ADD er en betegnelse for en bestemt type ADHD. ADD og ADHD ligger altså rigtig tæt op ad hinanden, og det kan være svært at skelne mellem de to diagnoser. Ofte bliver ADD overset og diagnosticeres sent i livet. Det gør den, fordi den ikke fremstår nær så tydeligt som ADHD, da den er mindre præget af impulsivitet og ydre hyperaktivitet. Begge diagnoser dækker over forstyrrelser i hjernen, som påvirker aktivitetsniveau, evnen til impulskontrol og opmærksomhed.

Ved ADD er det koncentrationsvanskeligheder og uopmærksomhed, der er de primære symptomer. Ved ADHD er uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet de primære symptomer. Dog behøver man ikke have symptomer inden for alle de tre områder for at kunne diagnosticeres med ADHD, og alle kan opleve symptomerne forskelligt.

ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse eller udviklingsforstyrrelse. Diagnosen er opdelt i 3 typer:

1. Den primært uopmærksomme type (ADD)
2. Den primært hyperaktive/impulsive type
3. Den kombinerede type med både uopmærksomhed og hyperaktivitet/impulsivitet

ADHD og ADD har mange ligheder. Derfor vil mange af de udfordringer, man oplever, når man har ADD eller ADHD, vil være de samme. Den primære forskel på de to diagnoser vil være forskel i energiniveau.

Herunder kan du læse mere om ligheder og forskelle på ADHD og ADD. Bemærk at ADHD og ADD kan komme til udtryk på forskellige måder fra person til person, og at funktionsniveauet og symptomerne vil variere.

Eksempler på ligheder

• Forstyrrelse af opmærksomhed: Det kan være svært at holde fokus og koncentrationen i længere tid ad gangen. Det kan for eksempel vise sig ved, at man kan have svært ved at fokusere i en samtale, holde koncentrationen under en film eller ved læsning. Man bliver nemt forstyrret i sine aktiviteter både gennem indefra- og udefrakommende stimuli. Mange oplever også en høj grad af glemsomhed.
  
• Sanseforstyrrelse: Hjernens filterfunktion fungerer ikke, som den skal. Derfor kan det være svært at lukke irrelevante sanseindtryk ude. Det resulterer i, at man nemt overvældes af indtryk. Det kan vise sig på meget forskellige måder. For eksempel ved at blive betydeligt forstyrret af lyden fra køleskabet, ikke kunne lukke distraktioner ude når man sidder på et kontor eller klasseværelse med mange mennesker omkring én eller følelsen af solcreme, der klistrer på kroppen.
  
• Tendens til at blive distraheret: Mange oplever at være glemsomme, have svært ved at overholde tiden eller aftaler og komme til at lave overspringshandlinger.

Eksempler på forskelle

• Hyperaktiv/Hypo-aktiv: Når man har ADD, er man typisk hypo-aktiv. Det er det modsatte af at være hyperaktiv. Det betyder, at man generelt har et lavere energiniveau end mennesker uden ADD. Det kan være svært at komme i gang med opgaver eller gøremål. Mange kan også have svært ved at tage initiativ til aktiviteter. Ofte vil opgaver og gøremål blive udført i et lavt tempo – i nogle tilfælde, fordi man vil tjekke opgaverne igennem mange gange for at sikre, at man ikke har misset noget.

Har man ADHD, er hyperaktivitet ofte et af kernesymptomerne. Det kan for eksempel komme til udtryk ved, at man oplever fysisk uro, er utålmodig og får mange ideer. Med alderen oplever mange, at dette symptom ændrer sig – hvis man som barn var meget fysisk urolig, kan det for eksempel ændre sig til en følelse af rastløshed. I sociale sammenhænge kan man opfattes som livlig og talende, og man fylder ofte meget i rummet.

Man må ikke forveksle hypo-aktiv med ro. Ved både ADD og ADHD vil de fleste opleve en følelse af uro. Ved ADHD vil det ofte være en ydre uro, imens det ved ADD ofte er en indre uro – for eksempel som en slags tankemæssig hyperaktivitet, rastløshed eller tankmylder.

• Impulshæmning: Når man har ADHD, kan man komme til at handle meget impulsivt. Det kan for eksempel være svært at udskyde egne behov eller man kommer til at handle uden at tænke over konsekvenserne. I en samtale kan det også komme til udtryk ved, at den med ADHD kan komme til at afbryde meget i snakken. Manglende impulshæmning kan også ses ved mennesker med ADD, men det opleves oftest i mindre grad.

De første tegn på ADHD viser sig typisk tidligt i livet, men det er ikke alle, som får stillet diagnosen i barndommen eller ungdommen – for nogle sker det først i voksenlivet.

Det er meget forskelligt, hvordan og hvor meget man er påvirket af at have ADHD. Symptomerne vil komme forskelligt til udtryk hos den enkelte. Nogle par, hvor den ene har ADHD, kan opleve nogle udfordringer i parforholdet, som man skal lære at håndtere sammen.

Trine Moll er psykolog og specialist i psykoterapi. Hun har særlig erfaring og viden om ADHD. Læs med her og få hendes fem gode råd til, hvordan du som pårørende kan støtte din partner, som sent i livet er blevet diagnosticeret med ADHD.

Opsøg viden

Det er vigtigt som pårørende at få viden om ADHD, så man har en forståelse for diagnosen. Hvis man mangler forståelse, kan man ubevidst komme til at forstærke sin partners følelse af at være forkert og alene med sine vanskeligheder. Når man har forståelsen af, hvordan ADHD påvirker hjernen, er det derimod nemmere at være støttende og forstående, fordi man bliver bevidst om, hvilke udfordringer ens partner med ADHD kan stå over for.

Lær din partner at kende på ny

Din partner bliver ikke en anden ved at have fået sin diagnose. Men der kan være nogle handlinger, udfordringer og reaktioner, som man bedre kan forstå, når man kender til diagnosen og ser situationerne i et andet lys. Det gælder både for dig som pårørende og for den, som har fået diagnosen.

Spørg ind og vær nysgerrig sammen med din partner. Giv plads til, at du og din partner kan forstå tingene i forskelligt tempo og kan reagere forskelligt i processen. Nogle oplever at blive lettede, andre bliver frustrerede over, hvor sent i livet diagnosen stilles, og nogle reagerer med ambivalente følelser.

Når man kan anerkende, at diagnosen også er en del af forholdet, så er det nemmere at favne de ting, som er svære, og indrette hverdagen sådan, at tingene glider nemmere.

Identificer de symptomer, som har betydning i netop jeres parhold

ADHD kommer til udtryk på forskellige måder. Snak sammen og find ud af, hvad der er dominerende hos jer. Hvordan forstyrrer symptomerne jeres forhold? Og hvordan kan I lave nogle tiltag, som gør, at de forstyrrer mindst muligt?

Det kan være, din partner har problemer med at fastholde opmærksomheden i en samtale og kommer til at afbryde eller skifte emne. Måske har din partner svært ved at færdiggøre opgaver eller projekter. Eller måske har han eller hun svært ved at huske aftaler og kommer altid for sent til ting. Hvad påvirker netop jeres forhold, og hvordan finder I en løsning på det? Tal om, hvornår det sker, og hvad der sker i situationen.

På den måde kan I hjælpe hinanden med at finde gode strategier, der kan hjælpe jer med at kompensere for det, som er svært og udfordrer.

Nogle mennesker med ADHD kan også være særligt gode til for eksempel at lege fantasifulde lege med børnene, man er måske kreativ og iderig, eller måske er man god til at få sparket projekter i gang. Tal også om, hvordan I kan bruge de her kompetencer på en positiv måde.

Hjælp med struktur

Det er en stor fordel for din partner med ADHD, hvis du hjælper til med at skabe noget struktur i hverdagen. Det kan være en madplan, rengøringsplan, overblik over hvem der henter børn, køber fødselsdagsgave til mormor eller slår græsset – alt hvad der hører med til et familieliv eller parforhold. Mange pårørende til en med ADHD oplever tit, er de er den med det største overblik. Det kan godt give en skæv rollefordeling. Derfor er det vigtigt, I sammen kigger på, hvordan hverdagens opgaver skal fordeles og for eksempel laver et skema, som gør det tydeligt, hvem der gør hvad, og som hjælper jer begge to til at skabe et overblik.

Ofte glemmer mennesker med ADHD at holde pauser, og det kan resultere i, at de kommer til at overbruge sig selv og mister energien. Så husk at indlægge pauser i hverdagens opgaver.

Anerkend dine egne behov som pårørende

Måske oplever du som pårørende, at din partner med ADHD snakker meget, glemmer måske at spørge ind til dig, glemmer måske en mærkedag eller ikke lige får svaret på beskeder. Det kan du som pårørende godt have forståelse for. Men selvom du forstår det, kan det stadig være frustrerende og man kan stadig blive ked af det eller vred. Det er okay at sige højt. Der skal være plads til jer begge i forholdet, og du skal også have det godt. Du kan godt anerkende, at det er svært og udfordrende for din partner, og på samme tid sætte krav.

Du kan åbne sådan en snak ved at sige: ”Jeg ved, det er svært for dig, og jeg ved, du har gode intentioner. Men vi er nødt til at gøre nogle ting på en anden måde.” Læg op til, at det er et teamsamarbejde, og at I er sammen om at finde en løsning.

Mange har også glæde af at opsøge andre, som står i samme situation, hvor man kan dele erfaringer og gode råd.

En ADHD-diagnose kan sætte tidligere erfaringer og oplevelser i et nyt lys – både for dig som pårørende og for din kære, som har fået diagnosen. Vejen til at få en ADHD-diagnose kan være meget forskellig. Mange når desværre at få dårlige erfaringer både fagligt og socialt, når det opdages sent, og mange har haft en følelse af at være forkert og ikke passe ind. For mange giver diagnosen anledning til at revurdere den forståelse, som både den pårørende og den med ADHD har af sig selv. Det giver også mulighed for at ændre på nogle ting i hverdagen, fordi udfordringerne er blevet identificeret og dermed mere konkrete og nemmere at forstå.

ADHD er en kompleks diagnose. Mange med ADHD oplever grundlæggende mange af de samme udfordringer, men de kommer til udtryk på forskellige måder.

Anne Helene Andersson er uddannet psykolog. Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykolog med rådgivning og terapi – herunder med mennesker som er nydiagnosticeret med ADHD. Læs med her og få hendes råd til, hvordan du som pårørende støtter din kære i de følelser, som han eller hun kan opleve, når vedkommende sendiagnosticeres med ADHD, og hvordan du hjælper til i hverdagen.

Husk at I kan reagere forskelligt på diagnosen

Når diagnosen stilles, kan reaktionerne være forskellige hos dig som pårørende og din kære, som netop har fået diagnosen. Det kan være, at du som pårørende er lettet. Imens er din kære måske fyldt op med ambivalente følelser. Nogle oplever sorg og vrede over, at det ikke skete tidligere i livet, nogle er forvirrede over, hvad en diagnose vil betyde for fremtiden, og andre oplever noget helt tredje.

Husk på, at de følelser som sker i dig som pårørende, ikke nødvendigvis er de samme, som sker hos den, som lige har fået diagnosen. Både du og din kære skal have lov til at fordøje nyheden og de følelser og udfordringer, som opstår i det.

Forsøg at tune dig ind på, hvordan din kære reagerer på diagnosen og hvordan han eller hun har det. Fortæl at du gerne vil støtte ham eller hende og spørg, hvordan du kan gøre det bedst muligt. Lad forandringer og hensyn ske i din kæres tempo. Og husk på, at en diagnose ikke nødvendigvis betyder, at alt skal laves om.

Mind din kære om, at han eller hun stadig er den samme for dig

Nogle mennesker, som får en ADHD-diagnose sent i livet, kan få tanker og tvivl om, hvad der er diagnose og hvad der er personlighed. Mange med ADHD har gennem livet lært at tilpasse deres adfærd efter de udfordringer, som deres ADHD har givet. Som pårørende kan du støtte din kære ved at minde personen om, at han eller hun for dig stadig er den samme elskelige person. Identiteten er bredere end diagnosen.

I kan hjælpe hinanden med at finde nogle strukturer, strategier og hensyn, og bedre måder at være i verden på med den information, I kender til nu. Men din kære er stadig sig selv. Forandringer og nye vaner tager tid, og meget af det er noget, I må justere hen ad vejen.

Tilpas hverdagen, hvor det er muligt

Det er ikke sikkert, man trives i den gængse hverdag, når man har ADHD. For nogen kan det for eksempel være svært at komme op tidligt om morgenen, og man fungerer bedst lidt senere på dagen. Mange med ADHD har ofte forsøgt at passe ind i den norm, de oplever i deres omgivelser, uden held. Det fører ofte til en følelse af at være anderledes og forkert.

Du kan som pårørende støtte din kære ved sammen at se på, hvilke hensyn, der kan tages. Hvor kan man gøre hverdagen lidt nemmere ud fra de betingelser, der er? Er det for eksempel muligt at have fleksible mødetider på arbejdet? Eller kan I starte weekendens aktiviteter lidt senere? Kan I indrette en stillezone i hjemmet, hvor man kan være, når man har brug for ro omkring sig? Skal den ene sortere vasketøj, imens den anden står for at vaske?

Vær opmærksom på, at det tager tid at skabe nye vaner og nye måder at gøre ting, og at strategier også skal tilpasses med tiden.

Bak op om aktiviteter, som giver energi og glæde

Som pårørende kan du hjælpe ved at bakke op om at holde fast i de aktiviteter, som giver god energi. Det kan være at spille et instrument, lytte til musik, gå en tur i naturen, havearbejde, fiske, at skabe noget, at få sovet, mig-tid hvor der ikke skal ske noget eller træning og sport. Ofte er det, som gør én glad, også noget, man interesserer sig for og er god til. Det styrker ens selvfølelse.

Nogle mennesker bliver diagnosticeret sent i deres liv med ADHD eller ADD. Nogle oplever det som en brik i et puslespil, som falder på plads. Men selvom brikken er faldet på plads, kan symptomerne fortsat give anledning til udfordringer og belastning i hverdagen.

Lisa Thygesen er uddannet psykoterapeut med speciale i ADHD hos voksne. Hun giver her nogle råd til, hvordan du som partner kan hjælpe og støtte din kære, når han eller hun er blevet diagnosticeret med ADHD eller ADD som voksen.

Tal om, hvordan du som partner kan støtte, når overskuddet er lavt

Din partners ADHD/ADD-symptomer og energiniveau kan variere fra dag til dag, og det kan også ændre sig i løbet af en dag. Det kræver tilpasning fra dig som partner, og at du giver plads til din kæres behov for alenetid eller pauser til at lade op.

Hav en snak om, hvordan du som partner støtter din kære, når overskuddet er lavt. For nogen er det en hjælp, at deres partner lægger en hånd på skulderen og siger ”Ville det ikke være en god ide at hoppe i skoene og gå en tur?” For andre er det ikke en hensigtsmæssig tilgang. Så tal sammen om, hvordan du som partner kan hjælpe.

Det er også vigtigt, at din partner har en god forståelse for sig selv, sin ADHD/ADD og hvad der virker bedst for dem. Jo bedre din partner kender sig selv, desto lettere er det for dig som pårørende at hjælpe.

Samarbejd om jeres fælles opgaver

For nogle med ADHD eller ADD er glemsomhed et symptom. Det kan give anledning til frustrationer og diskussioner i forholdet, når det handler om fælles opgaver og hverdag. Det kræver tålmodighed fra dig som partner. Som pårørende kan du hjælpe med at skabe struktur og rutiner i hverdagen for at hjælpe din kære, så tingene bliver gjort.

Det kan være, I laver søndagsmøder, hvor I planlægger ugen, der kommer. Eller måske aftaler I, at du som partner gerne må sende påmindelser i løbet af en dag med en reminder om, hvad han eller hun skal huske. Det er vigtigt at tale sammen om og være tydelig med, hvad der giver mening og er hjælpsomt for jer.

For nogle mennesker med ADHD eller ADD hjælper det meget, hvis der er valgmuligheder i hverdagens opgaver, så de ikke føles som krav. Så i stedet for at sige ”Vil du ikke lave aftensmad i aften?”, så kan man spørge ”Vil du lave aftensmad eller gå med hunden i aften?”

Bak op om din partners mestringsstrategier

Når man har ADHD eller ADD, udvikler man ofte mestringsstrategier for at få ro, overblik og kontrol, og for at huske ting eller få lavet hverdagens opgaver. Det kan være, man lægger nøglen et bestemt sted for at huske den, deler opgaver op i mere overskuelige delopgaver, eller måske laver man to-do lister, som kan krydses af.

Hvis du og din kære bor sammen og måske har børn sammen, vil det påvirke din kære og du vil formentlig kunne mærke, når din partners mestringsstrategier bliver brudt. Det kan være meget belastende for din partner, fordi han eller hun kan opleve symptomerne være stærkere, når rutinerne og mestringsstrategierne bliver brudt.

Det kan være en god ide at tale om din kæres mestringsstartegier og få sat ord på, hvad de faktisk er. Det kan være, han eller hun har nogen, du ikke har bemærket. Snak om hvad han eller hun har brug for fra dig, så de bliver opretholdt og din kære har mulighed for at bevare sin struktur.

Vær nysgerrig og anerkendende

Det kan være svært at forstå, hvordan det føles at have ADHD eller ADD, når man ikke selv har prøvet det. Og det er helt okay ikke at kunne forstå det. I stedet kan du anerkende og acceptere, at det er sådan, han eller hun har det. Forsøg at være nysgerrig på din partner og hvordan vedkommende har det og reagerer – herunder også på de udfordringer, ens partner kan stå over for på grund af sin diagnose.

Søg ekstern støtte

Hvis I oplever, at I har nogle udfordringer, som er svære at håndtere alene, så er det en god ide at søge hjælp og støtte. Det kan være parterapi, individuel hjælp eller støttegrupper. Overvej om I både har brug for hjælp sammen og hver for sig. Begge dele kan være gavnligt.

Pelle Lau Ishøy er overlæge i Team for ADHD og Autisme ved Psykiatrisk Center Glostrup. Han arbejder til dagligt med mennesker, der blandt andet har diagnosen ADHD.

Her er hans fire gode råd til dig, som er pårørende til en voksen med ADHD.

Vis nysgerrighed, interesse og forståelse

Som pårørende er det en god indgang at udvise forståelse, nysgerrighed og interesse over for ens kære, som har ADHD. Har man fået diagnosen sent, sker der somme tider det, at ens pårørende møder én med undren eller utilstrækkelig og måske manglende forståelse. Mange mennesker med ADHD har ofte et livslangt selvbillede af at være dovne eller forkerte. En manglende forståelse og anerkendelse fra ens pårørende kan bidrage til, at personen med ADHD igen får forstærket følelsen af at være forkert. Derfor er det vigtigt, man som pårørende udviser forståelse, nysgerrighed og interesse over for sin kære med nyopdaget ADHD. Kan du hjælpe din kære på vej til en ”ny” selvforståelse, vil det hjælpe med at understøtte vedkommendes trivsel. Symptomerne for ADHD skal naturligvis ikke være en forklaring, som fratager et ansvar, men på samme tid skal det heller ikke negligeres. Symptomerne kan nemlig skabe udfordringer i hverdagen for mange.

Opsøg viden om ADHD

Det er en god ide at sætte sig ind i, hvad ADHD er og de symptomer, som lige præcis karakteriserer ens kære. På den måde kan man støtte og hjælpe sin nærtstående bedst muligt. Det giver en bedre forståelse for, hvorfor ens kære reagerer, som vedkommende gør, og dermed bliver det nemmere at hjælpe. Symptomerne kan være mangeartede. For eksempel problemer med at fastholde opmærksomheden, angst, tankemylder, vanskeligheder med at færdiggøre opgaver/projekter/aktiviteter, og at man nemt bliver distraheret. Undersøg hvor din kære har sine vanskeligheder og anerkend det. Prøv så at finde ud af sammen, hvordan du som pårørende bedst støtter ham eller hende i de situationer.

Hjælp med at skabe struktur

For at fungere optimalt og have den bedst mulige hverdag, så har en person med ADHD brug for struktur. Her spiller du som pårørende en vigtig rolle. Du kan nemlig være med til at motivere og insistere på, at din kære med ADHD passer på sig selv – det kan for eksempel være ved at minde vedkommende om, at han eller hun skal spise regelmæssigt, få nok søvn, dyrke motion og undgå at lave for mange aftaler på en uge. Når man har ADHD, har man ofte svært ved at begrænse sig og mangler en fornemmelse for, hvornår man har opbrugt sig selv. Derfor er det vigtigt, man også husker at slappe af og komme ned i gear, selvom man kan opleve det som rastløshed. Men husker man ikke at slappe af, er der risiko for, at man booster sine symptomer.

Kan man som pårørende være med til at understøtte nogle strukturer og noget regelmæssighed i dagligdagen, så er man med til at give et godt udgangspunkt for personen med ADHD.

Tal om selvregulering

Mange mennesker med ADHD benytter sig af det, vi kalder selvregulering. Når man selvregulerer, tyer man til en adfærd eller aktivitet, som hjælper én med at trives. Det er en naturlig reaktion og et forsøg på at skabe en mental stabilitet. Selvreguleringsadfærd er både uundgåeligt, men også nødvendigt, fordi det er en overlevelsesstrategi. Men kommer det til at fylde for meget og ændre vedkommendes evne til at fungere i for eksempel sociale sammenhænge, i uddannelse eller på job, så er det for meget og kan have alvorlige, negative følger.

Eksempler på en uhensigtsmæssig selvregulering kan være at misbruge cannabis, alkohol, overdreven motion, for meget arbejde, ludomani eller gaming. Selvreguleringsaktiviteten er uhensigtsmæssig, når den bliver dominerende og ensidig og får karakter af afhængighed.

Personen med ADHD har en stor opgave i at prøve at forstå sig selv og undersøge, hvordan man selvregulerer. Hvad resulterer det i af både positive og negative ting? Her kan man som pårørende også spille en vigtig rolle. Her er det rigtig godt, hvis man har mulighed for at gå ind i dialogen om adfærden og selvreguleringsstrategierne. Hvis man, uden at kritisere personen med ADHD, i fællesskab kan tale om og pege på positive og negative selvreguleringsstrategier, så kan man også nemmere støtte vedkommende. Den pårørende kan påpege, når cannabis, alkohol, arbejde eller computerspillene tager overhånd, men han eller hun kan også påpege, når selvreguleringen ”mangler”. Hvis personen med ADHD er i en periode med manglende mental trivsel, motivation og drive, så kan den pårørende minde ham eller hende om en positiv selvreguleringsstrategi. Det kan for eksempel være en løbetur eller at arbejde mod en regelmæssig søvn. På den måde kan man som pårørende støtte personen til bedre trivsel.

ADD er en udviklingsforstyrrelse. Den kaldes af og til for ‘den stille ADHD’, fordi ADD ikke kommer til udtryk gennem hyperaktivitet og impulsivitet lige som ADHD. Her er vores bedste råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe én med ADD.

Anerkend udviklingsforstyrrelsen

For mange pårørende til mennesker med ADD, er det en hjælp at anerkende, at deres kære har en udviklingsforstyrrelse. Vedkommende er altså ikke bare er doven, ugidelig eller genert. Selvom ADD og ADHD har mange fællestræk, er ADD ofte sværere at spotte, fordi mennesker med ADD er mere rolige i deres fremtræden. Men det betyder ikke, at ADD er mindre udfordrende – hverken for den, der har det, eller de pårørende.

Hjælp med struktur i dagen

Mennesker med ADD trives ofte bedst med faste rutiner og vished om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det kan du hjælpe med. Både børn og voksne med ADD kan have glæde af skemaer, hvor dagens aktiviteter er skitseret. Som pårørende kan du være med til at lave skemaet. For børn kan det for eksempel indeholde skole, lektier og fritidsaktiviteter. For voksne kan det være arbejde, aftaler og praktiske opgaver. Mange unge og voksne med ADD har også gavn af alarmer på deres telefoner, som ringer og minder dem om, hvad de skal på forskellige tidspunkter.

Det kan også være en hjælp at have fokus på små pauser eller at dele opgaver op i mindre bidder, så man har lettere ved at fastholde sin koncentration. Det er meget individuelt, hvad der virker, så det er vigtigt, at den enkelte lærer at forstå udfordringer og løsninger.

Fat dig i korthed

Er der noget, din kære skal gøre eller huske, hjælper det, hvis du fatter dig i korthed. Har man ADD, har man tendens til at være glemsom, distræt og dagdrømmende. Det gør det svært at huske, hvad der er blevet sagt. Vær ærlig, kærlig og lad være med at pakke noget ind. Vær derimod præcis og klar i mæglet i en kærlig tone. Så højner I chancen for, at din kære husker det.

Du kan eventuelt hjælpe din kære med at få nedskrevet vigtige aftaler, beskeder eller andet, som din kære har tendens til at glemme. Tal med din kære om, hvad der virker, og hvordan du som pårørende kan være med til at understøtte det.

Støt uden for hjemmet

Uanset om du er pårørende til et barn, ung eller voksen med ADD, så betyder det for mange meget, at du støtter ham eller hende i at lykkes med det, som foregår udenfor hjemmet. For eksempel skole, fritidsaktiviteter og arbejde. Hvis din kære går i skole, kan du for eksempel støtte ham eller hende i at komme godt afsted og sørge for, at der i samarbejde med lærerne på skolen.

Hvis din kære er voksen og går på arbejde, kan du støtte ham eller hende i at komme godt afsted om morgenen. I kan også tale om, hvad kollegaerne og chefen på arbejdspladsen ved og skal vide. Så kan behovene tilgodeses bedst muligt. De fleste voksne med ADD lærer at kompensere for deres vanskeligheder i dagligdagen. Det sker når først de har lært mere om sig selv og deres funktionsnedsættelse, og når de mødes af forståelse af omgivelserne.

ADD står for Attention Deficit Disorder og er en del af ADHD-spektret. Har man ADD, vil man ofte opleve mange af de samme vanskeligheder, som mennesker med ADHD oplever. Herunder besvær med koncentrationen, at være glemsom og have svært ved forandringer. ADD adskiller sig dog ved, at H’et ikke er til stede – det betyder, at den hyperaktive adfærd ikke er der. ADD opdages ofte sent, fordi den ikke er så synlig for omgivelserne.

Per Hove Thomsen, der er professor og overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, arbejder til dagligt med og forsker i blandt andet ADD/ADHD, OCD, tics og tourettes. Her giver han fire gode råd til dig, der er forælder eller på anden måde pårørende til et barn, som har ADD.

Vær klar og præcis

Er der noget, du skal have dit barn til at huske eller gøre, så vær klar og præcis i din måde at formidle det på. Når man har ADD, har man tendens til at glemme. Derfor vil det være nemmere for dit barn at huske, hvis du siger det simpelt og uden at pakke det ind. Du kan på en ordentlig og respektfuld måde bede dit barn om lige at opsummere, hvad der er blevet sagt, så I er sikre på, at han eller hun er med.

Hjælp til med at komme i gang

Når man har ADD, kan det være meget svært at overskue og samle energi til små dagligdagsgøremål. Det kan være, dit barn skal tage madpakken op ad skoletasken, men simpelthen ikke orker. Eller måske har I ligget og set film i sofaen, og nu skal I i seng. Men din kære synes måske, det er virkelig uoverskueligt at rejse sig, børste tænder og gå i seng. Som pårørende kan du hjælpe dit barn med at komme i gang og styre vedkommende i den retning, han eller hun skal. Det er dog vigtigt, I har lavet en aftale på forhånd om, at det er okay, du blander dig på den måde – især hvis dit barn er lidt ældre og måske i teenagealderen. Har I en aftale på forhånd, bliver det mere opfattet som hjælpsomt frem for anklagende eller bebrejdende.

Hjælp med struktur

Som pårørende kan du hjælpe din kære ved at skabe noget struktur i dagligdagen. Det kan være rigtig svært for personen med ADD at overskue og skabe det selv. Helt lavpraktisk kan I lave et skema, der hænger på køleskabet og som er nemt at aflæse. Der kan både stå tidspunkter for skærmtid, lektier, fritidsaktiviteter eller hvad end, der fylder i hverdagen. Uanset om man er barn, ung eller voksen med ADD, så er tidsfornemmelse svært. Derfor kan du som pårørende også være en hjælp ved at minde din kære om, hvornår en ny aktivitet starter, eller hvornår han eller hun skal gøre sig klar til at tage af sted til en fritidsaktivitet.

Vær bevidst om følelsesmæssige udsving

Har man ADD, kan man have store følelsesmæssige udsving, som er svære at regulere. På den måde kan man nemt komme til at overreagere på noget, der sker. Det er en vigtig viden at have som pårørende, fordi de følelsesmæssige udsving ofte er roden til konflikt i relationen mellem forældre og barn. Denne viden kan være med til at gøre tolerancen og forståelsen hos dig som forælder større, og man kan som forælder bedre undgå at være med til at køre en konflikt op i en spids.