Hvordan skelner man forstyrret spisning fra en alvorlig lidelse? Hvad er godt at vide, når det gælder behandling af en spiseforstyrrelse? Hvordan støtter jeg min kære, som har en spiseforstyrrelse?
I dette webinar vil psykolog og faglig direktør Birgitte Hartvig Schousboe fra Kompetencecenter for Spiseforstyrrelser komme ind på netop de emner og meget andet.
Hvordan kommer borderline til udtryk? Hvilke problematikker kan man typisk møde som pårørende, og hvordan håndterer man dem?
Se med i webinaret og få svar på dét og meget andet, hvor psykolog Jens Einar Jansen gør dig klogere på borderline. Han vil i sit oplæg også have fokus på de typiske reaktioner, man har som pårørende, og hvordan man kan passe på sig selv.
”Samarbejd om jeres fælles opgaver.” Sådan lyder det første råd fra psykoterapeut Lisa Thygesen, som til daglig arbejder med ADHD og ADD hos voksne.
Nogle mennesker bliver diagnosticeret sent i deres liv med ADHD eller ADD. Nogle oplever det som en brik i et puslespil, som falder på plads. Men selvom brikken er faldet på plads, kan symptomerne fortsat give anledning til udfordringer og belastning i hverdagen.
Lisa Thygesen er uddannet psykoterapeut med speciale i ADHD hos voksne. Hun giver her nogle råd til, hvordan du som partner kan hjælpe og støtte din kære, når han eller hun er blevet diagnosticeret med ADHD eller ADD som voksen.
Din partners ADHD/ADD-symptomer og energiniveau kan variere fra dag til dag, og det kan også ændre sig i løbet af en dag. Det kræver tilpasning fra dig som partner, og at du giver plads til din kæres behov for alenetid eller pauser til at lade op.
Hav en snak om, hvordan du som partner støtter din kære, når overskuddet er lavt. For nogen er det en hjælp, at deres partner lægger en hånd på skulderen og siger ”Ville det ikke være en god ide at hoppe i skoene og gå en tur?” For andre er det ikke en hensigtsmæssig tilgang. Så tal sammen om, hvordan du som partner kan hjælpe.
Det er også vigtigt, at din partner har en god forståelse for sig selv, sin ADHD/ADD og hvad der virker bedst for dem. Jo bedre din partner kender sig selv, desto lettere er det for dig som pårørende at hjælpe.
For nogle med ADHD eller ADD er glemsomhed et symptom. Det kan give anledning til frustrationer og diskussioner i forholdet, når det handler om fælles opgaver og hverdag. Det kræver tålmodighed fra dig som partner. Som pårørende kan du hjælpe med at skabe struktur og rutiner i hverdagen for at hjælpe din kære, så tingene bliver gjort.
Det kan være, I laver søndagsmøder, hvor I planlægger ugen, der kommer. Eller måske aftaler I, at du som partner gerne må sende påmindelser i løbet af en dag med en reminder om, hvad han eller hun skal huske. Det er vigtigt at tale sammen om og være tydelig med, hvad der giver mening og er hjælpsomt for jer.
For nogle mennesker med ADHD eller ADD hjælper det meget, hvis der er valgmuligheder i hverdagens opgaver, så de ikke føles som krav. Så i stedet for at sige ”Vil du ikke lave aftensmad i aften?”, så kan man spørge ”Vil du lave aftensmad eller gå med hunden i aften?”
Når man har ADHD eller ADD, udvikler man ofte mestringsstrategier for at få ro, overblik og kontrol, og for at huske ting eller få lavet hverdagens opgaver. Det kan være, man lægger nøglen et bestemt sted for at huske den, deler opgaver op i mere overskuelige delopgaver, eller måske laver man to-do lister, som kan krydses af.
Hvis du og din kære bor sammen og måske har børn sammen, vil det påvirke din kære og du vil formentlig kunne mærke, når din partners mestringsstrategier bliver brudt. Det kan være meget belastende for din partner, fordi han eller hun kan opleve symptomerne være stærkere, når rutinerne og mestringsstrategierne bliver brudt.
Det kan være en god ide at tale om din kæres mestringsstartegier og få sat ord på, hvad de faktisk er. Det kan være, han eller hun har nogen, du ikke har bemærket. Snak om hvad han eller hun har brug for fra dig, så de bliver opretholdt og din kære har mulighed for at bevare sin struktur.
Det kan være svært at forstå, hvordan det føles at have ADHD eller ADD, når man ikke selv har prøvet det. Og det er helt okay ikke at kunne forstå det. I stedet kan du anerkende og acceptere, at det er sådan, han eller hun har det. Forsøg at være nysgerrig på din partner og hvordan vedkommende har det og reagerer – herunder også på de udfordringer, ens partner kan stå over for på grund af sin diagnose.
Hvis I oplever, at I har nogle udfordringer, som er svære at håndtere alene, så er det en god ide at søge hjælp og støtte. Det kan være parterapi, individuel hjælp eller støttegrupper. Overvej om I både har brug for hjælp sammen og hver for sig. Begge dele kan være gavnligt.
Her får du råd til, hvordan din kære kan få bedre og mere målrettet hjælp i kommunen, når han eller hun har en spiseforstyrrelse.
Som udgangspunkt er det psykiatrien, som har behandlingsansvaret for din kære, imens kommunen er ansvarlig for rehabilitering. Desværre oplever nogen pårørende, at deres kære hverken får tilstrækkelig eller god nok hjælp i kommunen. Her får du nogle råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din kære til at få bedre hjælp i kommunen.
Bliv klædt på til samtalen om rehabilitering hos kommunen
Mange oplever, at hjælpen fra kommunen ikke er god nok og at mulighederne for de forskellige former for hjælp ikke er særlig nemme at gennemskue. I den forbindelse kan det være værdifuldt at se på Socialstyrelsens Nationale retningslinjer for rehabilitering til borgere med svære spiseforstyrrelser. Den indeholder anvisninger til kommunen og fagfolk om, hvordan man sikrer en høj faglig kvalitet i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af rehabilitering til mennesker med svære spiseforstyrrelser. Da det er retningslinjer og ikke krav, har du ikke mulighed for at klage, hvis rehabiliteringen ikke følger retningslinjerne. Men målet med retningslinjerne er, at kommunen så vidt muligt bør udbyde de tilbud, som er beskrevet. Derfor kan du bruge kendskabet til retningslinjerne til at blive bedre klædt på til, hvordan du taler med kommunen om jeres problematik og kommunens håndtering af det. Du kan læse retningslinjerne her.
Har din kære været i behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien, skal hjælpen i langt de fleste tilfælde fortsætte i kommunen, hvis behovet er der. I den overgang afholdes der et netværksmøde mellem jer, kommunen og psykiatrien, for at klæde kommunen på til at bære opgaven videre. Nogle oplever, at de ikke bliver kaldt ind til et netværksmøde. Hvis det er tilfældet for din kære, kan du som pårørende hjælpe til ved at bede om et netværksmøde.
Nogle kommuner har ansatte eller et specialiseret team, som arbejder med spiseforstyrrelser. I de tilfælde giver det rigtig god mening, at ens sagsbehandler bliver én, som netop er specialiseret i spiseforstyrrelser. Man har ikke krav på at få en tildelt, og muligheden er der ikke i alle kommuner, men det er værd at spørge, hvis I har overskuddet til det.
I samme omgang er det også en god ide at spørge, om de har nogle tilbud til pårørende. Det kan for eksempel være, at kommunen har et tilbud om søskendegrupper.
Forsøg at skabe et godt samarbejde med sagsbehandleren
Det er vigtigt, at I får et godt samarbejde med din kæres sagsbehandler. Det kan somme tider være svært, hvis man møder udfordringer, fordi det kan være en sårbar og frustrerende situation, du og din kære står i. Forsøg så vidt muligt at have øjet på bolden. Husk på at sagsbehandleren og du som pårørende har det samme mål: At hjælpe den, der er syg. Det kan være godt at minde sig selv om – også når I er uenige. Forsøg at være åben over for sagsbehandlerens perspektiv, erfaring og faglige viden, og respektér at sagsbehandleren arbejder inden for økonomiske og lovmæssige begrænsninger. Når sagsbehandleren mærker, at du accepterer og respekterer vedkommendes udgangspunkt, starter I et konstruktivt sted og der er større mulighed for, at jeres ønsker bliver hørt og tilgodeset.
Her kan du blive klogere på, hvordan det typisk forløber, når din kære skal udredes og i behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien.
Hvis du og din kære er bekymret for, om han eller hun har eller er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, så er første skridt at bestille en tid hos din kæres praktiserende læge.
Hvis det er okay med ham eller hende, så er det en god ide, at du tager med til lægesamtalen. Det kan være godt, at I er to om at spørge og lytte til det, lægen fortæller. Som pårørende kan du både hjælpe til ved at fortælle om situationen, dagligdagen og omfanget, men du hjælper også til ved at lytte og huske på de ting, der bliver sagt undervejs. Samtidig har du mulighed for at stille spørgsmål til lægen.
Hvis lægen vurderer, at der er tegn på en spiseforstyrrelse, så vil han eller hun lave en henvisning til regionens centrale visitation. De vurderer, hvad der skal ske herfra og visiterer din kære til rette sted.
Når henvisningen er modtaget af hospitalet, har din kære ret til at få tilbuddet om at blive udredt inden for 30 dage. Hvis regionen ikke lever op til det, har din kære det, som hedder udvidet ret til at vælge udredning hos et privathospital (udvidet frit sygehusvalg). Du kan læse mere om udredningsretten her.
Man kan desværre godt blive afvist i psykiatrien, selvom man er blevet henvist af sin egen læge. Det kan være meget nedslående og skabe mange bekymringer. Din kæres læge har mulighed for at henvise til en psykolog eller psykiater i stedet, og i nogle kommuner er der relevante støttetilbud til mennesker med en spiseforstyrrelse. Du er som pårørende altid velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris rådgivning for at få hjælp til, hvad I kan gøre, hvis henvisningen bliver afvist.
Din kære vil blive kaldt ind til en forsamtale med en behandler. Det er her, behandleren bliver klogere på din kæres symptomer og sværhedsgraden af spiseforstyrrelsen. Typisk spørger behandleren ind til dagligdagen, forholdet til mad, adfærd, vægt og kropsforståelse. Behandleren vil også forsøge at blive klogere på, hvor motiveret din kære er for at komme i behandling. Det kan nemlig være en stor omvæltning at starte i behandling, og det kræver motivation og lyst fra din kære. Som pårørende kan du foreslå, at du gerne vil være med til forsamtalen, hvis din kære har lyst til det, og hvis behandleren finder det hensigtsmæssigt.
Hvis der på baggrund af forsamtalen og eventuelle flere undersøgelser og samtaler stilles en diagnose, vil din kære blive informeret om det videre behandlingsforløb. I nogle regioner laver man en behandlingsplan, som indeholder aftaler og mål for forløbet. Fra diagnosen stilles, til behandlingen går i gang, må der maks gå 30 dage. Kan hospitalet ikke tilbyde din kære behandling inden for de 30 kalenderdage, skal de tilbyde ham eller hende at blive behandlet på et andet enten offentligt eller privat hospital. Det skal være et behandlingssted, som hospitalet har en aftale med. Det hedder udvidet frit sygehusvalg. Det kan du læse mere om her.
I de fleste tilfælde bliver man behandlet ambulant. Det vil sige, at din kære ikke bliver indlagt, men i stedet skal møde op til sine behandlingsaftaler. Hvis du som pårørende har mulighed for det, og din kære har lyst til det, kan du tilbyde at hente og bringe til behandlingerne.
Det vil være et tværfagligt team, som står for behandlingen. Den kommer til at bestå af flere forskellige behandlingsformer som for eksempel kostvejledning, psykoedukation, psykoterapi og kropsterapi.
Hvis din kære har et meget svært tilfælde af spiseforstyrrelse, så kan han eller hun blive indlagt. Enten en dagsindlæggelse eller en døgnindlæggelse. Under den type indlæggelser vil måltidstræning og måltidsstøtte typisk være en del af behandlingen.
Som pårørende kan du have mulighed for at få tilskud til psykologhjælp til dig selv. Det kræver, at du kontakter din egen læge og får en henvisning. Hvis du har en sundhedsforsikring gennem dit arbejde, er der ofte også mulighed for at få psykologhjælp herfra.
”Spørg ind til trivsel og undgå at kommentere på udseende, mad og vægt”. Sådan lyder det første råd fra psykolog Birgitte Hartvig Schousboe, som til daglig arbejder med behandling af mennesker med spiseforstyrrelse.
Der findes flere former for spiseforstyrrelser som for eksempel bulimi, anoreksi, ortoreksi og BED. Der kan være mange symptomer på en spiseforstyrrelse, og det kan være meget forskelligt, hvordan og hvor tydeligt det kommer til udtryk over for pårørende.
De nære relationer kan være en enorm støtte, når man skal ud af en spiseforstyrrelse. Derfor kan man som partner til en med en spiseforstyrrelse, være en stor hjælp.
Birgitte Hartvig Schousboe er psykolog og faglig direktør i Kompetencecenter for spiseforstyrrelser. Hun har mange års erfaring med både behandling af mennesker med spiseforstyrrelse og rådgivning til pårørende.
Læs med her og få hendes råd til, hvordan du som partner til en med en spiseforstyrrelse kan støtte din kære.
En vigtig ting at forstå om en spiseforstyrrelse er, at det handler om mere end bare mad. Det handler i høj grad om trivsel. Samtalerne kan somme tider drukne i mad, vægt, spisetider og udseende. Men det er vigtigt at se på mennesket og ikke kun symptomerne. Spørg din kære, hvordan han eller hun har det. Forsøg at spørge ind til trivsel i stedet for at fokusere på det ydre.
Det er f.eks. ikke hjælpsomt at kommentere på kroppens udseende, vægten eller det man spiser. Selvom man mener det positivt, når man kommenterer på udseendet, er det stadig ikke hensigtsmæssigt. Positive kommentarer kan nemlig også sætte negative tanker i gang – for hvad betyder det så i de situationer, hvor det ikke bliver kommenteret? Din kære kan nemt komme til at tænke det modsatte: Om han eller hun har taget på, eller ikke ser godt ud mere, hvis der ikke bliver sagt noget.
Det er heller ikke hjælpsomt, hvis du som pårørende har meget fokus på din egen kost og motion. Det store fokus kan påvirke din kære og sætte gang i uhensigtsmæssige tanker og adfærd hos ham eller hende.
Mennesker er forskellige og har brug for støtte på forskellige måder. Derfor er det en god idé at spørge din kære, hvad lige præcis han eller hun har brug for og finder hjælpsomt – både i dagligdagen og i situationer, hvor det er svært. Det er dog vigtigt, I har snakken, når I ikke står midt i en konflikt.
Er et måltid svært at komme igennem, er der nogle, som gerne vil have hjælp og små påmindelser undervejs. Andre vil helst være fri. Så tal om, hvordan du som partner kan hjælpe, og hvordan du formulerer dig bedst i situationen, så din kære føler sig respekteret og omfavnet.
En del af behandlingen for spiseforstyrrelse er det, man kalder mekanisk spisning. Det vil sige, at man spiser cirka hver 3. time og ikke springer måltider over. De regelmæssige måltider hjælper kroppen til at genlære sult og mæthedssignaler. Det hjælper både, hvis man er undervægtig og skal tage på, men også hvis man lider af overspisning. At komme i gang med at spise regelmæssigt igen kan være en lang, men vigtig proces.
Der er mange praktiske ting forbundet med de regelmæssige måltider, hvor du som partner kan være en stor støtte. Du kan for eksempel være med til at holde fast i at få spist både hovedmåltider og mellemmåltider. Også i weekender, hvor I måske er ude eller på anden vis har rusket op i rutinerne. Men du kan også hjælpe ved at være med til at lave madpakker, som din kære kan tage med, hvis han eller hun ikke er hjemme til måltiderne. Derudover kan du være med til at skabe god tid og rare rammer under måltiderne, så de ikke bliver indtaget under stress og jag – og uden følelsen af overvågning.
Skridt, som kan se små ud for udenforstående, kan være kæmpestore for den med en spiseforstyrrelse. Når man er partner, er man ofte så tæt på ens kære, at man godt kan forstå, hvor vigtige små forandringer er, selvom det kan se ud som små skridt.
Hvis din kære for eksempel har besluttet sig for at prøve at spise chokolade inden næste behandlingssession, kan det være en meget stor ting for vedkommende. Det kræver meget mod, og efterfølgende kan din kære måske opleve en stor glæde over at have gjort det, eller måske kommer der mange bekymringer og tanker efterfølgende. Her kan du som partner være en stor støtte, hvis du ikke negligerer hændelsen eller slår det hen som noget småt. Det er vigtigt at have øje for fremskridt og anerkende, at det kan være svært.
Det er også vigtigt at have en dialog om, hvordan skridtene anerkendes, så din kære ikke oplever det som et forventningspres, vedkommende muligvis ikke kan leve op til.
Sygdommen kan fylde rigtig meget i hverdagen – både i tankerne, samtalerne og de daglige aktiviteter. Mange par oplever, at der bliver mindre tid til at dyrke relationen som kærester. Selvom du som partner er en stor støtte og også kan hjælpe meget med de lavpraktiske ting i hverdagen, så er det fortsat vigtigt, at I også sætter tid af til jer som par. Her kan I tale om og lave ting, der ikke handler om sygdommen, men om alt det andet, I holder af, og som livet også indeholder.
Det er meget forskelligt, om intimitet og sex mellem par, hvor den ene har en spiseforstyrrelse, er udfordrende eller ej. For nogle volder sygdommen ingen problemer, og andre oplever, at sygdommen udfordrer samlivet.
Forsøg at sætte ord på, hvad I hver især kan lide og har behov for. På den måde kan I bedre indrette jer, så begge parter er tilpas. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Prøv jer frem og tal om, hvad der fungerer for jer.
”Find balancen mellem at skåne og presse.” Sådan lyder et af rådene fra Mikkel Christoffer Berg Arendt, som er specialpsykolog og til daglig arbejder med behandling af mennesker med PTSD.
PTSD er en bred lidelse, og der kan være mange forskellige ting, som kommer i spil afhængig af, hvad der har gjort, at man har fået PTSD. Af samme grund er der også mange forskellige råd at give afhængig af situationen. Fælles for mennesker, der har PTSD, er, at de har været udsat for noget voldsomt og traumatiserende. Hverdagen kan bære præg af for eksempel livagtige flashbacks til de traumatiske hændelser, søvnproblemer, øget alarmberedskab og undgåelsesadfærd. Som partner til en med PTSD kan det være rigtig hårdt at være så tæt på og se den kamp, som ens partner kæmper.
Mikkel Christoffer Berg Arendt er specialpsykolog i psykiatri og arbejder til daglig med behandling på Klinik for PTSD og angst ved Aarhus Universitetshospital. Han giver her sine råd til dig, der er partner til en med PTSD.
Når man har PTSD, har man brug for forudsigelighed. Det gælder både i hverdagens rytmer, men også de konkrete ting og udfordringer, som er forbundet med din kæres PTSD. Derfor er det vigtigt, I taler tingene ordentligt igennem. Hvis I står med en specifik udfordring, så tal konkret om de første skridt. Det er vigtigt at lave aftaler og overholde dem, så din kære ikke bliver overrasket undervejs. Det er rart for både dig og din partner, at I begge kender til aftalen og er trygge ved fremgangsmåden.
Nogle mennesker med PTSD kan have svært ved at planlægge og holde struktur, fordi man er fyldt op med alt mulig andet i hovedet. En del af arbejdet og behandlingen af PTSD er at lære at skabe struktur i hverdagen igen. Det kan du som partner støtte op om ved at stille dig til rådighed og hjælpe med at få ting skrevet i kalenderen på en overskuelig måde og minde din partner om de forskellige aftaler. Du kan også hjælpe med den generelle struktur og rytme i hverdagen som for eksempel at gå i seng cirka samme tid hver dag og spise mad på de samme tidspunkter.
Der er generelt en rigtig god effekt af PTSD-behandling. Derfor er der god grund til både at tro, håbe og forvente, at din partner får det bedre. Og hvis din partner allerede har forsøgt behandling uden nævneværdig effekt, er det værd at opsøge en anden slags behandling – det kan jo være, den allerede afprøvede behandling simpelthen ikke passede på din partner.
Som partner kan du støtte din kære til at opsøge behandling og du kan være med til at sørge for, at han eller hun husker sine aftaler med behandleren og kommer afsted.
Mange mennesker med PTSD bliver begrænset i deres adfærd, fordi deres tilstand er så invaliderende. Genoplevelse af den traumatiserende hændelse og undgåelsesadfærd er to typiske, gennemgribende symptomer. Det kan være mange ting, som sætter genoplevelsen i gang – en lyd, en duft, en berøring, en person, som ligner en gerningsperson eller noget femte. Det gør ofte, at den PTSD-ramte undgår situationer, hvor han eller hun kan blive trigget. Det kan blive en ond cirkel, hvor den PTSD-ramte bliver meget isoleret og symptomerne forværret.
Som pårørende kan man godt komme til at ville hjælpe og støtte sin partner så meget, at man kommer til at skåne ham eller hende uhensigtsmæssigt. Men det kan være svært at vide, hvornår man skåner for meget eller presser for meget. Derfor er det vigtigt, I får et sprog for det, så du kan blive klogere på, hvornår du som partner gerne må presse lidt på, og hvornår du skal lade være.
Tag gerne fat i en konkret situation. Hvis din partner har et ønske om at kunne tage ned og handle dagligvarer igen selv, så tal om, hvordan I gør det, og hvornår og hvordan du må opmuntre ham eller hende. Sæt også gerne nogle ord på, hvordan I kan snakke sammen i situationen, hvis du er kommet til at presse for meget på. Igen handler det om aftaler og forudsigelighed.
Ligesom der med behandling er god mulighed for at få det godt igen, er det også muligt at kunne blive intime igen, selvom det for nogen har været et stort problem. Men det kommer ikke af sig selv – især ikke hvis undgåelse af intimitet og fysisk nærhed er et symptom, som fylder. Så det er noget, I sammen skal arbejde på.
Som partner må du gerne italesætte, at det er vigtigt for dig, at I kan holde i hånd, give hinanden et knus eller sidde tæt sammen i sofaen. Tal om, hvad der er okay – hvor meget er det i orden, at du holder om din partner? Og hvornår er det okay, du tager initiativ? Tal om hvad der er okay nu, og hvor I kan have en opmærksomhed på at udvide det, I kan sammen. I kan dele det op i små skridt, så I tager det lidt ad gangen og korrigerer undervejs.
Nogle mennesker med PTSD oplever vredesudbrud og har det svært med at regulere vreden. Hverken du eller din kære skal indstille jer på, at vrede altid skal være et problem mellem jer. Der er nemlig hjælp at hente hos en behandler.
Mellem jer som par er det en god ide at snakke om, hvornår den typisk opstår. Hvad sker der? Kunne I have forebygget det? Kan I nedtrappe situationen, når det sker?
Der er forskellige niveauer af vrede, og I kan tale om, hvad I skal gøre på de forskellige niveauer. Det kan være, I begge lige skal tælle til 10. Måske har I brug for fysisk afstand fra hinanden, hvor I går i hvert jeres rum eller går en tur hver for sig. Det er rart for begge parter, at I har talt om det, så der er en plan og I ved, hvad der skal ske.
Nogle mennesker med PTSD oplever store problemer med søvn. Mange har voldsomme mareridt, hvor man genoplever traumet. Nætterne kan også være fulde af uro og tankemylder. Søvnen bliver ofte bedre i takt med, at man begynder at bearbejde traumerne.
Det er en god ide at nævne søvnproblemerne for behandleren, så der kan blive arbejdet med det. Mellem jer som par kan I tale sammen om, hvordan I skal håndtere det i praksis. Skal du for eksempel vække din partner, når han eller hun har mareridt? Og hvad skal du så gøre, når du vækker vedkommende?
Derudover er der de generelle søvnråd som for eksempel at bevæge kroppen hver dag, undgå koffeinholdige drikke efter klokken 16, gå i seng og stå op på de samme tidspunkter hver dag og undgå skærmtid, inden sengetid.
Nogle pårørende kan godt være nervøse for at spørge ind til og tale om traumet, der ligger til grund for ens partners PTSD. Men det er en god ting at spørge ind. En del af bearbejdningen af traumet for din partner er netop at tale om hændelsen igen og igen. Både med partner, venner og familie, og altså ikke kun med professionelle. Der sker noget, når man genfortæller ens historie flere gange, og det gør en forskel at høre andres inputs og forståelse af hændelsen. Måske har man som PTSD-ramt skammet sig over noget, som andre slet ikke kan se, hvorfor man skulle skamme sig over. Nuancerne og inputs fra andre har altså en stor betydning.
Derfor er det godt, hvis du stiller dig til rådighed som en, der vil lytte, og at du spørger interesseret ind. Men du skal samtidig acceptere, at du ikke behøver høre alle detaljer – både for din og din partners skyld. Det kan nemlig være hårdt som pårørende at høre om det, din partner har været udsat for. Og det er helt i orden at sætte en grænse for, hvad du kan høre på og hvad en professionel skal høre på. Først og fremmest er du pårørende og partner.
”Dyrk det, som gør jer gode sammen som par.” Sådan lyder et af rådene fra Cathrine Mariager, der til daglig arbejder som psykolog. Få hendes råd til, hvordan du som pårørende håndterer nogle af de udfordringer, der kan opstå, når du er partner til en med bipolar lidelse.
Bipolar lidelse er en sygdom, som kan kræve meget af den pårørende, fordi den har så mange udtryk og der er mange ændringer undervejs. Som pårørende kan det være svært at stå på sidelinjen og hele tiden være på vagt og opmærksom på, hvor ens kære er mentalt. Som partner til en med bipolar lidelse spiller man en vigtig rolle, fordi man i høj grad kan hjælpe og støtte sin partner gennem sygdommen. Og man er ofte også den, som opdager de tidligste advarsels- eller bekymringstegn hurtigst og kan reagere på dem.
Cathrine Mariager er psykolog hos Aleris PP og specialist i psykoterapi for voksne. Hun giver her sine gode råd til dig, der er partner til én med bipolar lidelse.
Det kan være en god ide at lave nogle aftaler med din partner, som har bipolar lidelse, i en neutral og stabil periode. Den med sygdommen har brug for en god holdkammerat, og det er nemmere at have lavet aftalerne på forhånd. Så er I begge indforståede med, hvad der skal ske, hvis eller når de svære perioder kommer og hvilke behov, I hver især har.
Aftalerne kan handle om, hvad I kan gøre før og efter en manisk eller depressiv periode.
Før
Som partner til en med bipolar lidelse er du oftest den, som spotter symptomerne først – ofte også før din kære. Så hvad gør I, når du som pårørende mærker en forandring? I kan i fællesskab lave en liste med bekymringstegn og aftale, at når du som pårørende har set disse tegn i nogle dage, så er det okay at sige ”Jeg er bekymret. Vi har jo lavet den her liste med bekymringstegn, og jeg har en oplevelse af, at de har udfoldet sig de sidste dage.”
Så skal I have en aftale om, hvad I gør herfra – for eksempel at kontakte behandleren. Det er godt at reagere hurtigt, så I måske kan nå at forebygge en manisk eller depressiv periode.
Udover det kan du som partner hjælpe med den daglige livsførelse: En god døgnrytme med søvn, motion og en stabil hverdag med kendte rutiner.
Efter
Efter en manisk eller depressiv periode, kan det være en god ide at lave et debrief eller en form for evaluering af, hvad I lige har været igennem. Hvor står I nu? Er der noget, I skal have bearbejdet her efterfølgende? Og er der noget, I kan gøre bedre og anderledes næste gang, I oplever de her svære perioder? På den måde får I hjulpet hinanden med sammen at komme på den anden side af de her svære perioder.
Som pårørende kan man godt have tendens til konstant at være i et slags alarmberedskab, fordi man er så opmærksom på sin kære. Det kan være opslidende for begge parter. Derfor er det vigtigt, at man i de neutrale og stabile perioder også lærer at give slip og finder en hverdag, hvor man kommer ned i gear og har en tillid til og tro på, at det nok skal gå. Og hvor man finder tid og plads til én selv og aktiviteter, man selv kan lide at lave. Det er vigtigt at tanke op og gøre ting, der er gode for dig.
Det kan være en god ide at inddrage andre i omgangskredsen, så I kan være flere om at holde øje med symptomer og faresignaler. Det kan være en god ven eller et familiemedlem. Så står du ikke alene som partner.
For nogle par, hvor den ene har bipolar lidelse, kan intimitet være svært i perioder. Det er helt naturligt at opleve udfordringer ved intimitet og for mange er det en del af sygdommen. For nogle kan det faktisk komme på den tidligere nævnte liste over bekymringstegn.
Det kan være svært for par at tale om. Hvis I oplever, at det er svært at gøre på egen hånd, kan det være en god ide at få hjælp til det. Enten med en parterapeut eller hvis din kæres behandler også har mulighed for at rådgive jer som par på det område.
I de depressive perioder kan partneren med bipolar lidelse have nedsat lyst – både til nærhed og sex. Her kan I tale om og finde frem til alternative måder at være nærværende og intime på. Måske det at holde i hånd eller ligge tæt sammen, uden forventninger om sex, kan være en måde, hvorpå I alligevel kan mærke hinanden.
I maniske perioder kan partneren med bipolar lidelse opleve øget lyst til sex. Det er forskelligt, hvor problematisk man oplever det, men mange pårørende oplever det som en uligevægt i sexlyst. I nogle tilfælde oplever nogle pårørende, at grænser overskrides, selvom det ikke er hensigten fra ens kære. Det er vigtigt at tage det alvorligt, hvis du som pårørende oplever det som grænseoverskridende adfærd. I skal finde en løsning, som gør jer begge trygge og tilpasse. For nogle er det en løsning at finde aktiviteter, hvor ens kære bruger sin krop fysisk og kommer af med noget energi på den måde. Det er en god ide at få hjælp af en professionel til situationen.
Din partner har en sygdom, men han eller hun er meget andet og mere end sin sygdom. Og du er meget andet end en pårørende. Det er godt og sundt for forholdet at mærke de andre sider af hinanden. Alle de ting, I også er og også laver sammen, som er sunde, almindelige og sjove.
I kan genbesøge de gode perioder og se på, hvad I gjorde der, som var godt for jer. Ved at dyrke de gode ting, bliver I også stærkere til at kunne stå sammen i de svære perioder, som kræver noget ekstra af din kære og dig som pårørende.
”Bevar troen på bedring – angst er ikke et karaktertræk.” Sådan lyder det fra Anne Stærk Dickenson, som til daglig arbejder som psykolog og har meget erfaring med behandling af angst.
Det kan være svært at være pårørende til en person med angst. Man ser en, som man holder af, have det dårligt, og det er let at komme til at føle sig magtesløs. Faldgruben er, at mange pårørende bliver løsningsorienterede og vil forsøge at skubbe angsten væk eller fjerne den. Problemet er bare, at man ikke kan fjerne angst. Løsningen er derfor ikke at forsøge at få angsten til at gå væk – løsningen er at få øje på, at det er en følelse og at blive mindre bange, når man mærker den. På den måde vil angsten begynde at fylde mindre og mindre.
Anne Stærk Dickenson er selvstændig psykolog og har arbejdet med blandt andet angst i mange år. Her får du hendes råd til, hvordan du som pårørende selv kan bevare roen og støtte din kære, når han eller hun oplever angst.
Angst er en helt naturlig følelse ligesom glæde, vrede, stress og jalousi. Alle følelser er midlertidige tilstande, som går væk igen – det gælder også angsten. Grunden til at angsten kan komme til at fylde så meget, er fordi, at vi bliver bange for den og forsøger at få den til at gå væk. Paradoksalt nok vil det forstærke og vedligeholde angsten.
Det kan være svært at opdage, at angsten ikke er farlig, fordi den kan opleves så skræmmende eller være så invaliderende. Det kan derfor være hjælpsomt at få øje på de tidspunkter, hvor angsten faktisk er væk og alt er okay. Det kan minde os om, at angsten er en midlertidig tilstand – og forhåbentlig kan bevidstheden om dét hjælpe dig som pårørende til at bevare roen omkring din kære, når han eller hun mærker angsten næste gang.
Du og din kære må selvfølgelig gerne tale om angst – det er bare vigtigt, den ikke fylder alt. Det er helt almindeligt at få lyst til at forberede sig mentalt på, hvis det skulle ske igen, tale meget om det eller undgå situationer, som man tænker kan trigge angsten. Det er strategier, som kan give en kortvarig ro, men som på den lange bane kan vedligeholde angsten. Vi kan ikke styre eller kontrollere angsten uanset, hvor meget vi prøver.
Som pårørende kan du hjælpe ved at anerkende, at følelsen er der, men ellers forsøge at lade den være og acceptere den som en naturlig følelse, der forsvinder igen. Sindet regulerer sig selv, så derfor vil alle følelser forsvinde igen, når vi ikke længere giver den vores opmærksomhed.
Mange angstramte har en forestilling om, at angst er en del af deres personlighed, og at de derfor ikke kan få det bedre. Men angst er ikke et karaktertræk – det er en følelse. Følelsen opstår, når vi har nogle tanker, som vi tror på og bliver bange for.
For hvor er angsten, når din kære har det godt? Den er væk – og din kære er der stadig. Angsten er derfor ikke et karaktertræk. Det er en følelse, som er skabt af tanker.
Din kære kan få det godt igen, når han eller hun får den rette hjælp og opdager, at tanker og følelser ikke er farlige og at sindet er skabt til at falde til ro igen, uanset hvor længe man har lidt af angst.
Det kan være vigtig og forløsende viden at have i sin bevidsthed, når bekymringerne fylder meget i dig som pårørende.
”Hold øje med forandringer.” Sådan lyder et af rådene fra Christina Skovsende Eriksen, som er afdelingsleder for farmaceuter og farmakonomer i psykiatrien hos Region Hovedstadens Apotek og Kasper Reff, der er afsnitsansvarlig overlæge hos Psykiatrisk Center Nordsjælland. Læs med her og få deres råd til, hvad du skal holde øje med som pårørende og hvordan du støtter din kære, som får antipsykotisk medicin.
Antipsykotisk medicin gives i behandlingsøjemed og som forebyggende behandling. Det er hovedsageligt til mennesker, som oplever psykoser eller har bipolar affektiv sindslidelse. Antipsykotisk medicin helbreder ikke sygdommen, men den hjælper med at fjerne symptomerne eller gøre dem mere milde.
Christina Skovsende Eriksen og Kasper Reff har gennem flere år arbejdet sammen og brugt hinandens fagligheder til at medicinjustere og hjælpe mennesker med psykisk sygdom til at få den rette medicin.
Her er deres gode råd til dig, som er pårørende til en, der skal starte på antipsykotisk medicin.
Det er en god ide at tage med din kære til lægesamtalen. Der er meget information at tage imod og huske, og det kan være nemmere at få stillet de spørgsmål, I har, hvis I er to. Til lægesamtalen er det også vigtigt, I fortæller om, hvis din kære tager andre former for medicin – det gælder alle former for medicin. Anden medicin kan nemlig have indflydelse på bivirkninger og din kæres reaktion på antipsykotisk medicin.
Til en lægesamtale giver det også god mening at have en forventningsafstemning om, hvad medicinen virker på, og hvor den ikke virker. Antipsykotisk medicin afhjælper bedst på symptomer som det at høre stemmer, føle sig forfulgt eller have forskellige forestillinger om verden, som afviger fra normalen. Den virker ikke godt på symptomer som for eksempel isolation og manglende drive i hverdagen.
Udover det kan det også give god mening at spørge ind til, hvordan din kære skal tage sin medicin. Nogle præparater vil fx virke sløvende – her giver det god mening at tage det om aftenen inden sengetid. Andre præparater virker bedst, hvis man tager det sammen med noget mad. Og nogle kan tages på alle tider af døgnet og når det passer bedst ind i din kæres rutiner.
Når man tager medicin, er der altid risiko for bivirkninger. Nogle kommer med det samme og andre kommer senere i forløbet. Nogle er dosisafhængige og nogle bliver værre med tiden. Nogle er forbigående og andre er permanente. Det kan hurtigt virke skræmmende at se listen over mulige bivirkninger. Husk på, at det ikke er sikkert, din kære får nogle alvorlige bivirkninger.
Som pårørende kan du hjælpe til ved at holde øje med, om alle de ting, som normalt skal virke hos et menneske, stadig fungerer. Det kan være, om der stadig er gang i maven og om vedkommende kan tisse som normalt. Er der ro i kroppen, holder man sin normale vægt, kan din kære mærke mæthed? Er der kvalme, muskelspændinger, hovedpine eller smerte, som ikke var der før? Tal med lægen om alle bivirkninger – nogle ting kan virke harmløse, men de kan ende med at blive problematiske, hvis de står på for længe.
Mange af bivirkningerne kan man afhjælpe. Som regel starter man med at justere i dosis, behandle bivirkningerne eller skifte præparat. I skal dog være opmærksomme på, at det er afgørende at acceptere, at der næsten altid vil være en grad af bivirkninger. Kun din kære kan afgøre, hvor invaderende bivirkningen er, og om bivirkningerne vejer højere end virkningen af medicinen. Meningen med medicin er, at din kære får et bedre liv – lever medicinen ikke op til det mål, skal man reagere på det. I den forbindelse skal man som pårørende være opmærksom på, at visse psykiatriske patienter kan mangle indsigt i deres sygdom. Det betyder, at beslutningen om eventuelle ændringer altid skal tages i fællesskab.
En del oplever forstoppelse som en bivirkning ved antipsykotisk medicin. Det er en vigtig bivirkning at have et øje på. For nogen kan det være grænseoverskridende og intimt at tale om, men hvis du kan, så forsøg alligevel at finde modet frem til at spørge ind til og følge op på det hos din kære. Det vil med stor sandsynlighed være noget, din kæres behandler spørger ind til. Men når man har en psykose, er ens virkelighedsopfattelse svækket og det kan være svært for din kære at fornemme, hvad der er normalt og hvilke forandringer, der er kommet til. Hvis du og din kære kan tale om det, vil det være værdifuld viden, du kan videregive til behandleren. Det er en bivirkning, man forholdsvis nemt kan behandle. Så reagér på det hurtigst muligt, så det kan blive afhjulpet, før det udvikler sig og bliver mere alvorligt.
Antipsykotisk medicin kan medføre forskellige seksuelle bivirkninger. For nogle kan niveauet af hormonet prolaktin i kroppen stige, når de tager antipsykotisk medicin. Det kan have indflydelse på både lyst og evne til seksuel aktivitet. Stigningen af hormonet prolaktin kan for nogle, både mænd og kvinder, betyde, at man får spændte bryster, og man kan opleve mælkelignende flåd fra brystvorterne. Hvis man i forvejen har psykoseproblemer, kan det være udfordrende også at have disse fysiske bivirkninger. Hvis man for eksempel under sin psykose tror, man er gravid, kan denne bivirkning forværre situationen.
Det er vigtigt, at behandleren får kendskab til denne bivirkning. Nogle mennesker i behandling med denne bivirkning vil gerne skifte præparat, imens andre ikke synes, det er et problem at leve med. Men vælger man at fortsætte med det præparat, kan det være, lægen også vil ordinere kalk og D-vitamin til din kære.
Ved nogle præparater er vægtøgning en bivirkning. Der er ikke noget entydigt svar på, hvad det skyldes. Men det er en bivirkning, mange er kede af, og den går sjældent over af sig selv. Overvægt giver større risiko for sukkersyge, hjertekarsygdomme og har indvirkning på ens mentale trivsel – så den er vigtig at holde øje med. Som pårørende kan du hjælpe til ved at observere, om din kære tager på i vægt og reagere hurtigt – selv hvis det bare starter med to kilo. Det er langt nemmere at gøre noget ved en vægtøgning før den er nået at blive omfattende end at vente med at tage hånd om det.
Gentagende tjek for om døren er låst og komfuret er slukket. Meget hyppig håndvask. En altoverskyggende trang til at spørge sine omgivelser mange gange og sikre sig om noget. Det er eksempler på nogle tvangshandlinger, man kan have, når man har OCD. Per Hove Thomsen, der til daglig arbejder med og forsker i forskellige psykiatriske lidelser og funktionsnedsættelser, herunder OCD, giver her råd til dig, der er pårørende til én med OCD.
OCD står for Obsessive Compulsive Disorder. Det centrale ved OCD er, at man har svære tvangstanker og tvangshandlinger, man ikke kan slippe for. Med fornuften kan den OCD-ramte oftest godt se, at det er overdrevent. Men det er nærmest umuligt ikke at følge tvangstankerne og -handlingerne. Man bliver nemlig grebet af voldsom angst eller frygt for, hvad der kan ske, hvis man ikke udfører tankerne og handlingerne. I sjældne tilfælde kan OCD godt opstå uden angst – her handler det mere om følelsen af at have gjort noget godt nok og rigtigt. Men ved langt de fleste tilfælde ligger der en angst for, at der sker noget frygteligt, hvis ikke man udfører sine ritualer.
Her får du Per Hove Thomsens fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med OCD.
For at forstå din kære bedst muligt, er det vigtigt, du som pårørende spørger ind og bliver klogere på, hvad der fylder hos ham eller hende. Hvad er det for nogle tanker? Hvilke skrækscenarier kører rundt? Hvor meget fylder det i hverdagen? Mange med OCD er meget bevidste om deres tanker og synes, de er pinlige eller skamfulde. Derfor kan mange finde på at holde dem for sig selv. Ved at spørge nysgerrigt ind bliver du som pårørende selv klogere på din kære og de ting, der fylder. Men du hjælper også vedkommende med OCD med at sætte nogle ord på hans eller hendes oplevelser.
Hvis det er muligt, vil det være en fordel for dig som pårørende at komme med til nogle af behandlingssessionerne. Når man behandler for OCD, vil de pårørende nemlig spille en stor rolle. Dels fordi man nemt kan have tendens til at hjælpe med nogle af de ritualer, der er forbundet med OCD’en. Det skal man lære at blive bevidst om, så man kan stoppe. Men også fordi en del af helbredelsen består i at blive eksponeret for nogle af de ting, som trigger den OCD-ramte, for derefter at lære, hvordan man så skal reagere i det. Den proces kan de pårørende i høj grad hjælpe og støtte med, fordi man jo er en del af den hverdag, hvor tvangstankerne og -handlingerne foregår. Det er dog også vigtigt, at din kære har nogle behandlingssessioner alene, hvor der er plads og mulighed for at snakke om de ting, der er ekstra svære at tale om.
Når man er pårørende til én med OCD, kan man nemt komme til at blive en del af ritualerne. Det kan være, din kære vil have, du tænder vandet, så han eller hun ikke selv skal røre ved vandhanen. Eller måske bliver du dagligt og gentagende gange hørt i, om døren er låst og om komfuret er slukket. Bliver man ved med at hjælpe den OCD-ramte med at gennemføre sine ritualer eller svare på alle de spørgsmål, der bliver stillet, er man med til at vedligeholde OCD’en. Det er svært for pårørende at se ens kære lide under det, og derfor skal man ikke trække sig pludseligt. Men det er vigtigt, der bliver lagt en plan for, hvordan du gradvist trækker dig ud af ritualerne. Er du med til nogle af behandlingssessionerne, er det en plan, I kan lægge sammen med behandleren.
Nogle OCD-ramte kan have meget svært ved at have gæster i sit hjem – for eksempel hvis de er bange for bakterier. Hvis man bor sammen, kan det i høj grad komme til at gå ud over den pårørendes sociale liv. Ligesom du skal trække dig ud af ritualerne, er det også vigtigt, at du genoptager dine egne sociale aktiviteter. Dels for din egen skyld, så du får set nogle mennesker, du holder af og har det godt med. Og dels vil det også være et led i behandlingen af din kære at blive eksponeret for det, som kan udløse tvangstankerne og -handlingerne. Dette er også et punkt, I kan tale med behandleren om.
”Tag bivirkningerne alvorligt.” Sådan lyder det fra Poul Videbech, der har mange års erfaring med forskning i og behandling af depressioner både medicinsk og psykoterapeutisk.
En af de bekymringer, som mange pårørende har, når det handler om deres kære og medicinering, det er, om lægen følger op på den medicinske behandling, og om medicinen bliver suppleret med terapi.
Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Ifølge ham er den bedste behandling af en svær depression en kombination af medicin og psykoterapi. Det er vigtigt, der også tilbydes psykoterapi. Nogle privatpraktiserende læger tilbyder selv samtaler, imens andre læger henviser til en psykolog. Mennesker er forskellige, og nogle ønsker ikke andet end medicinsk behandling – og dem skal der også være plads til. Men faktisk har alle mennesker brug for støtte, når de kommer i medicinsk behandling, fordi der kan være mange bivirkninger, som følger med medicinen. Så selv hvis din kære ikke synes, han eller hun har brug for psykoterapi, kan vedkommende stadig have brug for at tale om bivirkninger med en læge. Støttende samtaler hos egen læge har altså også stor værdi.
Her får du Poul Videbechs gode råd til dig, der er pårørende til et menneske, som er på antidepressiv medicin.
Mange oplever bivirkninger, når de tager antidepressiv medicin. Det kan for eksempel være vægtøgning, hovedpine, problemer med at mærke følelser, svimmelhed, forstoppelse eller nedsat sexlyst. Bivirkningerne kan være mere eller mindre generende for den enkelte. I mange tilfælde går de over efter 1-2 uger. Fylder de fortsat meget efter et par uger, skal I tage dem alvorligt og overveje, om din kære kan leve med dem eller ej. Nogle gange er der enkelte løsninger på bivirkningerne, og det er værd at undersøge alternativerne. Det er vigtigt at huske, at behandling altid er en afvejning af virkninger og bivirkninger.
Nogle pårørende oplever, at deres kære gerne vil trappe ud af medicinen. Det kan enten være, at de ikke oplever sig selv som værende syge nok til at tage medicin, eller de synes, at bivirkningerne er værre end selve sygdommen. Det er vigtigt, at din kære ikke selv begynder at trappe ud. Forsøg derfor at få en tid til din kære hos den behandler, som har ordineret medicinen. Her kan din kære og lægen have en dialog om muligheden for at skifte præparat, som kan afhjælpe bivirkningerne. Insisterer din kære stadig på at skulle stoppe på medicinen, er det også vigtigt, at lægen er inde over udtrapningen. Både for at gøre eventuelle gener ved udtrapningen er så milde som muligt og for at tale om fremtidige behandlingsmuligheder. Men også, fordi det er vigtigt, at lægen følger med i udtrapningen på grund af risikoen for tilbagefald.
Det kan være en god ide at forberede jer inden en lægesamtale. Har din kære tidligere været i behandling og har erfaring med medicin og reaktionen på det, er det god viden at have med og have gjort sig nogle tanker om inden.
Hvis det er okay med din kære, og du selv har overskuddet til det, så er det en god ide, hvis du som pårørende tager med til i hvert fald første lægesamtale. Så er I flere, der kan lytte, du kan supplere med din viden, og du har mulighed for at få svar på nogle af de spørgsmål og bekymringer, du kan have som pårørende.
Nogle oplever at få ordineret medicin efter en enkelt lægesamtale. Hvis du har overskuddet til det, så forsøg at insistere på at din kære har mindst to lægesamtaler, før der bliver ordineret medicin. På den måde har lægen meget bedre mulighed for at danne sig et billede af din kære og omfanget af depressionen. Hvis din kære er meget dårlig og selvmordstruet, er det selvfølgelig en anden sag, som man skal reagere hurtigt på.
Din kæres privatpraktiserende læge kan og må gerne udskrive antidepressiv medicin til voksne, uden der kommer en speciallæge i psykiatri – altså en psykiater – ind over. Det er vigtigt, at lægen i så fald understøtter medicinen med samtaler eller sikrer at den, der har en depression, ser en psykolog, som følger den medicinske behandling op med samtaler. For det første fordi det er vigtigt med opfølgning på eventuelle bivirkninger, og for det andet fordi kombinationen af terapi og medicin er det, som virker bedst i behandlingen af svær depression. Går din kære til egen læge og får en henvisning, får han eller hun tilskud gennem sygesikringen. Hvis man kommer i behandling i psykiatrien, er det gratis. Hvis lægen ikke henviser den, der er ramt af depression, til en psykiater eller psykolog og ikke selv tilbyder samtaler, kan du som pårørende være med til at insistere på, at samtaler bliver en del af behandlingen – enten hos lægen selv eller hos en psykolog eller psykiater, som lægen henviser til.
Er din kære en kæreste eller ægtefælle, kan de seksuelle bivirkninger for nogen fylde enormt meget – både for den med en depression og for dig som pårørende. Det skal man tage alvorligt. Mange pårørende er ofte kede af at italesætte det som et problem, fordi han eller hun ved, at ens kære i forvejen kan have nogle hårde tanker om sig selv. Men fylder det meget i jeres relation, er det vigtigt, I snakker om det og tager det op med lægen. Der er flere løsninger til at afhjælpe problemet – det kan for eksempel være en mulighed at skifte præparat eller gå i sexologisk behandling.
Din kære vil mærke bivirkningerne, før han eller hun mærker selve virkningen af medicinen. Det kan være en hård overgang for din kære. Her fylder depressionen fortsat , imens han eller hun på samme tid skal bokse med bivirkningerne. I denne overgang kan du være en stor støtte ved at være med til at give håb om og tro på, at det er en midlertidig tilstand. Kan du hjælpe din kære med at dyrke motion, komme ud i naturen, spise sundt og forsøge at komme ind i eller bevare en god døgnrytme, så vil det også være meget hjælpsomt. En god døgnrytme er at gå i seng til normal og samme tid. Det er godt at undgå at sove om dagen, fordi det kan gøre det sværere at falde i søvn om natten. Har din kære problemer med at sove om natten, er det også noget, I kan tale om med lægen.
Får din kære bivirkninger, som gør, at vedkommende får det værre under behandlingen – for eksempel med opblussende selvmordstanker – så skal I tage det alvorligt. Det sker sjældent, men gør det, så skal I reagere hurtigt og kontakte behandleren. Tilbyder lægen det ikke selv, så insistér på at din kære får opfølgende samtaler en gang i ugen særligt i starten af behandlingen. Det er vigtigt, han eller hun får hjælp til at håndtere bivirkningerne.
Svedeture. Hjertebanken. Tankemylder. Søvnløshed. Undgåelse af situationer. Det er nogle af de symptomer, som kendetegner angst. Er du pårørende til en med angst, kender du måske nogle af dem. Clas Winding Christensen, overlæge i psykiatri, giver her fire råd til dig, som er pårørende til én med angst.
Angst kan komme til udtryk på mange måder. Symptomerne kan både være fysiske, psykiske og adfærdsmæssige, og for nogle angstramte kan det være altoverskyggende i hverdagen.
Clas Winding Christensen er ledende overlæge på Psykoterapeutisk Ambulatorium ved Psykiatrisk Center Ballerup og har mange års erfaring med behandling af angst. Her er hans råd til dig, som er pårørende til et menneske med angst.
Jo mere du lærer om angst, jo bedre vil du kunne forstå din kære. Derfor er det en god ide at sætte sig ind i sygdommen og dens symptomer, så du bedst muligt kan støtte din kære. På den måde er du også klædt bedre på til at kunne forstå hans eller hendes reaktioner og behov. Du kan også spørge din kære og lytte til, hvordan han eller hun oplever sin angst. Her er det vigtigt at være tålmodig og bare lytte frem for at skride til handling.
Derudover er det også vigtigt, du husker dig selv. Det er svært og opslidende at være pårørende. Det kan være gavnligt for dig at søge hjælp og tage imod de pårørendetilbud, der findes. Det kunne for eksempel være i samtalegrupper, hvor du møder andre, som forstår din situation.
I situationer, hvor angsten er rigtig tydelig eller din kære måske står midt i et angstanfald, er det vigtigt, du som pårørende bevarer roen. For ro smitter. Prøv at få den angstramte til at trække vejret dybt og forsøg at have fysisk kontakt imens. Det kan være, I holder i hånd eller står i et kram. Kom ned i tempo og tal i et roligt toneleje. I kan også bryde situationen helt og fokusere på noget andet – I kan for eksempel gå en tur eller se noget sammen.
Mind vedkommende om, at selvom det føles meget ubehageligt og skræmmende, så er angst en følelse, der ikke er farlig, og som forsvinder igen. Hvis det tager overhånd, angsten er svær at nedregulere eller fylder for meget, skal I overveje at søge professionel hjælp.
Hvis din kære har svært ved at søge behandling og tage imod hjælp, må du gerne være guidende, presse lidt på og støtte op om etableringen af kontakt til behandlingsstedet. Når din kære så er i behandling, er det vigtigt at give slip på behandlerrollen. Nu skal du huske at være familiemedlem, kæreste eller ven. Det er meget normalt, at pårørende er i risiko for at blive overinvolveret og glemme deres egne interesser og behov. Men det er vigtigt at huske, du har dit eget liv, og minde dig selv om, hvor du får dine kræfter fra. Det er nemlig her, du får energi til at være en støttende pårørende.
Har du behov for det, er det også helt okay at trække sig for en periode. Det er bare vigtigt, du og din kære har en dialog om det og taler om det i fredstid, hvor der er ro på. De fleste angstramte skal lige vænne sig til, at du har behov for at trække dig, men de fleste forstår det godt.
Din kære er meget andet end sin angst. Derfor er det også vigtigt at støtte op om det samlede liv, som blandt andet indebærer arbejde, skole, interesser og det sociale liv. Det er med til at få livet på rette kurs på flere områder. Det kan være små ting, som at komme ud og gå en tur. Eller det kan være større ting som at hjælpe med at kigge på, hvordan han eller hun gradvist kommer i gang med arbejde eller uddannelse igen. Når du stille og roligt hjælper med at støtte op om det samlede liv, vil det også få en indirekte, positiv effekt på angsten.
Det vil også være en god øvelse i at give slip for dig som pårørende, hvis du har været meget involveret i angstbehandlingen.
”Tal om selvregulering.” Sådan lyder ét af Pelle Lau Ishøys fire råd til dig, som er pårørende til en voksen med ADHD.
Pelle Lau Ishøy er overlæge i Team for ADHD og Autisme ved Psykiatrisk Center Glostrup. Han arbejder til dagligt med mennesker, der blandt andet har diagnosen ADHD.
Her er hans fire gode råd til dig, som er pårørende til en voksen med ADHD.
Som pårørende er det en god indgang at udvise forståelse, nysgerrighed og interesse over for ens kære, som har ADHD. Har man fået diagnosen sent, sker der somme tider det, at ens pårørende møder én med undren eller utilstrækkelig og måske manglende forståelse. Mange mennesker med ADHD har ofte et livslangt selvbillede af at være dovne eller forkerte. En manglende forståelse og anerkendelse fra ens pårørende kan bidrage til, at personen med ADHD igen får forstærket følelsen af at være forkert. Derfor er det vigtigt, man som pårørende udviser forståelse, nysgerrighed og interesse over for sin kære med nyopdaget ADHD. Kan du hjælpe din kære på vej til en ”ny” selvforståelse, vil det hjælpe med at understøtte vedkommendes trivsel. Symptomerne for ADHD skal naturligvis ikke være en forklaring, som fratager et ansvar, men på samme tid skal det heller ikke negligeres. Symptomerne kan nemlig skabe udfordringer i hverdagen for mange.
Det er en god ide at sætte sig ind i, hvad ADHD er og de symptomer, som lige præcis karakteriserer ens kære. På den måde kan man støtte og hjælpe sin nærtstående bedst muligt. Det giver en bedre forståelse for, hvorfor ens kære reagerer, som vedkommende gør, og dermed bliver det nemmere at hjælpe. Symptomerne kan være mangeartede. For eksempel problemer med at fastholde opmærksomheden, angst, tankemylder, vanskeligheder med at færdiggøre opgaver/projekter/aktiviteter, og at man nemt bliver distraheret. Undersøg hvor din kære har sine vanskeligheder og anerkend det. Prøv så at finde ud af sammen, hvordan du som pårørende bedst støtter ham eller hende i de situationer.
For at fungere optimalt og have den bedst mulige hverdag, så har en person med ADHD brug for struktur. Her spiller du som pårørende en vigtig rolle. Du kan nemlig være med til at motivere og insistere på, at din kære med ADHD passer på sig selv – det kan for eksempel være ved at minde vedkommende om, at han eller hun skal spise regelmæssigt, få nok søvn, dyrke motion og undgå at lave for mange aftaler på en uge. Når man har ADHD, har man ofte svært ved at begrænse sig og mangler en fornemmelse for, hvornår man har opbrugt sig selv. Derfor er det vigtigt, man også husker at slappe af og komme ned i gear, selvom man kan opleve det som rastløshed. Men husker man ikke at slappe af, er der risiko for, at man booster sine symptomer.
Kan man som pårørende være med til at understøtte nogle strukturer og noget regelmæssighed i dagligdagen, så er man med til at give et godt udgangspunkt for personen med ADHD.
Mange mennesker med ADHD benytter sig af det, vi kalder selvregulering. Når man selvregulerer, tyer man til en adfærd eller aktivitet, som hjælper én med at trives. Det er en naturlig reaktion og et forsøg på at skabe en mental stabilitet. Selvreguleringsadfærd er både uundgåeligt, men også nødvendigt, fordi det er en overlevelsesstrategi. Men kommer det til at fylde for meget og ændre vedkommendes evne til at fungere i for eksempel sociale sammenhænge, i uddannelse eller på job, så er det for meget og kan have alvorlige, negative følger.
Eksempler på en uhensigtsmæssig selvregulering kan være at misbruge cannabis, alkohol, overdreven motion, for meget arbejde, ludomani eller gaming. Selvreguleringsaktiviteten er uhensigtsmæssig, når den bliver dominerende og ensidig og får karakter af afhængighed.
Personen med ADHD har en stor opgave i at prøve at forstå sig selv og undersøge, hvordan man selvregulerer. Hvad resulterer det i af både positive og negative ting? Her kan man som pårørende også spille en vigtig rolle. Her er det rigtig godt, hvis man har mulighed for at gå ind i dialogen om adfærden og selvreguleringsstrategierne. Hvis man, uden at kritisere personen med ADHD, i fællesskab kan tale om og pege på positive og negative selvreguleringsstrategier, så kan man også nemmere støtte vedkommende. Den pårørende kan påpege, når cannabis, alkohol, arbejde eller computerspillene tager overhånd, men han eller hun kan også påpege, når selvreguleringen ”mangler”. Hvis personen med ADHD er i en periode med manglende mental trivsel, motivation og drive, så kan den pårørende minde ham eller hende om en positiv selvreguleringsstrategi. Det kan for eksempel være en løbetur eller at arbejde mod en regelmæssig søvn. På den måde kan man som pårørende støtte personen til bedre trivsel.
Hvordan hjælper jeg bedst mit barn med angst? Bliver det nogensinde bedre? Hvad har mit barn brug for? I dette webinar har vi besøg af Søren Benedikt Pedersen, som er klinikchef i Cool Kids Klinik, som er en børne- og ungdomspsykologisk klinik, der har fokus på behandling af angst hos børn. Han giver konstruktiv viden og konkrete råd til, hvordan du kan støtte dit barn, som har angst.
”Anerkend at det også kan påvirke dig som pårørende.” Sådan lyder det første råd fra Lise Møller, der til dagligt arbejder med mennesker med PTSD på Psykiatrisk Center København.
Det kan være hårdt og opslidende at være tæt på én med PTSD. Det er sorgfuldt, frustrerende og skræmmende at være vidne til, at én man holder af, må kæmpe med voldsomme følelser som følge af en traumatisk hændelse. For pårørende til PTSD-ramte bliver situationen ofte yderligere kompleks og opslidende, fordi de traumatiske oplevelser i mange tilfælde får mennesker med PTSD til at trække sig fra deres omgivelser – herunder deres nærmeste.
PTSD står for posttraumatisk stressforstyrrelse/belastningsreaktion og opstår, fordi der er sket noget meget voldsomt og traumatiserende. Det kan være krig, overfald, trafikuheld, voldtægt, incest, vold, skyderi eller andet, som sætter sig dybt og grundlæggende i personen, som er ramt.
Lise Møller er psykolog og arbejder til daglig på Psykiatrisk Center København. Her får du hendes fire råd til dig, der er pårørende til et menneske med PTSD.
Har ens nærmeste PTSD, kan man selv udvikle en krisetilstand, fordi man bliver påvirket og overvældet af det, vedkommende har været udsat for. Dels oplever mange pårørende at se sider af deres kære, som de aldrig har set før, og det kan vække bekymring. Som pårørende kan man mærke en skyldfølelse, som blandt andet kan have rod i tanken om, at de ikke var der til at forhindre eller beskytte deres nærmeste fra den frygtelige oplevelse. Hos nogle pårørende kan den traumatiske hændelse fylde så meget, at man som pårørende selv kan begynde at udvise symptomer på PTSD – det kaldes sekundær traumatisering.
Det er derfor vigtigt at opsøge hjælp, hvis man har behov for det. Man kan finde samtalegrupper med andre pårørende til mennesker med PTSD, få hjælp hos en psykolog, opsøge viden om PTSD eller tage med sin nærmeste til pårørendesamtale på vedkommendes behandlingscenter. Det er vigtigt at anerkende, at du også kan blive påvirket og søge hjælp til det.
Et af kernesymptomerne ved PTSD er undvigende adfærd over for ting, der kan igangsætte minder. Når det er særligt slemt, isolerer den ramte sig og kan ikke gå uden for en dør, fordi den PTSD-ramte er så bange for, at der kan ske noget svært igen. Når det sker, er det vigtigt, at du som pårørende hjælper den ramte med at søge hjælp. Både at opfordre til det, men også helt lavpraktisk at følge ham eller hende til lægen, hvor I sammen fortæller, hvad I ser og oplever. Når din kære kommer i behandling, kan I sammen med behandleren lægge en strategi for, hvordan du som pårørende hjælper din kære.
Når man har PTSD, kan der være nogle ting, man undgår, fordi det minder én om den traumatiske oplevelse. For eksempel er der nogle PTSD-ramte, som ikke tør gå ud, når det er mørkt. Det kan betyde, at man måske ikke får handlet ind i vintermånederne. Når det sker, vil man som pårørende typisk hjælpe til ved at handle ind for vedkommende. Det skal du prøve at undgå. Det er vigtigt, du ikke udfører de opgaver, som den ramte undviger. Det er nemlig med til at vedligeholde og fastholde symptomerne. Overvej i stedet at tilbyde, at I gør det sammen.
Når man ser ens kære lide, kan man godt have tendens til at komme med gode råd eller sige ”Det er overstået nu.” Men det essentielle ved at have PTSD er, at det i kroppen og tankerne ikke er overstået. Man sidder nemlig fast i traumet og genoplever hændelsen igen og igen. Mange med PTSD har brug for at fortælle om deres oplevelse, men er bange for ikke at føle sig forstået. Som pårørende kan du ikke tage hændelsen væk. Men du kan være lydhør og anerkende, at angsten er en del af efterreaktionen på oplevelsen. Spørg for eksempel, hvordan det føles for din kære, og hvordan du kan hjælpe ham eller hende. Man ved ikke, hvordan det opleves og føles, når man ikke selv har PTSD. Så vær åben over for, at du ikke ved, hvordan den PTSD-ramte har det.
Spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, hvor man er så optaget af mad, krop og vægt, at det går alvorligt udover ens fysiske og psykiske sundhed og sociale liv. Der er flere forskellige former for spiseforstyrrelser. De mest udbredte er anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning.
En spiseforstyrrelse er en kompliceret tilstand. Selvom man i mange tilfælde har et forvrænget billede af sin egen krop, er man ofte bevidst om, at man er syg og skader sin krop. Alligevel føler man sig tvunget til at fortsætte med den skadelige adfærd. Mange vil ikke give slip på den tryghed og kontrol, som de oplever, at de får med spiseforstyrrelsen.
Hos nogle med anoreksi bliver spiseforstyrrelsen så farlig for helbredet, at de bliver indlagt og tvunget til at indtage næring. Selv i de meget ubehagelige tvangssituationer oplever nogle, at tvangen og ubehaget er det ultimative vidnesbyrd om, at de gør sig tilstrækkeligt umage med at overholde de skadelige spiseregler.
Ingen ved præcis, hvorfor nogle bliver ramt af spiseforstyrrelse. Det kan være et samspil mellem arvelige, sociale og kulturelle faktorer. Man ved ikke, hvor stor risiko der er for at arve en spiseforstyrrelse. Men statistisk er der større risiko for at få sygdommen, hvis andre i familien har den.
De fleste med spiseforstyrrelse får det bedre og får et normalt liv med normal vægt. Men spiseforstyrrelse kan være en farlig sygdom, og får man ikke den hjælp, man har brug for, kan det i værste fald ende med, at man dør af underernæring eller selvmord. Risikoen for, at sygdommen ikke går over, er størst hos mennesker med anoreksi. Her bliver omkring halvdelen raske. Men selvom man ikke bliver helt rask, kan man i de fleste tilfælde lære at håndtere sygdommen og få et godt liv på trods af spiseforstyrrelsen.
Ca. 75.000 danskere har ifølge Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade en spiseforstyrrelse. Langt de fleste lider af overspisning eller bulimi, mens ca. 5.000 har anoreksi. Både kvinder og mænd kan blive ramt af spiseforstyrrelse. Men de fleste er kvinder. De fleste bliver ramt i teenageårene eller tidlig voksenalder. Anoreksi rammer tidligst.
De mest udbredte former for spiseforstyrrelse er:
For mange med spiseforstyrrelse handler behandlingen i begyndelsen om mad og om at lære at spise og få et balanceret forhold til mad og vægt. Men det er afgørende, at man får behandlet de bagvedliggende grunde til, at spiseforstyrrelsen er opstået.
Nogle bliver så underernærede, at det bliver farligt. Så kan behandlerne vælge at bruge tvang for at få den sygdomsramte til at optage ernæring. Det foregår ved, at den ramte bliver tvangsfikseret og får næring gennem en sonde.
Den bedste behandling for spiseforstyrrelse er tværfaglig og kombinerer samtaleterapi, kostvejledning og medicin.
”Ændr kun aftaler i fællesskab.” Sådan lyder et af rådene fra Karin Abel, som gennem mange år har arbejdet med børn, unge og voksne med en spiseforstyrrelse.
Det kan være en lang, smertefuld og krævende proces at være pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse. Det påvirker hele familien. Man ser ens kære få det værre både mentalt og fysisk. Og samtidig opdager man, at vedkommendes adfærd også ændrer sig. Det er enormt frustrerende, sorgfuldt og opslidende at være vidende til.
Det er meget forskelligt, hvor hårdt sygdommen rammer, og den kommer til udtryk på meget forskellige måder. Hos nogle kan det være et mindre alvorligt symptom på mistrivsel, mens det hos andre er en livstruende psykisk sygdom. Uanset hvor alvorligt ens kære er ramt, skal man som pårørende indstille sig på, at man selv, ens familie og den ramte vil være præget af spiseforstyrrelsen i lang tid. Da det er en meget alvorlig sygdom, er det afgørende at komme i behandling hurtigst muligt. Jo tidligere man kommer i behandling, jo bedre er prognosen for at blive rask.
Karin Abel har mange års erfaring fra Klinik for Spiseforstyrrelser i Skejby (tidligere Risskov). Her får du hendes råd til, hvordan du støtter din kære, som har en spiseforstyrrelse.
Det er vigtigt, at pårørende får så meget viden som muligt om spiseforstyrrelsen. Det er afgørende, fordi man skal være godt rustet til at forholde sig til de mange og belastende udfordringer, der kommer til at være i sygdomsforløbet. Groft sagt kan mange pårørendes reaktioner opdeles i to poler. I den ene ende fylder frustrationerne og tanker som: ”Hvorfor spiser han/hun ikke bare? Hvor svært kan det være?”. I den anden ende fylder sorgen og tristhed utrolig meget, og her lægges energien i at trøste ens kære. Uanset hvordan man reagerer som pårørende, er det vigtigt at opsøge og få robust viden om spiseforstyrrelser. Man skal ikke underkende alvorsgraden – en spiseforstyrrelse er den mest dødelige psykiske sygdom.
Som forældre er det vigtigt, I er enige om, hvad I beslutter. Hvis I beslutter, at den portion, som er foreskrevet af diætisten, skal spises, så skal den spises. Det går altså ikke, hvis en af forældrene lemper på det og siger ”pyt”. Er beslutningen taget, så hold jer til den. Husk på at faste rammer også er et udtryk for omsorg og støtte. Mennesker med spiseforstyrrelser foretrækker faktisk oftest tydelige og faste rammer, fordi det er nemmere at forholde sig til.
En spiseforstyrrelse kan nemt komme til at spille forældrene ud mod hinanden. Det sker især, hvis den ene synes, det er synd og grænseoverskridende at blande sig i ens barns madindtag. Men det er vigtigt at holde sammen og kun ændre i aftalerne i fællesskab. På den måde undgår I, at ingen får rollen som den ”gode” eller ”onde”.
En spiseforstyrrelse kan lede til mange konflikter i hverdagen. Som forælder skal du turde at være i konflikten og vise, det er okay, den opstår. Forsøg så vidt muligt at være rummelig og rolig i konflikter og husk på, at de opstår, fordi dit barn er syg.
Det kan være godt at lave noget hyggeligt sammen efter måltidet. Dels er det med til at distrahere din kære fra ubehagelige tanker, som er forbundet med maden, vægten og udseendet. Og dels kommer I tættere på hinanden ved at have en stund, hvor I kan sidde og snakke. Nogle med en spiseforstyrrelse lider også af selvfremkaldte opkastninger. Eftersom det er betydeligt sværere at kaste mad op 20 minutter efter, at man har indtaget måltidet, vil en social og rar stund efter måltidet også gavne. Så spil et spil eller vis interesse for dit barn ved at spørge nysgerrigt ind til dagen, og hvad han eller hun har oplevet.
Husk at vise interesse for andre ting end spiseforstyrrelsen. Spørg ind til skolen, fritidsaktiviteter, serier, musik eller hvad end, din kære interesserer sig for. Dels er det godt for begge parter, at I oplever normalitet og andre samtaleemner end sygdommen. Men det er også sundt for din kære at få lov til at sætte nogle ord på hans eller hendes interesser. For mange med en spiseforstyrrelse bliver sygdommen altoverskyggende og tager en stor plads af ens personlighed. Det gør, at mange har svært ved at mærke, hvem de selv er. Når I taler om andre ting end sygdommen, vil din kære både blive klogere på sig selv og få mulighed for at adskille sygdom og personlighed.
Det er vigtigt, I overholder den aftalte spisetid. Har I aftalt, at der er aftensmad klokken 18, så spiser I klokken 18. Når man har en spiseforstyrrelse, er man meget styret af regler, tvang og kontrol. Så overholder I ikke spisetiden, kan I enten risikere at din kære ser det som et brud på aftalen, og at han eller hun derfor heller ikke behøver overholde aftalen om at spise. Eller også risikerer I, at den sygdomsramte har sat sig så meget op til at skulle spise klokken 18, at det falder til jorden, hvis det så ikke sker der. Udover at overholde spisetiden, er det godt at have en tidsbegrænsning på, hvor længe måltidet skal vare. Har man en spiseforstyrrelse, har man en tendens til at sidde længe med maden og skubbe den rundt uden at få det spist. Så mind din kære om, at nu er der 10 minutter tilbage, nu 5 minutter tilbage og at han eller hun skal nå at spise op inden da.
Som pårørende kommer du med stor sandsynlighed til at stå i en situation, hvor du opdager, at dit barn har gemt maden, smidt den ud, eller på anden uhensigtsmæssig måde fået den ad vejen uden selv at spise den. Når du opdager det, så fortæl, hvad du ser. ”Jeg kan se, det er svært for dig at få spist madpakken, og at du har smidt den ud. Det dur ikke. Hvor længe har du gjort det? Gør du også det oppe i skolen? Hvad kan vi ændre i din hverdag, så du får spist maden? Har du selv nogle forslag?” Italesæt det du kan se, men gør det på en nysgerrig og konstruktiv måde.
”Find et passende niveau for kontakt.” Sådan lyder et af rådene fra specialpsykolog i psykiatri Jens Einar Jansen, som her giver fem gode råd til dig, der er pårørende til et menneske med skizotypi.
Et af de første tegn på skizotypi er, at ens kære gradvist trækker sig tilbage, isolerer sig og bliver mere optaget af vedkommendes egen verden. Han eller hun kan begynde at få nogle lidt særegne tanker og interesser. Vedkommende kan også begynde at føle det, man kalder en forstyrret selvbevidsthed. Her føles omgivelserne lidt fremmede, der opstår en følelse af tomhed, og man har svært ved at stole på dem omkring sig.
Isolation og behovet for at trække sig fra sociale sammenhænge er altså ofte et af de første symptomer, du som pårørende vil bemærke. Det kan lede til mange frustrationer og bekymringer hos de pårørende – især hvis hverken ens kære eller man selv er bekendt med sygdommen. Mange pårørende kan føle sig tilsidesat og have svært ved at trænge ind til sin kære.
Jens Einar Jansen er specialist i psykoterapi og specialpsykolog i psykiatri. Han arbejder til dagligt som selvstændig psykolog. Her får du hans fem råd til dig, der er pårørende til et menneske med skizotypi.
Hvis I ved, der er tale om skizotypi, er det en rigtig god ide at opsøge viden om sygdommen. Manglende viden kan nemlig være med til at skabe frustrationer og bekymringer i hverdagen hos pårørende.
Skizotypi er en diagnose, mange ikke kender til. En større forståelse har meget betydning for, hvordan du som pårørende håndterer situationen. Når du opsøger viden, vil det dels imødekomme nogle af de bekymringer og følelser, du kan sidde inde med som pårørende. Men det vil også være med til at mindske stress og pres hos din kære, fordi du vil kunne udvise større forståelse over for ham eller hende. Det er vigtigt for personen med skizotypi at undgå stress og pres, da det kan forværre symptomerne.
Når man har skizotypi, bliver det sociale ofte hårdt ramt. Mange bruger meget energi på at afkode andre og være i sociale relationer. Small-talk og naturlig socialisering er ofte anstrengende. Idet mødet med en behandler har et socialt aspekt, kan det derfor for mange med skizotypi være ekstra svært at opsøge og holde fast i behandling. Det kan være forbundet med stress, angst og ubehag. Især i starten, før en tryg relation er opbygget. Som pårørende kan du hjælpe til ved at opmuntre og motivere din kære til at gå i behandling.
Det kan det være en god ide at have en åben og konstruktiv dialog om, hvor meget kontakt I skal have og under hvilke præmisser. For pårørende kan det være meget svært, når ens kære trækker sig fra sociale aktiviteter. I nogle tilfælde kan man som pårørende komme til at presse så meget på med det sociale, at det har en omvendt effekt for personen med skizotypi – vedkommende trækker sig yderligere. Selv om man som pårørende gør det i bedste mening.
Derfor er det en god ide at finde en løsning sammen. Til fødselsdage kan I for eksempel aftale, at din kære kommer med til kakao og boller, men tager hjem inden aftensmaden. Det er helt okay. Det er vigtigt at vise, det er dejligt, personen kommer uanset, hvilket omfang det er i.
Det er først og fremmest din kæres opgave at finde en balance for, hvad der er for meget eller for lidt for vedkommende. Men du kan hjælpe til ved at være med i dialogen og ved at udvise forståelse for, at din kære ikke helt kan leve op til det samme, som andre måske kan. Har man skizotypi, bruger man ofte dobbelt så meget energi som andre på at være social.
Det kan være svært at bevare håbet og optimismen, hvis man som pårørende føler, at ens kære har ændret sig eller er gået i stå. Men bliver din kære mødt af forståelse, håb og optimisme, bliver han eller hun også mindre selvkritisk og skamfuld. Og så smitter håb. Det er et godt skridt mod et godt liv.
De fleste med skizotypi lever gode liv, når de først lærer sygdommen at kende og tager hensyn til den. For din kære handler det om at få nogle gode rutiner og rytmer ind i hverdagen og blive klogere på, hvilke aktiviteter, der gavner, og hvilke aktiviteter der stresser.
Når skizotypi bliver et problem, er det ofte, fordi man rammes af andre sygdomme. Det kan være depression, stress eller angst. Og det handler ofte om, at vedkommende ikke selv har lært og forstået, hvordan han eller hun skal håndtere hverdagen eller disse symptomer. Men den pårørendes evne til at være i det og udvise forståelse for ens kære har også indflydelse.
Prøv at hjælpe din kære med at sætte ord på, hvad vedkommende mærker. Skizotypi kan på mange måder virke overvældende, fordi det er en sygdom, der kommer snigende. Det betyder, din kære pludselig kan opdage, at noget ved ham eller hende selv føles anderledes, end vedkommende er vant til. Har man skizotypi, bruger man ofte meget tid på at reflektere, gruble og bekymre sig.
Du kan støtte din nærtstående ved at hjælpe med at sætte ord på symptomerne og prøve at være lyttende. Alle mennesker har brug for at sparre med andre og få andres perspektiver og holdninger på tingene. Men eftersom isolation er et af de gennemgående symptomer ved skizotypi, kan din kære nemt komme til at mangle de her inputs og perspektiver. I stedet vil hans eller hendes tanker få frit løb. På den måde kan vedkommende nemt komme til at grave sig endnu dybere ned i svære tanker. Du kan spille en vigtig rolle for din kære ved at give sparring og andre perspektiver på ting. Andre gange kan det være godt at hjælpe ham eller hende med at begrænse tiden, vedkommende bruger på at sidde og gruble på egen hånd.
Er du pårørende til et menneske med autisme? Så læs med her og få viden, råd og værktøjer til, hvordan du kan støtte din kære med autisme.
Der er mange svære følelser og udfordringer forbundet med at være forælder eller på andre måder tæt på én med autisme. Mange forældre bliver tvunget til at omstille deres forventninger og drømme om, hvordan deres liv og familie skulle være. Mange har både tidligt, og når deres barn bliver ældre, mange og store både følelsesmæssige og praktiske udfordringer.
Her er råd til, hvordan du håndterer nogle af de udfordringer, der følger med at være tæt på én med autisme. Har du brug for yderligere råd og viden, kan du læse vores artikel om at skabe de bedste rammer i hverdagen for dit barn, eller blive klogere på, hvordan du støtter dit barn i sin sproglige kommunikation.
Når man har autisme, har man brug for struktur og forudsigelighed i hverdagen. Som pårørende kan du hjælpe din kære med at skabe nogle rammer og faste, daglige rutiner. Det kan være, at mælken altid skal stå på den samme hylde i køleskabet. Eller at din kære tager den samme bus til skole eller arbejde hver dag. Skal der ske begivenheder eller nye ting i hverdagen, er det godt at forberede din kære på ændringerne i god tid. I kan have en kalender hængende, hvor der i god tid bliver skrevet ned, hvad der skal ske på hvilke dage.
Mennesker med autisme føler, hører og ser mere intenst end andre. Det kaldes sensorisk følsomhed. Det kan være ting, man som pårørende ikke nødvendigvis tænker over eller overvejer at tage hensyn til, før man bliver opmærksom på dem. Det kan være, at syningerne i tøjet føles ubehagelige, eller at lyde, som ingen andre overvejer, føles som larm. Når man ved, hvilke ting, der er tale om, kan man prøve at finde en praktisk løsning.
Fysisk kontakt i sig selv er også svært for mange med autisme. Det kan særligt for børneforældre være frustrerende og meget svært at håndtere, fordi kram og andre former for nærkontakt for de fleste er en naturlig og instinktiv måde at trøste og støtte børn. Men det hjælper desværre ikke at prøve at presse én med autisme til at vænne sig til fysisk kontakt.
Mennesker med autisme har som regel svært ved smalltalk eller at lave ting, som ikke har klare rammer og et tydeligt formål. Derfor er det ofte en god idé være sammen om noget meget konkret. Det kan for eksempel være et spil med klare regler eller en praktisk opgave med klare formål som for eksempel at samle et skab eller ordne noget i haven.
Det er svært for mennesker med autisme at afkode og indgå i relationer med andre mennesker. For at undgå at blive isolerede har mange med autisme derfor brug for konkret træning i at håndtere bestemte situationer. Det kan du have en væsentlig rolle i, hvis du har mulighed og overskud til det. Hvis din kære for eksempel gerne vil gå til badminton, kan det være en god idé at hjælpe ham eller hende med at øve sig i at møde op, klæde om og gå ud på banen. Badmintonbanen vil være en oplagt mulighed for gradvist at øve sig i de sociale interaktioner, der kan opstå til en træning.
Sociale interaktioner vil opfattes forskelligt for den enkelte. For nogen med autisme er det forbundet med en stor usikkerhed, men samtidig med et ønske om at være mere social eller styrke deres sociale evner. For andre vil det sociale være forbundet med noget smertefuldt, som ikke giver én nogen belønning eller tilfredsstillelse. Du er derfor nødt til at tage højde for den enkeltes oplevelse og agere ud fra det.
Hvis du ikke har mulighed for eller ikke føler dig rustet til at hjælpe din kære med den form for træning har du mange steder finde hjælp og kurser i kommunen.
Børn og unge med autisme kan blive så pressede, at de kommer i en tilstand, hvor de næsten ikke er til at komme i kontakt med. Nogle bliver udadreagerende eller selvskadende, andre stivner og kryber sammen på gulvet og nogle flygter. Det kan ligne og opleves som en regulær nedsmeltning. Episoden kan vare fra minutter til timer, og det er meget udmattende.
Her får du viden, råd og værktøjer til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din nærtstående, som har en spiseforstyrrelse.
Det kan være meget hårdt og angstfuldt, når én man holder af, har en spiseforstyrrelse. Og det er svært at være vidne til, at ens kære er så hård ved sig selv. Mange pårørende har en skyldfølelse og føler sig magtesløse og frustrerede. Helt konkret kan det også være meget svært at finde ud af, hvordan man kan hjælpe, og mange pårørende er bange for at gøre det værre.
Her er vores bedste råd til dig, der er tæt på én med en spiseforstyrrelse.
Mange pårørende til mennesker med spiseforstyrrelse kommer til at fokusere for meget på det fysiske – først og fremmest maden og vægten. Det er helt naturligt og menneskeligt, for det er det, man kan se, og det er den mest indlysende konsekvens af sygdommen. Men det er ofte en god idé at prøve at lægge de ydre ting til side og også tale om og være nysgerrig på de indre. Når du spørger til din kæres tanker og følelser, bliver det ofte lettere for din kære at sætte ord på, hvordan han eller hun har det. Det kan være en stor hjælp.
Det er vigtigt, I også taler om andre ting end sygdommen og det, som er svært. Din kære er så meget andet end sin sygdom. Hvis I kun taler om den, kan det medvirke til, at din kære begynder at føle sig mere som sin sygdom og mindre som sig selv. Så prøv at holde fast i noget af alt det ”almindelige” I talte om og lavede fra før sygdommen. På den måde hjælper du med til at fremme de andre sider også.
Er du forælder til et barn eller en ung med spiseforstyrrelse, vil en del af behandlingen højst sandsynligt være, at du er medansvarlig for, at din kære spiser regelmæssigt og tilstrækkeligt. Det kan være enormt hårdt og opslidende. Ofte kan det være forbundet med konflikter, vrede og afvisning fra ens barn. Tal med behandlingsstedet om, hvad du kan gøre i situationen. Du kan også prøve at finde et kursus eller et seminar, hvor du får hjælp og råd. Det er desværre ikke altid muligt, og mange føler sig desværre overladt til sig selv. Uanset hvad så prøv at lade være med at bebrejde dig selv. Du er i en ekstremt vanskelig situation, og det er et næsten overmenneskeligt krav, at man som forælder skal kunne tøjle de kræfter, som er på spil i dit barn.
Når man har en spiseforstyrrelse, er kroppen på overarbejde. Når det er meget alvorligt, fungerer ens hjerne ikke lige så hurtigt, som den plejer. Derfor kan det blive nødvendigt at tale mere tydeligt og konkret, end man ellers ville gøre.
Det kan være svært at forstå, hvorfor ens kære ikke bare kan spise normalt. Man kan blive meget frustreret, hvis måltiderne er en kamp, som ender med tårer og konflikter. Indimellem kan det være svært at holde følelserne tilbage, og man kan komme til at udbryde ”stop så” eller ”tag dig nu sammen”. Det er ikke gavnligt, men følelsen, der ligger bag reaktionen er forståelig og meget menneskelig. Prøv at undgå reaktionen over for din kære, men døm ikke dig selv for hårdt over, at du har følelsen.
Når man er pårørende til en med en spiseforstyrrelse, kan sygdommen nemt komme til at overtage hele ens liv, fokus og dagligdag. Hvis det overhovedet er muligt så prøv at holde fast i noget af den hverdag, du havde, før din kære blev syg. Det er vigtigt med plads til søskende, parforhold og familieliv. Og det er vigtigt for dig som pårørende at have noget normalitet i hverdagen. Det kan være aftaler med venner, sport, biografture og andet, du kan lide. Det er med til at give dig energi og adspredelse.
Du må gerne fortælle din kære, at du er bange for at miste vedkommende. I skal ikke snakke om det hver dag, men du må gerne dele din bekymring. På den måde mærker din kære, at han eller hun er betydningsfuld, og du viser også et andet og mere følelsesmæssigt fokus, end når I taler om maden.
Håbet bliver virkelig udfordret, når ens kære er så syg. Du vil måske opleve, at det er noget af det første, som forsvinder hos din kære. Og som pårørende vil du måske også opleve kortere eller længere perioder, hvor det er svært at holde fast i håbet. Det er en helt normal reaktion på en opslidende situation. Men prøv at minde dig selv om, at det kan blive bedre, og at din kære kan få det godt igen. Det hjælper dig selv, og det hjælper din kære.
Læg mærke til de små fremskridt og mind dig selv om, at ting tager tid. Selv de helt små skridt er vigtige fremskridt på vejen mod bedring. De fleste får det heldigvis bedre igen og selv, hvis sygdommen ikke går væk, lærer de fleste at håndtere symptomerne og få et godt liv alligevel.
Her får du viden, råd og værktøjer til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din kære, som har skizotypi.
Det kan give mange bekymringer at være pårørende til et menneske med skizotypi. Mange oplever at se deres kære isolere sig og være svær at nå ind til. Skizotypi kommer ofte mere snigende end andre psykiske sygdomme, og kendskabet til diagnosen er ikke så udbredt. Derfor kan den være svær at spotte. For mange når den at give mange frustrationer og bekymringer, inden man ved, hvad det er og kan begynde at handle på det.
Her er vores bedste råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din kære med skizotypi og samtidig passe på dig selv.
Jo mere viden, du har om skizotypi, jo nemmere bliver det for dig at forstå din kæres opførsel og behov. Med mere viden bliver det også nemmere at forstå og håndtere de følelser, du selv sidder med. Mange pårørende føler sig frustreret eller irriteret, fordi de har svært ved at sætte sig ind i, hvordan deres kære har det.
Mennesker med skizotypi kan have et meget stort behov for rutiner og forudsigelighed. De kan have svært ved at kapere forandringer. Du kan som pårørende være med til at hjælpe din kære med at få struktur i hverdagen ved at skemalægge dagligdagen.
Det er ikke sikkert, din kære selv mener, han eller hun har behov for hjælp med strukturen i dagligdagen, men derfor kan du som pårørende godt have behov for det. Selvom det er dit behov, er det stadig en god idé, at din kære er med til at lave planen og også oplever, at den er hans eller hendes. Så bliver det nemmere og mere naturligt for ham eller hende at lægge planen selv, når den tid kommer.
Når man har skizotypi, er man tit meget opmærksom på ting, som andre ikke lægger mærke til. Det kan være, man overvejer, hvorfor der står tre vaser i vindueskarmen, eller hvorfor træer er grønne. Hovedet er på overarbejde, og man kan have svært ved at slappe af og slippe tankemylderet. Det kan være en hjælp for din kære at tale med dig om, hvilke aktiviteter der kan hjælpe ham eller hende med at slappe af i tankerne. Det kan måske være puslespil, gåture, beroligende musik eller yoga.
Søvn kan også have betydning for mennesker, der har svært ved at sortere i deres inputs. Så hvis du kan støtte din kære i at få gode aftenrutiner og godt sovemiljø, kan det også være en stor hjælp.
Når man har skizotypi, er man mere følsom overfor stress end andre, og man har større risiko for negative følgevirkninger af stressende og belastende situationer. Som pårørende kan du hjælpe din kære ved sammen at undersøge, hvilke situationer han eller hun bliver presset eller stresset i. Herfter kan I tale om, hvordan I kan undgå eller håndtere dem. Det kan også være en god idé at minde din kære om, at det er vigtigt at indlægge pauser i hverdagen, så der bliver plads til at geare ned.
Sociale sammenkomster kan være udmattende for mennesker med skizotypi. Som pårørende kan du hjælpe din kære ved at være forstående, når han eller hun har brug for at trække sig fra sociale sammenhænge. Men vær opmærksom på, at det er en balance – hvis din kære trækker sig for meget, risikerer han eller hun at blive isoleret og helt afskåret fra inputs fra omverdenen. I mange sammenhænge kan det være en god idé at finde en mellemvej. Når der er julefrokost, familiemiddag eller lignende kan det for eksempel være en løsning, at din kære kommer og er med til nogle timer, og så derefter tager hjem. Find det, som fungerer for jer.
Er du pårørende til et menneske med PTSD? Her får du råd til, hvordan du kan støtte og hjælpe din kære med PTSD.
Det kan være hårdt og opslidende at være tæt på én med PTSD. Det er sorgfuldt, frustrerende og skræmmende at være vidne til, at én man holder af, må kæmpe med så voldsomme følelser. For pårørende til PTSD-ramte bliver situationen ofte yderligere kompleks og opslidende, fordi de traumatiske oplevelser i nogle tilfælde får mennesker med PTSD til at nære mistillid til deres omgivelser – herunder deres nærmeste.
Her er vores råd til dig, der er tæt på én med PTSD.
Det er vigtigt, du ikke påtager dig rollen som behandler, men lader en professionel hjælpe din kære. Når du lytter til din kæres oplevelser, behøver du hverken at ordne problemerne eller give konkret hjælp til din kære. Det er nemlig den instinktive reaktion for mange. Din vigtigste rolle og den bedste måde at hjælpe på, er i de fleste tilfælde bare at lytte og anerkende.
Det kan være hårdt for dig at høre om de oplevelser, der ligger bag hans eller hendes PTSD. Selvom det er vigtigt at lytte, er det også vigtigt at mærke efter, hvordan du bliver påvirket og sætte grænser for, hvad du kan holde til. Det er okay at have en grænse for, hvad man kan tåle at høre om. Og det er okay at sige, at det er bedre, din kære taler med en professionel. Husk at professionelle behandlere er uddannet og får løbende støtte og hjælp i deres arbejde – det gør du ikke som pårørende.
Nogle mennesker med PTSD trækker sig fra flere og flere sociale sammenhænge og ender i værste fald med at isolere sig fuldstændig. Det er vigtigt at være opmærksom på risikoen for isolation. Udover de sociale og følelsesmæssige problemer, det giver dig og din kære, kan det også forværre nogle af sygdommens øvrige symptomer.
Det vigtigste, du kan gøre, er at blive ved med at tage initiativ til at ses – også selvom du bliver afvist. Accepter det, når din kære siger nej, og vær ikke dømmende, når du bliver afvist. Det kan være en hjælp at spørge, hvordan din kære foretrækker at ses. Måske er det bedst at mødes med få personer. Og måske har din kære en præference for, om det skal være ude eller hjemme. Mange med PTSD har gavn af at være ude i naturen, hvor der er ro og plads til bare at være til. Overvej også gerne en plan B, hvis dagsformen ikke giver mulighed for plan A.
At søge hjælp kræver både at din kære har erkendt behovet, og at han eller hun føler sig klar til at tage imod hjælp. Hvis din kære har erkendt det og er klar, kan du opfordre til at opsøge behandling. Det er vigtigt, du ikke presser vedkommende. Lad ham eller hende vide, at du synes, det er en god ide, og at du gerne støtter ham eller hende i det omfang, du kan – for eksempel ved at hjælpe med at finde en behandler eller køre din kære hen til behandlingen.
Som pårørende til én med PTSD er du selv i risiko for at blive påvirket og belastet. Mange pårørende føler skyld over, at de ikke var der til at forhindre den frygtelige oplevelse. Det er derfor rigtig vigtigt, at du tager dine egne oplevelse og reaktioner alvorligt og opsøger hjælp, hvis du bliver påvirket af situationen og det fylder meget. I værste fald kan skyldfølelsen og belastningen for pårørende blive så voldsom, at den pårørende selv udvikler PTSD-symptomer. Det bliver kaldt sekundær PTSD.
I nogle tilfælde kan mennesker med PTSD få meget voldsomme udbrud, som går ud over de pårørende. Hvis du føler dig utryg, er det vigtigt, at du passer på dig selv først. Træk dig ud af situationen, hvis du føler dig utryg eller bange, eller fornemmer det er ved at eskalere. Når der så er kommet mere ro på, kan du og din kære tale om, hvad der skal til for at forebygge de situationer og hvordan I kan agere i situationerne sammen. Går din kære ikke allerede i behandling, så prøv at motivere til det, så I kan få hjælp derfra.
Er du pårørende til et menneske med OCD? Så læs med her og få viden, råd og værktøjer til, hvordan du kan hjælpe din kære, som er ramt af OCD.
Det er værd at sætte sig ind i, hvordan det er at have tvangstanker, og hvorfor ens kære har behov for at udføre tvangshandlinger. Mange pårørende bliver frustrerede over, at OCD’en har så stor indflydelse på deres eget liv. Og mest af alt kan det være smertefuldt at være vidne til, at én man holder af, er forpint af sin sygdom.
Her er vores bedste råd til dig, der er pårørende til én med OCD.
Som pårørende kan man let blive frustreret og få lyst til at udbryde ”stop så” eller ”tag dig nu sammen”. Det er en meget forståelig og menneskelig reaktion, som kommer af, at du gerne vil passe på din kære. Men det er ikke en særlig hensigtsmæssig reaktion. Prøv at undgå at dømme dig selv for hårdt over, at du har følelsen.
Som pårørende kan det være fristende at indordne sig under de handlinger og ritualer, ens kære udfører. Det kan for eksempel være, hvis din kære spørger dig om det samme igen og igen. Eller måske forlanger han eller hun, at der under rengøring bliver gjort noget på en meget bestemt eller måske overdreven måde uden særlig grund. Hvis du indordner dig, kan det på kort sigt være med til at bevare roen hos din kære. Men på længere sigt kan det være med til at bekræfte ham eller hende i, at der er noget at være bange for, og at det er vigtigt at efterleve tvangstankerne og tvangshandlingerne. På den måde risikerer du at forstærke tankerne og adfærden.
Er du allerede en del af din kæres rutiner og handlinger, er det ofte en god idé, du trækker dig gradvist ud. Det er vigtigt, I taler om det. Så kan I nemmere navigere i det sammen. Fortæl din kære om dine tanker. Forklar, at du kan mærke, du er gået over dine egne grænser i forhold til, hvad OCD’en gør i jeres hverdag eller når I ses. Fortæl vedkommende at du vil forsøge at være i det på en anden måde fremover. På den måde forbereder du din kære på, at noget kommer til at blive anderledes.
Hvis du har overskuddet til det og din kære gerne vil have hjælp, kan du tilbyde at hjælpe med at finde en behandler. Og hvis I er enige om det, er det ofte en hjælp for jer begge, hvis du deltager i nogle af behandlingerne. Hvis din kære ikke er tilpas med at have dig med hos behandleren, kan I prøve at finde et kompromis. Måske du må være med en enkelt gang, eller måske du kan være med i starten af en behandlingssession.
Som pårørende kan man ind i mellem have lyst til at tvinge sin kære til at overvinde en tvangstanke for at vise, at der ikke sker noget dårligt. Det kan for eksempel være ved at hive et barn ud ad døren, uden han eller hun når at gennemføre sine tvangsritualer. Selvom intentionen kan være god eller følelsen forståelig, er det ikke en god idé. For det første er det vigtigt, dit barn opfatter jeres relation som tryg og tillidsfuld. For det andet risikerer det at give ubehagelige oplevelser for jer begge to. Det er bedre, hvis I i fællesskab kan undersøge, hvordan I trin for trin kan dele en udfordring op. På den måde kan din kære lære at overvinde nogle af tvangstankerne. Det kan for eksempel være, I kan sænke antallet af gange, din kære skal tælle eller tjekke noget. Det kan være med til give en positiv erfaring med, at der ikke sker noget ved at ændre ritualerne. Er din kære i behandling, så prøv at få hjælp af behandleren til, hvordan I tackler det i hverdagen og sammen tilrettelægge en måde, hvorpå den OCD-ramte lærer at modarbejde sin OCD.
Er du pårørende til et menneske med ADD? Så læs med her og få viden, råd og værktøjer til, hvordan du kan hjælpe din kære, som har ADD.
ADD er en udviklingsforstyrrelse. Den kaldes af og til for ‘den stille ADHD’, fordi ADD ikke kommer til udtryk gennem hyperaktivitet og impulsivitet lige som ADHD. Her er vores bedste råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe én med ADD.
For mange pårørende til mennesker med ADD, er det en hjælp at anerkende, at deres kære har en udviklingsforstyrrelse. Vedkommende er altså ikke bare er doven, ugidelig eller genert. Selvom ADD og ADHD har mange fællestræk, er ADD ofte sværere at spotte, fordi mennesker med ADD er mere rolige i deres fremtræden. Men det betyder ikke, at ADD er mindre udfordrende – hverken for den, der har det, eller de pårørende.
Mennesker med ADD trives ofte bedst med faste rutiner og vished om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det kan du hjælpe med. Både børn og voksne med ADD kan have glæde af skemaer, hvor dagens aktiviteter er skitseret. Som pårørende kan du være med til at lave skemaet. For børn kan det for eksempel indeholde skole, lektier og fritidsaktiviteter. For voksne kan det være arbejde, aftaler og praktiske opgaver. Mange unge og voksne med ADD har også gavn af alarmer på deres telefoner, som ringer og minder dem om, hvad de skal på forskellige tidspunkter.
Det kan også være en hjælp at have fokus på små pauser eller at dele opgaver op i mindre bidder, så man har lettere ved at fastholde sin koncentration. Det er meget individuelt, hvad der virker, så det er vigtigt, at den enkelte lærer at forstå udfordringer og løsninger.
Er der noget, din kære skal gøre eller huske, hjælper det, hvis du fatter dig i korthed. Har man ADD, har man tendens til at være glemsom, distræt og dagdrømmende. Det gør det svært at huske, hvad der er blevet sagt. Vær ærlig, kærlig og lad være med at pakke noget ind. Vær derimod præcis og klar i mæglet i en kærlig tone. Så højner I chancen for, at din kære husker det.
Du kan eventuelt hjælpe din kære med at få nedskrevet vigtige aftaler, beskeder eller andet, som din kære har tendens til at glemme. Tal med din kære om, hvad der virker, og hvordan du som pårørende kan være med til at understøtte det.
Uanset om du er pårørende til et barn, ung eller voksen med ADD, så betyder det for mange meget, at du støtter ham eller hende i at lykkes med det, som foregår udenfor hjemmet. For eksempel skole, fritidsaktiviteter og arbejde. Hvis din kære går i skole, kan du for eksempel støtte ham eller hende i at komme godt afsted og sørge for, at der i samarbejde med lærerne på skolen.
Hvis din kære er voksen og går på arbejde, kan du støtte ham eller hende i at komme godt afsted om morgenen. I kan også tale om, hvad kollegaerne og chefen på arbejdspladsen ved og skal vide. Så kan behovene tilgodeses bedst muligt. De fleste voksne med ADD lærer at kompensere for deres vanskeligheder i dagligdagen. Det sker når først de har lært mere om sig selv og deres funktionsnedsættelse, og når de mødes af forståelse af omgivelserne.
”Giv udtryk for, at det er en midlertidig tilstand.” Sådan lyder ét af Poul Videbechs fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med en depression.
Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Han har mange års erfaring med forskning i og behandling af depressioner både medicinsk og psykoterapeutisk. Poul Videbech giver her fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med en depression.
Det er godt at påpege over for ens kære, at tilstanden, vedkommende er i, er midlertidig. Når man har en depression, kan man have en tendens til at føle, at det aldrig bliver bedre, og at man er et forfærdeligt eller dårligt menneske, fordi man kan meget mindre, end man plejede at kunne. Som pårørende kan du hjælpe med at fjerne det pres og den følelse ved at give udtryk for, at det er okay at melde sig ud for en stund og ikke kunne det, man normalt kan. Det er midlertidigt og gælder kun for en periode. Det vigtige er at rumme vedkommende og vise, at det er okay.
Det er vigtigt at lægge øre til og lytte til sin kære. Mange pårørende vil gerne handle og være løsningsorienterede, når deres kære har det svært. Men ofte er det nok at lytte. Mennesker med en depression har ofte brug for at fortælle, hvordan han eller hun har det og få luft for sin frygt og tanker. Som pårørende skal du give plads til det og acceptere, at det ikke behøver føre til handling og løsninger.
Når man har en depression, kan det for nogen være svært at tage stilling til ting. Derfor kan det være en god ide somme tider at sige ”Kom, nu går vi en tur.” I stedet for at spørge, om vedkommende vil med ud at gå en tur. Det kan føles som en lettelse for din kære ikke at skulle tage stilling til alt. Her er det dog vigtigt at understrege, at initiativet skal opfattes som en hjælpende hånd. Derfor skal du være varsom med ikke at blive dikterende.
Nogle af hverdagens praktiske gøremål kan virke uoverskuelige, når man har en depression. I det omfang det er muligt for dig som pårørende, er det gavnligt at hjælpe til. Det kan være hjælp til rengøring, at handle ind og lave mad, hente børn, vaske tøj eller noget femte. Som pårørende kan du byde dig til med det, du selv har tid, mulighed og overskud til.
Skizotypi er beslægtet med skizofreni, men det er en mildere sygdom med mindre alvorlige symptomer.
Mennesker med skizotypi har svært ved at indgå i sociale sammenhænge og ved at tolke det, andre siger. Mange med skizotypi bruger så meget energi på at tænke over ting, som for de fleste andre er almindeligt eller ligegyldigt, at de bliver helt udmattede. Det kan være noget, folk har sagt til dem, eller situationer, de har været i.
Skizotypi er en psykisk sygdom, der er beslægtet med skizofreni. Men med et andet symptombillede, der mildere. Nogle har små og kortvarige psykotiske symptomer (mikropsykoser) som hallucinationer og vrangforestillinger, men ikke i samme grad som mennesker med skizofreni. Mennesker med skizotypi har tendens til at gruble og bekymre sig overdrevet meget – fx over, om andre har dårlige tanker om dem. Nogle mennesker med skizotypi har en forstyrret opfattelse af, hvem de selv er. Det kan komme til udtryk ved, at de føler sig fremmede i forhold til sig selv eller omverdenen.
Skizotypi påvirker ens tanker, følelser og måde at opføre sig på. De mest almindelige symptomer er:
Behandlingen for skizotypi er i vidt omfang den samme som for skizofreni men med væsentlig mindre medicin. Unge, der bliver ramt af sygdommen bliver ofte henvist til et såkaldt OPUS-forløb, hvor behandlingen typisk er en kombination af medicin, samtaletertapi og familiebaseret psykoedukation. For de fleste vil sygdommen vare ved hele livet. Men med den rigtige behandling kan de fleste lære at håndtere deres symptomer og få en god hverdag på trods af sygdommen.
Den mest almindelige medicinske behandling er med antidepressiv eller antipsykotisk medicin. Doserne er betydeligt mindre end for mennesker med skizofreni.
Målet med samtaleterapien er at hjælpe den ramte med at forstå symptomerne og ens egne reaktionsmønstre, og at blive bedre til at håndtere de sociale udfordringer, der følger med sygdommen.
Psykoedukation er undervisning, hvor man lærer om sygdommen og behandlingen. Det hjælper en med at opdage og håndtere symptomer. Psykoedukation har altid bedst effekt, hvis den også omfatter forældrene eller andre nære pårørende.
Skizofreni er en alvorlig psykisk sygdom, som har væsentlige konsekvenser for de pårørende. Sygdommen påvirker ens sanser og virkelighedsoplevelse og gør det for nogle svært at skelne mellem virkelighed og fantasi.
Selvom skizofreni er en meget alvorlig sygdom, behøver den ikke at være kronisk. Med den rigtige behandling, kan de fleste få det bedre og leve et liv med få eller ingen symptomer. Nogle kan blive helt raske.
Den mest almindelige form for skizofreni er paranoid skizofreni. Det er en alvorlig sygdom, hvor man typisk oplever vrangforestillinger og hallucinationer. Det vil sige, at man ser og hører ting, der ikke er der. Ofte er det oplevelser af at være forfulgt og ubehagelige eller truende stemmer.
Der findes også andre mindre almindelige former for skizofreni. Blandt andet kataton skizofreni, blandet skizofreni og hebefren skizofreni.
De mest almindelige vrangforestillinger er, at man bliver forfulgt eller overvåget. Det behøver ikke hænge sammen med hallucinationer men kan også være, at man tolker noget, man ser og oplever ind i bestemte mønstre, der kun giver mening for én selv.
De mest almindelige symptomer på skizofreni er vrangforestillinger og hallucinationer. Det mest almindelige er hørehallucinationer. Altså at man hører noget, der ikke er der i virkeligheden. Det kan fx være en stemme, der taler til én, eller flere stemmer, der taler om én. Stemmerne er ofte ubehagelige, nedladende eller truende.
Nogle ser og lugter ting, som ikke er der. Det kan være i forbindelse med forfølgelsestanker, hvor man tror, at nogen har forgiftet ens mad. Synshallucinationer, hvor man ser noget, som ikke findes, er mere sjældent.
Nogle med skizofreni oplever forstyrrelser, hvor deres sprog bliver usammenhængende og uforståeligt, eller hvor de selv opfinder ord, der gør det meget svært at forstå, hvad de siger.
De mest almindelige følelsesforandringer er, at man isolerer sig og bliver passiv. Det er en af grundene til, at mange unge med skizofreni har meget svært ved at gennemføre deres uddannelse eller at fastholde et arbejde.
Der er stadig ikke nogen, der kender hele sandheden om, hvorfor nogle bliver ramt af skizofreni. Tidligere mente mange, at sygdommen var et resultat af opdragelsen og forholdet til ens forældre – særligt moderen. Men den teori bliver ikke taget alvorligt mere. De fleste mener, at grundlaget for sygdommen skyldes en biologisk forstyrrelse i hjernen. Det er dog ikke sikkert, at man får sygdommen, selvom den ligger i éns gener.
Der skal ofte konkrete begivenheder eller skader til for, at sygdommen bliver udløst. Det kan fx være miljøbelastninger som infektioner under graviditeten, skader ved fødslen eller senere opståede skader.
Amfetamin (speed) og hash kan for nogle give psykoser. Mennesker der oplever det, har betydeligt større risiko for senere at blive ramt af skizofreni.
Skizofreni er arveligt i det, man har betydeligt større risiko for at få det, hvis ens mor eller far har det. Risikoen for at få sygdommen, hvis ens mor eller far har den, er ca. 10-15 pct.
Målet med behandlingen bør være at gøre patienten rask. Det kan langt fra alle blive, men de fleste kan få det bedre og mange kan få et næsten normalt liv med familie, fællesskab og arbejde. Uanset om det handler om medicin eller andre former for behandling, er det afgørende, at behandlingen kommer i gang så tidligt som muligt. Jo længere man er ubehandlet, jo sværere er det at behandle sygdommen, når man kommer i gang.
Medicinen mod skizofreni er først og fremmest antipsykotisk medicin. Formålet med antipsykotisk medicin er at dæmpe hallucinationer og vrangforestillinger. Mange oplever, at medicinen har effekt, men hos nogle virker den ikke. De mere følelsesmæssige symptomer som isolation og initiativløshed er sværere at behandle med medicin.
Medicin mod skizofreni kan have alvorlige bivirkninger. Derfor er det – ikke mindst for de pårørende – vigtigt at være opmærksom på at medicinen bliver taget rigtigt og på at fortælle behandlerne om bivirkningerne. Nogle oplever desværre, at behandlerne ikke har tilstrækkelig opmærksomhed på at hjælpe patienterne med at trappe ud af medicin. Konsekvensen kan være, at nogle patienter ender med at få for meget medicin og for mange forskellige typer medicin samtidig.
Gennem samtaleterapi i en gruppe eller alene, kan mennesker med skizofreni få hjælp til at takle sygdommen og de symptomer, den medfører. Det kan fx være hjælp til at genkende og håndtere de vrangforestillinger og hallucinationer, de oplever.
Inddragelse af de pårørende – særligt familien – kan være en afgørende del af behandlingen af mennesker med skizofreni. Målet med inddragelsen og undervisningen er, at både patienten og de pårørende forstår sygdommen og behandlingen, og at de sammen kan bakke op om behandlingen og de sociale og terapeutiske værktøjer, de har fået. Inddragelsen af de pårørende kan samtidig være afgørende for, at de pårørende kan bevare energien og motivationen og undgå at blive slidt ned.
Mange med skizofreni isolerer sig og mister lysten og evnen til at tage initiativ. Det kan have alvorlige konsekvenser for deres sociale kompetencer og deres mulighed for at uddanne sig og passe et arbejde. For nogle bliver helt almindelige dagligdags pligter som indkøb, rengøring og personlig hygiejne uoverkommelige opgaver. Derfor bør socialpædagogisk støtte og træning være centrale elementer i behandlingen.
Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. En af de væsentlige forhindringer mod at sikre effektive sociale indsatser er, at der mange steder er et utilstrækkeligt samarbejde mellem kommunen og sygehuset.
Mange mennesker med skizofreni udvikler desværre et misbrug af alkohol, hash eller andet. For mange er misbruget et forsøg på at dæmpe symptomerne eller de svære sociale udfordringer, sygdommen medfører. Udover at misbruget er usundt og har store konsekvenser i sig selv, kan det medvirke til at besværliggøre eller ødelægge behandlingen.
Misbrug kan være ekstremt belastende for de pårørende. Mennesker med skizofreni og misbrug – såkaldt dobbeltdiagnosticerede – har ofte svært ved at finde den hjælp, de har brug. Det er blandt andet, fordi ansvaret for hjælpen sjældent er godt koordineret mellem kommunen og sygehuset.
Mennesker med skizofreni er desværre i risiko for at blive syge og for at dø tidligere end andre mennesker. Sygdommene er ofte et resultat af, at somatiske sygdomme ofte ikke bliver opdaget i tide. Det gælder fx kræft og hjertekarsygdomme. Samtidig har mennesker med skizofreni en øget risiko for at begå selvmord.
Det sker desværre ind i mellem, at mennesker med skizofreni er blevet farlige for deres omgivelser og i værste fald har begået drab. Men tre pointer er meget afgørende i den forbindelse:
PTSD (Posttraumatisk belastningsreaktion) er en sygdom eller tilstand, som nogle, der har været ude for meget traumatiske oplevelser, kan få. Sygdommen er mest kendt fra soldater eller flygtninge, der har haft voldsomme oplevelser i krige, men der kan være mange andre hændelser, der kan gøre, at man udvikler sygdommen.
PTSD kan ramme alle, der har været udsat for eller vidne til meget voldsomme oplevelser. Det er oplevelser, som bliver siddende i dem og dukker op længe efter, at faren og den frygtelige situation er overstået. Det kan variere fra uger til måneder efter hændelsen, før tilstanden kommer til udtryk. Mange oplever, at de traumatiske begivenheder kommer tilbage til dem igen og igen. Det kan være som mareridt om natten, flashbacks om dagen eller når der sker ting, der psykologisk kan minde om det. Det kan være bestemte sanseindtryk, der aktiverer frygten, fx fyrværkeri, der minder om bombenedslag, eller en særlig lyd eller lugt, der minder om oplevelsen.
To personer kan godt være til stede og opleve den samme frygtelige hændelse, hvoraf den ene udvikler PTSD og den anden ikke gør. Det er, fordi der er flere ting, som spiller ind – for eksempel hændelsens varighed og omfang, men også den enkelte persons håndtering og opfattelse af hændelsen.
Det er helt naturligt at reagere på en traumatisk oplevelse – men det kendetegnende ved PTSD er, at det regulerer sig, men bliver siddende i kroppen.
Nogle af de mest almindelige symptomer på PTSD er:
Det er vigtigt, at man forsøger at få bearbejdet de traumer, der har sat sig i én som PTSD. Hvis man i stedet forsøger at håndtere det ved bare at undgå de situationer, som får de negative følelser frem, risikerer man, at det går udover ens følelsesliv, sociale fællesskaber og arbejde. Hos nogle sætter traumerne sig som en kronisk tilstand med vedvarende ændringer i personligheden.
Mange har gavn af samtaler med en psykolog eller en anden terapeut, der kan hjælpe én med at bearbejde de oplevelser, man har haft. Jo tidligere, man kommer i behandling, jo større er muligheden for at lægge traumerne bag sig.
Nogle mennesker med PTSD har gavn af antidepressiv eller beroligende medicin. Men medicinen kan – ligesom ved de fleste andre psykiske sygdomme og lidelser – ikke stå alene.
Det er en vigtig hjælp for mange at lære om sygdommen, symptomerne og behandlingen. Ligesom for alle andre psykiske sygdomme er det meget gavnligt, når de pårørende bliver involveret i psykoedukationen.
OCD er en form for angst, hvor man har tanker, man ikke kan slippe af med og/eller handlinger, man føler, at man er nødt til at udføre. Mange føler, at der vil ske noget slemt, hvis de ikke handler på trangen til at gøre eller tænke noget bestemt. OCD hænger derfor ofte nøje sammen med eller har rod i angst.
OCD-ramte ved godt, at deres tvangstanker og handlinger er ulogiske, men de har meget svært ved at lægge dem væk og stå imod. OCD står for Obsessive Compulsive Disorder. På dansk hedder det obsessiv-kompulsiv tilstand.
Det kan være meget invaderende at have OCD, og det har ofte stor indvirkning på ens omgivelser. I de fleste tilfælde er OCD’en nem at opdage, fordi den vil være synlig og tydelig. Men i nogle tilfælde vil tvangstankerne handle om grænseoverskridende eller skræmmende emner, der er meget ubehagelige, uønskede og svære at snakke om. Det gør, at nogle OCD-ramte holder deres tvangstanker skjulte.
Der findes også det, som kaldes mentale ritualer. De er heller ikke umiddelbart synlige for pårørende, fordi det er ting eller tankerækker, man gennemfører i hovedet. De kan dog være lige så belastende som de synlige.
OCD er et spektrum og noget, vi alle har en tendens til. Mange af de tanker og handlinger man gør, når man har OCD, er tit noget, som egentlig er hensigtsmæssige for menneskets overlevelse – at man ikke bliver overfaldet af en fjende, sikrer vi ved at låse døren. At ens hjem ikke går til grunde, sørger vi for ved ikke at gå fra et tændt komfur. Og håndvask er godt for hygiejnen, så vi ikke spreder smitte. Det er handlinger, vi alle instinktivt har i hjernen. Men hos nogen tager tankerne og handlinger overhånd og bliver invaderende for hverdagen.
OCD viser sig typisk i barndommen eller ungdommen. Drenge får typisk diagnosen tidligere end piger, men der er ca. lige mange mænd og kvinder, der er ramt. Lidt over to procent af danskerne får ifølge OCD-foreningen OCD på et tidspunkt i livet.
Symptomerne på OCD kan overordnet opdeles i tvangstanker og tvangshandlinger.
Tvangstanker er tanker, man ikke kan slippe af med, selvom man godt ved, at de ikke er rationelle. Det kan fx være frygt for, at man selv eller nogen, man holder af, bliver syg, at der vil ske noget ondt, eller at man er bange for at blive beskidt.
Tvangshandlinger er ting man føler, at man er nødt til at gøre og ofte gentage igen og igen, selvom det ikke giver nogen rationel mening. Det kan fx være at vaske hænder overdrevet meget, mumle eller tænke små gentagende remser, tælle bestemte ting, man ser eller tjekke ting langt mere end nødvendigt, fx om lyset er slukket eller døren er låst.
OCD er kun sjældent tegn på andre psykiske sygdomme. De negative konsekvenser af OCD er først og fremmest de sociale, det vil sige, når det giver udfordringer med at være sammen med andre mennesker. Det gælder ikke mindst for børn. Nogle børn skammer sig over deres tvangshandlinger og nogle kan være i risiko for at blive drillet. I værste fald kan OCD føre til social isolation, fordi man oplever, at omkostningerne ved at være sammen med andre, er for store.
Selvom OCD kun sjældent er tegn på andre psykiske sygdomme, optræder det relativt ofte i kombination med andre lidelser. Det gælder fx depression og angst.
For de fleste, der får OCD – ikke mindst børn, går det over igen, uden at det bliver alvorligt eller bekymrende. Nogle har det resten af livet, men i perioder. Det kan især være i stressede perioder.
Mange med OCD har god gavn af behandling. Behandlingen kan hjælpe en med at forstå og håndtere symptomerne og hos mange kan de fjernes helt.
Den mest almindelige behandling er samtaleterapi – især kognitiv adfærdsterapi, hvor målet er at ændre uhensigtsmæssige tanke- og handlingsmønstre.
Som med de fleste andre psykiske sygdomme og lidelser er det for de fleste gavnligt at lære om sygdommen og forstå dens symptomer. Det kan være vigtigt for at kunne håndtere symptomerne.
Medicin er sjældent nok i sig selv, men det kan for nogle være gavnligt. Det er som regel antidepressiv medicin. I meget alvorlige tilfælde kan nogle have gavn af antipsykotisk medicin.
Borderline er en psykisk sygdom, som gør det svært at regulere følelser og impulser, og hvor man har svært ved at sætte sig ind i og forstå andre mennesker og deres reaktioner. Borderline er en såkaldt personlighedsforstyrrelse. Det betyder, at ens personlighed og handlinger afviger væsentligt fra det, de fleste af os opfatter som normalt.
Diagnosen fik oprindeligt navnet borderline, fordi man mente, at sygdommen var i grænsefeltet mellem psykose og neurose.
De fleste, der bliver ramt af borderline som unge, får det bedre i løbet af livet, og mange får med tiden et normalt liv med familie, fællesskab og arbejde. Men det er afgørende, at sygdommen bliver opdaget tidligt, og at man får den hjælp og behandling, man har brug for.
Ligesom de fleste andre psykiske sygdomme, rammer borderline som regel i ungdomsårene. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 1,6 pct. af befolkningen borderline. Flere kvinder end mænd får diagnosen borderline. Men mange mener, at det er fordi mænd og kvinder reagerer forskelligt på sygdommen, og at de mænd, der får den, får andre eller ingen diagnoser.
Borderline er til en vis grad arveligt. Men i modsætning til de fleste andre psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser kan opvæksten – særligt i de tidlige år – have betydning for, om man udvikler personlighedsforstyrrelse – herunder borderline.
Der er stor forskel på, hvordan borderline kommer til udtryk, og hvor invaliderende symptomerne er. Blandt de almindelige symptomer er:
Den vigtigste behandling for borderline er terapi. Terapien sigter blandt andet på at lære at forstå, og regulere sine følelser og handlinger, at kunne sætte sig ind i og rumme andre menneskers reaktioner og at få gode relationer til andre.
Det er en vigtig hjælp for mange at lære om sygdommen, symptomerne og behandlingen. Ligesom for alle andre psykiske sygdomme er det meget gavnligt, når de pårørende bliver involveret i psykoedukationen.
Der er ingen medicin, der er særligt beregnet til at behandle borderline eller andre personlighedsforstyrrelser. Men nogle mennesker med borderline har gavn af medicin til at dæmpe følgerne af nogle af de sygdomme eller følelser, der kan følge med borderline – især depression, angst eller voldsomme humørsvingninger.
Bipolar lidelse er en alvorlig psykisk sygdom, hvor man oplever perioder med store stemningsudsving mellem mani med rastløshed og hyperaktivitet eller depression med nedtrykthed og lavt selvværd. Sygdommen blev tidligere kaldt manio-depressiv lidelse.
Mennesker med bipolar lidelse har gode muligheder for at komme sig fra deres perioder med mani eller depression. Men sygdommen og risikoen for nye anfald vil for de fleste være der resten af livet. Med den rigtige behandling vil de fleste mennesker med bipolar lidelse dog kunne leve et godt liv med familie, arbejde og fællesskab.
Man skelner overordnet mellem to slags bipolar lidelse. De bliver kaldt type I og type II. Opdelingen har betydning for behandlingen. I type I har man manier og i de fleste tilfælde depressioner. Det er den klassiske form for bipolar lidelse. I type II er de maniske faser mindre voldsomme og bliver i stedet kaldt hypomanier. Der er også en tredje type, hvor man har vedvarende svingninger mellem depressive og hypomane perioder. Det bliver kaldt cyklotomi.
I følge Sundhed.dk har ca. én procent af befolkningen bipolar lidelse, men væsentlig færre får stillet diagnosen. Mænd og kvinder har lige stor risiko for at få sygdommen. De fleste, der bliver ramt af bipolar lidelse, bliver ramt i de sene teenageår. I de første år er de depressive symptomer typisk mere fremherskende end de maniske.
Der er to meget forskellige grupper af symptomer på bipolar lidelse: Maniske og depressive. Begge dele kan være alvorligt. Når de maniske perioder er kortere og symptomerne er lettere, kaldes de hypomanier.
Formålet med behandlingen af bipolar lidelse er dels at afhjælpe de enkelte episoder/perioder og dels at forebygge, at der kommer nye episoder. Ved alvorlige anfald kan det være nødvendigt for mennesker med bipolar lidelse at blive indlagt. Det kan fx være for at få ro og søvn og i særligt akutte situationer for at forhindre selvmord. Vil du vide mere om, hvordan du som pårørende kan støtte din kære, kan du se vores rådgivningsvideo her.
Det vigtigste middel til behandling af bipolar lidelse er lithium. Lithium bliver både brugt under maniske og depressive perioder og til at forebygge nye episoder. Lithium kan være et meget effektivt middel, men det virker ikke for alle. Mange med bipolar får også antipsykotisk medicin til behandling af de svært maniske perioder og ind i mellem også til at behandle alvorlige depressioner.
Mange med bipolar lidelse har gavn af samtaleterapi, hvor de får hjælp og støtte til at forstå og håndtere symptomerne og de udfordringer, sygdommen giver. Nogle har også brug for hjælp til at håndtere situationer, der er opstået under maniske perioder.
Det er en vigtig hjælp for mange at lære om sygdommen, symptomerne og behandlingen. Det kan blandt andet hjælpe én til at følge behandlingen, forstå symptomerne og tage højde for dem i tide. Ligesom for alle andre psykiske sygdomme er det meget gavnligt, når de pårørende bliver involveret i psykoedukationen.
Under svære depressioner kan elektrochok (ECT-behandling) være en del af behandlingen.
Bipolar lidelse er arveligt, og dét kan have stor betydning for, om man udvikler bipolar lidelse. Men der er også andre faktorer, som spiller ind. For eksempel kan stressbelastninger fremprovokere en depressiv eller manisk episode hos mennesker, som i forvejen er disponeret for sygdommen.
Autisme er en medfødt udviklingsforstyrrelse, som blandt andet kan give forsinket udvikling af sproglige og sociale egenskaber, en anden måde at opfatte omgivelser og oplevelser på og store udfordringer med at forstå og indgå i sociale relationer.
Autisme bliver som regel opdaget i løbet af barnets tidlige år – fx ved, at barnet ikke kommunikerer og reagerer som andre børn. Det kan fx være ved, at de ikke reagerer, når deres forældre taler til dem eller siger deres navn. Nogle får først stillet diagnosen efter, at de er blevet voksne. Det gælder især mennesker med Aspergers syndrom.
0,77 pct. af befolkningen i Danmark har en autisme-diagnose. For børn under 17 år er tallet 1,67 pct. Tallene er fra Socialstyrelsen. Flere drenge end piger får diagnosen autisme, men det kan være, fordi man er bedre til at opdage det hos drenge.
Der er flere meget forskellige former for autisme. Samlet bliver de i nogle sammenhænge kaldt autismespektrumforstyrrelser, fordi mange de senere år er begyndt at beskrive de forskellige former for autisme som variationer på et spektrum.
De former for autisme, som hører under autismespektrumforstyrrelser, er:
Vi går ikke i detaljer med specifikke symptomer og udfordringer for de enkelte former for autisme i denne artikel. Symptomerne og udfordringerne i det følgende går på tværs af autismespektrumforstyrrelserne.
Mennesker med autisme har som regel ved ved at indgå i sociale relationer med andre mennesker. Noget af det, som mange med autisme har svært ved, er at:
Mennesker med autisme har svært ved at forstå og bruge de mange nuancer, kompleksiteter og ikke-talte kommunikationsformer, der for de fleste indgår i sproget. Fx ansigtsudtryk, gestik, humor, ironi og overført betydning. I stedet har mange med autisme et meget bogstaveligt sprog, hvor ting kun kan betyde præcis det, ordet siger. Mange oplever derfor, at nogle børn med autisme lyder gammelkloge.
Smalltalk og hyggesnak er svært for mange med autisme, fordi de oplever, at det de siger skal have et konkret formål.
Mange mennesker med autisme har svært ved at sortere i deres sanseindtryk, og det man ser, hører, lugter og mærker kan føles ekstremt stærkt og svært at abstrahere fra. Mange med autisme har derfor glæde af at reducere mængden af sanseindtryk – fx ved hjælp af høreværn.
Det er børne- ungdomspsykiatrien, der udreder barnet og vurderer, om det har en autismeforstyrrelse. Det er barnets læge eller PPR, der henviser barnet til udredning i psykiatrien. Som led i udredningen undersøger lægerne blandt andet barnets begavelse, udviklingshistorie og almindelige helbred.
Man kan ikke kurere autisme. Men der er meget, man kan gøre for at hjælpe og træne børn med autisme, så de udvikler sig og bliver bedre til at håndtere deres udfordringer. En væsentlig del af behandlingen består i at hjælpe forældrene til at forstå udviklingsforstyrrelsen, støtte deres barn og indrette hverdagen efter barnets særlige udfordringer. Derudover kan børn og deres familie få tilbudt
Hos mange med autisme optræder udviklingsforstyrrelsen sammen med andre psykiatriske diagnoser – bla. ADHD, OCD og depression. Det vanskeliggør behandlingen og støtten og kan være meget belastende for de pårørende.
”Vær bevidst om følelsesmæssige udsving.” Sådan lyder et af rådene fra Per Hove Thomsen, der til dagligt arbejder med og forsker i forskellige psykiatriske lidelser og funktionsnedsættelser, herunder ADD.
ADD står for Attention Deficit Disorder og er en del af ADHD-spektret. Har man ADD, vil man ofte opleve mange af de samme vanskeligheder, som mennesker med ADHD oplever. Herunder besvær med koncentrationen, at være glemsom og have svært ved forandringer. ADD adskiller sig dog ved, at H’et ikke er til stede – det betyder, at den hyperaktive adfærd ikke er der. ADD opdages ofte sent, fordi den ikke er så synlig for omgivelserne.
Per Hove Thomsen, der er professor og overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, arbejder til dagligt med og forsker i blandt andet ADD/ADHD, OCD, tics og tourettes. Her giver han fire gode råd til dig, der er forælder eller på anden måde pårørende til et barn, som har ADD.
Er der noget, du skal have dit barn til at huske eller gøre, så vær klar og præcis i din måde at formidle det på. Når man har ADD, har man tendens til at glemme. Derfor vil det være nemmere for dit barn at huske, hvis du siger det simpelt og uden at pakke det ind. Du kan på en ordentlig og respektfuld måde bede dit barn om lige at opsummere, hvad der er blevet sagt, så I er sikre på, at han eller hun er med.
Når man har ADD, kan det være meget svært at overskue og samle energi til små dagligdagsgøremål. Det kan være, dit barn skal tage madpakken op ad skoletasken, men simpelthen ikke orker. Eller måske har I ligget og set film i sofaen, og nu skal I i seng. Men din kære synes måske, det er virkelig uoverskueligt at rejse sig, børste tænder og gå i seng. Som pårørende kan du hjælpe dit barn med at komme i gang og styre vedkommende i den retning, han eller hun skal. Det er dog vigtigt, I har lavet en aftale på forhånd om, at det er okay, du blander dig på den måde – især hvis dit barn er lidt ældre og måske i teenagealderen. Har I en aftale på forhånd, bliver det mere opfattet som hjælpsomt frem for anklagende eller bebrejdende.
Som pårørende kan du hjælpe din kære ved at skabe noget struktur i dagligdagen. Det kan være rigtig svært for personen med ADD at overskue og skabe det selv. Helt lavpraktisk kan I lave et skema, der hænger på køleskabet og som er nemt at aflæse. Der kan både stå tidspunkter for skærmtid, lektier, fritidsaktiviteter eller hvad end, der fylder i hverdagen. Uanset om man er barn, ung eller voksen med ADD, så er tidsfornemmelse svært. Derfor kan du som pårørende også være en hjælp ved at minde din kære om, hvornår en ny aktivitet starter, eller hvornår han eller hun skal gøre sig klar til at tage af sted til en fritidsaktivitet.
Har man ADD, kan man have store følelsesmæssige udsving, som er svære at regulere. På den måde kan man nemt komme til at overreagere på noget, der sker. Det er en vigtig viden at have som pårørende, fordi de følelsesmæssige udsving ofte er roden til konflikt i relationen mellem forældre og barn. Denne viden kan være med til at gøre tolerancen og forståelsen hos dig som forælder større, og man kan som forælder bedre undgå at være med til at køre en konflikt op i en spids.
”Vær først og fremmest nysgerrig på, hvorfor din kære skader sig selv. Selvskade har altid en funktion, og i forståelsen heraf ligger vejen til bedring.” Sådan lyder det første råd fra Cecilie Krag Semmling, der er psykolog og til dagligt arbejder med unge med selvskade.
Der findes mange former for selvskade. Denne artikel fokuserer på den direkte ikke-suicidale selvskade. Det er en bevidst handling, hvor man direkte skader sig selv på kroppen i forsøget på at få det bedre. Det gør man for eksempel ved at skære i sig selv, brænde sig, forhindre et sår i at hele, slå kroppen ind i en væg eller ved at udøve anden form for skade på ens krop. Den direkte ikke-suicidale selvskade er en mestringsstrategi til at håndtere noget, der er svært. Motivet bag selvskade er, for de fleste unge, at håndtere og regulere svære følelser. Som overlevelsesstrategi står selvskade altså i kontrast til selvmordsadfærd, hvor intentionen er at ende – ikke mestre – smerten. Unge, der har udfordringer med at regulere følelser konstruktivt, kan være i særlig risiko for at udvikle selvskadende adfærd.
Det er hårdt og kan vække mange følelser og frustrationer at være pårørende til et menneske med selvskade. Det er et komplekst emne og sårbart for alle, der er involveret i det.
Cecilie Krag Semmling er psykolog i Team for selvskade hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg. Her er hendes tre råd til dig, som er forælder eller på anden måde pårørende til en ung med selvskade.
Selvskade har en funktion, og dén funktion skal du være nysgerrig på som pårørende. Så mød din kære med nysgerrighed og respektfulde spørgsmål. Dulmer selvskaden noget smertefuldt? Afleder den fra selvkritiske tanker?
Det er vigtigt, at fokus for din nysgerrighed ikke alene er på selve den selvskadende handling, for eksempel hvornår det skete eller hvor dybt der blev skåret. Du skal i højere grad være nysgerrig på det, der ligger bag selvskaden: De svære følelser og tanker, som den unge selv har svært ved at sætte ord på, men derimod handler på. Hvad ligger til grund for adfærden? Er der sket noget i løbet af dagen, som påvirkede humøret? Hvad hjalp selvskaden din kære med, da det hele blev for meget?
Som forælder vil du helt sikkert have en instinktiv lyst til at gribe ind og handle. Det kan endda føles naturstridigt ikke straks at gribe ind og fjerne din kære fra den fare, som selvskaden kan føles som. Det er selvfølgelig helt naturligt at være følelsesmæssigt påvirket og have lyst til at handle på de følelser. Men forsøg alligevel med alle kræfter at stoppe op, trække vejret og bevare roen nok til, at du kan være nysgerrig og lytte, frem for straks at gribe ind. Før vi kan handle på en hjælpsom måde, er vi nødt til først at forstå, hvad der sker. Det er vigtigt, I kan skabe et fortroligt rum, hvor det er muligt at tale sammen.
Når din kære har haft selvskade, er det meget vigtigt, du forsøger at reagere roligt, selvom det er svært. Vær rolig i din stemme, reaktion og mimik, kom ned i tempo og skru ned for spørgsmålene. Den selvskadende er også i affekt. Så du skal hellere prøve at få ham eller hende til at falde til ro.
En voldsom reaktion kan dels få den unge til at føle sig forkert og misforstået, og dels få ham eller hende til at fortryde, at have sagt det højt. Det er ærgerligt, for det er vigtigt at få skabt et fortroligt rum, hvor I kan tale åbent. Husk på, at din kære ofte allerede har mange selvkritiske tanker om sin selvskade og føler skyld og skam – at blive mødt med ro og respektfuld nysgerrighed kan være afgørende for den videre dialog. Når I taler om det, er det okay at sige, du synes, det er svært at forstå, og om han eller hun vil hjælpe dig med at forstå. Det er også med til at inddrage din kære og give ham eller hende noget autonomi. Vis vedkommende, at du tør tale om det. Så bliver det også nemmere for den selvskadende at turde tale om. Du kan for eksempel sige ”Det her ligner et sår, der kommer fra selvskade. Har jeg ret i det?”
Mange, både de pårørende og den selvskadende, synes, det er svært at tale om. Nogle pårørende er berøringsangste og bange for at gå ind i snakken, fordi de frygter, at de kan gøre eller sige noget, der får adfærden til at blusse op. Andre pårørende kommer måske omvendt til hele tiden at spørge ind til eller tjekke selvskaden i et forsøg på at kontrollere udviklingen af adfærden og passe på sin kære. Her kan alle spørgsmålene risikere at komme til at handle for meget om selve selvskaden og adfærden, frem for grunden til adfærden. Det, vi giver opmærksomhed, vokser – og da vi ikke ønsker at komme til at forstærke selvskaden, er det vigtigt, at fokus for vores opmærksomhed som pårørende er det, der ligger bag. Det er vigtigt at turde at spørge ind til selvskade – men vær obs på, hvad du giver opmærksomhed, når du spørger.
Nogle pårørende kan i afmagt komme til at reagere ved at straffe eller lave konsekvenser i et forsøg på at kontrollere selvskaden. For eksempel ved at den unge ikke må deltage i en fritidsaktivitet eller være alene hjemme. Her er det vigtigt at huske, at den unge gør det allerbedste han eller hun kan – hvis de bare kunne stoppe med at selvskade, havde de gjort det allerede. Derfor hjælper den strategi sjældent. I stedet kan den føre til mere selvkritik, hvis den unge fejler – fordi han eller hun nu både skuffer sig selv og dig som pårørende. Hjælp i stedet den unge med at forstå, hvad der skete, og hvilke andre strategier, han eller hun kan afprøve i en lignende svær situation fremover.
Det er svært at opføre sig rationelt og ikke være alt for følelsesmæssigt påvirket. Men vis at du respekterer den unges oplevelse og behovet for en mestringsstrategi, også selvom fremgangsmåden ikke er hensigtsmæssig.
Der er nogle lavpraktiske overvejelser og aftaler, som er gode at have gjort sig inden en selvskade sker igen.
”Vi kan lære at håndtere angsten.” Sådan lyder hovedpointen fra psykolog Søren Benedikt Pedersen, som til dagligt arbejder med børn, der lider af angst.
Ifølge Søren Benedikt Pedersen, skal vi flytte fokus fra at se angst som noget, der er svært og uoverskueligt at håndtere, til at være noget, vi kan påvirke og blive bedre til. Vi kan lære at håndtere angsten.
Søren Benedikt Pedersen er psykolog og har mange års erfaring med undersøgelse, udredning og behandling af børn og unge med psykiske lidelser. I dag er han klinikchef i Cool Kids Klinik, som er en børne- og ungdomspsykologisk klinik, der har fokus på behandling af angst hos børn.
Søren Benedikt Pedersens råd tager udgangspunkt i den kognitive diamant. Tankegangen bag den kognitive diamant er, at angst ikke bare er én ting, men summen af fire elementer: Vores tanker, følelser, den kropslige og fysiske reaktion, og vores adfærd.
Derfor knytter de fire råd sig til hver af de fire elementer.
Barnets tanker og forestillinger har stor indvirkning på hans eller hendes angst. Som forælder er det vigtigt at anerkende barnets bekymringer og tage dem alvorlig. Men du skal også hjælpe barnet med at nå frem til mere hjælpsomme og realistiske tanker. Så vær nysgerrig på og spørg ind til, hvad barnet har set, hørt og forestiller sig, og prøv om du sammen med barnet kan at korrigere tankerne og nå frem til mere realistiske og konstruktive tanker.
Hvis barnet for eksempel ikke tør være alene hjemme, så spørg ham eller hende, hvad grunden til det er. Er barnet bange for indbrudstyve? Er han eller hun bange for, at der sker noget med mor eller far, når de er væk? Eller måske noget helt tredje? Når man bekymrer sig, forestiller man sig tit det værst tænkelige – alt det der kan gå galt. Du kan som forælder hjælpe ved at lytte og spørge ind, og derefter hjælpe med at gøre tankerne mere realistiske.
Lav aftaler, som gør barnet tryg, og brug belønning til at forstærke de positive følelser. Hvis barnet for eksempel har det svært, når han eller hun bliver afleveret i skolen, så kan man lave en tryghedsaftale med læreren. På den måde ved barnet, at har han eller hun brug for kontakt med en af sine forælder, så går barnet først til læreren, som er indforstået med aftalen. Så vil læreren i første omgang forsøge at berolige barnet og snakke med det, før forældrene bliver kontaktet.
Det er ikke nok, at man har talt med sit barn om, at der ikke er grund til at være angst, når han eller hun bliver afleveret i skole – barnet er også nødt til at føle sig tryg. Det kan tryghedsaftaler hjælpe med.
Når barnet så har overvundet noget, som var svært, er det en god ide at belønne barnet – I kan for eksempel spille et spil, barnet holder af, eller spise barnets livret til aftensmad.
Somme tider vil barnet reagere med panikangst eller somatiske symptomer som mavepine eller åndenød. Her kan du som forælder benytte dig at metoder, som beroliger nervesystemet rent fysisk. Det kan være massage, berøring, lette tryk eller anden form for kropskontakt.
Så vidt det er muligt, er det en god ide at tage det i opløbet. Hvis barnet er meget i panik, kan det ofte ikke rumme, at nogen kommer for tæt på fysisk. Her kan du blot være der, vente og selv bevare roen, indtil dit barn falder lidt ned igen, og du har mulighed for at nærme dig.
Når barnet har en kropslig og fysisk reaktion, kan du også aflede ved at stimulere andre sanser; sæt noget musik på, aktivér smagssansen med et bolche, eller få gang i kroppen ved at bevæge jer fysisk væk. Det kan være med til at aflede opmærksomheden fra angsten.
Læg en plan, hvor barnet gradvist og helt lavpraktisk overvinder det, han eller hun er bange for. Når man har angst, forsøger man ofte at undgå de ting, som trigger angsten. Men når man undgår de situationer, risikerer man på sigt at forstærke angsten. I stedet for det, skal man forsøge at overvinde angsten gradvist. Det er vigtigt med noget praktisk erfaring, hvor barnet lærer, at det ikke er farligt, og følelsen af tryghed kan blive stærkere.
Alle fire elementer skal kombineres og understøtte hinanden, før det til sammen har en positiv effekt på barnet og hans eller hendes angst. Med de fire elementer bliver angsten konkret og mulig at arbejde med. Vi kan arbejde med vores tanker, påvirke vores følelser, berolige vores krop gennem åndedræt og afslapning og tage små skidt i den rigtige retning – og på den måde genvinde kontrollen over vores angst.
Se med i webinaret her, hvor Casper Westergaard, speciallæge i psykiatri og overlæge i OPUS ved Psykiatrisk Center Glostrup i Region Hovedstadens Psykiatri, har fokus på psykoser og fortæller om, hvordan psykosen påvirker bevidstheden og sindet hos den enkelte. I slutningen af webinaret er der spørgsmål fra de deltagende.
Kan min sygdom gå i arv? Er jeg i stand til at passe mit barn? Kan min medicin skade barnet? Tankerne og bekymringerne kan være mange, når man venter et barn. Og måske især, hvis man er gravid og har en psykisk sygdom på samme tid. Professor og overlæge Poul Videbech giver her tre gode råd til dig, som er partner til en gravid med en psykisk sygdom.
Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Her er hans fire råd til dig, som er partner til en der er gravid og har en psykisk sygdom.
Det er vigtigt at tale med sin læge eller psykiater, hvis man er i medicinsk behandling for sin psykiske sygdom og er blevet gravid eller forsøger at blive det. Noget medicin kan man nemlig sagtens fortsætte med uden problemer – ved nogle former for medicin er det faktisk bedre for både mor og barn at fortsætte i behandlingen frem for at stoppe og risikere tilbagefald og svære symptomer. Og så er der noget medicin, man absolut ikke skal fortsætte med. Det kræver vejledning fra ens læge eller psykiater, og vil variere alt efter, hvilken sygdom man har, og hvilken medicin man tager. Forskningsmæssigt udvikler feltet sig hele tiden, og derfor vil din læge eller psykiater ofte have brug for at konsultere en særligt erfaren psykiater.
Frisk luft og motion er vigtigt for den gravide med den psykiske sygdom. Nogle kan have en tilbøjelighed til at isolere sig og blive passivt inden døre. Det gavner ikke den psykiske sygdom og kan forværre situationen, fordi man er alene med sine tanker og ikke får nok stimulans fra omverdenen. Her kan du som pårørende være en stor hjælp. Du kan sørge for, at din kæreste kommer ud og også selv tage med – gå nogle ture sammen, se nogle gode venner, mærk solen i ansigtet og få noget bevægelse ind i kroppen.
Det er vigtigt, du ikke er berøringsangst, men at du lytter og spørger ind til din kæreste, som er gravid og har en psykisk sygdom. Hun har helt sikkert mange tanker og bekymringer. Hvis hun går alene med dem og oplever følelsen af isolation, kan det forstærke de svære følelser. Så vær lydhør og spørg ind til, hvad der optager hende. Det kan have en lindrende effekt i sig selv at sætte ord på og få luft for. Husk på at du ikke altid behøver at finde løsninger på tankerne og bekymringerne – somme tider er det nok blot at lytte og anerkende.
Det kan være svært at holde styr på de oplysninger, man får af lægen i ambulatoriet. Og det kan være svært at få stillet de spørgsmål, der ligger én på hjerte. Derfor er det godt, hvis du som partner tager med og hjælper med at huske informationen og stille jeres spørgsmål. I mange byer har man særlige tilbud til gravide med psykisk sygdom, hvor fødselslægen arbejder sammen med psykiater. Sørg for at I i fællesskab får mest muligt ud af de tilbud.
Mange, som er tæt på én med borderline, oplever desværre, at de indimellem bliver skældt ud og endda verbalt overfaldet af den, de holder af. Det kan være ekstremt ubehageligt og i længden er meget opslidende. I denne video får du nogle råd til, hvad du kan gøre, når du bliver skældt ud eller på andre måder møder meget stærke følelser fra én, du holder af, som har borderline.
Som pårørende kan du ikke fjerne din kæres depression. Men du kan hjælpe den du holder af med at komme lidt lettere over nogle af de udfordringer, han eller hun møder. I denne video får du fem råd, som du kan skrue op og ned på, alt efter hvad der passer til jer og jeres situation.
Følelsesmæssige udsving. Impulsiv og selvskadende adfærd. Vanskeligheder sammen med andre. Tendens til sort-hvid tænkning. Det er nogle af de symptomer, som kendetegner sygdommen borderline. Og netop de kendetegn er væsentlige i Kirsten Bonderup Kirsteins råd til pårørende, som du får i denne artikel.
Kirsten Bonderup Kirstein er specialpsykolog og afsnitsleder på psykoterapeutisk ambulatorium på Psykiatrisk Center Amager. Hun arbejder til daglig med borderlinepatienter og har mange års erfaring inden for faget og denne sygdom.
Her giver hun fem gode råd til dig, som er pårørende til et menneske med borderline.
Til sygdommens spidsbelastede situationer, er det en rigtig god ide med en kriseplan. Den skal indeholde konkrete strategier, som hjælper mennesket med borderline til at komme ned i følelsesregisteret igen. Du kan som pårørende både hjælpe med at udpege strategierne, og du kan hjælpe ved at minde din kære om dem. Er du som pårørende god til at få ro på din kære i spidsbelastningssituationerne, kan et opkald til dig faktisk også i sig selv være et punkt i strategien.
De konkrete strategier er forskellige fra person til person. For nogle hjælper det at tage et koldt bad. For andre virker det at gå en tur med musik i ørerne. Og andre igen har held med at have huskesætninger i hovedet, som siger ”Det går over igen.” Det er ikke altid, at det samme hjælper hver gang. Men med tiden vil din kære have lært forskellige strategier, som hjælper.
Når borderlinepatienten er i et voldsomt følelsesmæssigt udsving, skal man som pårørende ikke tænke og reflektere over, hvorfor det er sådan. Her er første prioritet at bruge strategier til at komme ned i følelsesniveau igen.
Mange mennesker med borderline savner og efterspørger, at deres pårørende er nysgerrige på, hvad der ligger bag borderlinepatienternes handlinger. Har man en selvskadende adfærd, ligger der ofte noget til baggrund for selvskaden. Her er det en god ide, hvis man som pårørende kan være mindre nysgerrig på selve den selvskadende handling, og mere nysgerrig på baggrunden for det. Hvilke tanker og følelser ligger til grund for handlingerne? Og har der været konkrete situationer, som påvirkede eller udløste forværringen?
Nogle pårørende bliver lidt forskrækkede over følelsesintensiteten, og så undgår man somme tider at spørge i frygt for, om det vil få situationen til at eskalere igen. Men mange personer med borderline savner, at de bliver spurgt. De vil nemlig gerne føle sig set og forstået, og føle sig tryg i, at deres nærmeste gerne vil dem, selvom deres handlinger ikke altid er hensigtsmæssige.
Det kan være svært for pårørende at forstå, at følelsesregisteret hos den med borderline kan have så store udsving. På én og samme dag kan ens kære have mistet lysten til at leve, og nogle timer senere er tingene normale og okay igen. Det er en del af sygdommen, at der er så store udsving.
Det kan være svært selv at omstille sig så hurtigt. Men prøv at minde dig selv om, at selvom det er voldsomt, og det måske føles mærkeligt, at tingene så hurtigt er normale igen, så er det okay. Giv dig selv og jer lov til, at I griner sammen, at du som pårørende fortæller ting om dig selv, din dag og følelser, og du også spørger ind til helt almindelige ting hos personen med borderline.
Sæt grænser for, hvad du som pårørende synes er okay og kan holde til. Hvis din nærtstående ringer til dig mange gange om dagen for at snakke, og det bliver for meget, så sig det. Fortæl at du rigtig gerne vil tale og lytte, men at det bliver for hårdt, hvis det er fire gange om dagen. Aftal at I taler i telefon én gang om dagen i stedet. Eller måske er du pårørende til en, som har meget selvskade. Her kan du fortælle, at du gerne vil være der for vedkommende, men at det er for voldsomt og skræmmende at høre detaljerne om, hvordan han eller hun gør sig selv ondt.
I situationen kan det godt skabe en konflikt at sætte grænser, men i det lange løb er det nødvendigt. Både for personen, der lider af borderline, og for dig, så du kan være en stabil pårørende over tid. Alternativet er nemlig, at man som pårørende selv brænder ud.
Det er hårdt at være pårørende uanset, hvilken sygdom der er tale om. Mennesker med borderline har ofte svært ved at være alene. Derfor kan den pårørende godt komme til at være ekstra meget på banen, og måske komme til at indstille sit liv for meget efter den syge. Derfor er det virkelig vigtigt at tale med andre om det. Det kan være venner, familie, en fagprofessionel eller en samtalegruppe.
Isolation og det at gå helt ind i sig selv er et af de mest hyppige symptomer på skizofreni. Det kan være enormt frustrerende som pårørende, og svært at vide, hvordan man skal reagere, når én man holder af, isolerer sig. Her er fire små råd, som måske kan hjælpe dig videre.
Har dit barn ADHD? Så kender du sikkert til en hverdag med konflikter og uenigheder. I denne video får du tre konkrete råd, som kan være med til at styrke dit forhold til dit barn og skabe en hverdag med mindre skældud.
Er du pårørende til et menneske med skizofreni? Så har du måske oplevet, at han eller hun nogle gange føler sig forfulgt. Det er et eksempel på en vrangforestilling, og det kan være rigtig ubehageligt at opleve.
I denne video får du nogle råd til, hvordan du kan reagere, når én med skizofreni føler sig forfulgt.
Hvis du er pårørende til et menneske med bipolar lidelse, så kender du sikkert til mange af symptomerne. Men det kan være svært at vide, hvordan man skal reagere på de forskellige symptomer. I denne video kan du blive klogere på to symptomer, som ofte fylder meget. Det ene er det at have et urealistisk syn på egne evner, og det andet er søvnproblemer.
Når du er partner til en gravid, som samtidig har en psykisk sygdom, kan der være mange bekymringer. I dette afsnit ser vi på, hvordan graviditet kan påvirke psykisk sygdom, og hvordan du bedst kan støtte din gravide partner, som på samme tid kæmper med psykisk sygdom.
Er du pårørende til et menneske med bipolar sindslidelse? Så kender du måske til de bekymringer og udfordringer, der følger med. I denne episode bliver du klogere på sygdommen bipolar sindslidelse, hvordan den behandles, og hvordan du bedst kan være der for din kære.
Hvilke tanker og følelser oplever ens kære med borderline? Og hvordan støtter man bedst som pårørende? I denne episode kommer vi ind på, hvordan sygdommen behandles, og hvordan du som pårørende bedst kan være der for din kære.
Som pårørende kan det være rigtig svært, når ens kære udviser selvmordsadfærd. I dette afsnit bliver du klogere på selvmordsadfærd, hvordan det behandles og hvordan du bedst støtter din kære, som er selvmordstruet.
Når man er pårørende til et menneske med bipolar sindslidelse, har man højst sandsynligt både stiftet bekendtskab med de maniske og depressive episoder, som begge kan være udfordrende. Maj Vinberg, overlæge og professor i psykiatri, giver her tre gode råd til dig, der er pårørende til et menneske med bipolar sindslidelse.
De typiske symptomer ved en mani er, at vedkommende er opstemt, hensynsløs og irriteret. Tit har man en let ukritisk, til tider upassende og måske grænseoverskridende adfærd under en mani. Din kære kan have en følelse af at kunne alt, og det smitter af på vedkommendes aktiviteter. Tingene går tit rigtig hurtigt, og din kære har tendens til at lægge nye planer og sætte aktiviteter i gang, men har svært ved at fuldføre eller afslutte dem. Desuden har et menneske under en mani ofte et nedsat behov for søvn og en øget sexlyst.
Den anden pol er depressionen. Her føler den ramte sig trist og håbløs til mode. Vedkommende kan have svært ved at mærke sine følelser og kan måske fremstå negativ, affærdigende og holder sig ofte for sig selv. Et symptom på en depression er ændret søvnmønster. Nogle har svært ved at falde i søvn, vågner mange gange om natten og vågner tidligt, imens andre er trætte og kan sove hele tiden. Som pårørende oplever man for eksempel, at ens kære ikke viser initiativ, interesse og til tider virker helt passiv og ligeglad. Samtidig kan der være opstået en ændret selvtillid, hvor selvkritik og mindreværdsfølelser dominerer.
Symptomerne ved en mani kan meget nemt starte nogle konflikter. Maj Vinberg anbefaler, at man så vidt muligt forsøger at trække sig fra konfliktfeltet, der kan opstå mellem den pårørende og ens kære. Hvis man ved, der er risiko for at udvikle manier, kan det være godt at have nogle aftaler om, hvordan man som pårørende må håndtere manier.
”Aftalen skal være meget konkret. Det kan være, man aftaler, at den pårørende må ringe til psykiateren og lave en aftale om ekstra sovemedicin. Eller måske aftaler man, at ens nærtstående med bipolar lidelse skal sygemeldes fra arbejde, når han eller hun er på vej ind i en manisk episode,” fortæller Maj Vinberg og fortsætter: ”Mange oplever, at deres nære med bipolar sindslidelse, som er på vej ind i en mani, bliver hurtige, egenrådige, let irritable og ekstremt veltalende. Derfor kan det være en rigtig god ide at skrive aftalen ned, så du helt fysisk kan trække den frem, når behovet opstår.”
Maj Vinberg påpeger, at det er en god ide at få aftalerne i stand i stabile perioder. Hun nævner også, at mange med bipolar sindslidelse er glade for den slags aftaler. Mange er nemlig bange for at miste kontrol, hvis der kommer en ny manisk episode. Derfor vil de fleste også meget gerne have hjælp til at forebygge, når de første symptomer kommer.
Maj Vinbergs andet råd er at give bolden videre, når man som pårørende ikke længere kan hjælpe ens kære. Det kan for eksempel være, hvis din kære under en mani har en adfærd, der er præget af, at vedkommende tror, han eller hun kan alt og derfor handler dumdristigt eller upassende.
”Når ens kære er i eller på vej ind i en mani, så kan man komme til et point of no return. Her er det vigtigt at kunne erkende, når det ikke længere er dig, der skal hjælpe. Så skal man trække i behandlingssystemet og kontakte os, når behovet opstår. Man skal give bolden videre,” fortæller Maj Vinberg og fortsætter: ”Pårørende er i forvejen involveret i sygdommen. Hvis ens ægtefælle for eksempel skal indlægges, er det rart, at systemet tager over. Ellers er der risiko for, at der bliver skubbet for meget til balancen i et parforhold, så rollerne bliver ulige.”
I sammenhæng med forrige råd med at lave en aftale, nævner Maj Vinberg også ”det hvide flag.” Hun fortæller: ”Det hvide flag er et symbol på, at den pårørende ikke længere kan stå alene med de udfordringer, som ens kære kommer med. Når den pårørende vifter med det hvide flag, så er det en del af den skriftlige aftale om, at ens nærtstående skal lytte og følge aftalen.
Maj Vinberg fortæller, at det i perioder kan være svært og udfordrende at være pårørende til et menneske med en bipolar sindslidelse. Både manierne og depressionerne kan lede til forskellige bekymringer. Derfor er det godt at søge efter og tage imod hjælp.
”Det kan være svært at sidde i et forum, hvor andre ikke forstår det med at have psykisk sygdom tæt inde på livet. Derfor kan det være rigtig rart og givende at mødes i en pårørendegruppe. Her er der frit lejde, og du må fortælle alle de ting, du har på hjerte, uden at blive dømt. Det har en værdi at komme et sted hen, hvor du kan snakke med nogen, som ikke er tæt på dig, men som stadig forstår de ting, du går igennem. Det kan også være rigtig gavnligt at opsøge viden om ens kæres sygdom. På den måde får man en bedre forståelse for situationen. Her kan webinarer eller pårørendeundervisning for eksempel være rigtig godt,” afslutter Maj Vinberg.
Psykolog Rose-Marie Mollerup råder til at man som pårørende finder en balance i at være til rådighed og passe på sig selv og at søge støtte udefra, når det bliver for svært at stå på sidelinjen. Hun deler sin viden og sine råd om pårørende.
Ifølge psykolog Rose-Marie Mollerup bliver mange pårørende meget forskrækkede og ulykkelige, når deres nærmeste får diagnosen skizofreni. Vi har alle forskellige billeder af, hvad det vil sige at have skizofreni og hvilken prognose, der følger med. Men både udtryk og prognose er meget forskelligt fra individ til individ, og det kan være svært i starten at forholde sig til som pårørende. Rose-Marie Mollerup, der er psykolog ansat i psykiatrien og forkvinde og regionsrådsmedlem for Psykiatri-Listen, giver her sine råd til dig, der er tæt på en med skizofreni.
”Det er vigtigt at kende til lidelsen, og de mange forskellige måder, den kan komme til udtryk på. Der kan være psykotiske episoder, hvor man måske kan have svært ved at have kontakt, og der kan være perioder med negative symptomer som initiativløshed mv. For bedst muligt at kunne støtte op, er det vigtigt at forstå, hvad der kan ligge bag en adfærd. Derfor er mit råd at søge viden, men også huske at alle er forskellige, og lidelsen kan komme til udtryk på mange måder. Det kan også være en idé at søge viden om det at være pårørende. Der er f.eks. lige skrevet en bog ’Tæt på, men udenfor’, jeg varmt kan anbefale.”
”Som pårørende kan man gøre en afgørende forskel for personen med skizofreni. Man kan både give en vigtig følelsesmæssig og social støtte. Har man overskud til at indgå som støttende netværk for personen, kan det helt sikkert anbefales. Men man skal finde en balance og ikke alle har kræfterne til det. Det er vigtigt, at man får offentlig støtte, så man ikke ender som både pårørende, sagsbehandler, rengøringshjælp osv. Nogle pårørende kan opleve, at personen med skizofreni vender sig mod sine nærmeste – paradoksalt nok, fordi det er dem, de har størst kærlighed til. Det kan være rigtig hårdt at være i. Her handler det om at vise, at man er rådighed, og at man er der for den anden, men også at sætte grænser.”
”Når din kære har en svær periode, kan det være vanskeligt at have en konstruktiv samtale om, hvordan man bedst kan hjælpe dem. Derfor kan det være en god idé at spørge ind til i de mere stabile perioder. Spørg for eksempel, hvordan personen gerne vil have, at du agerer i bestemte situationer. En god måde at gøre det mere overskueligt for den lidende kan være at komme med forslag til, hvad du for eksempel kan gøre. Vil du helst have, at jeg lader dig være om morgenen eller at jeg taler med dig osv.? Man kommer ofte længst med en respektfuld, ligeværdig dialog, uanset om man er pårørende eller fagperson.”
”Det kan være frustrerende og svært at stå på sidelinjen, når en du holder af, har det svært. Her er det vigtigt også at være opmærksom på sin egen trivsel og søgestøtte udefra, hvis der er behov. Det kan være i dit netværk, i pårørendegrupper eller søge psykologhjælp. Hvis man er nær pårørende til en med alvorlig psykisk lidelse, kan man få en henvisning fra lægen til en psykolog.”
Ifølge psykolog Rose-Marie Mollerup er man bedre i stand til at hjælpe en med bipolar lidelse, hvis man har viden om diagnosen og symptomerne. Hun deler derfor ud af sin viden og sine råd til pårørende.
At være pårørende til en person med bipolar lidelse kræver viden om, hvad man har med at gøre. Jo bedre man forstår symptomerne på mani og depression, jo bedre er man i stand til at kunne hjælpe. Man kan opsøge viden udefra, men man skal samtidig huske at alle situationer er forskellige. Det fortæller Rose-Marie Mollerup, der er psykolog ansat i psykiatrien og forkvinde og regionsrådsmedlem for Psykiatri-Listen. Hun giver her sine råd til at hjælpe en med bipolar lidelse.
”Mennesker med bipolar lidelse kan have perioder med maniske faser, mens andre perioder kan være præget af håbløshed og manglende energi. Det kan være godt at være forberedt på, hvordan din kære gerne vil have, du reagerer, når situationerne spidser til. Hav en samtale om dette på et tidspunkt, hvor personen er i en mere neutral fase, og når du selv og den anden er i et neutralt følelsesleje. Nogle har aftaler om, at man f.eks. har adgang til netbank og kan spærre konti og hævekort, hvis den, de er pårørende til, har et mønster med uhæmmet brug af penge i maniske faser. Man kan også have aftaler om, hvordan man bedst kan hjælpe i de depressive perioder. Det kan være med praktiske ting som at lave aftaler med sygehuset eller tage med ud en tur.”
”Mange oplever, at det kan være svært, når personen, de er pårørende til, trækker sig i dårlige perioder eller bliver vred og anklagende. Man føler sig måske afvist eller har et ønske om at hjælpe personen, når de har det allersværest. Det bedste, man kan gøre i sådan en situation, er at holde fast i kontakten. Lad dem vide, at man er der, men pas på med at presse for meget på eller komme med bebrejdelser.”
”Det kan være rigtig hårdt at være tæt på en person, der har det rigtig svært. Det er vigtigt at give sig selv lov til at ’tage fri’, og ikke føle skyld, når man har brug for en pause. Find nogle steder, hvor du får fyldt energi på. Det kan være ved at gøre ting, du holder af. Vandreture, læse bøger, lave mad eller hvad det nu lige præcis er for dig, der giver ro og glæde.”
”Søg hjælp og støtte andre steder, så du sørger for at passe på dig selv. Det er naturligt, at det går op og ned, og at det i bølger kan være svært at håndtere. Det er vigtigt at give sig selv lov til at føle vrede og sorg og ikke gå med det hele selv. Ensomhed, vrede, sorg og frustration er fuldstændig almindelige menneskelige reaktioner. Det kan være svært, men givende at række hånden ud til andre pårørende f.eks. i en samtalegruppe. Man kan også kontakte fagpersoner som kan hjælpe en til at bære de svære tanker og følelser. Som pårørende til en med svær psykisk sygdom har man mulighed for at få en lægehenvisning til en psykolog.”
Der er mange følelser på spil, når man er tæt på én med bipolar lidelse. Rigtig mange pårørende bliver forvirrede og usikre på, hvordan de skal håndtere situationen både ved maniske og depressive episoder. Se med her, hvor overlæge Maj Vinberg deler ud af sin viden og råd til dig, som er tæt på én med bipolar lidelse.
“Pas på med at overvåge.” Sådan lyder et af de fire råd til pårørende fra Elene Fleischer, som er ekspert inden for selvmordsforskning og forebyggelse.
Det er enormt hårdt at være pårørende til et menneske med selvmordstanker. Mange pårørende føler sig usikre og er meget angste for at miste, og de er i tvivl om, hvorvidt de kan gøre eller sige noget forkert. I denne artikel møder du Elene Fleischer. Hun arbejder hos NEFOS. Det er en organisation, der yder støtte og rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling. Hun er ekspert på området, og giver her fire råd til dig, som er pårørende til et selvmordstruet menneske.
Ifølge Elene Fleischer er det vigtigt at bevare håbet for den, man er pårørende til.
”Når man er selvmordstruet og ikke føler, at noget hjælper, så er det nemt at miste håbet. Og når man ikke har håb, er der kortere vej til, at den selvmordstruede tager sit eget liv eller forsøger på det. Når du som pårørende er med til at opretholde et håb, så vil det smitte af på den selvmordstruede. Udover det, vil håb også gøre en forskel for den pårørendes trivsel og evne til at holde sig selv oven vande,” siger Elene Fleischer.
Elene Fleischer fortæller, at rigtig mange pårørende har en følelse af, at de er den eneste, som kan hjælpe deres kære. Men ifølge hende, er det vigtigt at skille ens egen rolle fra behandlerens rolle.
”Det kan godt være, man ikke synes, den behandling, der bliver givet, er optimal. Eller måske synes den selvmordstruede ikke, at det virker. Men det er ikke den pårørendes ansvar – det er behandlerens. Det er vigtigt, at man får det skilt ad, så man kan få lov til at være mor, ægtefælle, bror, eller hvad end ens relation til den selvmordstruede er,” siger Elene Fleischer.
”Hvis man går ind i behandlerrollen over for sit barn, så kommer du til at skåne det for meget. Men du kommer også til at give dit barn opmærksomhed som en patient. Den form for opmærksomhed får din kære allerede hos sin behandler eller i psykiatrien. Derhjemme skal dit barn have opmærksomhed og betydning som den rolle, vedkommende har i familien.”
Elene Fleischer understreger, at det er vigtigt, ens kære stadig føler sig som en del af familien. Hun fortæller: ”Når man er ovre den akutte fase, begynder den selvmordstruede at interessere sig for livet uden for igen. Den selvmordstruede bliver ofte spurgt, hvordan vedkommende har det. Prøv at spørge din kære, om han eller hun har lyst til at høre, hvad du laver for tiden. Og så fortæl om din hverdag med arbejde, studie eller fritidsinteresser. Det er godt at få noget normalitet ind og fornemme en hverdag igen.”
Rigtig mange pårørende er i tvivl om, om de fortsat kan stille krav til deres kære med selvmordstanker. Ifølge Elene Fleischer både kan og skal man fortsat stille krav.
”Hvis vi forestiller os en mor, som ikke stiller krav til sin selvmordstruede datter. Datteren vil i første omgang synes, det er fedt, at hun ikke skal rydde op efter sig selv eller behøver hjælpe til i hjemmet. Men før eller siden, vil det føles og tolkes som ligegyldighed for datteren,” siger Elene Fleischer.
”Hvis I plejer at have en god kommunikation, så skal du gøre, som du plejer at gøre. Og så skal man selvfølgelig have respekt for, hvis ens datter siger, hun er så træt, at hun ikke fik vasket op. Det er helt okay. Men det skal ikke afskrække dig fra at stille kravet i første omgang.”
Elene Fleischer fortæller, at når man fortsat stiller krav, så er man med til at give sin kære en følelse af at blive set som den, han eller hun er, og stadig have en værdi.
”Min pointe er, at som menneske får man først en betydning, når man bliver set og får lov til at gøre de ting, man kan. Og det er en vigtig følelse for alle – også for en med selvmordstanker. Derfor er det vigtigt ikke at skåne ens kære. Du skal fortsat forvente, stille krav og tro på, at ens nærtstående stadig kan ting, selvom vedkommende har det svært,” afslutter hun.
Har man oplevet, at ens kære har prøvet at begå selvmord, vil der ifølge Elene Fleischer ligge en bekymring og angst i én. Man er bange for, at det vil ske igen. Elene Fleischer fortæller, at det for mange pårørende betyder, at de er i alarmberedskab og konstant overvåger på den selvmordstruede. Det skal man passe på med:
”Den omsorg, man som forældre giver ud fra kærlighed og angsten for, om det skal ske igen, kan opleves som kontrollerende og overvågende hos den selvmordstruede. Derfor er det en god ide at sætte sig over for hinanden og lave en aftale. Her kan du understrege, at hvis du skal undgå at overvåge din kære og blive bange, så er I nødt til at lave en aftale, som I begge synes, er okay. Hvis man altid bliver bekymret, når ens kære går en tur, så lav en aftale om, at man sender en SMS, hvis ruten ændrer sig eller man ikke kommer hjem på det aftalte tidspunkt. Og kommer vedkommende ikke hjem på det aftalte tidspunkt, så sig: ”Det er godt, du kommer hjem nu, men hvor har du gjort mig bekymret ved ikke at overholde vores aftale”. Du må gerne fortælle, at det påvirker dig, og du må gerne stille krav,” siger Elene Fleischer.
Hun påpeger, at på den måde vil den selvmordstruede også opdage, at vedkommendes handlinger har betydning, og at det ikke er ligegyldigt, om han eller hun kommer hjem igen.
Se eller gense webinaret, hvor Elene Fleischer, som er forsker og konsulent inden for selvmordsforskning, formidling og forebyggelse, deler ud af sin viden. Hun vil komme ind på de forskellige følelser og problematikker, der kan opstå, alt efter om du er forælder, partner, nær ven eller søskende til et menneske med selvmordstanker. Og så vil hun give dig viden om og værktøjer til, hvordan du kan håndtere det at være pårørende.
Afmagt, frustration og bekymring. Det er nogle af de følelser, som mange pårørende oplever, når deres nærtstående har en depression. Maj Vinberg, som er speciallæge i psykiatri, giver her tre gode råd til, hvordan du som pårørende kan støtte din kære og undgå selv at brænde ud.
Som pårørende kan man godt blive bekymret, når der pludselig er tegn, som kunne tyde på en ny depression, fortæller Maj Vinberg. Det er vigtigt, du bevarer roen.
”Det behøver ikke altid være en ny depression, der er på vej. Men det er godt og vigtigt at italesætte det på en god måde, hvis du bemærker, at noget ændrer sig. Hvis din kære for eksempel har aflyst en aftale med dig et par gange, kan du spørge nysgerrigt og undersøgende til, hvordan han eller hun har det. Det er bare vigtigt, du ikke bebrejder vedkommende, men holder det til de oplevelser, du selv har,” uddyber Maj Vinberg.
Ifølge Maj Vinberg, kan det være godt at lave en strategi iblandt pårørende, som man kan bruge, når depressionen er aktiv. Det vil sige et slags familieråd, hvor de forskellige roller tydeliggøres; hvem gør for eksempel hvad under en indlæggelse – en passer hunden, en tager sig af boligen og så videre.
”Det kan ofte bidrage med en ro, fordi du ved, hvad din egen rolle er i forhold til din nære med depressionen. Samtidig vil du nemmere kunne slippe ansvarsfølelsen over for de ting, de andre står for. På den måde kan man aflaste hinanden, få talt sammen og dermed også hjælpe din kære med depressionen,” fortæller Maj Vinberg.
Hvis ens mor for eksempel har en depression, kan det ifølge Maj Vinberg være en god ide at lave en strategi med den øvrige familie og andre i omgangskredsen, hvor man fordeler rollerne.
”Det er rigtig godt at være åben og ærlig med, hvilken rolle man kan være i som pårørende. Aftal hvem der gør hvad, og hjælp til de steder, hvor du føler, du kan. På den måde passer I både på jer selv, hinanden og jeres kære,” siger Maj Vinberg.
Det kan være, at én er god til at forstå systemet og finde rundt i aftaler og behandlinger. Så er en anden måske god til at få jeres nærtstående med ud og røre sig på en gåtur. Imens er en tredje måske god til at få ordnet de praktiske ting i hjemmet.
I forlængelse af strategien, kan I også tale om det at stå til rådighed.
”Det er godt at stå til rådighed. For eksempel kan du tilbyde din nærtstående med depressionen at køre ham eller hende til psykolog eller lægen. Du kan også tilbyde at tage med til samtalen, hvis vedkommende vil have det,” siger Maj Vinberg og fortsætter: ”Men selvfølgelig skal I også tage hensyn til, at alle har en hverdag. Man kan ikke altid kan stå til rådighed. Derfor er det en god ide at snakke sammen om det også.”
Som pårørende er det godt at søge hjælp og rådgivning, så man ikke går alene med tanker, følelser og bekymringer.
”Det er vigtigt at søge hjælp. Det kan foregå på flere måder,” fortæller Maj Vinberg og uddyber: ”Hvis du har to venner, du taler godt med, og hvor du ved, du kan få god støtte og forståelse, så træk på dem. Måske kan det også gavne dig at cykle eller løbe en lang tur. Der er også mange, som har glæde af at dele deres tanker og følelser med andre, som forstår, hvad de går igennem. Der er foreninger som Bedre Psykiatri gode, fordi du kan komme i samtalegrupper, hvor du netop møder andre pårørende. Det er ofte væsentligt, at du ikke går alene med spørgsmål og bekymringer, og at du finder den hjælp, du har brug for, for at undgå den afmagt og frustration, der kan opstå.”
Hvordan støtter du bedst muligt din kære, som har en depression? Hvor henter I hjælp? Og hvordan holder du dig selv oven vande?
Hvis du kan genkende nogle af de spørgsmål, så se eller gense vores webinar, hvor speciallæge i psykiatrien, Maj Vinberg, giver dig helt konkrete råd til, hvordan du som pårørende kan støtte og hjælpe din kære, og hvordan I navigerer i behandlingssystemet.
Hvad er selvskade? Hvorfor vælger nogle at skade sig selv? Og hvordan hjælper du bedst som pårørende til én, der skader sig selv? Se med i webinaret her, hvor psykolog Cecilie Krag Semmling deler ud af sin viden og konkrete råd.
Her kan du finde viden og råd til, hvordan du kan hjælpe en med borderline.
Det kan være svært og opslidende at være tæt på én med borderline. Det uforudsigelige humør og de følelsesmæssige udbrud kan være svære at navigere i.
Der er stor forskel på, hvordan mennesker med borderline oplever symptomerne, og hvordan sygdommen påvirker dem. Det gør det svært at finde råd, der hjælper alle. Men her er nogle generelle råd og værktøjer, som du kan tage udgangspunkt i og vælge mellem alt efter, hvad der giver mening i jeres situation.
Et kernesymptom på borderline er, at man har svært ved at regulere sine følelser. Det bliver kaldt affektlabilitet. Ens følelser bliver let meget voldsomme. Man bliver hurtigt vred, ked af det eller påvirket på måder, som kan være svært for andre at forstå. Derudover kan følelser hos mennesker med borderline også let ændre sig og på kort tid gå fra den ene følelsesmæssige yderlighed til den anden.
Det er meget forskelligt, hvad der udløser følelserne. Ofte er det eksterne faktorer, som får personen til at føle sig afvist, forladt eller uelsket. Faktorerne kan være så subtile, at du – som ikke har borderline – end ikke opfatter dem, men de er yderst virkelige og smertefulde for personen med borderline.
Det kan være godt at spørge ind til personens følelser og hvad han eller hun oplever, og spørge til, hvordan du bedst kan hjælpe. På den måde viser du respekt for personen og personens tilstand og anerkender følelserne, selvom du ikke forstår dem.
For mennesker med borderline, er det heller ikke ualmindeligt at svinge mellem meget positive og meget negative følelser over for sig selv og andre mennesker. Det kaldes også splitting. Mind dig selv om, at det ikke er dig, men sygdommen, der skaber humørskiftet. Hvis du gerne vil tale med din kære om, hvordan deres følelser og handlinger påvirker dig, kan det være en god idé at vente til et roligt tidspunkt med at sige det. Hvis du prøver at tage snakken, mens han eller hun er meget vred eller ked af det, ender det let med en ufrugtbar konflikt.
De fleste med borderline kæmper med et lavt selvværd og en stærk indre tomhedsfølelse, og ofte har de svært ved at mærke sig selv. Når man er sammen med andre mennesker, opleves tomheden ikke så voldsom, og mange prøver derfor at undgå at være alene. Nogle med borderline reagerer derfor voldsomt på, at deres pårørende skal gå eller lave andre ting.
Løsningen er ikke, at du aldrig kan forlade den, der er syg. Prøv i stedet at forebygge situationen, når din pårørende er i en stabil periode. Tal fx om, hvad den, der er syg, godt kan lide at lave, når han eller hun er alene. Det kan også være en god idé at lave en aftale om, hvor meget kontakt I skal have, mens du er væk.
Nogle med borderline har svært ved at kontrollere deres følelser. Det kan gå udover de pårørende. Hvis du oplever det, er det vigtigt, at du passer på dig selv. Prøv at holde fast i, at det er sygdommen, der taler, når den, der er syg, taler grimt til dig. Det er ikke dig, der er noget galt med.
Det er aldrig okay at overfalde nogen verbalt. Så selvom det er sygdommen, der taler, er det ok, at du sætter en grænse for, hvad du vil acceptere.
Prøv at bevare roen og øv dig i ikke at reagere på beskyldningerne. Mennesker med borderline kan have svært ved at tænke klart og rationelt, når de er fanget i deres følelser, så der kommer sjældent noget ud af at prøve at ’snakke dem til fornuft’, så længe de er i deres følelsers vold.
For nogle pårørende hjælper det at være empatisk og fx give knus eller vise forståelse. Andre har succes med bare at lytte og finde noget undervejs, de kan give deres kære ret i. For de fleste virker det dog bedst bare at være stille. Det er altid okay at tage en pause og rent fysisk gå væk fra personen.
Det er hårdt at være genstand for en andens vrede, og derfor er det værd at overveje at finde nogen, du kan tale med om, hvordan det er for dig. Det kan være venner og familie, men det kan også være andre pårørende eller en psykolog.
Tomhedsfølelsen får nogle med borderline til at blive rastløse og jage efter hvad som helst, der ser nyt og spændende ud, og som måske kan fylde tomheden ud og gøre én lykkelig og tryg. Når den, der er syg, ikke overholder jeres aftaler, kan det være derfor.
Det er en vigtig del af behandlingen af mennesker med borderline at hjælpe dem med at bremse deres impulsive handlinger og reaktioner. Det er ikke dit ansvar. Det bedste, du kan gøre, er at støtte op om behandlingen.
Ting, som folk uden borderline ofte slet ikke reagerer på, kan for en med borderline fremkalde så kraftige og intense følelsesudbrud, at man føler en uro og anspændthed i hele kroppen og ikke kan tænke fornuftigt. Mange vil gå rigtig langt for at slippe af med smerten – inklusiv at skade sig selv.
Mind dig selv om, at det er de professionelle behandleres ansvar at håndtere selvskaden. Det er ikke din.
Her kan du finde råd til, hvor I kan søge hjælp, hvis den, du er pårørende til, har selvmordstanker.
Det bedste, du kan gøre for en selvmordstruet person, er at sikre, at han eller hun får professionel hjælp. Og det er vigtigt, at du som pårørende holder fast og insisterer på at søge hjælp.
Intensiteten af selvmordstankerne afgør, hvilken hjælp der skal søges. Hvis det er svært at vurdere, så fortæl det videre til nogen, der kan handle på det. Forsøg i første omgang egen læge eller vagtlægen.
Psykiatrisk akutmodtagelse har døgnåbent. Kontakt dem, hvis selvmordstankerne blusser op, og du er nervøs for, om personen gør alvor af dem. Du kan kontakte akutmodtagelsen telefonisk og få en vurdering eller tage direkte ind på afdelingen.
Hvis personen nægter at tage imod hjælp, kan du kontakte egen læge, vagtlægen eller politiet på 114.
Hvis den, du er pårørende til, er i gang med et selvmordsforsøg og fx har taget en overdosis medicin, så ring til alarmcentralen på 112.
Selvom situationen ikke er akut, skal I stadig tage selvmordstankerne alvorligt. Og der er mulighed for at få hjælp i psykiatrien til at undgå, at selvmordstankerne tager til.
Hver region har selvmordsforebyggende klinikker. Nogle steder skal man henvises fra egen læge, og andre steder kan man selv henvende sig. Hvis I henvender jer i den psykiatriske akutmodtagelse, som vurderer, at selvmordstankerne ikke er akutte, kan de også henvise videre til behandling på en selvmordsforebyggende klinik.
Søg på jeres region og selvmordsforebyggelse på Google. Her kan I finde den relevante afdeling og læse, hvilke retningslinjer der gælder.
Hvis I ikke er på et akut stadie, og personen er til at tale med, kan I kontakte rådgivningstilbuddet Livslinien. Her kan han eller hun tale med professionelle rådgivere, som er specialister i at hjælpe mennesker med selvmordstanker og deres pårørende.
Livslinien kan kontaktes på telefon 70 201 201.
Her kan du få råd om, hvordan du bedst kan tale med en person om hans eller hendes selvmordstanker.
Selvmordstanker hos den, du er pårørende til, er noget af det allermest smertefulde, man kan opleve. Ved siden af sorgen og fortvivlelsen skaber selvmordstankerne et hav af bekymringer, som er svære at håndtere. Hvor alvorligt mener personen det? Kan jeg gøre noget for at forhindre selvmordet? Skal jeg tale med personen om selvmordstankerne? Og hvor får vi hjælp?
Husk på, at de fleste mennesker med selvmordstanker, faktisk ikke ønsker at dø. De ønsker at få hjælp og at få det bedre.
Det er en myte, at det er farligt at tale med mennesker om deres selvmordstanker. Men selvmordstanker er et hårdt emne at tale om – særligt når det handler om ens nærmeste. Derfor er det ikke sikkert, at samtalen er en god løsning for dig. Hvis det er for svært, så giv i stedet din bekymring videre til de professionelle.
Hvis du magter at tale med den, du er pårørende til, om selvmordstankerne, kan det dog være en god idé. Ved at fortælle om din bekymring, viser du omsorg og får mulighed for at hjælpe – og du viser, at personen hos dig har et trygt sted, hvor han eller hun kan dele sine tanker. Her får du nogle råd om, hvordan du kan gribe samtalen an.
Det kan kræve overvindelse at åbne op for samtalen. Og det kan være en god idé at øve sig for at finde den bedste formulering til at beskrive din bekymring. Giv derfor dig selv tid til at forberede dig. Sig gerne sætningen højt for dig selv, så ordene ikke føles så fremmede, når du har samlet mod til at tale med din kære.
Brug samtalen til at spore dig ind på, hvor alvorlige selvmordstankerne er. Spørg gerne så meget ind til tankerne, at du finder ud af, om personen har en konkret plan og metode. Spørg fx: Handler dine tanker også om, hvordan du vil gøre det?
Som tommelfingerregel gælder, at jo mere personen har planlagt selvmord, jo mere alvorlig er situationen.
Find ud af, om personen har:
Hvis samtalen vækker bekymringer, så fortæl det videre til de professionelle.
Hvis du ikke er sikker på, om personen har selvmordstanker eller ej, så spørg ind.
Spørg fx, om personen har mod på livet, og følg op ved at fortælle om dine bekymringer. Sig eventuelt, at du har lagt mærke til, at personen ikke ser ud til at have det godt, og at du er bekymret for, om han eller hun kunne have selvmordstanker. Følg op på svarene og spor dig på den måde ind.
Når du oplever, at den, du holder af, har selvmordstanker, kan det være en god idé at få det professionelle behandlingssystem til at vurdere situationens alvor. De kan sige, om der er behov for hjælp her og nu, eller om du fx lige skal afvente udviklingen.
Hvis det er udenfor den praktiserende læges åbningstid, kan I kontakte lægevagten. Personalet på den psykiatriske akutmodtagelse kan også hjælpe med at vurdere situationen. Afdelingen har åbent døgnet rundt. Hvis personen er i behandling, er det desuden en god idé at kontakte behandlingsstedet og informere dem om, at tilstanden er forværret.
Har du brug for nogle konkrete råd til, hvordan du som pårørende støtter din kære? Så læs med her, hvor Elene Fleischer, der er ekspert inden for selvmordsforebyggelse, giver råd til din pårørendesituation.
Hvordan hjælper man et barn eller en ung med autisme med at styrke sine sprog- og kommunikationsfærdigheder? Det kan du læse om her. Artiklen er lavet i samarbejde med Ea Carøe, psykolog og stifter af Molis.
Børn med autisme har ofte udfordringer i det sociale samspil og kommunikationen med omverdenen, fordi de kommunikerer og tænker anderledes. Her er en række forslag til, hvad I kan gøre, for at støtte op om udviklingen af barnets sprog- og kommunikationsfærdigheder, så det bliver nemmere at begå sig og forstå andre.
Hvis barnets udviklingsniveau passer til det, kan du hjælpe barnet ved at lære ham eller hende nogle spilleregler for smalltalk, og hvordan kommunikationen generelt foregår ude i verden. Ikke fordi barnet er forkert, men fordi han eller hun måske selv har et ønske om at lære det, da det kan hjælpe i omgangen med andre mennesker.
Forsøg at være en form for tolk eller mægler. Se det som en kulturforskel eller et fremmed sprog, som du skal hjælpe barnet med at forstå. Sig fx, at når en person uden autisme siger sådan her, så skal det forstås på den og den måde. Eller at når barnet siger det her, så bliver det forstået på den her måde af andre.
Nogle mennesker med autisme kan blive enormt usikre, når andre griner, og der kan du hjælpe med at forstå, at det ikke er ham eller hende, der bliver grint af.
Alt afhængigt at barnets alder, kan det være en god idé at forklare barnet, hvad en talemåde er, og hvordan de bruges, så barnet kan lære nogle af talemåderne at kende.
Når du hjælper med at fortolke de sociale situationer og den kommunikation, der foregår både verbalt og nonverbalt, udvikler barnet sin forståelse for andres måder at kommunikere på. Ofte vil det også sænke stress og dermed øge barnets trivsel.
Hvis du vil tale med barnet om at forstå andres kommunikation og sprog, så gør det, når der er ro på, og barnet er inde i en god periode.
Tænk gerne i nogle visuelle hjælpemidler, som kan understøtte snakken. I stedet for at have øjenkontakt, som kan være overvældende for barnet, så sid sammen og kig på et papir, hvor du fx tegner de situationer, I taler om, eller skriver nogle ord ned. Tændstikmænd eller smileys fungerer ofte godt.
Hvis du oplever, at barnet ikke er klar til snakken, så pak det væk og lav noget andet. Arbejdet med forståelse og kommunikation skal være forbundet med noget positivt.
Ligesom barnet har brug for struktur i hverdagen, kan han eller hun også have brug for struktur i, hvem der hjælper med hvad. Derfor kan det være forvirrende, hvis mor eller far lige pludselig også agerer behandler eller lærer. For nogle kan det derfor være den bedste løsning at få barnet til at tale med en lærer eller psykolog i stedet.
For at børn og unge med autisme kan lære at forstå andre, er det vigtigt, at de forstår sig selv. Ved at lære barnet om sin egen autisme, hvad den betyder, og hvordan måden at tænke skiller sig ud, får barnet en forståelse og et sprog for sine følelser, tanker og kropssignaler. Og det styrker barnet i meget høj grad.
Nogle børn med autisme er længe om at udvikle sit sprog. Her kan indsatsen Intensive Interaction være en god mulighed. Intensive Interaction er en tilgang, hvor man gennem leg udvikler barnets kommunikation og samspil og på den måde styrker barnet.
Ifølge de nationale retningslinjer er terapiformen kognitiv adfærdsterapi effektiv, hvis barnet med autisme også har angst. Terapiformen fokuserer på, hvad man tænker om sig selv og sine vanskeligheder – og den kan hjælpe, når barnet skal lære at sætte ord på sine egne tanker og følelser.
Der findes forskellige materialer til kognitiv adfærdsterapi. Blandt andet KAT-kassen, som er udgivet af Dansk Psykologisk Forlag og er en samling værktøjer til samtale om oplevelser, tanker og følelser. KAT-kassen er højt anerkendt, men koster penge.
Bogen Kognitiv adfærdsterapi med børn, unge og familier, som er udgivet af Hans Reitzels forlag, koster også penge, men er billigere end KAT-kassen. Den indeholder en masse ekstramaterialer med konkrete værktøjer og arbejdsark, som kan downloades gratis på forlagets hjemmeside.
Du kan hjælpe et barn med autisme ved at skabe nogle rammer i hverdagen, som forebygger stress og understøtter barnets trivsel og udvikling. Her får du råd om, hvordan du gør. Artiklen er lavet i samarbejde med Ea Carøe, psykolog og stifter af Molis.
Rammerne i dagligdagen er helt centrale for, at børn med autisme trives og undgår stress og alvorlige følgevirkninger. Som pårørende kan du hjælpe med at skabe de rammer, som støtter bedst muligt op om barnets udvikling og trivsel i hverdagen.
Struktur, forudsigelighed og ensartethed i hverdagen er nøgleord for børn med autisme. For nogle er det nok, at de daglige rutiner bliver udført i samme rækkefølge, mens andre har behov for, at de bliver udført på meget præcise tidspunkter. Forsøg derfor at planlægge hverdagen så grundigt og så præcist som muligt.
Mange har gavn af at få strukturen visualiseret, da mennesker med autisme ofte har en meget visuel indlæringsform og derfor foretrækker at få ting præsenteret visuelt. Til det kan du fx bruge et piktogramskema, hvor du med billeder eller ikoner visualiserer og tydeliggør dagens eller ugens aktiviteter.
Et piktogramskema kan laves i hånden, men der findes også programmer til at lave piktogramskemaer digitalt. Blandt andet programmet Picto Selector, som kan downloades gratis på Hillerød Kommunikationscenters hjemmeside.
For de lidt ældre børn og unge kan det være nok med et “normalt” skema, hvor aktiviteterne er skrevet ind. Nogle har desuden gavn af apps, som kan bruges til at udfylde skemaer og skabe struktur i hverdagen. Du kan finde en række forskellige muligheder ved at søge på apps til autisme på Google.
Vigtigt: Når I laver skemaer og planlægger hverdagen, så sørg for at følge planen – ellers mister den sin betydning.
Nye eller anderledes aktiviteter kan være udfordrende for børn med autisme og i værste fald give stressreaktioner. Som pårørende kan du hjælpe ved at forberede barnet så godt og detaljeret som muligt. Det kan du gøre ved altid at have svarene på disse 10 hv-spørgsmål klar:
Jo flere gange barnet har lavet en aktivitet, desto lettere har han eller hun ved selv at svare på spørgsmålene. Men når det er en ny eller anderledes aktivitet, er det en god idé, at du som pårørende hjælper med at besvare dem.
Brug eventuelt denne skabelon til et skema med de 10 hv-spørgsmål, og find inspiration i dette eksempel på et udfyldt skema.
Det har enorm betydning for børn med autisme at have voksne omkring sig, som bevarer roen og lytter, anerkender og rummer barnet. Følelser og sindstilstande smitter, så forsøg altid at udstråle ro – også i pressede situationer. Hvis barnet har det svært, så anerkend personens følelser og sig, at du forstår ham eller hende.
Vi prøver ofte at forklare, hvordan vi selv oplever situationer, og hvordan ting ser ud fra vores eget perspektiv. Men når du skal hjælpe et barn med autisme, er det vigtigere, at du sikrer, at barnet føler sig forstået.
Børn med autisme kan have et svingende energiniveau. Derfor er det vigtigt, at du som pårørende er fleksibel. Selvom barnet fx spiste aftensmad ved bordet i går, magter han eller hun det ikke nødvendigvis i dag. Og så skal man måske have lov til at spise på værelset med høretelefoner på i stedet.
Så vær opmærksom på, at overskuddet kan være svingende, og tilpas kravene.
Til at vurdere barnets mentale overskud og energiniveau kan I eventuelt bruge et visuelt humørbarometer.
Børn med autisme forstår ikke sarkasme, ironi eller talemåder. Forsøg derfor at undgå det, når du taler til barnet. Vær så tydelig og konkret som muligt. Hvis du siger noget ironisk, så forklar efterfølgende, at det var sagt i sjov, eller at du ikke mente det, men mente noget andet.
Alt afhængigt at barnets alder, kan det være en god idé at forklare barnet, hvad en talemåde er, og hvordan de bruges, så barnet kan lære nogle af talemåderne at kende.
Giv desuden tydeligt udtryk for dine forventninger. Tal ikke imellem linjerne, men sig i stedet: ’Jeg vil gerne have, at du gør sådan og sådan’. Det kan være svært, da vi ofte pakker vores anvisninger ind og fortæller ting så blødt som muligt. Men for at børn med autisme forstår dig, er det bedst at være konkret og direkte.
Vær desuden tydelig i dit kropssprog og dine signaler. Når du smiler, viser du, at du er imødekommende. Når du er neutral i sit ansigtsudtryk, vil børn med autisme ofte tolke det negativt og tro, at du er sur eller irriteret på dem. Smil derfor gerne meget og vær tydelig i dit kropssprog og ansigtsudtryk.
Mennesker med autisme kan opleve stress, når sanserne bliver forstyrret eller overstimuleret. Forsøg derfor at skabe nogle rolige rammer, der ikke forstyrrer sanserne.
Det er ofte en stor hjælp med et afskærmet rum, hvor der ikke er lyde, lugte eller mange ting at kigge på, og hvor man kan trække sig tilbage. Det er også vigtigt at undgå lysstofrør, da de kan være forstyrrende for øjnene. Farvestrålende eller mønstret tøj kan også virke stressende – hvis det er tilfældet, kan du overveje at undgå tøj med mange mønstre eller farver.
Der findes en lang række hjælpemidler, som kan aflaste sanserne. Blandt andet ’noice cancelling headphones’, som kan fjerne larmen fra omgivelserne. Kugle- eller tyngdedyner, som kan være beroligende. Og faktisk er det også beroligende for mange børn med autisme at have en gynge at gynge på. Det kan være en god idé at forsøge jer med forskellige hjælpemidler og se, hvad der har effekt.
For mange aktiviteter og krav kan give stress. Forsøg derfor at reducere mængden, og acceptér, at der er ting, man må sige nej tak til – selvom det kan være svært.
En tommelfingerregel for børn med autisme er, at når man har være socialt aktiv i x antal tid, så skal man bruge den dobbelte mængde tid til at restituere. Den tommelfingerregel er god at huske og tage alvorligt. Børn med autisme restituerer bedst, når de får lov at være alene og eventuelt hygge sig med sin særinteresse.
Her får du råd om, hvordan du kan hjælpe et barn med autisme, som får en nedsmeltning. Artiklen er lavet i samarbejde med Ea Carøe, psykolog og stifter af Molis.
Børn og unge med autisme kan blive presset i så høj grad, at de får såkaldte nedsmeltninger. En nedsmeltning er en kraftig stressreaktion, hvor hjernen og kroppen lukker ned, så man ikke længere er til at komme i kontakt med. Nogle bliver udadreagerende, andre stivner og kryber sammen på gulvet og nogle flygter.
En nedsmeltning kan være en voldsom oplevelse – både for personen med autisme og den pårørende. Episoden kan vare i alt fra minutter til timer, og de fleste er enormt udmattede bagefter. Faktisk kan det tage flere dage at komme sig.
Her er råd til, hvordan du bedst kan hjælpe under og efter en nedsmeltning:
Når barnet får en nedsmeltning, nytter det ikke at tale til personen. Ord hjælper ikke i situationen. Undgå også øjenkontakt og fysisk berøring, da det kan være for intenst for barnet og forstærke reaktionen. Det er dog stadig vigtigt, at du holder dig i nærheden og ikke bare forlader lokalet, så du kan sikre, at barnet ikke kommer til skade eller kommer til at skade andre.
Prøv at bevare roen, selvom situationen er kaotisk, og barnet reagerer stærkt. Ro smitter. Så spar på ordene og forhold dig rolig, så kan din ro smitte af og hjælpe barnet med at komme ud af nedsmeltningstilstanden.
Det kan tage tid at komme sig efter en nedsmeltning. Nogle gange kan der gå op til flere dage, før barnet er tilbage til sin normale tilstand og er klar til at tale om episoden. Vær derfor tålmodig og giv barnet plads og tid til at komme sig. Lad ham eller hende være i sit eget selskab og bruge tid på sin særinteresse. Hvis du forsøger at tage hul på snakken for tidligt, risikerer I, at barnet ryger tilbage i nedsmeltningen.
Når du skal vurdere, hvornår barnet er klar, så forsøg at aflæse kropssproget. Hvornår er personen afslappet? Hvornår er han eller hun selv tilgængelig og opsøgende? Stol på din mavefornemmelse og intuition.
Når man har autisme, er det svært at sætte ord på sine følelser og behov. Når I skal tale sammen efter en nedsmeltning og forsøge at forstå, hvad der skete, kan du derfor ikke regne med, at barnet bare kan fortælle om sin oplevelse. Her skal du som pårørende være undersøgende.
Normalt ville man stille åbne hv-spørgsmål som fx hvad var det der skete, eller hvordan havde du det? Men her er det bedre at være konkret og stille lukkede ja/nej-spørgsmål. På den måde bliver det nemmere for barnet at svare og for dig at spore dig ind på, hvad det skete. Fx: Var det svært, da du selv skulle sidde med opgaven ovre i skolen? Blev du vred, da han kom til at tage dit penalhus?
Når vi stiller lukkede spørgsmål og giver forslag til, hvad der er på spil, kan barnet nøjes med at sige ja eller nej. Efterfølgende kan du så foreslå konkrete løsninger. Fx: Har du brug for, at læreren sidder med dig i fem minutter, når du skal starte på en opgave? Har du brug for at spise aftensmad alene på dit værelse om onsdagen, som er en lang dag?
Når du er konkret, rummelig og lyttende kan samtalen, hjælpe jeg til at finde løsninger og ruste jer til at forhindre nedsmeltninger i fremtiden.
I denne podcast kan du høre, hvordan det er at leve med skizofreni, og få viden om behandling af sygdommen. Få også råd til, hvordan du som pårørende bedst kan støtte op, hvis din kære har skizofreni.
Det kan give mange udfordringer at have et barn med ADHD. Vi har samlet en række råd og værktøjer til, hvordan du kan støtte dit barn og få hverdagen til at fungere bedst muligt.
Noget af det bedste og vigtigste, du kan gøre, er at skabe nogle rammer i hverdagen, som hjælper og understøtter dit barns behov.
Når man har ADHD, er det svært at filtrere de mange indtryk, man møder i løbet af en dag. Alle indtryk kan opleves som lige vigtige og får samme opmærksomhed. Dit barns opmærksomhed flyttes konstant, og det er udmattende.
Derfor kan det være en stor hjælp, at du skaber en struktureret hverdag med faste rutiner. Sørg for eksempel for at gøre de samme ting i samme rækkefølge hver morgen og aften, og når I skal ud ad døren. Når dit barn ved, hvad der skal ske, behøver han eller hun ikke bruge kræfter på at forholde sig til det. En fast struktur i hverdagsaktiviteter kan også reducere antallet af konflikter.
Prøv hele tiden at være et skridt foran dit barn – både når I har planlagt aktiviteter uden for hjemmet og i de daglige, hjemlige rutiner. Ved at gennemtænke fremtidige situationer kan I forberede jeres selv og jeres barn på, hvad der kommer til at ske og på den måde forebygge konflikter og frustrationer.
Hvis I for eksempel har planlagt en tur i Zoologisk have, kan I være på forkant ved på forhånd at aftale, hvor længe I vil være der, hvilke dyr I gerne vil se, og hvor der er et roligt sted, I kan gå hen og spise jeres madpakke.
Det er ikke altid let at være på forkant, og det kræver ofte øvelse. Det kan derfor være god idé at evaluere jeres dag og finde frem til det, der fungerede, og det, I vil ændre næste gang.
Skal I som familie for eksempel til en familiefødselsdag, kan I som forberedelse prøve at finde svar på disse spørgsmål:
Dit barn kan derfor let blive afledt, miste koncentrationen og blive rigtig træt og udmattet fordi han eller hun ikke kan filtrere i de mange forskellige indtryk.
Derfor kan du hjælpe dit barn ved at begrænse mængden af indtryk. Lav for eksempel en hyggekrog, hvor dit barn sidder med ryggen til rummet, sluk for tv og radio, sæt mobilen på lydløs og undlad at stille unødvendige spørgsmål.
For et barn med ADHD er det svært at gå fra at koncentrere sig om én aktivitet til at skulle fokusere på en anden.
Derfor hjælper du dit barn, hvis du sørger for, at der er tid mellem to aktiviteter, hvor dit barn kan få en pause og mulighed for at omstille sig til den næste. Inden dit barn holder pause, så sørg for at fortælle ham eller hende, hvad der skal ske som det næste.
Når man har ADHD, bliver man ofte skældt ud eller bedt om at opføre sig anderledes. Det kan gå hårdt ud over barnets selvværd. For at dit barn ikke kommer ind i en negativ spiral, kan du bruge disse greb for at styrke hans eller hendes selvbillede.
Når du giver dit barn små, vigtige opgaver, er du med til at styrke barnets selvværd. Opgaverne skal gerne minde om rigtige ’voksenopgaver’ som for eksempel at skrælle kartofler, starte vaskemaskinen eller sætte kaffe over. Sørg for, at opgaverne ikke er for svære.
Den slags opgaver giver barnet en følelse af at være dygtig, hjælpe til og være til gavn. Det er samtidig en god anledning til at rose og anerkende dit barn.
Det er vigtigt, du benytter enhver lejlighed til at rose og anerkende dit barn, når han eller hun gør noget godt.
Selv de mindste ting skal belønnes med ros. Dyrk dit barns successer, og tal ofte om dem. Tag gerne udgangspunkt i dig selv. Du kan for eksempel sige ting som ’Hvor er jeg stolt af dig, når du rydder op på dit skrivebord’ i stedet for det mere neutrale ’Det var godt’.
Husk desuden at anerkende hver gang, dit barn forsøger at gøre det rigtige – også selvom han eller hun måske ikke lykkes med det. Det er selve indsatsen, du skal anerkende.
Konflikter og uenigheder er en stor del af hverdagen i mange familier, hvor et barn har ADHD. I artiklen ”Hvordan håndterer jeg konflikter?” kan du finde en række råd om, hvordan du håndterer og forebygger konflikter.
Du kan også se vores video med tre konkrete råd, som kan være med til at styrke dit forhold til dit barn og skabe en hverdag med mindre skældud.
Her får du råd om, hvordan du kan forebygge og håndtere konflikter med dit barn med ADHD.
Konflikter og uenigheder er en del af hverdagen for mange forældre til børn med ADHD.
ADHD’en gør det svært for dit barn at koncentrere sig, udføre opgaver og tage imod beskeder – og hvis du som forælder ikke ved, hvordan du bedst kommunikerer og reagerer, kan det skabe frustrationer. Både for dig selv og dit barn.
Selvom det er svært, er vejen til at forebygge og håndtere konflikter ofte at fokusere på kommunikationen. Her er nogle simple greb, du kan forsøge at bruge:
Når du og dit barn står midt i en konflikt, kan det være fristende at tage noget tid hver for sig. Den tilgang er dog ikke en god idé ifølge eksperter. Man skal altid blive ved sit barn.
Det gælder både fysisk, hvor man helst skal blive i samme rum som barnet, mens konflikten står på – og mentalt, hvor man for eksempel ikke skal begynde at ignorere sit barn.
Én af de hårdeste straffe for et barn er at blive forladt. Derfor kan det være en hård og skræmmende oplevelse for barnet, hvis du går midt i konflikten.
Når dit barn reagerer, og der er ved at opstå en konflikt, er det bedste, du kan gøre, at prøve at se verden fra hans eller hendes perspektiv. Vis empati og gå over på barnets banehalvdel på en følsom og forstående måde.
Helt konkret kan du sætte dig i øjenhøjde med ham eller hende og sige, at du forstår, at det er svært, og at det er okay at have det sådan. På den måde viser du, at du prøver at forstå, hvordan dit barn har det, og hvorfor han eller hun reagerer på den måde.
At vise empati og forståelse er ikke det samme som at acceptere barnets handlinger, men det kan give et godt udgangspunkt for at tale om situationen i stedet for at gå i konflikt over den.
Når dit barn har gjort noget uacceptabelt – for eksempel er kommet til at slå en klassekammerat – kan du forsøge at se din rolle som hjælper i stedet for én, der skal skælde ud.
Hjælp dit barn med at finde bedre handlemuligheder til næste gang, han eller hun befinder sig i en lignende situation.
Led efter barnets intention bag handlingen: Hvorfor gjorde eller reagerede barnet sådan? Og tal så med dit barn om, hvad han eller hun kunne have gjort i stedet.
Alle forældre har oplevet konflikter, der er opstået, fordi deres barn ikke hører efter, når der bliver givet en besked. Også her findes en række simple greb, du kan prøve at anvende:
Sandsynligheden for, at dit barn modtager din besked, er større, hvis du fysisk går hen til barnet og får hans eller hendes opmærksomhed, før beskeden gives.
Lange forklaringer hægter de fleste børn af, så brug hellere to korte sætninger end én lang, når du giver beskeden.
På dansk bruger vi ofte spørgsmål, når vi høfligt vil bede hinanden om noget. For eksempel ’Vil du ikke lukke vinduet?’, ’Kan jeg få dig til at gå ned med skraldet?’ og så videre.
For de fleste børn er det mere effektivt, hvis du i stedet bruger formuleringer som ’Vær sød at lukke vinduet’ eller ’Jeg vil gerne have, du går ned med skraldet’.
Børn er ikke altid i stand til straks at reagere, når de får en besked. Giv derfor dit barn lidt tid til at reagere.
Som regel har barnet hørt dit budskab første gang. Hvis barnet ikke reagerer efter noget tid, så formulér dig på en anden måde eller vis barnet, hvad du gerne vil have ham eller hende til.
At lave fælles regler for hele familien er et effektivt værktøj til at undgå konflikter. Når der er ved at opstå en konflikt, kan I alle henvise til de regler, I er blevet enige om. Det kan for eksempel være:
Visualisér gerne reglerne ved at tegne dem, bruge ikoner el.lign. og hæng dem op et centralt sted i jeres hjem. Lav reglerne sammen, når I ikke står midt i en konflikt.
Når man har ADHD, vælter alle indtryk ufiltreret ind i hovedet. Det er svært at vide, hvad der er vigtigt at fokusere på, og hvad der ikke er. Derfor mister folk med ADHD let fokus på det, de er i gang med. Står du i en konflikt med dit barn, kan du gøre brug af dette greb.
Hvis dit barn for eksempel bliver frustreret over, at I først skal spise om en halv time, kan du aflede ham eller hende ved at spørge, hvad der er hans eller hendes livret. Du kan også aflede dit barn ved at give ham eller hende en lille opgave som for eksempel at dække bord.
Her kan du finde viden om ADHD, som kan være vigtigt, når du skal hjælpe den, du er pårørende til.
ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, som påvirker hjernens evne til at regulere opmærksomhed, impulskontrol og aktivitetsniveau. ADHD står for Attention Deficit/Hyperactive Disorder.
ADHD er en af de mest udbredte diagnoser blandt børn og unge i Danmark. Antallet af børn og unge, der bliver diagnosticeret med ADHD er næsten fordoblet de seneste 10-15 år.
De første tegn på ADHD viser sig typisk tidligt i livet, men den neuropsykiatriske lidelse konstateres ofte først, når personen med ADHD skal klare flere ting på egen hånd.
Det er forskelligt, hvordan ADHD kommer til udtryk, men nogle af de typiske symptomer er:
Nogle mennesker med ADHD, kan opleve at få andre udfordringer og/eller sygdomme fx flere diagnoser, selvskade og misbrug.
Symptomerne kan give en række udfordringer – blandt andet i skolen, på job og i familielivet. Hos en del vil symptomerne aftage med tiden, men hos cirka halvdelen følger de med ind i voksenalderen og opfylder fortsat kriterierne for at stille diagnosen ADHD (kilde: Sundhed.dk)
De fleste voksne med ADHD lærer at kompensere for deres vanskeligheder i dagligdagen. Dog vil mange opleve at dette forstyrres, så snart de ydre rammer ændrer sig, og der stilles nye krav til personen – og den omstilling kan være svær.
ADHD opstår på grund af en nedsat evne til at transportere signalstofferne dopamin og noradrenalin rundt i hjernen. Det gør, at hjernecellerne ikke kan kommunikere ordentligt sammen.
ADHD skyldes altså en biologisk forstyrrelse i den del af hjernen, der styrer vores opmærksomhedsevne, motoriske aktivitet og impulsivitet. Derfor har mennesker med ADHD blandt andet vanskeligt ved at tage initiativ, planlægge, overskue og gennemføre specifikke handlinger og aktiviteter.
Forskning peger på, at ADHD er arveligt, og det ses ofte, at flere i samme familie rammes. Der er desuden tegn på, at årsagen til ADHD også kan findes i faktorer som tidlig fødsel og lav fødselsvægt.
Erfaringer viser, at børn og unge med ADHD oplever størst effekt af en kombineret psykologisk og pædagogisk indsats. Medicinsk behandling kan være gavnligt for nogle – både alene og sammen med den psykologiske indsats.
Et vigtigt element for at få det bedre er desuden at have god støtte omkring sig. Jo mere støtte personen med ADHD får, desto nemmere er det at have et godt og normalt fungerende hverdagsliv.
Diagnosen ADD kaldes af og til for den stille ADHD, fordi ADD ikke kommer til udtryk gennem hyperaktivitet og impulsivitet i modsætning til ADHD.
Ved ADD er uopmærksomhed og koncentrationsvanskeligheder i højere grad det tydeligste symptom, og ADD kan derfor give udfordringer med at opretholde et passende tempo og energiniveau i hverdagen.
Hvis du vil have mere viden om ADHD, anbefaler vi følgende bøger:
ADD er en neuropsykiatrisk lidelse. Den kaldes af og til for ‘den stille ADHD’, fordi ADD ikke kommer til udtryk gennem hyperaktivitet og impulsivitet i modsætning til ADHD.
Ved ADD er uopmærksomhed og koncentrationsvanskeligheder i højere grad det tydeligste symptom. Funktionsnedsættelsen kan derfor gøre det svært at opretholde et passende tempo og energiniveau i hverdagen. ADD er desuden sværere at opdage end ADHD på grund af fraværet af hyperaktivitet og impulsivitet. Derfor er der flere, som først får stillet diagnosen, når de er unge eller voksne.
ADD står for Attention Deficit Disorder. Funktionsnedsættelsen skyldes ligesom ADHD en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer vores impulser og sørger for, at vi kan planlægge, overskue og gennemføre aktiviteter.
Ved ADD ser man ofte en øget uopmærksomhed, lav koncentrationsevne og hyppige skift af fokus. Derudover er nogle af de typiske symptomer:
Mange med ADD kæmper med en følelse af at være doven, ubegavet, indadvendt eller genert/stille, og en uopdaget ADD kan derfor være med til at give et negativt selvbillede. Symptomerne gør det desuden ofte vanskeligt at følge med i skolen.
Mange lærer at leve med deres ADD på en måde, hvor den ikke har for stor indflydelse på ens liv. For at opnå det, er det vigtigt at kende ADD’ens betydning for ens adfærd, reaktioner og følelser. Jo større indsigt man har i sin egen situation, udfordringer og styrker, desto nemmere er det at finde de rette strategier til at håndtere ADD’en og indrette hverdagen på en måde, der passer til ens vanskeligheder.
Det lærer man typisk ved at afprøve og træne nye metoder til at mestre situationerne.
Det kan for eksempel hjælpe at skemalægge sine opgaver og på den måde skabe struktur over sine daglige gøremål. Det kan også være en god idé at udføre sine opgaver i etaper, så der indlægges faste pauser, som kan give et øget fokus på opgaverne.
Det er også vigtigt, at mennesker med ADD har fokus på søvnrytmen, da søvn har stor effekt på ens evner til at benytte sine mestringsstrategier.
Du kan læse mere om ADD på ADHD-foreningens hjemmeside.
Man kan ikke kurere ADD. Men gennem træning, pædagogik og støtte i undervisningen kan man hjælpe mennesker med ADD, så de udvikler sig og bliver bedre til at håndtere deres udfordringer. Hos børn med ADD kan en væsentlig del af behandlingen bestå i at hjælpe forældrene til at forstå udviklingsforstyrrelsen, støtte deres barn og indrette hverdagen efter barnets særlige udfordringer. Derudover kan behandlingen blandt andet bestå af:
Hvad er angst, og hvordan forholder man sig som pårørende til en person med angst? Det sætter Bedre Psykiatris Rådgivning fokus på i dette webinar
Når angst blusser op, kan du som pårørende hjælpe personen med at flytte fokus fra angsten over på noget beroligende. Det giver Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen tre metoder til i denne video.
Hvordan hjælper man som pårørende én med angst? Det giver Bedre Psykiatris pårørenderådgiver Cecilie Sørensen gode råd om i denne video.
Her kan du få viden og råd om, hvordan du som pårørende kan hjælpe en med depression.
Det er hårdt, når en person, man er tæt på, lider af depression. Nedtrykthed er et af de hyppigste symptomer, og det kan være enormt bekymrende for dig som pårørende at opleve din kære miste sin glæde og energi.
Heldigvis kan langt de fleste mennesker med depression få det bedre gennem den rette støtte og behandling. På denne side får du råd og viden, som kan bruges til at hjælpe én med depression.
Når man har depression, kan selv simple aktiviteter som for eksempel at gå i bad eller børste tænder være svære at overskue. Det gør, at mange med depression forsømmer hverdagens pligter.
Som pårørende kan du hjælpe ved at guide din kære og forsøge at gøre aktiviteten mere overskuelig. Når den syge skal i bad, kan du for eksempel lægge hans/hendes tøj frem i badeværelset og stille shampooen ved bruseren.
Det kan være en god idé kun at hjælpe personen i gang med én ting ad gangen og eventuelt bryde aktiviteten op i mindre dele. Skriv gerne dagens aktiviteter ind i et skema, så I sammen kan se på, hvad der skal gøres på den enkelte dag.
Din kære kan være ramt af depression i forskellige grader. Forsøg at tag udgangspunkt i, hvor meget personen kan, og hjælp til, der hvor depressionen gør aktiviteten eller situationen uoverskuelig
Mennesker med depression kan let blive blinde for deres egen formåen og miste håbet for, at de får det bedre. Derfor kan det have stor betydning, at du hjælper med at lægge mærke til de ting, som fungerer for personen. Fremhæv selv de mindste fremskridt – både over for dig selv og for ham/hende.
Og tal desuden med personen om, at de mørke tanker forsvinder, når han/hun begynder at få det bedre.
Et af symptomerne på depression er nedsat lyst og interesse for at engagere sig i aktiviteter – også aktiviteter, der tidligere har bragt glæde. Det er vigtigt, at du som pårørende er rummelig og tålmodig og fortsætter med at tage initiativ til aktiviteter.
Forsøg at invitere den, der er syg, med til noget, du ved, han/hun holder af. Start med en aktivitet, som ikke er for udfordrende, og justér gerne aktiviteterne, så de passer til personens tilstand og ressourcer her og nu.
Sæt gerne en tidsmæssig bagkant på aktiviteten, så personen ved, hvad han/hun går ind til. Kræv ikke for meget og bliv ikke skuffet, hvis ikke personen kan gennemføre aktiviteten. Husk, at selv små skridt er skridt på vej mod bedring.
Når man er ramt af depression, kan det være utroligt energikrævende at være sammen med andre, og ofte er det lettere at holde sig for sig selv. Selvisolation skal derfor ses som en del af sygdommen og ikke som et udtryk for dovenskab eller bevidst asocial adfærd.
Sænk forventningerne til personen for en periode og sig, at det er okay ikke at se lige så mange mennesker som før i tiden. Mennesker med depression lider ofte af selvbebrejdelse, og det kan du være med til at lindre, når du viser, at du er accepterende.
Det er vigtigt at respektere personens tilstand, men selvisolationen kan også medføre en forværring af sygdommen. Derfor kan det være en god idé at støtte og hjælpe til gradvist at bryde isolationen og komme ud blandt andre mennesker.
Prøv at være den aktive i jeres relation. I stedet for at spørge om du skal kigge forbi eller ringe, så sig, at du gør det.
Fysisk bevægelse kan forebygge og afkorte en depression. Det behøver ikke være et maraton – bare at komme afsted, gå en tur og få kroppen i gang, kan have positiv effekt. Når man dyrker motion, udløser hjernen nemlig en række antidepressive signalstoffer. Den indre uro og ubehag, mange med depression oplever, lindres , når kroppen er i bevægelse.
Ofte vil det ikke være nok, at du som pårørende opfordrer til at motionere, da det kan være svært for vedkommende selv at tage initiativ til at komme afsted. Og overlader du initiativet til personen, risikerer I, at han/hun oplever et nederlag. Vær derfor den aktive, og invitér personen med ud at gå eller cykle en tur.
Det er hårdt at være pårørende til en med depression. Prøv at give dig selv nogle pusterum i hverdagen, så du undgår at blive slidt ned.
Det kan desuden være en stor hjælp at tale med andre pårørende, som kender til dine udfordringer. Bedre Psykiatris lokalafdelinger tilbyder blandt andet samtalegrupper for pårørende. Find din lokalafdeling.
Det kan være en stor hjælp for dig som pårørende at have kendskab og forståelse for sygdommen. Viden om diagnosen og symptomerne giver dig desuden et bedre udgangspunkt, når du skal hjælpe personen.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har lavet en kort film, som giver et indblik i, hvordan depression kan føles. Den kan hjælpe dig med at få forståelse for, hvad den, du er pårørende til, oplever.
Depression er en af de psykiske sygdomme, hvor der er størst risiko for selvmord blandt voksne mennesker. Det er derfor vigtigt, at du ikke ignorerer selvmordstankerne, men reagerer og får en professionel vurdering.
Hvis den, du er pårørende til, har selvmordstanker, bør du tage kontakt til en læge. Det kan være personens praktiserende læge, vagtlægen eller lægefagligt personale på psykiatrisk akutmodtagelse. Hvis han/hun er i igangværende behandling, kan du også kontakte behandlingsstedet.
De kan vurdere, hvilken hjælp personen har behov for, henvise og fortælle, hvordan du skal forholde dig.
Når du har fået en professionel vurdering, skal du ikke være bange for at spørge ind til selvmordstankerne. Det er en myte, at det er farligt at tale med mennesker om deres selvmordstanker.
Ved at tale med personen om din bekymring, viser du omsorg, og ved at spørge ind får du mulighed for at hjælpe. Du viser også, at den, der er syg, hos dig har et trygt sted, hvor han/hun kan dele sine tanker. Det øger sandsynligheden for, at personen rækker ud efter dig en anden gang, hvis tilstanden forværres, hvilket giver dig mulighed for at søge professionel hjælp i tide.
Har du brug for flere råd til, hvordan du bedste støtter en person med selvmordstanker? Så læs ekspert Elene Fleischers råd her.
Livslinien tilbyder hjælp og rådgivning til selvmordstruede og hjælper også pårørende.
I kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 20 12 01 alle årets dage fra klokken 11-05.
Depression kan behandles både terapeutisk og medicinsk, og i langt de fleste tilfælde er det muligt at dæmpe symptomerne betydeligt eller få dem til helt at forsvinde.
Det er forskelligt fra person til person, hvad der virker bedst. Kontakt jeres praktiserende læge og hør om mulighederne. Lægen kan for eksempel henvise jer til en psykolog eller en psykiater eller et pakkeforløb i psykiatrien. Med en henvisning til psykolog eller psykiater, har I desuden mulighed for at få økonomisk tilskud.
Psykinfo kan rådgive dig om sygehusets behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find din regionale psykinfo her:
Her får du viden om angst, som kan være vigtigt, når du skal hjælpe den, du er pårørende til.
Angst er én af de mest udbredte psykiske sygdomme i Danmark og findes i forskellige variationer.
I følge Sundhed.dk bliver mindst hver tiende dansker ramt af angst mindst én gang i livet, og angst er en af de symptomer, som flest danskere går til lægen med. Selvom sygdommen er hyppig, kan den være svær at forstå, hvis man ikke selv har været ramt.
Angst er som udgangspunkt en helt normal følelse, som hører til i vores følelsesregister ligesom blandt andet vrede, glæde, jalousi og afmagt.
Angstfølelsen er en del af det alarmberedskab, som gør os i stand til at reagere, hvis der opstår fare. Det er for eksempel normalt at mærke en følelse af angst, hvis du er tæt på en trafikulykke eller lignende.
Men angst bliver til en sygdom, når vi også aktiverer følelsen, uden at der er fare på færde, og når den hæmmer vores hverdag. I de tilfælde opstår angsten typisk ud af det blå og er stærkt overdrevet i forhold til situationen, man befinder sig i.
Angst påvirker både krop, følelser, tanker og adfærd. Der findes derfor mange forskellige symptomer på angst, som hver især blusser op afhængigt af situationen, og hvilken type angst personen har.
Der findes mange forskellige former for angst. Dette er nogle af de mest hyppige:
Generaliseret angst er ikke afhængig af eller begrænset til én bestemt situation eller omstændighed. Denne form for angst er ofte kategoriseret som frit flydende, da den kan være forbundet med flere forskellige ting og situationer.
Kendetegn ved generaliseret angst er vedvarende ængstelighed, nervøsitet og en udtalt tendens til unødigt at bekymre sig om hverdagens begivenheder og udfordringer.
Nogle af de mest generelle symptomer, som viser sig, når generaliseret angst bliver fremprovokeret, er:
Når man har panikangst, er angsten mere eller mindre til stede hele tiden, men med svingende intensitet. Panikangst giver tilbagevendende og alvorlig angst, som ikke er begrænset til en bestemt situation, men kan opstå ud af det blå.
Panikangst fremkalder voldsomme fysiske reaktioner i kroppen, som er symptomer på det psykiske ubehag den pågældende situation fremkalder.
Typiske symptomerne på panikangst er:
Ofte ser man, at der i forbindelse med et anfald af panikangst opstår en frygt for at dø, miste kontrollen eller blive sindssyg. Typisk vil den form for anfald vare maksimalt 10-20 min, men da det føles meget voldsomt, kan man udvikle angst, for at det sker igen – og mange vil derfor forsøge at undgå situationer, der kan fremkalde anfaldene.
Fobisk angst er en gruppe af angstsygdomme, hvor angsten opstår i bestemte situationer, uden at der er en reel fare – for eksempel flyvning, lukkede rum, åbne pladser eller sociale situationer.
Angsten kan både opstå pludseligt og føles mere konstant. Ofte har mennesker med en af disse former for angst en tendens til at undgå de situationer, som kan frembringe angsten. For nogle kan selve tanken om at gå ind i en situation, hvor angsten kan forekomme, fremkalde angstsymptomer.
Nogle af de mest hyppige former for fobisk angst er social fobi (angst for at være centrum for opmærksomhed eller blive kritiseret) og agorafobi (angst for at gå ud eller være visse steder, som kan være vanskelige at komme hurtigt væk fra).
Nogle af de konsekvenser, mennesker med angst kan opleve, er:
Mange personer med angst udvikler undgåelses- og sikkerhedsadfærd som en måde at håndtere angsten.
Undgåelsesadfærd: Her forsøger personen for hver en pris at undgå den situation, person, genstand eller det sted, der kan udløse angsten. For eksempel vil en person med social fobi undgå situationer med mange mennesker og trække sig fra sammenkomster og sociale arrangementer.
Sikkerhedsadfærd: Minder meget om undgåelsesadfærd. Her handler det om, at man indretter sit liv efter angsten. For eksempel, hvis man siger til sig selv, at man kun kan køre bil, når der er en anden med.
Selvom man oplever en tilfredsstillelse ved, at angsten holdes på afstand, så er undgåelses- og sikkerhedsadfærd en uhensigtsmæssig og kortsigtet løsning, som er med til at holde angsten vedlige.
Når man undgår situationer af frygt for angsten, finder man aldrig ud af, om man reelt kan håndtere situationen – og jo mere man indretter sig efter angsten, desto stærkere bliver den. Det er derfor ofte bedre at konfrontere angsten i tide og arbejde med at få kontrol over den, hvis man vil slippe af med eller mindske angsten.
Angst kan behandles både terapeutisk og medicinsk, og i langt de fleste tilfælde er det muligt at dæmpe symptomerne betydeligt eller få dem til at forsvinde helt.
Generelt anbefales terapeutisk behandling hos en psykolog, psykiater eller lignende som førstevalg til behandling. I nogle tilfælde vælger man også at behandle med antidepressiv medicin, som kan være med til at påvirke nogle af de kemiske processer i hjernen, der er forbundet med angsten.
Typiske terapiformer:
Typisk medicinsk behandling:
Jo hurtigere angst behandles, desto lettere er det at komme af med sygdommen. Dog kan behandling af angst ofte tage tid og kræve en aktiv indsats. Det er nemlig svært at bryde mønstre, der har bygget sig op over længere tid, da kroppen ofte husker angsten et betydeligt stykke tid efter, at behandlingen begynder at virke.
Det er forskelligt fra person til person, hvad der virker bedst. For at høre om mulighederne, er det en god idé at kontakte egen praktiserende læge. Lægen kan for eksempel henvise jer til en psykolog, en psykiater eller et pakkeforløb i psykiatrien.
Skizofreni kan være svært at forholde sig til som pårørende. Og det kan være vanskeligt at forstå, hvad man stiller op, når symptomerne viser sig. Her får du specifikke råd om, hvordan du bedst kan støtte én med skizofreni.
Når én af dine nærmeste har skizofreni, er det normalt at blive belastet og føle sig afmægtig. Både fordi det er svært for både dig som pårørende og din kære at sætte jer ind i hinandens verden og forståelse. Men også fordi sygdommen ofte fører til alvorlige kognitive og sociale problemer som arbejdsløshed, misbrug og en uhensigtsmæssig livsstil. Alt sammen noget, du som pårørende skal forholde dig til oveni sygdommen.
Selvom det kan være svært, er det vigtigt, at du bevarer håbet. Cirka 60 procent af dem, der bliver diagnosticeret med skizofreni, bliver raske igen eller får en hverdag uden symptomer.
Når du er pårørende til én med skizofreni, kan du komme ud for mange situationer, hvor det er svært at vide, hvordan du skal hjælpe. Her får du en række råd til, hvordan du bedst agerer i de typiske situationer.
Når personer med skizofreni hører stemmer, kaldes det også for hørelseshallucinationer. Hvad, du kan gøre for at hjælpe, afhænger af graden af stemmerne.
Er sygdommen i akut forværring, bør du altid kontakte det professionelle behandlingssystem. Ring eller besøg lægen eller den nærmeste psykiatriske akutmodtagelse, hvis du er bekymret for, om stemmerne gør, at personen er til skade for sig selv eller andre.
De følgende råd er til dig, som skal håndtere vedvarende og måske endda kroniske hørelseshallucinationer hos den, du er pårørende til, men hvor der ikke er tale om en egentlig forværring.
Det kan være svært som pårørende at forstå, hvad personen med skizofreni oplever, når han eller hun hører stemmer. I stedet for at prøve at finde hoved og hale i det, den syge fortæller, så fokuser på de følelser, personen oplever ved sin hørelseshallucination. Som regel er det følelser, du kan genkende fra dig selv og derfor lettere kan tale med om.
Sig for eksempel ting som ’Det lyder godt nok skræmmende’, eller ’Jeg kan godt forstå, at det bekymrer dig’.
Hvis personen er åben for det, kan du spørge, om han/hun har tænkt sig at lytte til stemmerne, eller hvordan han ellers har tænkt sig at håndtere dem. Svaret kan give dig en indikation på, i hvilket omfang personen har indsigt i egen sygdom, og om der er brug for at søge professionel hjælp.
Tal med personen, om der er noget, du kan gøre for at hjælpe, når hørelseshallucinationerne kommer. Det kan for eksempel være i form af aktiviteter, der kan aflede ham/hende fra stemmerne.
Det kan være en god idé at spørge ind til personens erfaringer i forhold til, hvad der kan gøre stemmerne mildere. Spørg, hvad der har hjulpet før, og prøv at gøre det igen. Og følg gerne op senere og hør, om personen har fået det bedre. Ved at følge op på, hvordan det går, får I erfaring og viden om, hvad der hjælper.
Når du spørger ind og følger op, viser du desuden, at du er der for den syge og tager vedkommendes oplevelser alvorligt.
Når den, du er pårørende til, har hørelseshallucinationer, er det en god idé at være lyttende og ikke dømmende overfor det, personen siger.
Selvom I har forskellige virkelighedsopfattelser, vil en konfrontation kunne gøre, at den syge trækker sig fra dig. Du behøver ikke sige, at personens virkelighedsopfattelse er sand. Men du kan imødekomme den, der er syg ved for eksempel at sige: ’Jeg hører, at det er sådan, du oplever det, men jeg oplever det på en anden måde’.
Når du kommer personen i møde og anerkender hans/hendes oplevelser, har det stor betydning for, at I kan opretholde en god relation, og at du fortsat kan få lov at hjælpe.
Hvis den, der er syg, giver udtryk for, at stemmerne er ubehagelige og for eksempel taler nedgørende, er det en god idé at tale om, hvordan du kan hjælpe med at aflede personen fra stemmerne. Er han/hun tilknyttet behandlingssystemet, kan du også forsøge at involvere kontaktpersonen i samtalen.
En måde at aflede de ubehagelige stemmer er ved tale om noget andet end stemmerne og fokusere på ting, der interesserer personen. Selvom det kan virke kunstigt at foretage et sådant skifte midt i en samtale, er det ofte effektivt at tale om noget helt andet, så personens fokus ændres, og stemmerne ikke får overtaget.
En anden metode er at forsøge at udvande stemmerne ved for eksempel at spille høj musik, tage personen hen et sted, hvor der i forvejen er støj eller opfordre til at finde stilhed ved for eksempel at meditere.
Hvis den, du er pårørende til, er plaget af vedvarende hørelseshallucinationer, må du godt sætte grænser for, hvad du vil involvere dig i. Det er uholdbart og opslidende, hvis du konstant skal stå til rådighed. Du kan sætte grænser ved for eksempel at sige: ’Jeg kan godt høre, det er sådan, du oplever det, men jeg oplever det på den her måde’. Sig gerne, at det er okay med dig, at I er uenige og, at I ikke behøver blive uvenner over det.
Tager du samtalen med personen om dine grænser, er det vigtigt, at du vælger et tidspunkt, hvor han/hun er i en stabil periode. Start samtalen som en dialog og undgå ultimative krav. Hav fokus på, at I sammen finder en fælles løsning på de situationer, hvor det er udfordrende for dig at lægge ører til de mange hørelseshallucinationer. Overvej sammen, hvornår du skal bruges, og hvornår fagpersoner skal på banen.
Det er hårdt at være pårørende til et menneske med vedvarende hørelseshallucinationer. Og ved at sætte grænser for, hvor meget du skal involvere dig, giver du dig selv en pause.
At føle sig forfulgt er en typisk vrangforestilling hos mennesker med skizofreni.
En tommelfingerregel i forhold til at tale med en, der har vrangforestillinger, er, at det sjældent hjælper at diskutere personens overbevisninger. Vrangforestillingerne opfattes ofte som kendsgerninger for den, der lever med skizofreni, og kan derfor være svære at ændre.
I stedet for at tale om selve vrangforestillingen og dem, som personen føler sig forfulgt af, så fokuser på de følelser, personen oplever i forbindelse med vrangforestillingerne. Som regel er det følelser, du kender og derfor lettere kan tale med om.
Når I taler om følelserne ved vrangforestillingen, så vis med dit kropssprog, at du holder med ham/hende ved for eksempel at sætte dig ved siden af og bevare roen. Er du nervøs for at nærme dig personen med vrangforestillinger, kan det være bedre at overlade initiativet til de professionelle behandlere.
Mange mennesker med skizofreni anerkender ikke, at de har sygdommen. Derfor kan man opleve, at personen ikke vil indlægges, selvom der tydeligvis er behov for det.
Kontakt i første omgang personens læge og forklar situationen. I tilspidsede situationer kan du henvende dig til lægevagten eller politiet, og hvis de vurderer, at personen bør indlægges mod sin vilje, er det muligt for dem at få ham/hende indlagt med tvang.
Når et menneske med skizofreni har svært ved at udtrykke sig klart eller går i stå midt i en sætning, er det sandsynligvis fordi, personen er ramt på sin måde at tænke på. Symptomet er almindeligt og kaldes for tankeforstyrrelser.
Tankeforstyrrelser kan for eksempel opleves ved, at personen formulerer sig i lange kringlede sætninger, opfinder nye ord eller går helt i stå.
Når man oplever tankeforstyrrelser, er der ofte kaos inde i hovedet. Har du et budskab, så gør det derfor tydeligt med enkel og klar tale.
Tal i korte og præcise sætninger. Hvis det er nødvendigt, så gentag stille og roligt, hvad du har sagt, og giv personen god tid til at svare. Det kan også hjælpe at give overskuelige informationer, som han/hun kan følge trin-for-trin.
Hvis du har svært ved at forstå, hvad personen siger, så prøv at acceptere, at dette er et vilkår, og at du skal rumme det, så godt du kan. Bed personen om at gentage det, han/hun har sagt, da det viser, at du er nysgerrig på, hvad personen prøver at fortælle.
Det kan være enormt frustrerende, når din nære med skizofreni bare lukker sig inde og går helt i sig selv. Men i stedet for at presse på, er det ofte en god idé, at du sænker forventningerne til personen for en periode.
At være energiforladt og isolere sig er et af kernesymptomerne på skizofreni, og du skal derfor se det som en del af sygdommen og ikke som et udtryk for eksempelvis dovenskab eller bevidst asocial adfærd.
Sig, at det er okay ikke at se så mange mennesker som før, symptomerne tog til. Acceptér, at du i en periode er den, der tager kontakten.
Tag eventuelt initiativ til nogle overskuelige aktiviteter, hvor der en tydelig tidsramme for start- og sluttidspunkt. Hvis personen har svært ved at overholde aftalerne, så forsøg med nogle mindre krævende aktiviteter. Skulle han/hun alligevel aflyse, så husk dig selv på, at det er sygdommen, der er på spil, og at det er ikke dig, personen afviser.
Mange mennesker med skizofreni udvikler en vis form for apati, som kan være svær at være vidne til som pårørende. Mind dig selv om, at det er et symptom på sygdommen og derfor ikke er noget, du skal tage personligt.
Husk også, at blot fordi personen ikke viser følelser, betyder det ikke, at han/hun ikke har nogen.
Sænk først og fremmest forventningerne for en tid. Kræv ikke for meget, og bliv ikke alt for utålmodig eller skuffet, hvis personen virker ligeglad med sine omgivelser.
Hvis den, der er syg, udvikler apati, kan det være en god idé, at kontakte kontaktpersonen i psykiatrien, så de er opmærksomme på, at vedkomne har det dårligt. Så kan de vurdere, hvad der er bedst at gøre. Forhør dig eventuelt om, hvad planen er. Støt op om planen og kom med tilføjelser, hvis du har erfaret noget der tidligere har virket, da din kære var inde i en nedtrykt periode.
Når man lever med skizofreni, er der øget risiko for, at ens kognitive færdigheder forstyrres. Det kan derfor være svært at overskue selv de simpleste ting i hverdagen. For eksempel kan ens daglige rutiner og døgnrytme komme ud af balance.
Er du i tvivl om, hvorfor personen forsømmer sig selv, så prøv at spørge ind til det. Hvorfor er det for eksempel svært at gå i bad? Er der noget, der er ubehageligt ved det, som han/hun er bange for? Måske kommer vrangforestillingerne eller hallucinationerne i badet og gør, at personen undgår badesituationen helt?
Uanset hvad kan du bedre hjælpe, når du forstår situationen og årsagen.
Du kan foreslå, at I sammen laver en plan over dagens aktiviteter. Brug for eksempel en kalender eller et dagsskema, som I hænger op et sted, hvor I begge kan følge med. Skriv ind i skemaet, hvornår personen skal gå i bad, spise, sove og så videre, hvis der er behov for det. Måske er der blot behov for at skrive aktiviteter ind, som ligger udover de daglige rutiner.
Hvis den, der er syg, er i behandling, så udfyld eventuelt skemaet sammen med behandlingsstedet. Når personen er klar, kan I skrive flere ting ind i skemaet som for eksempel aftaler og fritidsaktiviteter.
Brug skemaet som et hjælperedskab til at få nogle hensigtsmæssige rutiner i hverdagen og ikke som et succeskriterie for, om personen lykkes.
Psykisk sygdom som skizofreni kan føre til misbrug. Ofte er det en form for selvmedicinering, fordi alkohol eller stoffer lindrer symptomerne for en stund. Når en person både har psykisk sygdom og misbrug, kaldes det dobbeltdiagnose.
Det er enormt svært at være pårørende til en med dobbeltdiagnose – både fordi, man ofte ikke ved, hvordan man kan hjælpe, og fordi det kan være udfordrende at finde den rigtige behandling.
Få råd om, hvordan du hjælper og støtter en med dobbeltdiagnose.
Der findes forskellige metoder til at behandle skizofreni, og det er forskelligt fra person til person, hvad der virker bedst. Nogle af de typiske behandlingsformer er psykoterapi, medicinsk behandling og psykoedukation.
Hvis den, du er pårørende til, ikke er i behandling, er første skridt, at I henvender jer til egen læge, som efterfølgende kan henvise jer til:
Oplever du, at personens tilstand forværres, kan du henvende dig til den psykiatriske akutmodtagelse og få hjælp. I nogle regioner kan I bare møde op, og i andre skal I ringe inden eller være henvist fra lægen/lægevagten.
Hvis personen i behandling, og behandlingen ikke virker igennem en længere periode, så tal med den syge om, hvorvidt I skal opfordre behandlingsstedet til at have en revurderende samtale om behandlingsforløbet, da der ikke opleves nogen forbedring.
Psykinfo kan rådgive dig om sygehusets behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find din regionale psykinfo her:
Her får du viden og råd om, hvordan du som pårørende kan hjælpe én med bipolar sindslidelse.
Bipolar affektiv sindslidelse kan være svært at håndtere som pårørende. Skiftene mellem mani, hypomanier og depressive episoder er ofte utilregnelige og enormt svære at finde rundt i – og mange er på bar bund, når de skal hjælpe én, som er midt i en manisk eller depressiv episode.
Her får du råd om, hvordan du kan navigere i nogle af de problemstillinger, du som pårørende kan opleve.
Husk altid først og fremmest at overveje, om det er dig, der som pårørende bør hjælpe, og om du har overskuddet til det. Alternativt kan det være nødvendigt at søge professionel hjælp – eventuelt i psykiatrien.
Når én med bipolar lidelse er i en manisk fase, kan du som pårørende ikke altid få personen til at falde ned. Derfor kan det være nødvendigt at opsøge professionel hjælp, hvis du vurderer, at der er behov for det.
Det kan være vigtigt at forsøge at hjælpe din kære med ikke at gøre dumme eller farlige ting i den maniske periode.
Prøv i et roligt leje og tempo at fortælle personen, at du er bekymret, og at du derfor er nødt til at videregive din bekymring til nogen, der kan vurdere hans/hendes tilstand. Tag gerne udgangspunkt i et af personens symptomer. Det kan for eksempel være, at han/hun kun sover få timer om natten og derfor kan have gavn af at tale med en læge om at få hjælp til at sove bedre.
Du kan også prøve at motivere personen til at bruge sin energi på nogle konstruktive aktiviteter som for eksempel kreative projekter. Det kan få ham/hende til at skifte fokus og forhåbentlig falde ned.
Hvis personen med bipolar lidelse ofte befinder sig oppe i et højt energiniveau, skal du være opmærksom på din egen tilstand, da den syges energiniveau kan slide hårdt på dig som pårørende. Find derfor måder at give dig selv en pause.
Humørskift kan være et typisk symptom, når én med bipolar lidelse har en manisk episode. Hvis humørskiftene kommer, fordi personen er manisk, så fortæl gerne personen, at du kan se og høre, at han/hun er det.
Hvis den, der er syg, ikke lytter til dig, kan du kontakte hans/hendes behandlingsansvarlige og informere om den maniske tilstand. Så kan de vurdere, om der skal sættes ind med professionel hjælp.
Hvis humørskiftene er ubehagelige for dig, er det ok at fjerne sig fra personen. Få talt med dine nærmeste om, hvordan du oplever situationen, og hvis det går dig meget på, kan du henvises til støttende samtaler hos en psykolog.
Mind dig selv om, at personens virkelighed faktisk er som, han/hun giver udtryk for. Når én med bipolar siger, at han/hun er den bedste til noget, så tror personen fuldt og fast på det.
Fortæl derfor dig selv, at der nok ikke er så meget, du kan gøre ved det og måske bare skal være i det og lytte i stedet for at modbevise. Mind dig selv om, at det vil gå over igen. Hvis du har energien, kan du prøve at fortælle, at du synes, det virker lidt overdrevent – men forbered dig på, at det typisk ikke trænger ind.
Ofte kan mennesker ramt af bipolar lidelse gøre spontane ting, der både kan koste en masse penge og være direkte skadelige for dem selv og deres omgivelser.
Hvis den, du er pårørende til, vil gøre noget uhensigtsmæssigt på grund af sin skæve virkelighedsopfattelse, kan du prøve at få ham/hende til at udsætte aktiviteten. Her kan det være en god idé, at I bruger de perioder, hvor personen ikke er manisk, til at aftale, at du gerne må forsøge at stoppe ham/hende, fordi du er den, der har den bedste dømmekraft.
Nogle gange kan det desuden være nødvendigt at tage køre- og kreditkort fra personen, når han/hun har en urealistisk virkelighedsopfattelse.
Bipolar lidelse kan få mennesker til at gøre nogle komplet irrationelle og utilgivelige ting. Det kan for eksempel være utroskab eller forskellige former for kriminalitet.
Hvis personen har gjort noget, som for dig er utilgiveligt, skal du ikke nødvendigvis komme ham/hende i møde. Tilgivelse er noget, som først kan komme på bordet, hvis I formår at opbygge tilliden igen. Det gør I blandt andet ved at tale åbent om, hvad der er sket, og sammen finde ud af, hvordan den slags kan forhindres i fremtiden.
Drejer det sig konkret om utroskab, og ønsker du stadig at være sammen med din partner, kan I overveje at kontakte en parterapeut. En parterapeut kan hjælpe jer med at tale alt det svære igennem på en konstruktiv måde og støtte jer i at bygge tillid og parforholdet op igen.
Derudover kan det være en god idé, at I taler med din partners behandlingsansvarlige, så du kan få en forståelse af, hvordan sygdommen påvirker personens adfærd i den periode.
Mange med bipolar er plaget af bekymringer og tankemylder, som kan give søvnproblemer.
Når den, du er pårørende til, ikke kan sove, kan det være en god idé at tale om, hvad årsagen kan være. Fortæl personen, at det er almindeligt, og at det kan hjælpe at skrive de ting ned, han/hun tænker på, inden sengetid.
Noget andet, personen kan gøre, er at have en fast aftenrutine, som kan hjælpe kroppen til at indstille sig på, at den nu skal sove. Hjælp derfor med at skabe et godt sovemiljø, hvor der ikke er noget, der irriterer ham/hende.
Derudover er det godt at undgå at drikke koffeinholdige drikke efter klokken 16. Koffein stimulerer centralnervesystemet og udskiller adrenalin, som har en opkvikkende effekt.
Hjælper ingen af delene, så tal med personens læge eller behandlingsansvarlige. Måske kan søvnproblemerne afhjælpes ved hjælp af medicin, eller måske skal han/hun have hjælp af en psykolog til at ændre på sine tankestrukturer.
Inddrag desuden løbende kontaktpersonen eller lægen, så de ved, at der er udfordringer med søvnen. Søvnproblemerne kan bunde i, at medicinen giver uro, eller at der for en periode skal noget medicin til at hjælpe med søvnbesvær.
Hverdagens strukturer kan være svære at overskue for mennesker med bipolar lidelse. Uanset om man er i en manisk eller en depressiv periode.
Tal sammen om, hvordan personen bedst kan lide at blive hjulpet, før du søsætter en masse initiativer.
Derudover kan I sammen undersøge, hvilke muligheder der findes for at få trænet kognitive færdigheder løbende. Drøft det gerne med behandlerne, som ofte kan guide jer til, hvad der er fornuftigt at gøre.
Det er naturligt, at du føler dig alene og mærker afsavn i de perioder, hvor personen har svært ved at være nærværende. Det sker typisk, hvis det er din partner, der er syg.
Når han/hun er i en stabil periode, så tal sammen om dit savn, dine behov og lyster. Det er helt naturligt at have lidt berøringsangst over for emnet. Man vil ofte ikke lægge pres på den, der er syg, og ens egne tanker og følelser ryger typisk i baggrunden. Det behøver de ikke, og det er vigtigt for jeres forhold, at I får talt om situationen.
Drejer det sig om dit parforhold, og er det for svært at løse derhjemme, så kontakt eventuelt en parterapeut, der kan hjælpe jer med at tale om det.
Har personen selvmordstanker, så tag kontakt til det professionelle behandlingssystem, som kan foretage en vurdering af situationens alvor.
Det kan for eksempel være hans/hendes praktiserende læge, vagtlægen eller fagpersonale på psykiatrisk akutmodtagelse. Hvis personen er i behandling, kan du også kontakte behandlingsstedet og informere dem om, at tilstanden er forværret.
Når du har fået en professionel vurdering, skal du ikke være bange for at spørge ind til selvmordstankerne. Det er en myte, at det er farligt at tale med mennesker om deres selvmordstanker.
Ved at tale med personen om din bekymring, viser du omsorg, og ved at spørge ind får du mulighed for at hjælpe. Du viser også, at personen hos dig har et trygt sted, hvor han/hun kan dele sine tanker. Det øger sandsynligheden for, at personen rækker ud efter dig en anden gang, hvis tilstanden forværres, hvilket giver dig mulighed for at søge professionel hjælp i tide.
Livslinien tilbyder hjælp og rådgivning til selvmordstruede og hjælper også pårørende.
I kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 20 12 01 alle årets dage fra klokken 11-05.
Nogle mennesker med bipolar sindslidelse udvikler et misbrug af alkohol eller narkotika – ofte som en form for selvmedicinering. Når man både har psykisk sygdom og misbrug, kaldes det dobbeltdiagnose.
Det kan være enormt hårdt som pårørende at være vidne til. Og samtidig kan misbruget forværre sygdommen.
Der er flere måder du kan hjælpe. Blandt andet ved at hjælpe med at finde den rette behandling.
Læs om, hvordan I finder den rette behandling af psykisk sygdom og misbrug.
Læs om, hvordan du kan støtte en med psykisk sygdom og misbrug.
Bipolar sindslidelse kan behandles både terapeutisk og medicinsk, og i langt de fleste tilfælde er det muligt at dæmpe symptomerne betydeligt eller få dem til helt at forsvinde.
Det er forskelligt fra person til person, hvad der virker bedst. Kontakt den syges praktiserende læge og hør om mulighederne. Lægen kan for eksempel henvise til en psykolog eller en psykiater eller et pakkeforløb i psykiatrien. Med en henvisning til psykolog, har I desuden mulighed for at få økonomisk tilskud, mens en psykiater er gratis.
Psykinfo kan rådgive jer om sygehusets behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find din regionale psykinfo her:
Du kan også læse mere om bipolar lidelse på sundhed.dk.
Her kan du få viden, råd og værktøjer til, hvordan du som pårørende kan hjælpe én med angst.
Som pårørende til én med angst kan det være vanskeligt at vide, hvad du skal gøre, når symptomerne blusser op. Angsten kan være svær at forstå, når man ikke selv er ramt og ved, hvordan det føles.
Angst er ikke rationelt, og du kan ikke bare tale til fornuften hos din kære, som har angst. Men der er flere andre ting, du som pårørende kan gøre. Her får du derfor en række råd og værktøjer, som du kan bruge til at hjælpe den, der har angst.
Spar på ordene og bevar roen, når angsten presser sig på. Din ro kan nemlig smitte af på vedkommende og dæmpe angsten.
Berolig personen med, at angstreaktionen vil gå over igen, og at den ikke er farlig, selvom det føles voldsomt. Systemet kan ikke være i den tilstand i længere tid ad gangen og vil derfor automatisk berolige sig efter lidt tid. Især hvis du hjælper ved skabe ro omkring ham eller hende.
Når personen er præget af angst, er det vigtigt at være opmærksom på vedkommendes vejrtrækning. Hjælp med at trække vejret roligt og kontrolleret, hold øjenkontakten og prøv gerne at holde i hånd eller at have en anden form for fysisk kontakt.
Det kan alt sammen være med til at berolige den angstramtes system og nedbringe symptomerne.
Ved at flytte fokus væk fra angsten kan man skabe ro og lindre angstsymptomerne. Holder man fokus på de fysiske reaktioner, kan det forstærke dem yderligere, og derfor hjælper det at få fokus hen på noget andet.
Som pårørende kan du hjælpe personen ud af angsten ved at opfordre til at flytte fokus, når I mærker, at angsten er ved at blusse op.
Der er tre oplagte måder at flytte fokus på:
Når personen mærker de første tegn på angst, kan vedkommende sige “Jeg mærker angsten, men det er bare en følelse. Den vil jeg ikke reagere på lige nu.” Og så forsøge at slippe tanken, så han eller hun ikke når at give sig hen til den.
På den måde accepterer man, at tanken og følelsen var der, men uden at reagere yderligere på den, andet end at forsøge at lade den flyde væk igen.
En anden måde at flytte fokus på er at tænke på noget helt andet end angsten. På den måde kan man genvinde kontrollen over sine tanker. Du kan som pårørende hjælpe ved at opmuntre til at tænke på noget rart. For eksempel en livret, et favoritmenneske eller et yndlingssted.
Få personen til at beskrive en af delene så detaljeret som muligt. Hvordan ser yndlingsstedet ud? Hvad kan personen bedst lide ved det?
Når man koncentrerer sig om at tænke på noget andet, mindskes angstniveauet. Hjernen kan nemlig ikke koncentrere sig om to ting på én gang.
Tredje og sidste metode handler om at fokusere på nuet og registrere ting i ens omgivelser.
Kommer angsten for eksempel i supermarkedet, kan man prøve at tænke på, hvor mange mennesker, der står i kø, om de er lyshårede eller mørkhårede, hvilken slags gulv man står på, om det er koldt eller varmt og så videre.
Hvis den, der har angst, registrerer og kategoriserer sine omgivelser, skifter fokus væk fra angsten og fastholdes i nuet, indtil personen føler sig mere rolig.
Se videoen om, øvelsen ’Flyt fokus’.
For at kunne arbejde med angsten, er det vigtigt at kende dens styrke. På den måde får du som pårørende et indblik i, hvor alvorlig situationen er, og hvilke greb du kan bruge til at hjælpe.
Tegn eller forestil jer en skala fra 0 til 10, hvor 0 er fuldstændig afslappet, og 10 er maximal angst. Spørg den syge, hvor på skalaen vedkommende befinder sig, når han eller hun oplever uro eller angst.
Ligger angsten i den høje ende af skalaen, er det ofte en god idé at trække sig fra det, der trigger angsten, og forsøge at skabe ro frem for noget andet. Når angsten ligger midt på skalaen eller under, kan man derimod arbejde med den og finde ud af, om der reelt er tale om en farlig situation, og hvordan personen kan håndtere det.
Når I bliver bevidste om angstens styrke og finder ud af, hvad der trigger den og får den til at falde igen, er det lettere at forstå og arbejde med angsten.
En af de bedste måder, du som pårørende kan hjælpe en med angst, er ved at lytte til vedkommende og tale åbent om situationen. Brug derfor de stabile perioder på at tale om, hvordan angsten føles, hvad der trigger den, hvad der kan hjælpe personen, og hvordan du som pårørende kan spille en rolle.
Lav eventuelt en forebyggelsesplan sammen. På den måde er du bedre rustet at hjælpe, når angsten blusser op.
Er den syge i behandling, kan han/hun desuden have nogle konkrete redskaber, som du måske kan hjælpe med at huske på.
Det kan både gavne personen med angst og dig som pårørende, at du opsøger viden om angst. Det giver dig et bedre billede af, hvad han/hun går igennem, og hvilke reaktioner personen har. Samtidig kan det berolige ham eller hende, hvis du forklarer de fysiske reaktioner, og hvorfor kroppen reagerer, som den gør, når angsten kommer. Det kan for eksempel være ved hjertebanken eller kvalme.
Uanset om personen har angst eller ej, så vis, at du holder af og sætter pris på vedkommende. Mange med angst er præget af skyld og skam og kan derfor være meget hårde ved sig selv. Omsorg kan være med til at styrke håbet og troen på, at tingene kan blive bedre, og lette følelsen af skam.
Når en person med angst bevæger sig ud på usikker grund, kan det skabe tryghed at vide, at der er mulighed for at trække sig tilbage. En god idé kan være at lave en aftale på forhånd, som giver mulighed for at bakke ud igen.
Gør opmærksom på, at du ikke bliver sur, skuffet eller andet, hvis personen tager med og ender med at fortryde og tage hjem igen.
Hvis I for eksempel skal til konfirmation i familien, kan I på forhånd aftale, at I starter med at tage med i kirken, hvorefter han/hun har mulighed for at tage hjem eller tage med til festen bagefter. Når du lader personen vide, at det er helt okay at trække sig tilbage, kan det skabe ro og lindre angsten.
Hvis angsten hæmmer personens liv, så forsøg at motivere til at opsøge behandling. Husk, at du ikke kan tage ansvar for hans/hendes tilstand og velbefindende – men det kan de professionelle.
Der findes flere metoder til at behandle angst, og det er forskelligt fra person til person, hvad der virker bedst. Kontakt jeres praktiserende læge og hør om mulighederne. Lægen kan for eksempel henvise jer til en psykolog, hvis det er den bedste løsning. Foreslå eventuelt, at du kan tage med til lægen, hvis det er svært for personen.
Der er også mulighed for at få hjælp online gennem Internetpsykiatrien, som tilbyder gratis behandling af let til moderat angst. Læs mere om Internetpsykiatrien.
Angst kan behandles både terapeutisk og medicinsk, og i langt de fleste tilfælde er det muligt at dæmpe symptomerne betydeligt eller få dem til helt at forsvinde.
Jo hurtigere angst behandles, desto lettere er det at komme af med den. Det kan dog være en god idé at forberede den, der er syg, på, at behandling kan tage tid og kræver en aktiv indsats.
Der findes flere metoder til at behandle angst, og det er forskelligt fra person til person, hvad der virker bedst. Kontakt jeres praktiserende læge og hør om mulighederne. Lægen kan for eksempel henvise jer til en psykolog, en psykiater eller et pakkeforløb i psykiatrien.
Der er også mulighed for at få hjælp online gennem Internetpsykiatrien, som tilbyder gratis behandling af let til moderat angst.
Psykinfo kan rådgive dig om sygehusets behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find din regionale psykinfo her:
I dette webinar sætter Bedre Psykiatris pårørenderådgiver Cecilie Elmira Sørensen fokus på angst, og hvordan du som pårørende kan hjælpe en med angst. Se webinaret.
I disse videoer giver Bedre Psykiatris pårørenderådgiver Cecilie Sørensen gode råd og værktøjer til, hvordan du kan hjælpe én med angst.
Her får du viden om depression, som kan ruste dig til at hjælpe den, du er pårørende til.
Depression er en udbredt psykisk sygdom, som kan ramme både børn og voksne. Mellem 3-5% af befolkningen har eller har haft en depression. Selvom sygdommen er hyppig, kan den være svær at forstå, når man ikke selv er ramt.
De fleste kender følelsen af at være trist eller have mistet modet for en periode. Har man en depression, er den følelse konstant. Mange med depression beskriver det som, at livet bliver gråt, og at det er svært at finde glæde i de ting, der tidligere gjorde én glad.
Depression kommer hos de fleste snigende over nogle måneder og intensiveres gradvist i styrke. Dog kan depression også komme meget pludseligt i løbet af en uges tid.
Sygdommen kan både komme som et enkeltstående tilfælde og som periodiske tilfælde, hvor depressionen vender tilbage.
Ved depression er det mest typiske symptom et nedsat stemningsleje, hvilket betyder, at man er nedtrykt eller har svært ved at føle noget. Mennesker, der lider har sygdommen, kan opleve symptomer som:
Stemningslejet er væsentligt lavere end normalt. Man er trist, grådlabil og har en følelse af tomhed.
Lysten til at gøre det, man plejer at holde af, falder. Man mister interessen for andre mennesker og aktiviteter og har svært ved at glæde sig over de ting, man normalt finder glæde ved.
Udpræget træthed og udmattelse. Alt kræver overvindelse. Træthed er ofte til stede før tristheden.
Man føler sig ikke god nok og har en oplevelse af ikke at slå til for eksempel som menneske, forældre, barn eller partner. Man tænker negativt om sig selv og anser sig selv som ubetydelig.
Man har en oplevelse af at gøre meget forkert og bebrejder sig selv for mange og urimelige ting. Man føler sig til besvær og vender alt imod sig.
Der vil ofte være varierende grader af selvmordstanker til stede. Det kan spænde fra tanker om, at det ville være lettere, hvis man ikke var her, til direkte tanker og planer om selvmord.
Man har svært ved at samle tankerne of koncentrere sig, og man bliver let rådvild og glemmer ting.
Man har svært ved at holde sig i ro og er rastløs og hvileløs. Hæmninger kan vise sig ved, at man bevæger sig langsommere end normalt eller stivner og mangler mimik. I de værste tilfælde ser man, at personen er helt ubevægelig og hverken kan indtage væske eller mad.
Man har svært ved at falde i søvn og vågner mange gange eller meget tidligt på grund af tankemylder. Nogle føler sig vågne i løbet af dagen, mens andre føler trang til hele tiden at sove uden nogensinde at være udhvilet.
Man spiser mere eller mindre end normalt og tager derfor enten meget på eller taber sig i vægt.
Depression er den psykiske sygdom, der rammer flest. Sygdommen kan ramme både børn og voksne. Kvinder er mere disponerede for at få sygdommen end mænd. De sværeste depressioner er dog ligeligt fordel mellem mænd og kvinder.
En depression kan opstå af flere grunde – nogle har en medfødt arvelig sårbarhed, og i andre tilfælde udløses den af en form for stress eller andre belastende forhold.
Depression kan optræde i forskellige grader. For nogle er det en let forbigående tilstand, hvor livskvaliteten er nedsat i en periode, men for andre er depressionen vedvarende, ekstremt invaliderende og direkte livsfarlig på grund af risiko for selvmord.
Sygdommen er altså forskellig fra person til person, og sværhedsgraden af symptomerne bestemmer, om depressionen kategoriseres som lettere, moderat eller svær.
Mindst to kernesymptomer og to ledsagersymptomer er til stedet ved en lettere depression. Personen er hæmmet af symptomerne, men er ofte i stand til at fortsætte med de fleste daglige aktiviteter og gøremål. Lettere depressioner går ofte over af sig selv efter noget tid.
Mindst to kernesymptomer og fire ledsagersymptomer er til stede ved den moderate depression. Den, der har depressionen, er i moderat grad hæmmet af symptomerne og har svært ved at varetage daglige aktiviteter og gøremål. Moderat depression bør behandles enten terapeutisk eller medicinsk.
Alle kernesymptomer og mindst fem ledsagersymptomer er til stede ved svær depression. Personen er i udstrakt grad præget af lavt selvværd, skyld og utilstrækkelighed. Selvmordstanker og handlinger er ofte til stede ved den svære depression, og adskillige somatiske symptomer vil også være til stede.
Ved nogle svære depressioner kan der opstå psykotiske symptomer i form af vrangforestillinger eller hallucinationer. En vrangforestilling ved svær depression kan være, at man er overbevist om, at man er skyld i en alvorlig ulykke, eller at man mener, at verden og ens nærmeste vil være bedre tjent uden én. Hallucinationerne kan indebære, at man hører stemmer, der taler nedsættende om en, eller opfordrer til selvmord.
Depression kan behandles både terapeutisk og medicinsk, og i langt de fleste tilfælde er det muligt at dæmpe symptomerne betydeligt eller få dem til helt at forsvinde. Hvis man får stillet den rigtige diagnose og modtager behandling, vil cirka 85% blive raske eller få det betydeligt bedre efter seks måneder.
En ubehandlet lettere depression går i de fleste tilfælde over af sig selv i løbet af et halvt til et helt år, men behandling kan afkorte forløbet betydeligt, og behandling anbefales derfor klart. Forskning peger desuden på, at jo længere tid der går før, man kommer i behandling, jo sværere er det at blive rask igen.
Nogle af de typiske behandlingsformer er:
Det er forskelligt fra person til person, hvad der virker bedst, og for nogle er det en kombination af flere behandlingsformer.
Vil du have mere viden, anbefaler vi: