kan det være en fordel at kende vejen ind i jobcenteret, så du kan hjælpe og vejlede.
Skal du hjælpe den, der er syg, med at få kontakt til jobcenteret, kan du i de fleste kommuner finde kontaktoplysningerne på kommunens hjemmeside under punktet ’Om kommunen’. Alternativt kan I ringe til kommunens hovednummer og blive stillet om til jobcenteret.
Jobcenteret kan oplyse om diverse støttemuligheder på arbejdsmarkedsområdet for mennesker med psykisk sygdom.
Vigtigt: Som udgangspunkt skal personen, sagen drejer sig om, selv kontakte jobcenteret i første omgang. Han/hun skal give samtykke for, at du som pårørende må tage kontakten – medmindre personen er under 18 år.
Når den, der er syg, melder sig ledig og for eksempel skal modtage en ydelse eller i gang med et ressourceforløb, får personen tildelt en sagsbehandler i jobcenteret.
Inden han/hun kan få sin sag behandlet, skal sagsbehandleren have en lægeerklæring fra personens egen læge. Den, sagen drejer sig om, bliver derfor indkaldt af lægen, for at de sammen kan udfylde lægeerklæringen.
Hvis personen ønsker det, er det en god idé, at du tager med til lægen. På den måde kan du både gøre ham/hende tryg, få oplysninger om sagen fra starten og bidrage med din viden til lægeerklæringen.
Når lægeindkaldelsen er indhentet, skal den, der er syg, til møde med sin sagsbehandler, hvor situationen bliver drøftet, og forløbet aftales.
Det er en stor hjælp for mange med psykisk sygdom at have en bisidder med, der kan hjælpe med at forstå og huske, hvad der bliver sagt, samt at få sagt det, der bør siges ved mødet. Hvis den, du er pårørende til, ønsker det, kan du selv være bisidder. Alternativt tilbyder visse organisationer en frivillig bisidder, som kan hjælpe.
Husk: Det er jobcentrets og ikke dit ansvar at kende reglerne og finde det bedste tilbud. Men du kan til møderne spørge ind til, om der er beskæftigelsesordninger, der egner sig særligt godt til mennesker med psykisk sygdom. Du kan også oplyse jobcentret om, at det kunne være relevant at invitere behandlere med til mødet, idet de har kendskab til personens sygdom og viden, som kan være relevant. For at få den bedst mulige hjælp, skal der ofte en god dialog til.
Til et møde på jobcenteret besluttes det, hvilken ydelse, personen skal indstilles.
Hvis jobcenteret træffer en afgørelse, som du og den, du er pårørende til, ikke er enige i, kan I klage. Vær opmærksom på, at afgørelser fra kommunen har en klagefrist på fire uger, som man skal overholde for at få vurderet sin klage.
Send først klagen til jobcenteret, som har truffet afgørelsen. Hvis de fastholder afgørelsen, skal de sende klagen videre til ankestyrelsen.
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) kan rådgive dig om, hvordan man skriver en klage. Alle kan ringe eller skrive til DUKH, og det er gratis.
Hvis den, der er syg, er fyldt 18 år, bestemmer han/hun, hvilken rolle du som pårørende kan spille i sagen. Og du må kun få oplysninger om sagen, hvis den syge har givet samtykke til det. Drejer sagen sig om en person under 18 år, har forældre eller værge ret til at blive informeret og være part i sagen, da de har myndigheden over barnet.
Manglende samtykke er selvfølgelig nedslående, men husk, at afvisningen ikke behøver at udelukke dig helt. Du kan stadig fortælle personalet på jobcenteret om den syge. Husk, at din viden kan være værdifuld. Personalet må gerne modtage dine informationer, men de må ikke videregive informationer fra sagen til dig, da de har tavshedspligt.
Husk også, at afvisningen ikke behøver gælde for evigt. Hvis du og personalet bliver ved med at motivere den syge, kan det være, han eller hun skifter mening.
Tilbage til Forstå systemet eller Hjælp i kommunen
Det kan være svært at finde frem til den rigtige hjælp i kommunen. Her er en guide til nogle af de mest almindelige kommunale tilbud om hjælp og støtte.
Kommunens hjælp er afgørende for mange mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende. Men kommunens række af forskellige tilbud kan virke uoverskuelig, og mange ender derfor med ikke at få den hjælp, de har behov for.
Første skridt er at lære tilbuddene at kende. Her får du derfor en liste over de mest almindelige støttetilbud, som kommunen tilbyder, og råd om, hvordan I kan få tilbudt støtten.
Bostøtte – hjælp og støtte i hjemmet – er en vigtig hjælp for mange med psykisk sygdom. Bostøtte kan blandt andet indebære hjælp til praktiske opgaver i hjemmet (for eksempel indkøb ellers rengøring), socialt liv eller egenomsorg.
Hvilken og hvor meget hjælp, man kan få, bliver besluttet af sagsbehandleren på baggrund af en udredning om den syges behov og mål samt en handleplan.
Du kan som pårørende spille en vigtig rolle i udredningen. Fortæl grundigt, hvordan du kender den, der er syg, og hvad du mener, han/hun har brug for og gerne vil opnå. Hvis du oplever, at personens behov ændrer sig, så fortæl det til sagsbehandleren. Og hvis kommunen vil ændre eller reducere hjælpen, så spørg ind til, hvad der konkret har ændret sig, siden I lavede aftalen.
Når stemmerne, angsten eller tristheden trænger sig på, kan der være brug for nogen at tale med eller et sted, hvor man kan slappe af og få ro i hovedet. Nogle kommuner har et nummer, man kan ringe til eller et sted, man kan tage hen uden forudgående aftale.
Vent ikke til behovet opstår. Undersøg på forhånd, hvad din kommune tilbyder. Det giver tryghed at vide, hvor der er hjælp at hente. Spørg sagsbehandleren, eller søg efter ’akut hjælp psykisk sygdom’ på kommunens hjemmeside.
Hvis symptomerne er alvorlige, og den, du er pårørende til, har brug for akut psykiatrisk behandling, skal I tage på psykiatrisk akutmodtagelse.
Alle kommuner tilbyder hjælp til at komme ud af misbrug, men det kan være svært at finde en behandling, der behandler sygdom og misbrug samtidig og sammenhængende.
Der findes tilbud i flere kommuner, men nogle gange er I nødt til selv at finde og foreslå et bestemt tilbud for sagsbehandleren. Du må gerne kontakte tilbuddet og eventuelt besøge det, inden du foreslår det. Nogle tilbud er private, men hvis sagsbehandleren godkender dit forslag, betaler kommunen.
Kommunen skal tilbyde aflastning til forældre med ansvar for et barn med psykisk sygdom. Det kan for eksempel foregå ved, at barnet bliver passet nogle timer af en aflastningsfamilie eller en institution en dag om ugen eller hver anden weekend.
Søg efter ’aflastning’ på din kommunes hjemmeside og se, hvilke muligheder du har.
Nogle kommuner har en medarbejder ansat til at hjælpe pårørende med at finde rundt i kommunens tilbud. Det kan hedde en pårørendevejleder, -konsulent, -koordinator eller andet. Det kan være en stor hjælp for pårørende, der er tvunget til at bruge meget tid på at koordinere og finde rundt i kommunens tilbud.
Nogle kommuner kan også tilbyde kurser for pårørende eller hjælpe med at finde frem til hjælp og støtte fra frivillige foreninger.
Søg på kommunens hjemmeside efter hjælp til pårørende.
Hjælp til at komme i arbejde eller for eksempel søge kontanthjælp eller dagpenge findes i kommunens jobcenter. Der er mange regler og ordninger, der handler om arbejde for mennesker med psykisk sygdom.
Det er jobcentrets og ikke dit ansvar at kende reglerne og finde det bedste tilbud til den syge. Men du kan gå med til møderne og spørge ind til, om der er beskæftigelsesordninger, der egner sig særligt godt til mennesker med psykisk sygdom. Og du kan invitere behandlere, der kender personen, med til møderne.
Selvom psykisk sygdom ikke normalt kategoriseres som et handicap, gælder de handicapkompenserende ordninger for mennesker med psykisk sygdom, hvis sygdommen svækker personens arbejdsevne.
Regionen og kommunen skal samarbejde og koordinere hjælpen til den syge. Det sker typisk på et netværksmøde op til udskrivning.
Hvis du har overskud til det, kan du bidrage til koordinationen ved at deltage i møder og sikre, at vigtig information går videre til de rigtige myndigheder og behandlere. Du kan også invitere kontaktpersoner og sagsbehandlere med til møder, de ellers ikke kender til.
Kommunen skal tilbyde midlertidig bolig til mennesker, som på grund af psykisk sygdom ikke kan klare hverdagen i en almindelig bolig. Det kan være på et egentligt bosted eller i en lejlighed med forskellige former for støtte. Hvilken form for bolig og hvilken slags støtte, man kan få, varierer meget fra kommune til kommune og afhænger af, hvilke behov man har.
Er hjælpen fra kommunens tilbud ikke god nok?
Det er selvfølgelig vigtigt, at du kender til kommunens forskellige tilbud, men mange pårørende oplever desværre, at hjælpen alligevel er svær at få. Den bliver ikke god med et fingerknips, men der er faktisk noget, du kan gøre. Læs mere.
Du er desuden altid velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning, som kender til det kommunale system og kan guide dig.
I Bedre Psykiatris podcast om kommunens hjælp kan du høre Bedre Psykiatris pårørenderådgiver Cecilie Sørensen og socialrådgiver Inge Louv give gode råd om, hvordan man lettest finder frem til den hjælp, man har brug for i kommunen.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Behandling
Det kan være svært at få den rette hjælp til et menneske med psykisk sygdom. Af og til kan det hjælpe, at du som pårørende går i dialog med personalet. Her får du viden og råd til, hvordan du kan gå i dialog for at få bedre hjælp.
Når hænderne er få og tiden knap, kan det være svært at få den nødvendige hjælp. Og mange pårørende bliver forståeligt frustrerede, når hjælpen ikke er god nok. Men du får næsten altid mere ud af at gå i dialog end af at gå i krig mod systemet.
Undrer du dig for eksempel over, at den syge kun får medicin og ingen terapi, så spørg om terapi kunne være en mulighed? Og lægger kommunen op til, at den syges støttekontaktperson skal hjælpe med at lave mad, så foreslå, at han eller hun også hjælper med indkøb.
Det kan være svært at skabe en god dialog med fagpersonalet – særligt når du i forvejen er presset. Her får du nogle råd, som kan gøre dialogen lettere.
Jo bedre du er forberedt, desto bedre kan du indgå i dialogen. Kend gerne til rettigheder og muligheder og undersøg, hvilke tilbud der findes – for eksempel på sygehuset, bostedet, i kommunen eller lignende. Der kan være tilbud, som ikke findes andre steder, eller nye tilbud, som medarbejderen ikke kender endnu.
Brug for eksempel Bedre Psykiatris lokalafdelinger til at søge informationer om tilbud og muligheder i lokalområdet.
Læs om dine rettigheder som pårørende til én under 18 år.
Læs om dine rettigheder til som pårørende til én over 18 år .
Prøv at blive enig med den, der er syg, om jeres spørgsmål og behov, inden I skal til møde. Skriv gerne punkterne ned sammen med jeres spørgsmål – så er I godt klædt på til at få det bedste ud af mødet.
Du, medarbejderen og den, du er pårørende til, ønsker det samme: at hjælpe personen til at få det bedre. Hold fast i det og brug det i dialogen – også når I er uenige. Vær åben overfor medarbejderens perspektiv, erfaring og faglige viden og respekter, at medarbejderen arbejder indenfor økonomiske og lovmæssige begrænsninger.
Når medarbejderen mærker, at du accepterer og respekterer personens udgangspunkt, er der markant større mulighed for, at dine ønsker bliver hørt og tilgodeset.
Når man bliver ked af det, frustreret eller vred, kommer man let til at fokusere forkert og kæmpe de forkerte kampe. Hold fokus på jeres ønsker, og lad ikke din frustration gå udover medarbejderne. Tillæg dem ikke følelser eller motiver, og undgå at starte konflikter om mindre relevante emner, der ikke gavner målet.
Hvis du oplever, at medarbejdere eller behandlere lægger pres på dig og den syge for at få en hurtig beslutning, så husk, at I næsten altid har mulighed for at købe jer lidt tid, så I kan overveje udspillet og søge råd hos andre – for eksempel i Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning eller en af Bedre Psykiatris lokalafdelinger. Sig eventuelt, at I har brug for at tale det igennem eller sove på det, inden I kan tage stilling.
Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning er her for dig, og du er altid velkommen til at tage fat denne og drøfte din sag. Vi har siddet på begge sider af bordet og har lang erfaring med at skabe dialog om bedre hjælp.
Sundhedspersonalet er en af de faggrupper, du som pårørende kan få behov for at gå i dialog med.
I dette webinar sætter Bedre Psykiatris pårørenderådgivere Linn Sofie Aabling og Cecilie Elmira Sørensen fokus på, hvordan du bedst får kommunikationen med sundhedspersonalet til at fungere.
Tilbage til Ny som pårørende eller Hjælp i kommunen
Mange pårørende oplever, at kommunens hjælp er mangelfuld, og at det er svært at få den støtte, man har brug for. Her får du råd om, hvad du selv kan gøre for at få bedre hjælp i kommunen.
Selvom kommunens hjælp er enormt vigtig for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende, oplever mange, at den er svær at få. Som pårørende står du typisk med en stor del af ansvaret, og det kan være opslidende og nedslående at rende panden mod en mur af kommunale instanser, regler og ventetider.
Har du svært ved at få god hjælp i kommunen, så får du her en række råd til, hvad du selv kan gøre for, at hjælpen bliver bedre.
Sørg for, at sagsbehandleren har alle relevante oplysninger om den, sagen drejer sig om. Er der for eksempel noget konkret, han/hun ikke kan og har brug for hjælp til? Er der specifikke situationer, tidspunkter eller mennesker, som forværrer tilstanden og for eksempel gør personen bange eller ked af det? Er der noget, der trigger misbruget?
Oplysningerne hjælper sagsbehandleren med at give den, der er syg, præcis den støtte, han/hun har brug for. Du kan også sikre, at oplysninger fra sygehuset eller en anden afdeling i kommunen bliver inddraget.
Tag gerne initiativ til at invitere andre, der har oplysninger om personen, med til møderne – for eksempel kontaktpersonen fra sygehuset.
Kommunens medarbejdere gør i langt de fleste tilfælde, hvad de kan for at sikre den bedst mulige hjælp til den, du er pårørende til. Det er værd at huske på, når man er uenig og måske frustreret eller ked af det.
Vær derfor åben overfor medarbejderens faglige viden og respektér, at han eller hun arbejder indenfor økonomiske og lovmæssige begrænsninger.
Det forhindrer ikke, at du kan være uenig og eventuelt klage over en afgørelse.
Når I kommunikerer skriftligt med kommunen, er det lettere at dokumentere, at I har søgt, hvad I har søgt om, og hvornår I har søgt. Det giver mulighed for at følge op, rykke for svar og eventuelt klage, hvis man ikke er tilfreds med afgørelserne. Forsøg derfor så vidt som muligt at søge støtten skriftligt.
Når I skal til møde på kommunen, så tænk den personens situation igennem inden. Hvad ønsker I præcist at få ud af mødet? Lav gerne en beskrivelse af, hvad han/hun har brug for hjælp og støtte til, og overvej hvilke tilbud I eventuelt vil takke ja eller nej til. Skriv det ned sammen med jeres spørgsmål – så er I godt klædt på til at få det bedste ud af mødet.
Bed altid om at få kommunens afgørelser på skrift. Så kan du læse begrundelsen bag afgørelsen, og du ved præcist, hvad du skal tage højde for, hvis du overvejer at klage.
Hvis en sag strander i systemet, og det er uklart, om eller hvordan den er afgjort, kan I bede om at få truffet en afgørelse og om at få den på skrift. Så kan I vurdere, om I er tilfredse, og om I eventuelt vil klage.
Hvis kommunen træffer afgørelser, som du og den syge ikke er enige i, kan I klage. Vær opmærksom på, at afgørelser fra kommunen har en klagefrist på fire uger, som man skal overholde for at få vurderet sin klage.
Send først klagen til dem, der har truffet afgørelsen. Hvis de fastholder afgørelsen, skal de sende klagen videre til ankestyrelsen.
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) kan rådgive jer om, hvordan man skriver en klage. Alle kan ringe eller skrive til DUKH, og det er gratis.
Det kan hjælpe at tale med andre, som også har prøvet at søge hjælp i kommunen, da det kan give indsigt, overblik og forståelse. Brug for eksempel Bedre Psykiatris lokale netværks- og samtalegrupper. Her er pårørende og frivillige med, som har været igennem de samme udfordringer som dig, og som kan være gode at tale med og få råd fra.
Find din lokalafdeling og hør om mulighederne.
Du kan også få hjælp i Bedre Psykiatris pårørenderådgivning, hvor der er ansat en socialrådgiver med mange års erfaring fra en kommune.
Hvis den syge er fyldt 18 år, er det ham eller hende, der bestemmer, hvilken rolle du som pårørende kan spille i sagen med kommunen. Og du må kun få oplysninger i sagen, hvis den syge har givet samtykke til det.
Med en decideret fuldmagt kan du være såkaldt partsrepræsentant. Så kan du modtage informationer, tale og korrespondere på den syges vegne og gå til møder med sagsbehandlere.
Du kan også få samtykke til at være med som bisidder. Som bisidder fungerer du som et ekstra sæt ører, der kan støtte personen til at få sagt de væsentligste ting og få spurgt ind til de ting, som måtte være uklare for ham/hende.
Drejer sagen sig om en person under 18 år, må forældre eller værge godt informeres og være part i sagen uanset hvad, da de har myndigheden over barnet.
Manglende samtykke er selvfølgelig nedslående, men husk, at afvisningen ikke behøver at udelukke dig helt. Personalet kan stadig være i dialog med dig. Og uanset om der er givet samtykke, må du gerne kontakte personalet og fortælle om den syge.
I Bedre Psykiatris podcast om kommunens hjælp kan du høre Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen og socialrådgiver Inge Louv give gode råd om, hvordan man lettest får den hjælp, man har brug for i kommunen. Lyt til podcasten.