Skip to content

Se alt indhold

Autisme

Som partner til en med autisme

Er du i et forhold med én med autisme? Så læs med her og få gode råd til nogle af de udfordringer, I måske kan støde på i et parforhold.

Når din partner er autist

Autisme er et spektrum, og symptomerne kan være mere eller mindre udtalte. Hvordan det kommer til udtryk, vil altså variere fra person til person. Af den grund vil nogle af rådene her give mening for dig og jer, imens andre ikke passer til jeres situation.

Når man har autisme, er ens måde at opfatte, sanse og forstå omverdenen på anderledes end hos mennesker uden autisme. Det kan have indflydelse på kommunikationen med andre mennesker og de sociale sammenhænge, man indgår i.

For de fleste med autisme, er energiforvaltning, rutiner og forudsigelighed gennemgående vigtige elementer at tage højde for i hverdagen. Det kan i nogle parforhold somme tider være en udfordring. Her får du nogle råd til, hvordan du kan håndtere nogle af de udfordringer, I kan støde på som par.

Tal om energiforvaltning i sociale sammenhænge – og husk dine egne behov

Det er vigtigt, I er åbne om jeres individuelle behov og grænser. Nogle mennesker med autisme oplever at blive fyldt op af indtryk hurtigere end mennesker, som ikke har autisme. Har man autisme, bruger man ofte meget energi på at være sammen med andre, fordi kommunikation og aflæsning af andre mennesker ikke nødvendigvis kommer naturligt. Og man har ofte brug for længere tid til at lade op og restituere. Derfor er det en god ide, at I er opmærksomme på, hvad der dræner energien, og hvordan I tilgodeser hver jeres behov.

Måske har du et større behov for social kontakt og aktiviteter, imens den mængde kan dræne din partner. Derfor kan I lave nogle aftaler, så dine behov også bliver opfyldt. Behøver I for eksempel begge at dukke op til en vens fødselsdag? Det kan være, du kan nøjes med at deltage, eller måske kan din partner tage med og så gå lidt tidligere. Det er vigtigt, I begge er åbne og ærlige – på den måde kan I nemmere forebygge, at din partner bliver drænet og finde løsninger, som gavner jer begge.

Hvis din partner synes, det er svært at have en samtale kørende i sociale sammenhænge, kan I forberede nogle emner og spørgsmål på forhånd, som han eller hun kan bruge.

Tal om og tag hensyn til sanser

Nogle med autisme kan være mere følsomme over for sanseindtryk end personer uden autisme. Det kan betyde, at man kan have svært ved for eksempel kropskontakt, berøring, intimitet, særlige lyde, lys og bestemte lugte. Alle de sanseindtryk kan have betydning for din partner og hans eller hendes energi. Derfor kan det være godt at tale om det og tage nogle hensyn til din kære.

Vær klar og tydelig i din kommunikation

Nogle mennesker med autisme oplever, at det er svært at aflæse andres følelser og reaktioner og sætte sig ind i dem. Så det er vigtigt, du er klar og tydelig, når I kommunikerer. Sæt nogle konkrete ord på og fortæl, hvad du har brug for.

Du kan for eksempel fortælle, hvordan du reagerer, når du har en dårlig dag. Og så sætte nogle konkrete ord på, hvad du har brug for i den situation.

Lav konkrete aktiviteter sammen

Nogle mennesker med autisme har brug for, at der er en mening eller en formål med den aktivitet, I laver sammen. Kommunikationen kan for nogen være svær, men samtidig kan der være et stort ønske om at være social. Derfor kan det være rart med en konkret aktivitet at være fælles om. Det kan for eksempel være at tage i biografen, lave noget kreativt eller tage på en udstilling. Det er godt med nogle forudsigelige og konkrete ting, som din kære kan forholde sig til.

Hold fast i rutiner og forudsigelighed

Har man autisme, trives man ofte godt med rutiner og forudsigelighed, og det kan være svært at kapere, hvis der bliver ændret i planerne. Derfor er det så vidt, det er muligt, godt at holde fast i jeres aftaler og rutiner.

Det kan være en god ide at have en alternativ plan, som din kære kender til, så den står klar og fast, hvis de oprindelige planer går i vasken. Derudover er det godt, at din kære er klar over, hvad han eller hun skal, hvor længe og med hvem. Forsøg at få kommunikeret jeres forventninger til, hvad der skal ske, når I har en aftale. På den måde er det nemmere for vedkommende at forvalte energien.

Selvom din partner måske foretrækker rutiner og forudsigelighed, betyder det ikke nødvendigvis, at du selv trives i faste rutiner altid, og måske har du brug for plads til spontanitet. Det er vigtigt, du også husker dine egne behov og tilgodeser dem. Det kan du for eksempel gøre ved at lave pladser i kalenderen, som er tiltænkt dig selv og det, du gerne vil på dagen.

Se alt indhold

ADD/ADHD

Psykologens råd: Sådan støtter du din kære i de følelser, som kan opstå, når man sendiagnosticeres med ADHD

”Husk at I kan reagere forskelligt på diagnosen.” Sådan lyder det første råd fra Anne Helene Andersson, som er uddannet psykolog og til daglig blandt andet arbejder med mennesker med ADHD.

Støt op om følelser der opstår, når man sendiagnosticeres med ADHD

En ADHD-diagnose kan sætte tidligere erfaringer og oplevelser i et nyt lys – både for dig som pårørende og for din kære, som har fået diagnosen. Vejen til at få en ADHD-diagnose kan være meget forskellig. Mange når desværre at få dårlige erfaringer både fagligt og socialt, når det opdages sent, og mange har haft en følelse af at være forkert og ikke passe ind. For mange giver diagnosen anledning til at revurdere den forståelse, som både den pårørende og den med ADHD har af sig selv. Det giver også mulighed for at ændre på nogle ting i hverdagen, fordi udfordringerne er blevet identificeret og dermed mere konkrete og nemmere at forstå.

Anne Helene Andersson, psykolog.

ADHD er en kompleks diagnose. Mange med ADHD oplever grundlæggende mange af de samme udfordringer, men de kommer til udtryk på forskellige måder.

Anne Helene Andersson er uddannet psykolog. Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykolog med rådgivning og terapi – herunder med mennesker som er nydiagnosticeret med ADHD. Læs med her og få hendes råd til, hvordan du som pårørende støtter din kære i de følelser, som han eller hun kan opleve, når vedkommende sendiagnosticeres med ADHD, og hvordan du hjælper til i hverdagen.

Husk at I kan reagere forskelligt på diagnosen

Når diagnosen stilles, kan reaktionerne være forskellige hos dig som pårørende og din kære, som netop har fået diagnosen. Det kan være, at du som pårørende er lettet. Imens er din kære måske fyldt op med ambivalente følelser. Nogle oplever sorg og vrede over, at det ikke skete tidligere i livet, nogle er forvirrede over, hvad en diagnose vil betyde for fremtiden, og andre oplever noget helt tredje.

Husk på, at de følelser som sker i dig som pårørende, ikke nødvendigvis er de samme, som sker hos den, som lige har fået diagnosen. Både du og din kære skal have lov til at fordøje nyheden og de følelser og udfordringer, som opstår i det.

Forsøg at tune dig ind på, hvordan din kære reagerer på diagnosen og hvordan han eller hun har det. Fortæl at du gerne vil støtte ham eller hende og spørg, hvordan du kan gøre det bedst muligt. Lad forandringer og hensyn ske i din kæres tempo. Og husk på, at en diagnose ikke nødvendigvis betyder, at alt skal laves om.

Mind din kære om, at han eller hun stadig er den samme for dig

Nogle mennesker, som får en ADHD-diagnose sent i livet, kan få tanker og tvivl om, hvad der er diagnose og hvad der er personlighed. Mange med ADHD har gennem livet lært at tilpasse deres adfærd efter de udfordringer, som deres ADHD har givet. Som pårørende kan du støtte din kære ved at minde personen om, at han eller hun for dig stadig er den samme elskelige person. Identiteten er bredere end diagnosen.

I kan hjælpe hinanden med at finde nogle strukturer, strategier og hensyn, og bedre måder at være i verden på med den information, I kender til nu. Men din kære er stadig sig selv. Forandringer og nye vaner tager tid, og meget af det er noget, I må justere hen ad vejen.

Tilpas hverdagen, hvor det er muligt

Det er ikke sikkert, man trives i den gængse hverdag, når man har ADHD. For nogen kan det for eksempel være svært at komme op tidligt om morgenen, og man fungerer bedst lidt senere på dagen. Mange med ADHD har ofte forsøgt at passe ind i den norm, de oplever i deres omgivelser, uden held. Det fører ofte til en følelse af at være anderledes og forkert.

Du kan som pårørende støtte din kære ved sammen at se på, hvilke hensyn, der kan tages. Hvor kan man gøre hverdagen lidt nemmere ud fra de betingelser, der er? Er det for eksempel muligt at have fleksible mødetider på arbejdet? Eller kan I starte weekendens aktiviteter lidt senere? Kan I indrette en stillezone i hjemmet, hvor man kan være, når man har brug for ro omkring sig? Skal den ene sortere vasketøj, imens den anden står for at vaske?

Vær opmærksom på, at det tager tid at skabe nye vaner og nye måder at gøre ting, og at strategier også skal tilpasses med tiden.

Bak op om aktiviteter, som giver energi og glæde

Som pårørende kan du hjælpe ved at bakke op om at holde fast i de aktiviteter, som giver god energi. Det kan være at spille et instrument, lytte til musik, gå en tur i naturen, havearbejde, fiske, at skabe noget, at få sovet, mig-tid hvor der ikke skal ske noget eller træning og sport. Ofte er det, som gør én glad, også noget, man interesserer sig for og er god til. Det styrker ens selvfølelse.

Se alt indhold

Spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelse – viden og råd til dig som pårørende

Hvordan skelner man forstyrret spisning fra en alvorlig lidelse? Hvad er godt at vide, når det gælder behandling af en spiseforstyrrelse? Hvordan støtter jeg min kære, som har en spiseforstyrrelse?

I dette webinar vil psykolog og faglig direktør Birgitte Hartvig Schousboe fra Kompetencecenter for Spiseforstyrrelser komme ind på netop de emner og meget andet.

Se alt indhold

Borderline

Webinar: Råd og viden om livet som pårørende til et menneske med borderline

Hvordan kommer borderline til udtryk? Hvilke problematikker kan man typisk møde som pårørende, og hvordan håndterer man dem?

Se med i webinaret og få svar på dét og meget andet, hvor psykolog Jens Einar Jansen gør dig klogere på borderline. Han vil i sit oplæg også have fokus på de typiske reaktioner, man har som pårørende, og hvordan man kan passe på sig selv.

Se alt indhold

ADD/ADHD

Psykoterapeutens råd: Når din partner sendiagnosticeres med ADHD eller ADD

”Samarbejd om jeres fælles opgaver.” Sådan lyder det første råd fra psykoterapeut Lisa Thygesen, som til daglig arbejder med ADHD og ADD hos voksne.

Råd til pårørende til mennesker som sendiagnosticeres med ADHD eller ADD

Nogle mennesker bliver diagnosticeret sent i deres liv med ADHD eller ADD. Nogle oplever det som en brik i et puslespil, som falder på plads. Men selvom brikken er faldet på plads, kan symptomerne fortsat give anledning til udfordringer og belastning i hverdagen.

Lisa Thygesen er uddannet psykoterapeut med speciale i ADHD hos voksne. Hun giver her nogle råd til, hvordan du som partner kan hjælpe og støtte din kære, når han eller hun er blevet diagnosticeret med ADHD eller ADD som voksen.

Lisa Thygesen, psykoterapeut. Foto: Rie Neuchs.

Tal om, hvordan du som partner kan støtte, når overskuddet er lavt

Din partners ADHD/ADD-symptomer og energiniveau kan variere fra dag til dag, og det kan også ændre sig i løbet af en dag. Det kræver tilpasning fra dig som partner, og at du giver plads til din kæres behov for alenetid eller pauser til at lade op.

Hav en snak om, hvordan du som partner støtter din kære, når overskuddet er lavt. For nogen er det en hjælp, at deres partner lægger en hånd på skulderen og siger ”Ville det ikke være en god ide at hoppe i skoene og gå en tur?” For andre er det ikke en hensigtsmæssig tilgang. Så tal sammen om, hvordan du som partner kan hjælpe.

Det er også vigtigt, at din partner har en god forståelse for sig selv, sin ADHD/ADD og hvad der virker bedst for dem. Jo bedre din partner kender sig selv, desto lettere er det for dig som pårørende at hjælpe.

Samarbejd om jeres fælles opgaver

For nogle med ADHD eller ADD er glemsomhed et symptom. Det kan give anledning til frustrationer og diskussioner i forholdet, når det handler om fælles opgaver og hverdag. Det kræver tålmodighed fra dig som partner. Som pårørende kan du hjælpe med at skabe struktur og rutiner i hverdagen for at hjælpe din kære, så tingene bliver gjort.

Det kan være, I laver søndagsmøder, hvor I planlægger ugen, der kommer. Eller måske aftaler I, at du som partner gerne må sende påmindelser i løbet af en dag med en reminder om, hvad han eller hun skal huske. Det er vigtigt at tale sammen om og være tydelig med, hvad der giver mening og er hjælpsomt for jer.

For nogle mennesker med ADHD eller ADD hjælper det meget, hvis der er valgmuligheder i hverdagens opgaver, så de ikke føles som krav. Så i stedet for at sige ”Vil du ikke lave aftensmad i aften?”, så kan man spørge ”Vil du lave aftensmad eller gå med hunden i aften?”

Bak op om din partners mestringsstrategier

Når man har ADHD eller ADD, udvikler man ofte mestringsstrategier for at få ro, overblik og kontrol, og for at huske ting eller få lavet hverdagens opgaver. Det kan være, man lægger nøglen et bestemt sted for at huske den, deler opgaver op i mere overskuelige delopgaver, eller måske laver man to-do lister, som kan krydses af.

Hvis du og din kære bor sammen og måske har børn sammen, vil det påvirke din kære og du vil formentlig kunne mærke, når din partners mestringsstrategier bliver brudt. Det kan være meget belastende for din partner, fordi han eller hun kan opleve symptomerne være stærkere, når rutinerne og mestringsstrategierne bliver brudt.

Det kan være en god ide at tale om din kæres mestringsstartegier og få sat ord på, hvad de faktisk er. Det kan være, han eller hun har nogen, du ikke har bemærket. Snak om hvad han eller hun har brug for fra dig, så de bliver opretholdt og din kære har mulighed for at bevare sin struktur.

Vær nysgerrig og anerkendende

Det kan være svært at forstå, hvordan det føles at have ADHD eller ADD, når man ikke selv har prøvet det. Og det er helt okay ikke at kunne forstå det. I stedet kan du anerkende og acceptere, at det er sådan, han eller hun har det. Forsøg at være nysgerrig på din partner og hvordan vedkommende har det og reagerer – herunder også på de udfordringer, ens partner kan stå over for på grund af sin diagnose.

Søg ekstern støtte

Hvis I oplever, at I har nogle udfordringer, som er svære at håndtere alene, så er det en god ide at søge hjælp og støtte. Det kan være parterapi, individuel hjælp eller støttegrupper. Overvej om I både har brug for hjælp sammen og hver for sig. Begge dele kan være gavnligt.

Se alt indhold

Spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelse: Få bedre hjælp til din kære i kommunen

Her får du råd til, hvordan din kære kan få bedre og mere målrettet hjælp i kommunen, når han eller hun har en spiseforstyrrelse.

bedre hjælp i kommunen, spiseforstyrrelse

Som udgangspunkt er det psykiatrien, som har behandlingsansvaret for din kære, imens kommunen er ansvarlig for rehabilitering. Desværre oplever nogen pårørende, at deres kære hverken får tilstrækkelig eller god nok hjælp i kommunen. Her får du nogle råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din kære til at få bedre hjælp i kommunen.

Bliv klædt på til samtalen om rehabilitering hos kommunen

Mange oplever, at hjælpen fra kommunen ikke er god nok og at mulighederne for de forskellige former for hjælp ikke er særlig nemme at gennemskue. I den forbindelse kan det være værdifuldt at se på Socialstyrelsens Nationale retningslinjer for rehabilitering til borgere med svære spiseforstyrrelser. Den indeholder anvisninger til kommunen og fagfolk om, hvordan man sikrer en høj faglig kvalitet i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af rehabilitering til mennesker med svære spiseforstyrrelser. Da det er retningslinjer og ikke krav, har du ikke mulighed for at klage, hvis rehabiliteringen ikke følger retningslinjerne. Men målet med retningslinjerne er, at kommunen så vidt muligt bør udbyde de tilbud, som er beskrevet. Derfor kan du bruge kendskabet til retningslinjerne til at blive bedre klædt på til, hvordan du taler med kommunen om jeres problematik og kommunens håndtering af det. Du kan læse retningslinjerne her.

Spørg kommunen om de har en specialiseret sagsbehandler

Har din kære været i behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien, skal hjælpen i langt de fleste tilfælde fortsætte i kommunen, hvis behovet er der. I den overgang afholdes der et netværksmøde mellem jer, kommunen og psykiatrien, for at klæde kommunen på til at bære opgaven videre. Nogle oplever, at de ikke bliver kaldt ind til et netværksmøde. Hvis det er tilfældet for din kære, kan du som pårørende hjælpe til ved at bede om et netværksmøde.

Nogle kommuner har ansatte eller et specialiseret team, som arbejder med spiseforstyrrelser. I de tilfælde giver det rigtig god mening, at ens sagsbehandler bliver én, som netop er specialiseret i spiseforstyrrelser. Man har ikke krav på at få en tildelt, og muligheden er der ikke i alle kommuner, men det er værd at spørge, hvis I har overskuddet til det.

I samme omgang er det også en god ide at spørge, om de har nogle tilbud til pårørende. Det kan for eksempel være, at kommunen har et tilbud om søskendegrupper.

Forsøg at skabe et godt samarbejde med sagsbehandleren

Det er vigtigt, at I får et godt samarbejde med din kæres sagsbehandler. Det kan somme tider være svært, hvis man møder udfordringer, fordi det kan være en sårbar og frustrerende situation, du og din kære står i. Forsøg så vidt muligt at have øjet på bolden. Husk på at sagsbehandleren og du som pårørende har det samme mål: At hjælpe den, der er syg. Det kan være godt at minde sig selv om – også når I er uenige. Forsøg at være åben over for sagsbehandlerens perspektiv, erfaring og faglige viden, og respektér at sagsbehandleren arbejder inden for økonomiske og lovmæssige begrænsninger. Når sagsbehandleren mærker, at du accepterer og respekterer vedkommendes udgangspunkt, starter I et konstruktivt sted og der er større mulighed for, at jeres ønsker bliver hørt og tilgodeset.

Se alt indhold

Spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelse: Udredning og behandling

Her kan du blive klogere på, hvordan det typisk forløber, når din kære skal udredes og i behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien.

udredning og behandling af spiseforstyrrelse

Første skridt: Den praktiserende læge

Hvis du og din kære er bekymret for, om han eller hun har eller er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, så er første skridt at bestille en tid hos din kæres praktiserende læge.

Hvis det er okay med ham eller hende, så er det en god ide, at du tager med til lægesamtalen. Det kan være godt, at I er to om at spørge og lytte til det, lægen fortæller. Som pårørende kan du både hjælpe til ved at fortælle om situationen, dagligdagen og omfanget, men du hjælper også til ved at lytte og huske på de ting, der bliver sagt undervejs. Samtidig har du mulighed for at stille spørgsmål til lægen.

En henvisning fra lægen

Hvis lægen vurderer, at der er tegn på en spiseforstyrrelse, så vil han eller hun lave en henvisning til regionens centrale visitation. De vurderer, hvad der skal ske herfra og visiterer din kære til rette sted.

Når henvisningen er modtaget af hospitalet, har din kære ret til at få tilbuddet om at blive udredt inden for 30 dage. Hvis regionen ikke lever op til det, har din kære det, som hedder udvidet ret til at vælge udredning hos et privathospital (udvidet frit sygehusvalg). Du kan læse mere om udredningsretten her.

Man kan desværre godt blive afvist i psykiatrien, selvom man er blevet henvist af sin egen læge. Det kan være meget nedslående og skabe mange bekymringer. Din kæres læge har mulighed for at henvise til en psykolog eller psykiater i stedet, og i nogle kommuner er der relevante støttetilbud til mennesker med en spiseforstyrrelse. Du er som pårørende altid velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris rådgivning for at få hjælp til, hvad I kan gøre, hvis henvisningen bliver afvist.

Undersøgelse og diagnosticering

Din kære vil blive kaldt ind til en forsamtale med en behandler. Det er her, behandleren bliver klogere på din kæres symptomer og sværhedsgraden af spiseforstyrrelsen. Typisk spørger behandleren ind til dagligdagen, forholdet til mad, adfærd, vægt og kropsforståelse. Behandleren vil også forsøge at blive klogere på, hvor motiveret din kære er for at komme i behandling. Det kan nemlig være en stor omvæltning at starte i behandling, og det kræver motivation og lyst fra din kære. Som pårørende kan du foreslå, at du gerne vil være med til forsamtalen, hvis din kære har lyst til det, og hvis behandleren finder det hensigtsmæssigt.

Hvis der på baggrund af forsamtalen og eventuelle flere undersøgelser og samtaler stilles en diagnose, vil din kære blive informeret om det videre behandlingsforløb. I nogle regioner laver man en behandlingsplan, som indeholder aftaler og mål for forløbet. Fra diagnosen stilles, til behandlingen går i gang, må der maks gå 30 dage. Kan hospitalet ikke tilbyde din kære behandling inden for de 30 kalenderdage, skal de tilbyde ham eller hende at blive behandlet på et andet enten offentligt eller privat hospital. Det skal være et behandlingssted, som hospitalet har en aftale med. Det hedder udvidet frit sygehusvalg. Det kan du læse mere om her.

Behandling

I de fleste tilfælde bliver man behandlet ambulant. Det vil sige, at din kære ikke bliver indlagt, men i stedet skal møde op til sine behandlingsaftaler. Hvis du som pårørende har mulighed for det, og din kære har lyst til det, kan du tilbyde at hente og bringe til behandlingerne.

Det vil være et tværfagligt team, som står for behandlingen. Den kommer til at bestå af flere forskellige behandlingsformer som for eksempel kostvejledning, psykoedukation, psykoterapi og kropsterapi.

Hvis din kære har et meget svært tilfælde af spiseforstyrrelse, så kan han eller hun blive indlagt. Enten en dagsindlæggelse eller en døgnindlæggelse. Under den type indlæggelser vil måltidstræning og måltidsstøtte typisk være en del af behandlingen.  

Tilskud til psykologhjælp til dig som pårørende

Som pårørende kan du have mulighed for at få tilskud til psykologhjælp til dig selv. Det kræver, at du kontakter din egen læge og får en henvisning. Hvis du har en sundhedsforsikring gennem dit arbejde, er der ofte også mulighed for at få psykologhjælp herfra.

Se alt indhold

Spiseforstyrrelse

Psykologens råd: Når du er partner til en med en spiseforstyrrelse

”Spørg ind til trivsel og undgå at kommentere på udseende, mad og vægt”. Sådan lyder det første råd fra psykolog Birgitte Hartvig Schousboe, som til daglig arbejder med behandling af mennesker med spiseforstyrrelse.

Råd om spiseforstyrrelse
Birgitte Hartvig Schousboe, psykolog og faglig direktør i Kompetencecenter for spiseforstyrrelser

Der findes flere former for spiseforstyrrelser som for eksempel bulimi, anoreksi, ortoreksi og BED. Der kan være mange symptomer på en spiseforstyrrelse, og det kan være meget forskelligt, hvordan og hvor tydeligt det kommer til udtryk over for pårørende.

De nære relationer kan være en enorm støtte, når man skal ud af en spiseforstyrrelse. Derfor kan man som partner til en med en spiseforstyrrelse, være en stor hjælp.

Birgitte Hartvig Schousboe er psykolog og faglig direktør i Kompetencecenter for spiseforstyrrelser. Hun har mange års erfaring med både behandling af mennesker med spiseforstyrrelse og rådgivning til pårørende.

Læs med her og få hendes råd til, hvordan du som partner til en med en spiseforstyrrelse kan støtte din kære.

Spørg ind til trivsel og undgå at kommentere på udseende, mad og vægt

En vigtig ting at forstå om en spiseforstyrrelse er, at det handler om mere end bare mad. Det handler i høj grad om trivsel. Samtalerne kan somme tider drukne i mad, vægt, spisetider og udseende. Men det er vigtigt at se på mennesket og ikke kun symptomerne. Spørg din kære, hvordan han eller hun har det. Forsøg at spørge ind til trivsel i stedet for at fokusere på det ydre.

Det er f.eks. ikke hjælpsomt at kommentere på kroppens udseende, vægten eller det man spiser. Selvom man mener det positivt, når man kommenterer på udseendet, er det stadig ikke hensigtsmæssigt. Positive kommentarer kan nemlig også sætte negative tanker i gang – for hvad betyder det så i de situationer, hvor det ikke bliver kommenteret? Din kære kan nemt komme til at tænke det modsatte: Om han eller hun har taget på, eller ikke ser godt ud mere, hvis der ikke bliver sagt noget.

Det er heller ikke hjælpsomt, hvis du som pårørende har meget fokus på din egen kost og motion. Det store fokus kan påvirke din kære og sætte gang i uhensigtsmæssige tanker og adfærd hos ham eller hende.

Spørg ind til, hvad der er hjælpsomt

Mennesker er forskellige og har brug for støtte på forskellige måder. Derfor er det en god idé at spørge din kære, hvad lige præcis han eller hun har brug for og finder hjælpsomt – både i dagligdagen og i situationer, hvor det er svært. Det er dog vigtigt, I har snakken, når I ikke står midt i en konflikt. 

Er et måltid svært at komme igennem, er der nogle, som gerne vil have hjælp og små påmindelser undervejs. Andre vil helst være fri. Så tal om, hvordan du som partner kan hjælpe, og hvordan du formulerer dig bedst i situationen, så din kære føler sig respekteret og omfavnet.

Hjælp til med regelmæssige måltider

En del af behandlingen for spiseforstyrrelse er det, man kalder mekanisk spisning. Det vil sige, at man spiser cirka hver 3. time og ikke springer måltider over. De regelmæssige måltider hjælper kroppen til at genlære sult og mæthedssignaler. Det hjælper både, hvis man er undervægtig og skal tage på, men også hvis man lider af overspisning. At komme i gang med at spise regelmæssigt igen kan være en lang, men vigtig proces.

Der er mange praktiske ting forbundet med de regelmæssige måltider, hvor du som partner kan være en stor støtte. Du kan for eksempel være med til at holde fast i at få spist både hovedmåltider og mellemmåltider. Også i weekender, hvor I måske er ude eller på anden vis har rusket op i rutinerne. Men du kan også hjælpe ved at være med til at lave madpakker, som din kære kan tage med, hvis han eller hun ikke er hjemme til måltiderne. Derudover kan du være med til at skabe god tid og rare rammer under måltiderne, så de ikke bliver indtaget under stress og jag – og uden følelsen af overvågning.

Anerkend de ”små” skridt

Skridt, som kan se små ud for udenforstående, kan være kæmpestore for den med en spiseforstyrrelse. Når man er partner, er man ofte så tæt på ens kære, at man godt kan forstå, hvor vigtige små forandringer er, selvom det kan se ud som små skridt.

Hvis din kære for eksempel har besluttet sig for at prøve at spise chokolade inden næste behandlingssession, kan det være en meget stor ting for vedkommende. Det kræver meget mod, og efterfølgende kan din kære måske opleve en stor glæde over at have gjort det, eller måske kommer der mange bekymringer og tanker efterfølgende. Her kan du som partner være en stor støtte, hvis du ikke negligerer hændelsen eller slår det hen som noget småt. Det er vigtigt at have øje for fremskridt og anerkende, at det kan være svært.

Det er også vigtigt at have en dialog om, hvordan skridtene anerkendes, så din kære ikke oplever det som et forventningspres, vedkommende muligvis ikke kan leve op til.

Sæt tid af til jer som par

Sygdommen kan fylde rigtig meget i hverdagen – både i tankerne, samtalerne og de daglige aktiviteter. Mange par oplever, at der bliver mindre tid til at dyrke relationen som kærester. Selvom du som partner er en stor støtte og også kan hjælpe meget med de lavpraktiske ting i hverdagen, så er det fortsat vigtigt, at I også sætter tid af til jer som par. Her kan I tale om og lave ting, der ikke handler om sygdommen, men om alt det andet, I holder af, og som livet også indeholder.

Tal om intimitet

Det er meget forskelligt, om intimitet og sex mellem par, hvor den ene har en spiseforstyrrelse, er udfordrende eller ej. For nogle volder sygdommen ingen problemer, og andre oplever, at sygdommen udfordrer samlivet.  

Forsøg at sætte ord på, hvad I hver især kan lide og har behov for. På den måde kan I bedre indrette jer, så begge parter er tilpas. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Prøv jer frem og tal om, hvad der fungerer for jer.

Se alt indhold

PTSD

Specialpsykologens råd: Når din partner har PTSD

”Find balancen mellem at skåne og presse.” Sådan lyder et af rådene fra Mikkel Christoffer Berg Arendt, som er specialpsykolog og til daglig arbejder med behandling af mennesker med PTSD.

råd til dig som er partner til en med PTSD

PTSD er en bred lidelse, og der kan være mange forskellige ting, som kommer i spil afhængig af, hvad der har gjort, at man har fået PTSD. Af samme grund er der også mange forskellige råd at give afhængig af situationen. Fælles for mennesker, der har PTSD, er, at de har været udsat for noget voldsomt og traumatiserende. Hverdagen kan bære præg af for eksempel livagtige flashbacks til de traumatiske hændelser, søvnproblemer, øget alarmberedskab og undgåelsesadfærd. Som partner til en med PTSD kan det være rigtig hårdt at være så tæt på og se den kamp, som ens partner kæmper.

Mikkel Christoffer Berg Arendt, specialpsykolog hos Klinik for PTSD og angst.

Mikkel Christoffer Berg Arendt er specialpsykolog i psykiatri og arbejder til daglig med behandling på Klinik for PTSD og angst ved Aarhus Universitetshospital. Han giver her sine råd til dig, der er partner til en med PTSD.

Skab forudsigelighed

Når man har PTSD, har man brug for forudsigelighed. Det gælder både i hverdagens rytmer, men også de konkrete ting og udfordringer, som er forbundet med din kæres PTSD. Derfor er det vigtigt, I taler tingene ordentligt igennem. Hvis I står med en specifik udfordring, så tal konkret om de første skridt. Det er vigtigt at lave aftaler og overholde dem, så din kære ikke bliver overrasket undervejs. Det er rart for både dig og din partner, at I begge kender til aftalen og er trygge ved fremgangsmåden.

Støt op om strukturen og rutinerne

Nogle mennesker med PTSD kan have svært ved at planlægge og holde struktur, fordi man er fyldt op med alt mulig andet i hovedet. En del af arbejdet og behandlingen af PTSD er at lære at skabe struktur i hverdagen igen. Det kan du som partner støtte op om ved at stille dig til rådighed og hjælpe med at få ting skrevet i kalenderen på en overskuelig måde og minde din partner om de forskellige aftaler. Du kan også hjælpe med den generelle struktur og rytme i hverdagen som for eksempel at gå i seng cirka samme tid hver dag og spise mad på de samme tidspunkter.

Insistér på behandling

Der er generelt en rigtig god effekt af PTSD-behandling. Derfor er der god grund til både at tro, håbe og forvente, at din partner får det bedre. Og hvis din partner allerede har forsøgt behandling uden nævneværdig effekt, er det værd at opsøge en anden slags behandling – det kan jo være, den allerede afprøvede behandling simpelthen ikke passede på din partner.

Som partner kan du støtte din kære til at opsøge behandling og du kan være med til at sørge for, at han eller hun husker sine aftaler med behandleren og kommer afsted.

Find balancen mellem at skåne og presse

Mange mennesker med PTSD bliver begrænset i deres adfærd, fordi deres tilstand er så invaliderende. Genoplevelse af den traumatiserende hændelse og undgåelsesadfærd er to typiske, gennemgribende symptomer. Det kan være mange ting, som sætter genoplevelsen i gang – en lyd, en duft, en berøring, en person, som ligner en gerningsperson eller noget femte. Det gør ofte, at den PTSD-ramte undgår situationer, hvor han eller hun kan blive trigget. Det kan blive en ond cirkel, hvor den PTSD-ramte bliver meget isoleret og symptomerne forværret.

Som pårørende kan man godt komme til at ville hjælpe og støtte sin partner så meget, at man kommer til at skåne ham eller hende uhensigtsmæssigt. Men det kan være svært at vide, hvornår man skåner for meget eller presser for meget. Derfor er det vigtigt, I får et sprog for det, så du kan blive klogere på, hvornår du som partner gerne må presse lidt på, og hvornår du skal lade være.

Tag gerne fat i en konkret situation. Hvis din partner har et ønske om at kunne tage ned og handle dagligvarer igen selv, så tal om, hvordan I gør det, og hvornår og hvordan du må opmuntre ham eller hende. Sæt også gerne nogle ord på, hvordan I kan snakke sammen i situationen, hvis du er kommet til at presse for meget på. Igen handler det om aftaler og forudsigelighed.

Bevar håbet om, at I kan få intimitet igen

Ligesom der med behandling er god mulighed for at få det godt igen, er det også muligt at kunne blive intime igen, selvom det for nogen har været et stort problem. Men det kommer ikke af sig selv – især ikke hvis undgåelse af intimitet og fysisk nærhed er et symptom, som fylder. Så det er noget, I sammen skal arbejde på.

Som partner må du gerne italesætte, at det er vigtigt for dig, at I kan holde i hånd, give hinanden et knus eller sidde tæt sammen i sofaen. Tal om, hvad der er okay – hvor meget er det i orden, at du holder om din partner? Og hvornår er det okay, du tager initiativ? Tal om hvad der er okay nu, og hvor I kan have en opmærksomhed på at udvide det, I kan sammen. I kan dele det op i små skridt, så I tager det lidt ad gangen og korrigerer undervejs.

Tal om vrede

Nogle mennesker med PTSD oplever vredesudbrud og har det svært med at regulere vreden. Hverken du eller din kære skal indstille jer på, at vrede altid skal være et problem mellem jer. Der er nemlig hjælp at hente hos en behandler.

Mellem jer som par er det en god ide at snakke om, hvornår den typisk opstår. Hvad sker der? Kunne I have forebygget det? Kan I nedtrappe situationen, når det sker?

Der er forskellige niveauer af vrede, og I kan tale om, hvad I skal gøre på de forskellige niveauer. Det kan være, I begge lige skal tælle til 10. Måske har I brug for fysisk afstand fra hinanden, hvor I går i hvert jeres rum eller går en tur hver for sig. Det er rart for begge parter, at I har talt om det, så der er en plan og I ved, hvad der skal ske.

Hjælp til søvnproblemer

Nogle mennesker med PTSD oplever store problemer med søvn. Mange har voldsomme mareridt, hvor man genoplever traumet. Nætterne kan også være fulde af uro og tankemylder. Søvnen bliver ofte bedre i takt med, at man begynder at bearbejde traumerne.

Det er en god ide at nævne søvnproblemerne for behandleren, så der kan blive arbejdet med det. Mellem jer som par kan I tale sammen om, hvordan I skal håndtere det i praksis. Skal du for eksempel vække din partner, når han eller hun har mareridt? Og hvad skal du så gøre, når du vækker vedkommende?

Derudover er der de generelle søvnråd som for eksempel at bevæge kroppen hver dag, undgå koffeinholdige drikke efter klokken 16, gå i seng og stå op på de samme tidspunkter hver dag og undgå skærmtid, inden sengetid.

Tal om traumerne

Nogle pårørende kan godt være nervøse for at spørge ind til og tale om traumet, der ligger til grund for ens partners PTSD. Men det er en god ting at spørge ind. En del af bearbejdningen af traumet for din partner er netop at tale om hændelsen igen og igen. Både med partner, venner og familie, og altså ikke kun med professionelle. Der sker noget, når man genfortæller ens historie flere gange, og det gør en forskel at høre andres inputs og forståelse af hændelsen. Måske har man som PTSD-ramt skammet sig over noget, som andre slet ikke kan se, hvorfor man skulle skamme sig over. Nuancerne og inputs fra andre har altså en stor betydning.

Derfor er det godt, hvis du stiller dig til rådighed som en, der vil lytte, og at du spørger interesseret ind. Men du skal samtidig acceptere, at du ikke behøver høre alle detaljer – både for din og din partners skyld. Det kan nemlig være hårdt som pårørende at høre om det, din partner har været udsat for. Og det er helt i orden at sætte en grænse for, hvad du kan høre på og hvad en professionel skal høre på. Først og fremmest er du pårørende og partner.

Se alt indhold

Bipolar lidelse

Psykologens råd: Når du er partner til én med bipolar lidelse

”Dyrk det, som gør jer gode sammen som par.” Sådan lyder et af rådene fra Cathrine Mariager, der til daglig arbejder som psykolog. Få hendes råd til, hvordan du som pårørende håndterer nogle af de udfordringer, der kan opstå, når du er partner til en med bipolar lidelse.

Råd til partner til menneske med bipolar lidelse

Bipolar lidelse er en sygdom, som kan kræve meget af den pårørende, fordi den har så mange udtryk og der er mange ændringer undervejs. Som pårørende kan det være svært at stå på sidelinjen og hele tiden være på vagt og opmærksom på, hvor ens kære er mentalt. Som partner til en med bipolar lidelse spiller man en vigtig rolle, fordi man i høj grad kan hjælpe og støtte sin partner gennem sygdommen. Og man er ofte også den, som opdager de tidligste advarsels- eller bekymringstegn hurtigst og kan reagere på dem.

Cathrine Mariager er psykolog hos Aleris PP og specialist i psykoterapi for voksne. Hun giver her sine gode råd til dig, der er partner til én med bipolar lidelse.

Cathrine Mariager, psykolog og specialist i psykoterapi hos voksne.

Lav aftaler i en neutral og stabil periode

Det kan være en god ide at lave nogle aftaler med din partner, som har bipolar lidelse, i en neutral og stabil periode. Den med sygdommen har brug for en god holdkammerat, og det er nemmere at have lavet aftalerne på forhånd. Så er I begge indforståede med, hvad der skal ske, hvis eller når de svære perioder kommer og hvilke behov, I hver især har.

Aftalerne kan handle om, hvad I kan gøre før og efter en manisk eller depressiv periode.

Før
Som partner til en med bipolar lidelse er du oftest den, som spotter symptomerne først – ofte også før din kære. Så hvad gør I, når du som pårørende mærker en forandring? I kan i fællesskab lave en liste med bekymringstegn og aftale, at når du som pårørende har set disse tegn i nogle dage, så er det okay at sige ”Jeg er bekymret. Vi har jo lavet den her liste med bekymringstegn, og jeg har en oplevelse af, at de har udfoldet sig de sidste dage.”

Så skal I have en aftale om, hvad I gør herfra – for eksempel at kontakte behandleren. Det er godt at reagere hurtigt, så I måske kan nå at forebygge en manisk eller depressiv periode.

Udover det kan du som partner hjælpe med den daglige livsførelse: En god døgnrytme med søvn, motion og en stabil hverdag med kendte rutiner.

Efter
Efter en manisk eller depressiv periode, kan det være en god ide at lave et debrief eller en form for evaluering af, hvad I lige har været igennem. Hvor står I nu? Er der noget, I skal have bearbejdet her efterfølgende? Og er der noget, I kan gøre bedre og anderledes næste gang, I oplever de her svære perioder? På den måde får I hjulpet hinanden med sammen at komme på den anden side af de her svære perioder.

Giv slip i stabile perioder

Som pårørende kan man godt have tendens til konstant at være i et slags alarmberedskab, fordi man er så opmærksom på sin kære. Det kan være opslidende for begge parter. Derfor er det vigtigt, at man i de neutrale og stabile perioder også lærer at give slip og finder en hverdag, hvor man kommer ned i gear og har en tillid til og tro på, at det nok skal gå. Og hvor man finder tid og plads til én selv og aktiviteter, man selv kan lide at lave. Det er vigtigt at tanke op og gøre ting, der er gode for dig.

Det kan være en god ide at inddrage andre i omgangskredsen, så I kan være flere om at holde øje med symptomer og faresignaler. Det kan være en god ven eller et familiemedlem. Så står du ikke alene som partner.

Tal om intimitet

For nogle par, hvor den ene har bipolar lidelse, kan intimitet være svært i perioder. Det er helt naturligt at opleve udfordringer ved intimitet og for mange er det en del af sygdommen. For nogle kan det faktisk komme på den tidligere nævnte liste over bekymringstegn.

Det kan være svært for par at tale om. Hvis I oplever, at det er svært at gøre på egen hånd, kan det være en god ide at få hjælp til det. Enten med en parterapeut eller hvis din kæres behandler også har mulighed for at rådgive jer som par på det område.

I de depressive perioder kan partneren med bipolar lidelse have nedsat lyst – både til nærhed og sex. Her kan I tale om og finde frem til alternative måder at være nærværende og intime på. Måske det at holde i hånd eller ligge tæt sammen, uden forventninger om sex, kan være en måde, hvorpå I alligevel kan mærke hinanden.

I maniske perioder kan partneren med bipolar lidelse opleve øget lyst til sex. Det er forskelligt, hvor problematisk man oplever det, men mange pårørende oplever det som en uligevægt i sexlyst. I nogle tilfælde oplever nogle pårørende, at grænser overskrides, selvom det ikke er hensigten fra ens kære. Det er vigtigt at tage det alvorligt, hvis du som pårørende oplever det som grænseoverskridende adfærd. I skal finde en løsning, som gør jer begge trygge og tilpasse. For nogle er det en løsning at finde aktiviteter, hvor ens kære bruger sin krop fysisk og kommer af med noget energi på den måde. Det er en god ide at få hjælp af en professionel til situationen.

Dyrk det, som gør jer gode sammen som par

Din partner har en sygdom, men han eller hun er meget andet og mere end sin sygdom. Og du er meget andet end en pårørende. Det er godt og sundt for forholdet at mærke de andre sider af hinanden. Alle de ting, I også er og også laver sammen, som er sunde, almindelige og sjove.

I kan genbesøge de gode perioder og se på, hvad I gjorde der, som var godt for jer. Ved at dyrke de gode ting, bliver I også stærkere til at kunne stå sammen i de svære perioder, som kræver noget ekstra af din kære og dig som pårørende.

Se alt indhold

Angst

Psykologens råd: Når din kære har angst

”Bevar troen på bedring – angst er ikke et karaktertræk.” Sådan lyder det fra Anne Stærk Dickenson, som til daglig arbejder som psykolog og har meget erfaring med behandling af angst.

Anne Stærk Dickenson om angst
Anne Stærk Dickenson, selvstændig psykolog

Det kan være svært at være pårørende til en person med angst. Man ser en, som man holder af, have det dårligt, og det er let at komme til at føle sig magtesløs. Faldgruben er, at mange pårørende bliver løsningsorienterede og vil forsøge at skubbe angsten væk eller fjerne den. Problemet er bare, at man ikke kan fjerne angst. Løsningen er derfor ikke at forsøge at få angsten til at gå væk – løsningen er at få øje på, at det er en følelse og at blive mindre bange, når man mærker den. På den måde vil angsten begynde at fylde mindre og mindre.

Anne Stærk Dickenson er selvstændig psykolog og har arbejdet med blandt andet angst i mange år. Her får du hendes råd til, hvordan du som pårørende selv kan bevare roen og støtte din kære, når han eller hun oplever angst. 

Husk at angsten forsvinder igen

Angst er en helt naturlig følelse ligesom glæde, vrede, stress og jalousi. Alle følelser er midlertidige tilstande, som går væk igen – det gælder også angsten. Grunden til at angsten kan komme til at fylde så meget, er fordi, at vi bliver bange for den og forsøger at få den til at gå væk. Paradoksalt nok vil det forstærke og vedligeholde angsten. 

Det kan være svært at opdage, at angsten ikke er farlig, fordi den kan opleves så skræmmende eller være så invaliderende. Det kan derfor være hjælpsomt at få øje på de tidspunkter, hvor angsten faktisk er væk og alt er okay. Det kan minde os om, at angsten er en midlertidig tilstand – og forhåbentlig kan bevidstheden om dét hjælpe dig som pårørende til at bevare roen omkring din kære, når han eller hun mærker angsten næste gang.

Undgå at fodre angsten

Du og din kære må selvfølgelig gerne tale om angst – det er bare vigtigt, den ikke fylder alt. Det er helt almindeligt at få lyst til at forberede sig mentalt på, hvis det skulle ske igen, tale meget om det eller undgå situationer, som man tænker kan trigge angsten. Det er strategier, som kan give en kortvarig ro, men som på den lange bane kan vedligeholde angsten. Vi kan ikke styre eller kontrollere angsten uanset, hvor meget vi prøver.

Som pårørende kan du hjælpe ved at anerkende, at følelsen er der, men ellers forsøge at lade den være og acceptere den som en naturlig følelse, der forsvinder igen. Sindet regulerer sig selv, så derfor vil alle følelser forsvinde igen, når vi ikke længere giver den vores opmærksomhed.  

Bevar troen på bedring – angst er ikke en del af vores personlighed

Mange angstramte har en forestilling om, at angst er en del af deres personlighed, og at de derfor ikke kan få det bedre. Men angst er ikke et karaktertræk – det er en følelse. Følelsen opstår, når vi har nogle tanker, som vi tror på og bliver bange for.

For hvor er angsten, når din kære har det godt? Den er væk – og din kære er der stadig. Angsten er derfor ikke et karaktertræk. Det er en følelse, som er skabt af tanker.

Din kære kan få det godt igen, når han eller hun får den rette hjælp og opdager, at tanker og følelser ikke er farlige og at sindet er skabt til at falde til ro igen, uanset hvor længe man har lidt af angst.

Det kan være vigtig og forløsende viden at have i sin bevidsthed, når bekymringerne fylder meget i dig som pårørende.

Se alt indhold

Medicin Skizofreni

Eksperternes råd om antipsykotisk medicin og bivirkninger

”Hold øje med forandringer.” Sådan lyder et af rådene fra Christina Skovsende Eriksen, som er afdelingsleder for farmaceuter og farmakonomer i psykiatrien hos Region Hovedstadens Apotek og Kasper Reff, der er afsnitsansvarlig overlæge hos Psykiatrisk Center Nordsjælland. Læs med her og få deres råd til, hvad du skal holde øje med som pårørende og hvordan du støtter din kære, som får antipsykotisk medicin.

Råd om antipsykotisk medicin

Antipsykotisk medicin gives i behandlingsøjemed og som forebyggende behandling. Det er hovedsageligt til mennesker, som oplever psykoser eller har bipolar affektiv sindslidelse. Antipsykotisk medicin helbreder ikke sygdommen, men den hjælper med at fjerne symptomerne eller gøre dem mere milde.

Christina Skovsende Eriksen og Kasper Reff har gennem flere år arbejdet sammen og brugt hinandens fagligheder til at medicinjustere og hjælpe mennesker med psykisk sygdom til at få den rette medicin.

Her er deres gode råd til dig, som er pårørende til en, der skal starte på antipsykotisk medicin.

Christina Skovsende Eriksen og Kasper Reff

Tag med til lægesamtaler

Det er en god ide at tage med din kære til lægesamtalen. Der er meget information at tage imod og huske, og det kan være nemmere at få stillet de spørgsmål, I har, hvis I er to. Til lægesamtalen er det også vigtigt, I fortæller om, hvis din kære tager andre former for medicin – det gælder alle former for medicin. Anden medicin kan nemlig have indflydelse på bivirkninger og din kæres reaktion på antipsykotisk medicin.

Til en lægesamtale giver det også god mening at have en forventningsafstemning om, hvad medicinen virker på, og hvor den ikke virker. Antipsykotisk medicin afhjælper bedst på symptomer som det at høre stemmer, føle sig forfulgt eller have forskellige forestillinger om verden, som afviger fra normalen. Den virker ikke godt på symptomer som for eksempel isolation og manglende drive i hverdagen.

Udover det kan det også give god mening at spørge ind til, hvordan din kære skal tage sin medicin. Nogle præparater vil fx virke sløvende – her giver det god mening at tage det om aftenen inden sengetid. Andre præparater virker bedst, hvis man tager det sammen med noget mad. Og nogle kan tages på alle tider af døgnet og når det passer bedst ind i din kæres rutiner.

Hold øje med forandringer

Når man tager medicin, er der altid risiko for bivirkninger. Nogle kommer med det samme og andre kommer senere i forløbet. Nogle er dosisafhængige og nogle bliver værre med tiden. Nogle er forbigående og andre er permanente. Det kan hurtigt virke skræmmende at se listen over mulige bivirkninger. Husk på, at det ikke er sikkert, din kære får nogle alvorlige bivirkninger.

Som pårørende kan du hjælpe til ved at holde øje med, om alle de ting, som normalt skal virke hos et menneske, stadig fungerer. Det kan være, om der stadig er gang i maven og om vedkommende kan tisse som normalt. Er der ro i kroppen, holder man sin normale vægt, kan din kære mærke mæthed? Er der kvalme, muskelspændinger, hovedpine eller smerte, som ikke var der før? Tal med lægen om alle bivirkninger – nogle ting kan virke harmløse, men de kan ende med at blive problematiske, hvis de står på for længe.  

Mange af bivirkningerne kan man afhjælpe. Som regel starter man med at justere i dosis, behandle bivirkningerne eller skifte præparat. I skal dog være opmærksomme på, at det er afgørende at acceptere, at der næsten altid vil være en grad af bivirkninger. Kun din kære kan afgøre, hvor invaderende bivirkningen er, og om bivirkningerne vejer højere end virkningen af medicinen. Meningen med medicin er, at din kære får et bedre liv – lever medicinen ikke op til det mål, skal man reagere på det. I den forbindelse skal man som pårørende være opmærksom på, at visse psykiatriske patienter kan mangle indsigt i deres sygdom. Det betyder, at beslutningen om eventuelle ændringer altid skal tages i fællesskab.

Vær opmærksom på risikoen for forstoppelse

En del oplever forstoppelse som en bivirkning ved antipsykotisk medicin. Det er en vigtig bivirkning at have et øje på. For nogen kan det være grænseoverskridende og intimt at tale om, men hvis du kan, så forsøg alligevel at finde modet frem til at spørge ind til og følge op på det hos din kære. Det vil med stor sandsynlighed være noget, din kæres behandler spørger ind til. Men når man har en psykose, er ens virkelighedsopfattelse svækket og det kan være svært for din kære at fornemme, hvad der er normalt og hvilke forandringer, der er kommet til. Hvis du og din kære kan tale om det, vil det være værdifuld viden, du kan videregive til behandleren. Det er en bivirkning, man forholdsvis nemt kan behandle. Så reagér på det hurtigst muligt, så det kan blive afhjulpet, før det udvikler sig og bliver mere alvorligt.

Tal om og vær opmærksom på seksuelle bivirkninger

Antipsykotisk medicin kan medføre forskellige seksuelle bivirkninger. For nogle kan niveauet af hormonet prolaktin i kroppen stige, når de tager antipsykotisk medicin. Det kan have indflydelse på både lyst og evne til seksuel aktivitet. Stigningen af hormonet prolaktin kan for nogle, både mænd og kvinder, betyde, at man får spændte bryster, og man kan opleve mælkelignende flåd fra brystvorterne. Hvis man i forvejen har psykoseproblemer, kan det være udfordrende også at have disse fysiske bivirkninger. Hvis man for eksempel under sin psykose tror, man er gravid, kan denne bivirkning forværre situationen.

Det er vigtigt, at behandleren får kendskab til denne bivirkning. Nogle mennesker i behandling med denne bivirkning vil gerne skifte præparat, imens andre ikke synes, det er et problem at leve med. Men vælger man at fortsætte med det præparat, kan det være, lægen også vil ordinere kalk og D-vitamin til din kære.

Observér om der er vægtøgning

Ved nogle præparater er vægtøgning en bivirkning. Der er ikke noget entydigt svar på, hvad det skyldes. Men det er en bivirkning, mange er kede af, og den går sjældent over af sig selv. Overvægt giver større risiko for sukkersyge, hjertekarsygdomme og har indvirkning på ens mentale trivsel – så den er vigtig at holde øje med. Som pårørende kan du hjælpe til ved at observere, om din kære tager på i vægt og reagere hurtigt – selv hvis det bare starter med to kilo. Det er langt nemmere at gøre noget ved en vægtøgning før den er nået at blive omfattende end at vente med at tage hånd om det.

Se alt indhold

OCD

Professorens råd: Når din kære har OCD

Gentagende tjek for om døren er låst og komfuret er slukket. Meget hyppig håndvask. En altoverskyggende trang til at spørge sine omgivelser mange gange og sikre sig om noget. Det er eksempler på nogle tvangshandlinger, man kan have, når man har OCD. Per Hove Thomsen, der til daglig arbejder med og forsker i forskellige psykiatriske lidelser og funktionsnedsættelser, herunder OCD, giver her råd til dig, der er pårørende til én med OCD.

Råd til OCD

OCD står for Obsessive Compulsive Disorder. Det centrale ved OCD er, at man har svære tvangstanker og tvangshandlinger, man ikke kan slippe for. Med fornuften kan den OCD-ramte oftest godt se, at det er overdrevent. Men det er nærmest umuligt ikke at følge tvangstankerne og -handlingerne. Man bliver nemlig grebet af voldsom angst eller frygt for, hvad der kan ske, hvis man ikke udfører tankerne og handlingerne. I sjældne tilfælde kan OCD godt opstå uden angst – her handler det mere om følelsen af at have gjort noget godt nok og rigtigt. Men ved langt de fleste tilfælde ligger der en angst for, at der sker noget frygteligt, hvis ikke man udfører sine ritualer.

Per Hove Thomsen, professor og overlæge på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Her får du Per Hove Thomsens fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med OCD.

Spørg nysgerrigt ind

For at forstå din kære bedst muligt, er det vigtigt, du som pårørende spørger ind og bliver klogere på, hvad der fylder hos ham eller hende. Hvad er det for nogle tanker? Hvilke skrækscenarier kører rundt? Hvor meget fylder det i hverdagen? Mange med OCD er meget bevidste om deres tanker og synes, de er pinlige eller skamfulde. Derfor kan mange finde på at holde dem for sig selv. Ved at spørge nysgerrigt ind bliver du som pårørende selv klogere på din kære og de ting, der fylder. Men du hjælper også vedkommende med OCD med at sætte nogle ord på hans eller hendes oplevelser.

Gå med til behandlingssessioner

Hvis det er muligt, vil det være en fordel for dig som pårørende at komme med til nogle af behandlingssessionerne. Når man behandler for OCD, vil de pårørende nemlig spille en stor rolle. Dels fordi man nemt kan have tendens til at hjælpe med nogle af de ritualer, der er forbundet med OCD’en. Det skal man lære at blive bevidst om, så man kan stoppe. Men også fordi en del af helbredelsen består i at blive eksponeret for nogle af de ting, som trigger den OCD-ramte, for derefter at lære, hvordan man så skal reagere i det. Den proces kan de pårørende i høj grad hjælpe og støtte med, fordi man jo er en del af den hverdag, hvor tvangstankerne og -handlingerne foregår. Det er dog også vigtigt, at din kære har nogle behandlingssessioner alene, hvor der er plads og mulighed for at snakke om de ting, der er ekstra svære at tale om.

Træk dig ud af ritualerne

Når man er pårørende til én med OCD, kan man nemt komme til at blive en del af ritualerne. Det kan være, din kære vil have, du tænder vandet, så han eller hun ikke selv skal røre ved vandhanen. Eller måske bliver du dagligt og gentagende gange hørt i, om døren er låst og om komfuret er slukket. Bliver man ved med at hjælpe den OCD-ramte med at gennemføre sine ritualer eller svare på alle de spørgsmål, der bliver stillet, er man med til at vedligeholde OCD’en. Det er svært for pårørende at se ens kære lide under det, og derfor skal man ikke trække sig pludseligt. Men det er vigtigt, der bliver lagt en plan for, hvordan du gradvist trækker dig ud af ritualerne. Er du med til nogle af behandlingssessionerne, er det en plan, I kan lægge sammen med behandleren.

Genoptag dine egne sociale aktiviteter

Nogle OCD-ramte kan have meget svært ved at have gæster i sit hjem – for eksempel hvis de er bange for bakterier. Hvis man bor sammen, kan det i høj grad komme til at gå ud over den pårørendes sociale liv. Ligesom du skal trække dig ud af ritualerne, er det også vigtigt, at du genoptager dine egne sociale aktiviteter. Dels for din egen skyld, så du får set nogle mennesker, du holder af og har det godt med. Og dels vil det også være et led i behandlingen af din kære at blive eksponeret for det, som kan udløse tvangstankerne og -handlingerne. Dette er også et punkt, I kan tale med behandleren om.

Se alt indhold

Depression Medicin

Psykiaterens råd om antidepressiv medicin og bivirkninger

”Tag bivirkningerne alvorligt.” Sådan lyder det fra Poul Videbech, der har mange års erfaring med forskning i og behandling af depressioner både medicinsk og psykoterapeutisk.

Ekspertinterview om antidepressiv medicin og bivirkninger

En af de bekymringer, som mange pårørende har, når det handler om deres kære og medicinering, det er, om lægen følger op på den medicinske behandling, og om medicinen bliver suppleret med terapi.

Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Ifølge ham er den bedste behandling af en svær depression en kombination af medicin og psykoterapi. Det er vigtigt, der også tilbydes psykoterapi. Nogle privatpraktiserende læger tilbyder selv samtaler, imens andre læger henviser til en psykolog. Mennesker er forskellige, og nogle ønsker ikke andet end medicinsk behandling – og dem skal der også være plads til. Men faktisk har alle mennesker brug for støtte, når de kommer i medicinsk behandling, fordi der kan være mange bivirkninger, som følger med medicinen. Så selv hvis din kære ikke synes, han eller hun har brug for psykoterapi, kan vedkommende stadig have brug for at tale om bivirkninger med en læge. Støttende samtaler hos egen læge har altså også stor værdi.

Poul Videbech, professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

Her får du Poul Videbechs gode råd til dig, der er pårørende til et menneske, som er på antidepressiv medicin.

Tag bivirkninger alvorligt

Mange oplever bivirkninger, når de tager antidepressiv medicin. Det kan for eksempel være vægtøgning, hovedpine, problemer med at mærke følelser, svimmelhed, forstoppelse eller nedsat sexlyst. Bivirkningerne kan være mere eller mindre generende for den enkelte. I mange tilfælde går de over efter 1-2 uger. Fylder de fortsat meget efter et par uger, skal I tage dem alvorligt og overveje, om din kære kan leve med dem eller ej. Nogle gange er der enkelte løsninger på bivirkningerne, og det er værd at undersøge alternativerne. Det er vigtigt at huske, at behandling altid er en afvejning af virkninger og bivirkninger.

Vær opmærksom, hvis din kære ønsker at trappe ud af medicinen

Nogle pårørende oplever, at deres kære gerne vil trappe ud af medicinen. Det kan enten være, at de ikke oplever sig selv som værende syge nok til at tage medicin, eller de synes, at bivirkningerne er værre end selve sygdommen. Det er vigtigt, at din kære ikke selv begynder at trappe ud. Forsøg derfor at få en tid til din kære hos den behandler, som har ordineret medicinen. Her kan din kære og lægen have en dialog om muligheden for at skifte præparat, som kan afhjælpe bivirkningerne. Insisterer din kære stadig på at skulle stoppe på medicinen, er det også vigtigt, at lægen er inde over udtrapningen. Både for at gøre eventuelle gener ved udtrapningen er så milde som muligt og for at tale om fremtidige behandlingsmuligheder. Men også, fordi det er vigtigt, at lægen følger med i udtrapningen på grund af risikoen for tilbagefald.

Forbered jer på lægesamtalen

Det kan være en god ide at forberede jer inden en lægesamtale. Har din kære tidligere været i behandling og har erfaring med medicin og reaktionen på det, er det god viden at have med og have gjort sig nogle tanker om inden.

Hvis det er okay med din kære, og du selv har overskuddet til det, så er det en god ide, hvis du som pårørende tager med til i hvert fald første lægesamtale. Så er I flere, der kan lytte, du kan supplere med din viden, og du har mulighed for at få svar på nogle af de spørgsmål og bekymringer, du kan have som pårørende.

Nogle oplever at få ordineret medicin efter en enkelt lægesamtale. Hvis du har overskuddet til det, så forsøg at insistere på at din kære har mindst to lægesamtaler, før der bliver ordineret medicin. På den måde har lægen meget bedre mulighed for at danne sig et billede af din kære og omfanget af depressionen. Hvis din kære er meget dårlig og selvmordstruet, er det selvfølgelig en anden sag, som man skal reagere hurtigt på.

Insistér på samtaler

Din kæres privatpraktiserende læge kan og må gerne udskrive antidepressiv medicin til voksne, uden der kommer en speciallæge i psykiatri – altså en psykiater – ind over. Det er vigtigt, at lægen i så fald understøtter medicinen med samtaler eller sikrer at den, der har en depression, ser en psykolog, som følger den medicinske behandling op med samtaler. For det første fordi det er vigtigt med opfølgning på eventuelle bivirkninger, og for det andet fordi kombinationen af terapi og medicin er det, som virker bedst i behandlingen af svær depression. Går din kære til egen læge og får en henvisning, får han eller hun tilskud gennem sygesikringen. Hvis man kommer i behandling i psykiatrien, er det gratis. Hvis lægen ikke henviser den, der er ramt af depression, til en psykiater eller psykolog og ikke selv tilbyder samtaler, kan du som pårørende være med til at insistere på, at samtaler bliver en del af behandlingen – enten hos lægen selv eller hos en psykolog eller psykiater, som lægen henviser til.

Reagér på de seksuelle bivirkninger, hvis det fylder

Er din kære en kæreste eller ægtefælle, kan de seksuelle bivirkninger for nogen fylde enormt meget – både for den med en depression og for dig som pårørende. Det skal man tage alvorligt. Mange pårørende er ofte kede af at italesætte det som et problem, fordi han eller hun ved, at ens kære i forvejen kan have nogle hårde tanker om sig selv. Men fylder det meget i jeres relation, er det vigtigt, I snakker om det og tager det op med lægen. Der er flere løsninger til at afhjælpe problemet – det kan for eksempel være en mulighed at skifte præparat eller gå i sexologisk behandling.

Giv håb og støtte i overgangen

Din kære vil mærke bivirkningerne, før han eller hun mærker selve virkningen af medicinen. Det kan være en hård overgang for din kære. Her fylder depressionen fortsat , imens han eller hun på samme tid skal bokse med bivirkningerne. I denne overgang kan du være en stor støtte ved at være med til at give håb om og tro på, at det er en midlertidig tilstand. Kan du hjælpe din kære med at dyrke motion, komme ud i naturen, spise sundt og forsøge at komme ind i eller bevare en god døgnrytme, så vil det også være meget hjælpsomt. En god døgnrytme er at gå i seng til normal og samme tid. Det er godt at undgå at sove om dagen, fordi det kan gøre det sværere at falde i søvn om natten. Har din kære problemer med at sove om natten, er det også noget, I kan tale om med lægen.

Vær opmærksom på, hvordan det går under behandlingen

Får din kære bivirkninger, som gør, at vedkommende får det værre under behandlingen – for eksempel med opblussende selvmordstanker – så skal I tage det alvorligt. Det sker sjældent, men gør det, så skal I reagere hurtigt og kontakte behandleren. Tilbyder lægen det ikke selv, så insistér på at din kære får opfølgende samtaler en gang i ugen særligt i starten af behandlingen. Det er vigtigt, han eller hun får hjælp til at håndtere bivirkningerne.

Se alt indhold

Angst

Overlægens råd: Når du er pårørende til én med angst

Svedeture. Hjertebanken. Tankemylder. Søvnløshed. Undgåelse af situationer. Det er nogle af de symptomer, som kendetegner angst. Er du pårørende til en med angst, kender du måske nogle af dem. Clas Winding Christensen, overlæge i psykiatri, giver her fire råd til dig, som er pårørende til én med angst.

overlæge råd angst

Angst kan komme til udtryk på mange måder. Symptomerne kan både være fysiske, psykiske og adfærdsmæssige, og for nogle angstramte kan det være altoverskyggende i hverdagen.

Clas Winding Christensen er ledende overlæge på Psykoterapeutisk Ambulatorium ved Psykiatrisk Center Ballerup og har mange års erfaring med behandling af angst. Her er hans råd til dig, som er pårørende til et menneske med angst.

Clas Winding Christensen, ledende overlæge på Psykoterapeutisk Ambulatorium ved Psykiatrisk Center Ballerup

Søg viden og hjælp

Jo mere du lærer om angst, jo bedre vil du kunne forstå din kære. Derfor er det en god ide at sætte sig ind i sygdommen og dens symptomer, så du bedst muligt kan støtte din kære. På den måde er du også klædt bedre på til at kunne forstå hans eller hendes reaktioner og behov. Du kan også spørge din kære og lytte til, hvordan han eller hun oplever sin angst. Her er det vigtigt at være tålmodig og bare lytte frem for at skride til handling.

Derudover er det også vigtigt, du husker dig selv. Det er svært og opslidende at være pårørende. Det kan være gavnligt for dig at søge hjælp og tage imod de pårørendetilbud, der findes. Det kunne for eksempel være i samtalegrupper, hvor du møder andre, som forstår din situation.

Bevar roen

I situationer, hvor angsten er rigtig tydelig eller din kære måske står midt i et angstanfald, er det vigtigt, du som pårørende bevarer roen. For ro smitter. Prøv at få den angstramte til at trække vejret dybt og forsøg at have fysisk kontakt imens. Det kan være, I holder i hånd eller står i et kram. Kom ned i tempo og tal i et roligt toneleje. I kan også bryde situationen helt og fokusere på noget andet – I kan for eksempel gå en tur eller se noget sammen.

Mind vedkommende om, at selvom det føles meget ubehageligt og skræmmende, så er angst en følelse, der ikke er farlig, og som forsvinder igen. Hvis det tager overhånd, angsten er svær at nedregulere eller fylder for meget, skal I overveje at søge professionel hjælp.

Etablér kontakt til behandling – og husk så at være ven eller familiemedlem

Hvis din kære har svært ved at søge behandling og tage imod hjælp, må du gerne være guidende, presse lidt på og støtte op om etableringen af kontakt til behandlingsstedet. Når din kære så er i behandling, er det vigtigt at give slip på behandlerrollen. Nu skal du huske at være familiemedlem, kæreste eller ven. Det er meget normalt, at pårørende er i risiko for at blive overinvolveret og glemme deres egne interesser og behov. Men det er vigtigt at huske, du har dit eget liv, og minde dig selv om, hvor du får dine kræfter fra. Det er nemlig her, du får energi til at være en støttende pårørende.

Har du behov for det, er det også helt okay at trække sig for en periode. Det er bare vigtigt, du og din kære har en dialog om det og taler om det i fredstid, hvor der er ro på. De fleste angstramte skal lige vænne sig til, at du har behov for at trække dig, men de fleste forstår det godt.

Støt op om det samlede liv

Din kære er meget andet end sin angst. Derfor er det også vigtigt at støtte op om det samlede liv, som blandt andet indebærer arbejde, skole, interesser og det sociale liv. Det er med til at få livet på rette kurs på flere områder. Det kan være små ting, som at komme ud og gå en tur. Eller det kan være større ting som at hjælpe med at kigge på, hvordan han eller hun gradvist kommer i gang med arbejde eller uddannelse igen. Når du stille og roligt hjælper med at støtte op om det samlede liv, vil det også få en indirekte, positiv effekt på angsten.

Det vil også være en god øvelse i at give slip for dig som pårørende, hvis du har været meget involveret i angstbehandlingen.

Se alt indhold

ADD/ADHD

Psykiaterens råd: Når du er pårørende til en voksen med ADHD

”Tal om selvregulering.” Sådan lyder ét af Pelle Lau Ishøys fire råd til dig, som er pårørende til en voksen med ADHD.

ADHD voksne

Pelle Lau Ishøy er overlæge i Team for ADHD og Autisme ved Psykiatrisk Center Glostrup. Han arbejder til dagligt med mennesker, der blandt andet har diagnosen ADHD.

Her er hans fire gode råd til dig, som er pårørende til en voksen med ADHD.

Vis nysgerrighed, interesse og forståelse

Som pårørende er det en god indgang at udvise forståelse, nysgerrighed og interesse over for ens kære, som har ADHD. Har man fået diagnosen sent, sker der somme tider det, at ens pårørende møder én med undren eller utilstrækkelig og måske manglende forståelse. Mange mennesker med ADHD har ofte et livslangt selvbillede af at være dovne eller forkerte. En manglende forståelse og anerkendelse fra ens pårørende kan bidrage til, at personen med ADHD igen får forstærket følelsen af at være forkert. Derfor er det vigtigt, man som pårørende udviser forståelse, nysgerrighed og interesse over for sin kære med nyopdaget ADHD. Kan du hjælpe din kære på vej til en ”ny” selvforståelse, vil det hjælpe med at understøtte vedkommendes trivsel. Symptomerne for ADHD skal naturligvis ikke være en forklaring, som fratager et ansvar, men på samme tid skal det heller ikke negligeres. Symptomerne kan nemlig skabe udfordringer i hverdagen for mange.

Opsøg viden om ADHD

Det er en god ide at sætte sig ind i, hvad ADHD er og de symptomer, som lige præcis karakteriserer ens kære. På den måde kan man støtte og hjælpe sin nærtstående bedst muligt. Det giver en bedre forståelse for, hvorfor ens kære reagerer, som vedkommende gør, og dermed bliver det nemmere at hjælpe. Symptomerne kan være mangeartede. For eksempel problemer med at fastholde opmærksomheden, angst, tankemylder, vanskeligheder med at færdiggøre opgaver/projekter/aktiviteter, og at man nemt bliver distraheret. Undersøg hvor din kære har sine vanskeligheder og anerkend det. Prøv så at finde ud af sammen, hvordan du som pårørende bedst støtter ham eller hende i de situationer.

Hjælp med at skabe struktur

For at fungere optimalt og have den bedst mulige hverdag, så har en person med ADHD brug for struktur. Her spiller du som pårørende en vigtig rolle. Du kan nemlig være med til at motivere og insistere på, at din kære med ADHD passer på sig selv – det kan for eksempel være ved at minde vedkommende om, at han eller hun skal spise regelmæssigt, få nok søvn, dyrke motion og undgå at lave for mange aftaler på en uge. Når man har ADHD, har man ofte svært ved at begrænse sig og mangler en fornemmelse for, hvornår man har opbrugt sig selv. Derfor er det vigtigt, man også husker at slappe af og komme ned i gear, selvom man kan opleve det som rastløshed. Men husker man ikke at slappe af, er der risiko for, at man booster sine symptomer.

Kan man som pårørende være med til at understøtte nogle strukturer og noget regelmæssighed i dagligdagen, så er man med til at give et godt udgangspunkt for personen med ADHD.

Tal om selvregulering

Mange mennesker med ADHD benytter sig af det, vi kalder selvregulering. Når man selvregulerer, tyer man til en adfærd eller aktivitet, som hjælper én med at trives. Det er en naturlig reaktion og et forsøg på at skabe en mental stabilitet. Selvreguleringsadfærd er både uundgåeligt, men også nødvendigt, fordi det er en overlevelsesstrategi. Men kommer det til at fylde for meget og ændre vedkommendes evne til at fungere i for eksempel sociale sammenhænge, i uddannelse eller på job, så er det for meget og kan have alvorlige, negative følger.

Eksempler på en uhensigtsmæssig selvregulering kan være at misbruge cannabis, alkohol, overdreven motion, for meget arbejde, ludomani eller gaming. Selvreguleringsaktiviteten er uhensigtsmæssig, når den bliver dominerende og ensidig og får karakter af afhængighed.

Personen med ADHD har en stor opgave i at prøve at forstå sig selv og undersøge, hvordan man selvregulerer. Hvad resulterer det i af både positive og negative ting? Her kan man som pårørende også spille en vigtig rolle. Her er det rigtig godt, hvis man har mulighed for at gå ind i dialogen om adfærden og selvreguleringsstrategierne. Hvis man, uden at kritisere personen med ADHD, i fællesskab kan tale om og pege på positive og negative selvreguleringsstrategier, så kan man også nemmere støtte vedkommende. Den pårørende kan påpege, når cannabis, alkohol, arbejde eller computerspillene tager overhånd, men han eller hun kan også påpege, når selvreguleringen ”mangler”. Hvis personen med ADHD er i en periode med manglende mental trivsel, motivation og drive, så kan den pårørende minde ham eller hende om en positiv selvreguleringsstrategi. Det kan for eksempel være en løbetur eller at arbejde mod en regelmæssig søvn. På den måde kan man som pårørende støtte personen til bedre trivsel.

Se alt indhold

Angst

Webinar: Når dit barn lider af angst

Hvordan hjælper jeg bedst mit barn med angst? Bliver det nogensinde bedre? Hvad har mit barn brug for? I dette webinar har vi besøg af Søren Benedikt Pedersen, som er klinikchef i Cool Kids Klinik, som er en børne- og ungdomspsykologisk klinik, der har fokus på behandling af angst hos børn. Han giver konstruktiv viden og konkrete råd til, hvordan du kan støtte dit barn, som har angst.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

PTSD

Psykologens råd: Når din kære lider af PTSD

”Anerkend at det også kan påvirke dig som pårørende.” Sådan lyder det første råd fra Lise Møller, der til dagligt arbejder med mennesker med PTSD på Psykiatrisk Center København.

råd ptsd

Det kan være hårdt og opslidende at være tæt på én med PTSD. Det er sorgfuldt, frustrerende og skræmmende at være vidne til, at én man holder af, må kæmpe med voldsomme følelser som følge af en traumatisk hændelse. For pårørende til PTSD-ramte bliver situationen ofte yderligere kompleks og opslidende, fordi de traumatiske oplevelser i mange tilfælde får mennesker med PTSD til at trække sig fra deres omgivelser – herunder deres nærmeste.

PTSD står for posttraumatisk stressforstyrrelse/belastningsreaktion og opstår, fordi der er sket noget meget voldsomt og traumatiserende. Det kan være krig, overfald, trafikuheld, voldtægt, incest, vold, skyderi eller andet, som sætter sig dybt og grundlæggende i personen, som er ramt.

Lise Møller er psykolog og arbejder til daglig på Psykiatrisk Center København. Her får du hendes fire råd til dig, der er pårørende til et menneske med PTSD.

Lise Møller, psykolog på Psykiatrisk Center København.

Anerkend at det også kan påvirke dig som pårørende

Har ens nærmeste PTSD, kan man selv udvikle en krisetilstand, fordi man bliver påvirket og overvældet af det, vedkommende har været udsat for. Dels oplever mange pårørende at se sider af deres kære, som de aldrig har set før, og det kan vække bekymring. Som pårørende kan man mærke en skyldfølelse, som blandt andet kan have rod i tanken om, at de ikke var der til at forhindre eller beskytte deres nærmeste fra den frygtelige oplevelse. Hos nogle pårørende kan den traumatiske hændelse fylde så meget, at man som pårørende selv kan begynde at udvise symptomer på PTSD – det kaldes sekundær traumatisering.

Det er derfor vigtigt at opsøge hjælp, hvis man har behov for det. Man kan finde samtalegrupper med andre pårørende til mennesker med PTSD, få hjælp hos en psykolog, opsøge viden om PTSD eller tage med sin nærmeste til pårørendesamtale på vedkommendes behandlingscenter. Det er vigtigt at anerkende, at du også kan blive påvirket og søge hjælp til det.

Hjælp den PTSD-ramte med at søge hjælp

Et af kernesymptomerne ved PTSD er undvigende adfærd over for ting, der kan igangsætte minder. Når det er særligt slemt, isolerer den ramte sig og kan ikke gå uden for en dør, fordi den PTSD-ramte er så bange for, at der kan ske noget svært igen. Når det sker, er det vigtigt, at du som pårørende hjælper den ramte med at søge hjælp. Både at opfordre til det, men også helt lavpraktisk at følge ham eller hende til lægen, hvor I sammen fortæller, hvad I ser og oplever. Når din kære kommer i behandling, kan I sammen med behandleren lægge en strategi for, hvordan du som pårørende hjælper din kære.

Vær opmærksom på ikke at tage over

Når man har PTSD, kan der være nogle ting, man undgår, fordi det minder én om den traumatiske oplevelse. For eksempel er der nogle PTSD-ramte, som ikke tør gå ud, når det er mørkt. Det kan betyde, at man måske ikke får handlet ind i vintermånederne. Når det sker, vil man som pårørende typisk hjælpe til ved at handle ind for vedkommende. Det skal du prøve at undgå. Det er vigtigt, du ikke udfører de opgaver, som den ramte undviger. Det er nemlig med til at vedligeholde og fastholde symptomerne. Overvej i stedet at tilbyde, at I gør det sammen.

Vær lydhør og undgå at fikse

Når man ser ens kære lide, kan man godt have tendens til at komme med gode råd eller sige ”Det er overstået nu.” Men det essentielle ved at have PTSD er, at det i kroppen og tankerne ikke er overstået. Man sidder nemlig fast i traumet og genoplever hændelsen igen og igen. Mange med PTSD har brug for at fortælle om deres oplevelse, men er bange for ikke at føle sig forstået. Som pårørende kan du ikke tage hændelsen væk. Men du kan være lydhør og anerkende, at angsten er en del af efterreaktionen på oplevelsen. Spørg for eksempel, hvordan det føles for din kære, og hvordan du kan hjælpe ham eller hende. Man ved ikke, hvordan det opleves og føles, når man ikke selv har PTSD. Så vær åben over for, at du ikke ved, hvordan den PTSD-ramte har det.

Se alt indhold

Spiseforstyrrelse

Viden om spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, hvor man er så optaget af mad, krop og vægt, at det går alvorligt udover ens fysiske og psykiske sundhed og sociale liv. Der er flere forskellige former for spiseforstyrrelser. De mest udbredte er anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning.

Far udviser omsorg for sit barn

Hvad er spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er en kompliceret tilstand. Selvom man i mange tilfælde har et forvrænget billede af sin egen krop, er man ofte bevidst om, at man er syg og skader sin krop. Alligevel føler man sig tvunget til at fortsætte med den skadelige adfærd. Mange vil ikke give slip på den tryghed og kontrol, som de oplever, at de får med spiseforstyrrelsen.

Hos nogle med anoreksi bliver spiseforstyrrelsen så farlig for helbredet, at de bliver indlagt og tvunget til at indtage næring. Selv i de meget ubehagelige tvangssituationer oplever nogle, at tvangen og ubehaget er det ultimative vidnesbyrd om, at de gør sig tilstrækkeligt umage med at overholde de skadelige spiseregler.

Ingen ved præcis, hvorfor nogle bliver ramt af spiseforstyrrelse. Det kan være et samspil mellem arvelige, sociale og kulturelle faktorer. Man ved ikke, hvor stor risiko der er for at arve en spiseforstyrrelse. Men statistisk er der større risiko for at få sygdommen, hvis andre i familien har den.

Er spiseforstyrrelse farligt?

De fleste med spiseforstyrrelse får det bedre og får et normalt liv med normal vægt. Men spiseforstyrrelse kan være en farlig sygdom, og får man ikke den hjælp, man har brug for, kan det i værste fald ende med, at man dør af underernæring eller selvmord. Risikoen for, at sygdommen ikke går over, er størst hos mennesker med anoreksi. Her bliver omkring halvdelen raske. Men selvom man ikke bliver helt rask, kan man i de fleste tilfælde lære at håndtere sygdommen og få et godt liv på trods af spiseforstyrrelsen.

Hvem bliver ramt af spiseforstyrrelse?

Ca. 75.000 danskere har ifølge Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade en spiseforstyrrelse. Langt de fleste lider af overspisning eller bulimi, mens ca. 5.000 har anoreksi. Både kvinder og mænd kan blive ramt af spiseforstyrrelse. Men de fleste er kvinder. De fleste bliver ramt i teenageårene eller tidlig voksenalder. Anoreksi rammer tidligst.

Hvilke former for spiseforstyrrelse findes der?

De mest udbredte former for spiseforstyrrelse er:

  • Anoreksi
    Når man lider af anoreksi, spiser man for lidt og bliver så undervægtig, at det er usundt for ens helbred. Mange med anoreksi bruger også andre metoder end underspisning til at tabe sig. Det kan fx være slankepiller, motion eller opkast efter måltider.
  • Bulimi
    Mennesker med bulimi har ofte normal vægt. Men de spiser overdrevet store måltider, hvorefter de for at genvinde kontrollen og undgå at tage på i vægt fremprovokerer opkastning eller andre metoder til at hæmme vægten – blandt andet misbrug af afføringsmidler, faste eller overtræning.
  • Overspisning/tvangsspisning (BED)
    Mennesker, der lider af overspisning, er i perioder overdrevet optaget af at spise og har episoder, hvor de overspiser. I modsætning til bulimi kaster mennesker, der lider af tvangsspisning ikke op. Overspisning bliver også kaldt BED (Binge Eating Disorder). Mennesker med overspisning vejer typisk mere end gennemsnittet og er nogle gange overvægtige.

Behandling

For mange med spiseforstyrrelse handler behandlingen i begyndelsen om mad og om at lære at spise og få et balanceret forhold til mad og vægt. Men det er afgørende, at man får behandlet de bagvedliggende grunde til, at spiseforstyrrelsen er opstået.

Nogle bliver så underernærede, at det bliver farligt. Så kan behandlerne vælge at bruge tvang for at få den sygdomsramte til at optage ernæring. Det foregår ved, at den ramte bliver tvangsfikseret og får næring gennem en sonde. 

Den bedste behandling for spiseforstyrrelse er tværfaglig og kombinerer samtaleterapi, kostvejledning og medicin.

  • Samtaleterapi
    Målet med samtaleterapien er at hjælpe den sygdomsramte med at forstå og håndtere de følelser og problemer, som har givet dem deres forstyrrede forhold til mad og vægt.
  • Kostvejledning
    Mennesker med spiseforstyrrelse har ofte brug for meget konkret hjælp til at spise. For nogle kan det være gennem kostplaner og skemaer over antal kalorier mv. For andre kan det være endnu mere konkret, hvor der skal sidde én tale dem igennem hver eneste bid, de tager.
  • Medicin
    Nogle med spiseforstyrrelse har gavn af medicin mod depression, tvangstanker eller angst.

Se alt indhold

Spiseforstyrrelse

Psykologens råd: Når du er forælder til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse

”Ændr kun aftaler i fællesskab.” Sådan lyder et af rådene fra Karin Abel, som gennem mange år har arbejdet med børn, unge og voksne med en spiseforstyrrelse.

Råd til spiseforstyrrelse

Det kan være en lang, smertefuld og krævende proces at være pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse. Det påvirker hele familien. Man ser ens kære få det værre både mentalt og fysisk. Og samtidig opdager man, at vedkommendes adfærd også ændrer sig. Det er enormt frustrerende, sorgfuldt og opslidende at være vidende til.

Det er meget forskelligt, hvor hårdt sygdommen rammer, og den kommer til udtryk på meget forskellige måder. Hos nogle kan det være et mindre alvorligt symptom på mistrivsel, mens det hos andre er en livstruende psykisk sygdom. Uanset hvor alvorligt ens kære er ramt, skal man som pårørende indstille sig på, at man selv, ens familie og den ramte vil være præget af spiseforstyrrelsen i lang tid. Da det er en meget alvorlig sygdom, er det afgørende at komme i behandling hurtigst muligt. Jo tidligere man kommer i behandling, jo bedre er prognosen for at blive rask.

Karin Abel har mange års erfaring fra Klinik for Spiseforstyrrelser i Skejby (tidligere Risskov). Her får du hendes råd til, hvordan du støtter din kære, som har en spiseforstyrrelse.

Opsøg viden

Karin Abel, psykolog.

Det er vigtigt, at pårørende får så meget viden som muligt om spiseforstyrrelsen. Det er afgørende, fordi man skal være godt rustet til at forholde sig til de mange og belastende udfordringer, der kommer til at være i sygdomsforløbet. Groft sagt kan mange pårørendes reaktioner opdeles i to poler. I den ene ende fylder frustrationerne og tanker som: ”Hvorfor spiser han/hun ikke bare? Hvor svært kan det være?”. I den anden ende fylder sorgen og tristhed utrolig meget, og her lægges energien i at trøste ens kære. Uanset hvordan man reagerer som pårørende, er det vigtigt at opsøge og få robust viden om spiseforstyrrelser. Man skal ikke underkende alvorsgraden – en spiseforstyrrelse er den mest dødelige psykiske sygdom.

Vær enige som pårørende

Som forældre er det vigtigt, I er enige om, hvad I beslutter. Hvis I beslutter, at den portion, som er foreskrevet af diætisten, skal spises, så skal den spises. Det går altså ikke, hvis en af forældrene lemper på det og siger ”pyt”. Er beslutningen taget, så hold jer til den. Husk på at faste rammer også er et udtryk for omsorg og støtte. Mennesker med spiseforstyrrelser foretrækker faktisk oftest tydelige og faste rammer, fordi det er nemmere at forholde sig til.


Ændr kun aftaler i fællesskab

En spiseforstyrrelse kan nemt komme til at spille forældrene ud mod hinanden. Det sker især, hvis den ene synes, det er synd og grænseoverskridende at blande sig i ens barns madindtag. Men det er vigtigt at holde sammen og kun ændre i aftalerne i fællesskab. På den måde undgår I, at ingen får rollen som den ”gode” eller ”onde”.


Vær i konflikten

En spiseforstyrrelse kan lede til mange konflikter i hverdagen. Som forælder skal du turde at være i konflikten og vise, det er okay, den opstår. Forsøg så vidt muligt at være rummelig og rolig i konflikter og husk på, at de opstår, fordi dit barn er syg.


Lav noget rart efter måltidet

Det kan være godt at lave noget hyggeligt sammen efter måltidet. Dels er det med til at distrahere din kære fra ubehagelige tanker, som er forbundet med maden, vægten og udseendet. Og dels kommer I tættere på hinanden ved at have en stund, hvor I kan sidde og snakke. Nogle med en spiseforstyrrelse lider også af selvfremkaldte opkastninger. Eftersom det er betydeligt sværere at kaste mad op 20 minutter efter, at man har indtaget måltidet, vil en social og rar stund efter måltidet også gavne. Så spil et spil eller vis interesse for dit barn ved at spørge nysgerrigt ind til dagen, og hvad han eller hun har oplevet.


Tal om andre ting

Husk at vise interesse for andre ting end spiseforstyrrelsen. Spørg ind til skolen, fritidsaktiviteter, serier, musik eller hvad end, din kære interesserer sig for. Dels er det godt for begge parter, at I oplever normalitet og andre samtaleemner end sygdommen. Men det er også sundt for din kære at få lov til at sætte nogle ord på hans eller hendes interesser. For mange med en spiseforstyrrelse bliver sygdommen altoverskyggende og tager en stor plads af ens personlighed. Det gør, at mange har svært ved at mærke, hvem de selv er. Når I taler om andre ting end sygdommen, vil din kære både blive klogere på sig selv og få mulighed for at adskille sygdom og personlighed.

Overhold spisetiden

Det er vigtigt, I overholder den aftalte spisetid. Har I aftalt, at der er aftensmad klokken 18, så spiser I klokken 18. Når man har en spiseforstyrrelse, er man meget styret af regler, tvang og kontrol. Så overholder I ikke spisetiden, kan I enten risikere at din kære ser det som et brud på aftalen, og at han eller hun derfor heller ikke behøver overholde aftalen om at spise. Eller også risikerer I, at den sygdomsramte har sat sig så meget op til at skulle spise klokken 18, at det falder til jorden, hvis det så ikke sker der. Udover at overholde spisetiden, er det godt at have en tidsbegrænsning på, hvor længe måltidet skal vare. Har man en spiseforstyrrelse, har man en tendens til at sidde længe med maden og skubbe den rundt uden at få det spist. Så mind din kære om, at nu er der 10 minutter tilbage, nu 5 minutter tilbage og at han eller hun skal nå at spise op inden da.

Fortæl, hvad du kan se

Som pårørende kommer du med stor sandsynlighed til at stå i en situation, hvor du opdager, at dit barn har gemt maden, smidt den ud, eller på anden uhensigtsmæssig måde fået den ad vejen uden selv at spise den. Når du opdager det, så fortæl, hvad du ser. ”Jeg kan se, det er svært for dig at få spist madpakken, og at du har smidt den ud. Det dur ikke. Hvor længe har du gjort det? Gør du også det oppe i skolen? Hvad kan vi ændre i din hverdag, så du får spist maden? Har du selv nogle forslag?” Italesæt det du kan se, men gør det på en nysgerrig og konstruktiv måde.

Se alt indhold

Skizotypi

Psykologens råd: Når din kære har skizotypi

”Find et passende niveau for kontakt.” Sådan lyder et af rådene fra specialpsykolog i psykiatri Jens Einar Jansen, som her giver fem gode råd til dig, der er pårørende til et menneske med skizotypi.

Råd til pårørende skizotypi

Et af de første tegn på skizotypi er, at ens kære gradvist trækker sig tilbage, isolerer sig og bliver mere optaget af vedkommendes egen verden. Han eller hun kan begynde at få nogle lidt særegne tanker og interesser. Vedkommende kan også begynde at føle det, man kalder en forstyrret selvbevidsthed. Her føles omgivelserne lidt fremmede, der opstår en følelse af tomhed, og man har svært ved at stole på dem omkring sig.

Isolation og behovet for at trække sig fra sociale sammenhænge er altså ofte et af de første symptomer, du som pårørende vil bemærke. Det kan lede til mange frustrationer og bekymringer hos de pårørende – især hvis hverken ens kære eller man selv er bekendt med sygdommen. Mange pårørende kan føle sig tilsidesat og have svært ved at trænge ind til sin kære.

Jens Einar Jansen er specialist i psykoterapi og specialpsykolog i psykiatri. Han arbejder til dagligt som selvstændig psykolog. Her får du hans fem råd til dig, der er pårørende til et menneske med skizotypi.

Opsøg viden

Hvis I ved, der er tale om skizotypi, er det en rigtig god ide at opsøge viden om sygdommen. Manglende viden kan nemlig være med til at skabe frustrationer og bekymringer i hverdagen hos pårørende.

Skizotypi er en diagnose, mange ikke kender til. En større forståelse har meget betydning for, hvordan du som pårørende håndterer situationen. Når du opsøger viden, vil det dels imødekomme nogle af de bekymringer og følelser, du kan sidde inde med som pårørende. Men det vil også være med til at mindske stress og pres hos din kære, fordi du vil kunne udvise større forståelse over for ham eller hende. Det er vigtigt for personen med skizotypi at undgå stress og pres, da det kan forværre symptomerne.

Jens Einar Jansen, specialist i psykoterapi og specialpsykolog i psykiatri.

Motivér og støt op om behandling

Når man har skizotypi, bliver det sociale ofte hårdt ramt. Mange bruger meget energi på at afkode andre og være i sociale relationer. Small-talk og naturlig socialisering er ofte anstrengende. Idet mødet med en behandler har et socialt aspekt, kan det derfor for mange med skizotypi være ekstra svært at opsøge og holde fast i behandling. Det kan være forbundet med stress, angst og ubehag. Især i starten, før en tryg relation er opbygget. Som pårørende kan du hjælpe til ved at opmuntre og motivere din kære til at gå i behandling.

Find et passende niveau for kontakt

Det kan det være en god ide at have en åben og konstruktiv dialog om, hvor meget kontakt I skal have og under hvilke præmisser. For pårørende kan det være meget svært, når ens kære trækker sig fra sociale aktiviteter. I nogle tilfælde kan man som pårørende komme til at presse så meget på med det sociale, at det har en omvendt effekt for personen med skizotypi – vedkommende trækker sig yderligere. Selv om man som pårørende gør det i bedste mening.

Derfor er det en god ide at finde en løsning sammen. Til fødselsdage kan I for eksempel aftale, at din kære kommer med til kakao og boller, men tager hjem inden aftensmaden. Det er helt okay. Det er vigtigt at vise, det er dejligt, personen kommer uanset, hvilket omfang det er i.

Det er først og fremmest din kæres opgave at finde en balance for, hvad der er for meget eller for lidt for vedkommende. Men du kan hjælpe til ved at være med i dialogen og ved at udvise forståelse for, at din kære ikke helt kan leve op til det samme, som andre måske kan. Har man skizotypi, bruger man ofte dobbelt så meget energi som andre på at være social.

Bevar håb og optimisme

Det kan være svært at bevare håbet og optimismen, hvis man som pårørende føler, at ens kære har ændret sig eller er gået i stå. Men bliver din kære mødt af forståelse, håb og optimisme, bliver han eller hun også mindre selvkritisk og skamfuld. Og så smitter håb. Det er et godt skridt mod et godt liv.

De fleste med skizotypi lever gode liv, når de først lærer sygdommen at kende og tager hensyn til den. For din kære handler det om at få nogle gode rutiner og rytmer ind i hverdagen og blive klogere på, hvilke aktiviteter, der gavner, og hvilke aktiviteter der stresser.

Når skizotypi bliver et problem, er det ofte, fordi man rammes af andre sygdomme. Det kan være depression, stress eller angst. Og det handler ofte om, at vedkommende ikke selv har lært og forstået, hvordan han eller hun skal håndtere hverdagen eller disse symptomer. Men den pårørendes evne til at være i det og udvise forståelse for ens kære har også indflydelse.

Hjælp med at sætte ord på

Prøv at hjælpe din kære med at sætte ord på, hvad vedkommende mærker. Skizotypi kan på mange måder virke overvældende, fordi det er en sygdom, der kommer snigende. Det betyder, din kære pludselig kan opdage, at noget ved ham eller hende selv føles anderledes, end vedkommende er vant til. Har man skizotypi, bruger man ofte meget tid på at reflektere, gruble og bekymre sig.

Du kan støtte din nærtstående ved at hjælpe med at sætte ord på symptomerne og prøve at være lyttende. Alle mennesker har brug for at sparre med andre og få andres perspektiver og holdninger på tingene. Men eftersom isolation er et af de gennemgående symptomer ved skizotypi, kan din kære nemt komme til at mangle de her inputs og perspektiver. I stedet vil hans eller hendes tanker få frit løb. På den måde kan vedkommende nemt komme til at grave sig endnu dybere ned i svære tanker. Du kan spille en vigtig rolle for din kære ved at give sparring og andre perspektiver på ting. Andre gange kan det være godt at hjælpe ham eller hende med at begrænse tiden, vedkommende bruger på at sidde og gruble på egen hånd.

Se alt indhold

Autisme

Sådan kan du hjælpe en med autisme

Er du pårørende til et menneske med autisme? Så læs med her og få viden, råd og værktøjer til, hvordan du kan støtte din kære med autisme.

autisme

Der er mange svære følelser og udfordringer forbundet med at være forælder eller på andre måder tæt på én med autisme. Mange forældre bliver tvunget til at omstille deres forventninger og drømme om, hvordan deres liv og familie skulle være. Mange har både tidligt, og når deres barn bliver ældre, mange og store både følelsesmæssige og praktiske udfordringer.

Her er råd til, hvordan du håndterer nogle af de udfordringer, der følger med at være tæt på én med autisme. Har du brug for yderligere råd og viden, kan du læse vores artikel om at skabe de bedste rammer i hverdagen for dit barn, eller blive klogere på, hvordan du støtter dit barn i sin sproglige kommunikation.

Hjælp med at skabe struktur og forudsigelighed

Når man har autisme, har man brug for struktur og forudsigelighed i hverdagen. Som pårørende kan du hjælpe din kære med at skabe nogle rammer og faste, daglige rutiner. Det kan være, at mælken altid skal stå på den samme hylde i køleskabet. Eller at din kære tager den samme bus til skole eller arbejde hver dag. Skal der ske begivenheder eller nye ting i hverdagen, er det godt at forberede din kære på ændringerne i god tid. I kan have en kalender hængende, hvor der i god tid bliver skrevet ned, hvad der skal ske på hvilke dage.

Tag højde for følsomheden

Mennesker med autisme føler, hører og ser mere intenst end andre. Det kaldes sensorisk følsomhed. Det kan være ting, man som pårørende ikke nødvendigvis tænker over eller overvejer at tage hensyn til, før man bliver opmærksom på dem. Det kan være, at syningerne i tøjet føles ubehagelige, eller at lyde, som ingen andre overvejer, føles som larm. Når man ved, hvilke ting, der er tale om, kan man prøve at finde en praktisk løsning.

Fysisk kontakt i sig selv er også svært for mange med autisme. Det kan særligt for børneforældre være frustrerende og meget svært at håndtere, fordi kram og andre former for nærkontakt for de fleste er en naturlig og instinktiv måde at trøste og støtte børn. Men det hjælper desværre ikke at prøve at presse én med autisme til at vænne sig til fysisk kontakt.

Vær sammen om noget konkret

Mennesker med autisme har som regel svært ved smalltalk eller at lave ting, som ikke har klare rammer og et tydeligt formål. Derfor er det ofte en god idé være sammen om noget meget konkret. Det kan for eksempel være et spil med klare regler eller en praktisk opgave med klare formål som for eksempel at samle et skab eller ordne noget i haven.

Hjælp til med at udvikle sociale færdigheder

Det er svært for mennesker med autisme at afkode og indgå i relationer med andre mennesker. For at undgå at blive isolerede har mange med autisme derfor brug for konkret træning i at håndtere bestemte situationer. Det kan du have en væsentlig rolle i, hvis du har mulighed og overskud til det. Hvis din kære for eksempel gerne vil gå til badminton, kan det være en god idé at hjælpe ham eller hende med at øve sig i at møde op, klæde om og gå ud på banen. Badmintonbanen vil være en oplagt mulighed for gradvist at øve sig i de sociale interaktioner, der kan opstå til en træning.

Sociale interaktioner vil opfattes forskelligt for den enkelte. For nogen med autisme er det forbundet med en stor usikkerhed, men samtidig med et ønske om at være mere social eller styrke deres sociale evner. For andre vil det sociale være forbundet med noget smertefuldt, som ikke giver én nogen belønning eller tilfredsstillelse. Du er derfor nødt til at tage højde for den enkeltes oplevelse og agere ud fra det.

Hvis du ikke har mulighed for eller ikke føler dig rustet til at hjælpe din kære med den form for træning har du mange steder finde hjælp og kurser i kommunen.

Når dit barn med autisme bliver presset

Børn og unge med autisme kan blive så pressede, at de kommer i en tilstand, hvor de næsten ikke er til at komme i kontakt med. Nogle bliver udadreagerende eller selvskadende, andre stivner og kryber sammen på gulvet og nogle flygter. Det kan ligne og opleves som en regulær nedsmeltning. Episoden kan vare fra minutter til timer, og det er meget udmattende.

  • Vær til stede på barnets præmisser: For nogle børn vil for eksempel berøring eller øjenkontakt være for intenst og forstærke reaktionen. For andre vil det ikke. Mød barnet, hvor det er og vær tilgængelig for det.
  • Bevar roen: Ro smitter, så spar på ordene og forhold dig roligt. Så kan din ro smitte af og hjælpe barnet med at komme ud på den anden side.
  • Når det er overstået: Det kan tage tid at komme sig for dit barn, når han eller hun har været meget presset. For nogle kan der gå flere dage. Så vær tålmodig og giv barnet plads og tid.
  • Stil lukkede forslag og spørgsmål: Når I skal tale sammen efter en svær episode, er man ofte tilbøjelig til at stille åbne hv-spørgsmål som: Hvad skete der? Hvordan føltes det? Hvad skal vi gøre? Men ofte er lukkede ja/nej-spørgsmål bedre. For eksempel: Var det svært, da du skulle løse opgaven i skolen? Blev du vred, da han tog dit penalhus? Skal læreren hjælpe dig med din opgave?

Se alt indhold

Spiseforstyrrelse

Sådan kan du hjælpe én med en spiseforstyrrelse

Her får du viden, råd og værktøjer til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din nærtstående, som har en spiseforstyrrelse.

hjælp din kære med spiseforstyrrelse

Det kan være meget hårdt og angstfuldt, når én man holder af, har en spiseforstyrrelse. Og det er svært at være vidne til, at ens kære er så hård ved sig selv. Mange pårørende har en skyldfølelse og føler sig magtesløse og frustrerede. Helt konkret kan det også være meget svært at finde ud af, hvordan man kan hjælpe, og mange pårørende er bange for at gøre det værre.

Her er vores bedste råd til dig, der er tæt på én med en spiseforstyrrelse.

Husk på det, du ikke kan se

Mange pårørende til mennesker med spiseforstyrrelse kommer til at fokusere for meget på det fysiske – først og fremmest maden og vægten. Det er helt naturligt og menneskeligt, for det er det, man kan se, og det er den mest indlysende konsekvens af sygdommen. Men det er ofte en god idé at prøve at lægge de ydre ting til side og også tale om og være nysgerrig på de indre. Når du spørger til din kæres tanker og følelser, bliver det ofte lettere for din kære at sætte ord på, hvordan han eller hun har det. Det kan være en stor hjælp.

Tal om andet end sygdom

Det er vigtigt, I også taler om andre ting end sygdommen og det, som er svært. Din kære er så meget andet end sin sygdom. Hvis I kun taler om den, kan det medvirke til, at din kære begynder at føle sig mere som sin sygdom og mindre som sig selv. Så prøv at holde fast i noget af alt det ”almindelige” I talte om og lavede fra før sygdommen.  På den måde hjælper du med til at fremme de andre sider også.

Tal med behandlingsstedet om de svære madsituationer

Er du forælder til et barn eller en ung med spiseforstyrrelse, vil en del af behandlingen højst sandsynligt være, at du er medansvarlig for, at din kære spiser regelmæssigt og tilstrækkeligt. Det kan være enormt hårdt og opslidende. Ofte kan det være forbundet med konflikter, vrede og afvisning fra ens barn. Tal med behandlingsstedet om, hvad du kan gøre i situationen. Du kan også prøve at finde et kursus eller et seminar, hvor du får hjælp og råd. Det er desværre ikke altid muligt, og mange føler sig desværre overladt til sig selv. Uanset hvad så prøv at lade være med at bebrejde dig selv. Du er i en ekstremt vanskelig situation, og det er et næsten overmenneskeligt krav, at man som forælder skal kunne tøjle de kræfter, som er på spil i dit barn.

Formulér dig tydeligt og konkret

Når man har en spiseforstyrrelse, er kroppen på overarbejde. Når det er meget alvorligt, fungerer ens hjerne ikke lige så hurtigt, som den plejer. Derfor kan det blive nødvendigt at tale mere tydeligt og konkret, end man ellers ville gøre.


Favn dine frustrationer

Det kan være svært at forstå, hvorfor ens kære ikke bare kan spise normalt. Man kan blive meget frustreret, hvis måltiderne er en kamp, som ender med tårer og konflikter. Indimellem kan det være svært at holde følelserne tilbage, og man kan komme til at udbryde ”stop så” eller ”tag dig nu sammen”. Det er ikke gavnligt, men følelsen, der ligger bag reaktionen er forståelig og meget menneskelig. Prøv at undgå reaktionen over for din kære, men døm ikke dig selv for hårdt over, at du har følelsen.


Hold fast i den normale hverdag

Når man er pårørende til en med en spiseforstyrrelse, kan sygdommen nemt komme til at overtage hele ens liv, fokus og dagligdag. Hvis det overhovedet er muligt så prøv at holde fast i noget af den hverdag, du havde, før din kære blev syg. Det er vigtigt med plads til søskende, parforhold og familieliv. Og det er vigtigt for dig som pårørende at have noget normalitet i hverdagen. Det kan være aftaler med venner, sport, biografture og andet, du kan lide. Det er med til at give dig energi og adspredelse.

Fortæl at du er bange

Du må gerne fortælle din kære, at du er bange for at miste vedkommende. I skal ikke snakke om det hver dag, men du må gerne dele din bekymring. På den måde mærker din kære, at han eller hun er betydningsfuld, og du viser også et andet og mere følelsesmæssigt fokus, end når I taler om maden.

Hold fast i håbet

Håbet bliver virkelig udfordret, når ens kære er så syg. Du vil måske opleve, at det er noget af det første, som forsvinder hos din kære. Og som pårørende vil du måske også opleve kortere eller længere perioder, hvor det er svært at holde fast i håbet. Det er en helt normal reaktion på en opslidende situation. Men prøv at minde dig selv om, at det kan blive bedre, og at din kære kan få det godt igen. Det hjælper dig selv, og det hjælper din kære.

Læg mærke til de små fremskridt og mind dig selv om, at ting tager tid. Selv de helt små skridt er vigtige fremskridt på vejen mod bedring. De fleste får det heldigvis bedre igen og selv, hvis sygdommen ikke går væk, lærer de fleste at håndtere symptomerne og få et godt liv alligevel.

Se alt indhold

Skizotypi

Sådan kan du hjælpe én med skizotypi

Her får du viden, råd og værktøjer til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din kære, som har skizotypi.

Skizotypi

Det kan give mange bekymringer at være pårørende til et menneske med skizotypi. Mange oplever at se deres kære isolere sig og være svær at nå ind til. Skizotypi kommer ofte mere snigende end andre psykiske sygdomme, og kendskabet til diagnosen er ikke så udbredt. Derfor kan den være svær at spotte. For mange når den at give mange frustrationer og bekymringer, inden man ved, hvad det er og kan begynde at handle på det.

Her er vores bedste råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din kære med skizotypi og samtidig passe på dig selv.

Opsøg viden

Jo mere viden, du har om skizotypi, jo nemmere bliver det for dig at forstå din kæres opførsel og behov. Med mere viden bliver det også nemmere at forstå og håndtere de følelser, du selv sidder med. Mange pårørende føler sig frustreret eller irriteret, fordi de har svært ved at sætte sig ind i, hvordan deres kære har det.

Hjælp med at skabe struktur

Mennesker med skizotypi kan have et meget stort behov for rutiner og forudsigelighed. De kan have svært ved at kapere forandringer. Du kan som pårørende være med til at hjælpe din kære med at få struktur i hverdagen ved at skemalægge dagligdagen.

Det er ikke sikkert, din kære selv mener, han eller hun har behov for hjælp med strukturen i dagligdagen, men derfor kan du som pårørende godt have behov for det. Selvom det er dit behov, er det stadig en god idé, at din kære er med til at lave planen og også oplever, at den er hans eller hendes. Så bliver det nemmere og mere naturligt for ham eller hende at lægge planen selv, når den tid kommer.

Vær forstående for behovet for ro

Når man har skizotypi, er man tit meget opmærksom på ting, som andre ikke lægger mærke til. Det kan være, man overvejer, hvorfor der står tre vaser i vindueskarmen, eller hvorfor træer er grønne. Hovedet er på overarbejde, og man kan have svært ved at slappe af og slippe tankemylderet. Det kan være en hjælp for din kære at tale med dig om, hvilke aktiviteter der kan hjælpe ham eller hende med at slappe af i tankerne. Det kan måske være puslespil, gåture, beroligende musik eller yoga.

Søvn kan også have betydning for mennesker, der har svært ved at sortere i deres inputs. Så hvis du kan støtte din kære i at få gode aftenrutiner og godt sovemiljø, kan det også være en stor hjælp.

Hjælp med at undgå stress

Når man har skizotypi, er man mere følsom overfor stress end andre, og man har større risiko for negative følgevirkninger af stressende og belastende situationer. Som pårørende kan du hjælpe din kære ved sammen at undersøge, hvilke situationer han eller hun bliver presset eller stresset i. Herfter kan I tale om, hvordan I kan undgå eller håndtere dem. Det kan også være en god idé at minde din kære om, at det er vigtigt at indlægge pauser i hverdagen, så der bliver plads til at geare ned.

Sænk forventningerne til det sociale

Sociale sammenkomster kan være udmattende for mennesker med skizotypi. Som pårørende kan du hjælpe din kære ved at være forstående, når han eller hun har brug for at trække sig fra sociale sammenhænge. Men vær opmærksom på, at det er en balance – hvis din kære trækker sig for meget, risikerer han eller hun at blive isoleret og helt afskåret fra inputs fra omverdenen. I mange sammenhænge kan det være en god idé at finde en mellemvej. Når der er julefrokost, familiemiddag eller lignende kan det for eksempel være en løsning, at din kære kommer og er med til nogle timer, og så derefter tager hjem. Find det, som fungerer for jer.

Se alt indhold

PTSD

Sådan kan du hjælpe én med PTSD

Er du pårørende til et menneske med PTSD? Her får du råd til, hvordan du kan støtte og hjælpe din kære med PTSD.

PTSD

Det kan være hårdt og opslidende at være tæt på én med PTSD. Det er sorgfuldt, frustrerende og skræmmende at være vidne til, at én man holder af, må kæmpe med så voldsomme følelser. For pårørende til PTSD-ramte bliver situationen ofte yderligere kompleks og opslidende, fordi de traumatiske oplevelser i nogle tilfælde får mennesker med PTSD til at nære mistillid til deres omgivelser – herunder deres nærmeste.

Her er vores råd til dig, der er tæt på én med PTSD.

Husk, du ikke er behandler

Det er vigtigt, du ikke påtager dig rollen som behandler, men lader en professionel hjælpe din kære. Når du lytter til din kæres oplevelser, behøver du hverken at ordne problemerne eller give konkret hjælp til din kære. Det er nemlig den instinktive reaktion for mange. Din vigtigste rolle og den bedste måde at hjælpe på, er i de fleste tilfælde bare at lytte og anerkende.

Det kan være hårdt for dig at høre om de oplevelser, der ligger bag hans eller hendes PTSD. Selvom det er vigtigt at lytte, er det også vigtigt at mærke efter, hvordan du bliver påvirket og sætte grænser for, hvad du kan holde til. Det er okay at have en grænse for, hvad man kan tåle at høre om. Og det er okay at sige, at det er bedre, din kære taler med en professionel. Husk at professionelle behandlere er uddannet og får løbende støtte og hjælp i deres arbejde – det gør du ikke som pårørende.

Tilpas den sociale oplevelse

Nogle mennesker med PTSD trækker sig fra flere og flere sociale sammenhænge og ender i værste fald med at isolere sig fuldstændig. Det er vigtigt at være opmærksom på risikoen for isolation. Udover de sociale og følelsesmæssige problemer, det giver dig og din kære, kan det også forværre nogle af sygdommens øvrige symptomer.

Det vigtigste, du kan gøre, er at blive ved med at tage initiativ til at ses – også selvom du bliver afvist. Accepter det, når din kære siger nej, og vær ikke dømmende, når du bliver afvist. Det kan være en hjælp at spørge, hvordan din kære foretrækker at ses. Måske er det bedst at mødes med få personer. Og måske har din kære en præference for, om det skal være ude eller hjemme. Mange med PTSD har gavn af at være ude i naturen, hvor der er ro og plads til bare at være til. Overvej også gerne en plan B, hvis dagsformen ikke giver mulighed for plan A.

Foreslå din kære at søge professionel hjælp

At søge hjælp kræver både at din kære har erkendt behovet, og at han eller hun føler sig klar til at tage imod hjælp. Hvis din kære har erkendt det og er klar, kan du opfordre til at opsøge behandling. Det er vigtigt, du ikke presser vedkommende. Lad ham eller hende vide, at du synes, det er en god ide, og at du gerne støtter ham eller hende i det omfang, du kan – for eksempel ved at hjælpe med at finde en behandler eller køre din kære hen til behandlingen.

Opsøg selv hjælp

Som pårørende til én med PTSD er du selv i risiko for at blive påvirket og belastet. Mange pårørende føler skyld over, at de ikke var der til at forhindre den frygtelige oplevelse. Det er derfor rigtig vigtigt, at du tager dine egne oplevelse og reaktioner alvorligt og opsøger hjælp, hvis du bliver påvirket af situationen og det fylder meget. I værste fald kan skyldfølelsen og belastningen for pårørende blive så voldsom, at den pårørende selv udvikler PTSD-symptomer. Det bliver kaldt sekundær PTSD.

Træk dig i voldsomme situationer

I nogle tilfælde kan mennesker med PTSD få meget voldsomme udbrud, som går ud over de pårørende. Hvis du føler dig utryg, er det vigtigt, at du passer på dig selv først. Træk dig ud af situationen, hvis du føler dig utryg eller bange, eller fornemmer det er ved at eskalere. Når der så er kommet mere ro på, kan du og din kære tale om, hvad der skal til for at forebygge de situationer og hvordan I kan agere i situationerne sammen. Går din kære ikke allerede i behandling, så prøv at motivere til det, så I kan få hjælp derfra.  

Se alt indhold

OCD

Sådan kan du hjælpe én med OCD

Er du pårørende til et menneske med OCD? Så læs med her og få viden, råd og værktøjer til, hvordan du kan hjælpe din kære, som er ramt af OCD.

ung med OCD

Det er værd at sætte sig ind i, hvordan det er at have tvangstanker, og hvorfor ens kære har behov for at udføre tvangshandlinger. Mange pårørende bliver frustrerede over, at OCD’en har så stor indflydelse på deres eget liv. Og mest af alt kan det være smertefuldt at være vidne til, at én man holder af, er forpint af sin sygdom. 

Her er vores bedste råd til dig, der er pårørende til én med OCD.

Døm ikke dig selv for hårdt, når du er frustreret

Som pårørende kan man let blive frustreret og få lyst til at udbryde ”stop så” eller ”tag dig nu sammen”. Det er en meget forståelig og menneskelig reaktion, som kommer af, at du gerne vil passe på din kære. Men det er ikke en særlig hensigtsmæssig reaktion. Prøv at undgå at dømme dig selv for hårdt over, at du har følelsen.


Undgå at tilpasse din egen adfærd efter din kære

Som pårørende kan det være fristende at indordne sig under de handlinger og ritualer, ens kære udfører. Det kan for eksempel være, hvis din kære spørger dig om det samme igen og igen. Eller måske forlanger han eller hun, at der under rengøring bliver gjort noget på en meget bestemt eller måske overdreven måde uden særlig grund. Hvis du indordner dig, kan det på kort sigt være med til at bevare roen hos din kære. Men på længere sigt kan det være med til at bekræfte ham eller hende i, at der er noget at være bange for, og at det er vigtigt at efterleve tvangstankerne og tvangshandlingerne. På den måde risikerer du at forstærke tankerne og adfærden.

Er du allerede en del af din kæres rutiner og handlinger, er det ofte en god idé, du trækker dig gradvist ud. Det er vigtigt, I taler om det. Så kan I nemmere navigere i det sammen. Fortæl din kære om dine tanker. Forklar, at du kan mærke, du er gået over dine egne grænser i forhold til, hvad OCD’en gør i jeres hverdag eller når I ses. Fortæl vedkommende at du vil forsøge at være i det på en anden måde fremover. På den måde forbereder du din kære på, at noget kommer til at blive anderledes.

Tilbyd hjælp til at finde en behandler

Hvis du har overskuddet til det og din kære gerne vil have hjælp, kan du tilbyde at hjælpe med at finde en behandler. Og hvis I er enige om det, er det ofte en hjælp for jer begge, hvis du deltager i nogle af behandlingerne. Hvis din kære ikke er tilpas med at have dig med hos behandleren, kan I prøve at finde et kompromis. Måske du må være med en enkelt gang, eller måske du kan være med i starten af en behandlingssession.

Undgå tvang

Som pårørende kan man ind i mellem have lyst til at tvinge sin kære til at overvinde en tvangstanke for at vise, at der ikke sker noget dårligt. Det kan for eksempel være ved at hive et barn ud ad døren, uden han eller hun når at gennemføre sine tvangsritualer. Selvom intentionen kan være god eller følelsen forståelig, er det ikke en god idé. For det første er det vigtigt, dit barn opfatter jeres relation som tryg og tillidsfuld. For det andet risikerer det at give ubehagelige oplevelser for jer begge to. Det er bedre, hvis I i fællesskab kan undersøge, hvordan I trin for trin kan dele en udfordring op. På den måde kan din kære lære at overvinde nogle af tvangstankerne. Det kan for eksempel være, I kan sænke antallet af gange, din kære skal tælle eller tjekke noget. Det kan være med til give en positiv erfaring med, at der ikke sker noget ved at ændre ritualerne. Er din kære i behandling, så prøv at få hjælp af behandleren til, hvordan I tackler det i hverdagen og sammen tilrettelægge en måde, hvorpå den OCD-ramte lærer at modarbejde sin OCD.

Se alt indhold

ADD/ADHD

Sådan kan du hjælpe én med ADD

Er du pårørende til et menneske med ADD? Så læs med her og få viden, råd og værktøjer til, hvordan du kan hjælpe din kære, som har ADD.

Far holder omsorgsfuldt om sin datter, der har ADD

ADD er en udviklingsforstyrrelse. Den kaldes af og til for ‘den stille ADHD’, fordi ADD ikke kommer til udtryk gennem hyperaktivitet og impulsivitet lige som ADHD. Her er vores bedste råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe én med ADD.

Anerkend udviklingsforstyrrelsen

For mange pårørende til mennesker med ADD, er det en hjælp at anerkende, at deres kære har en udviklingsforstyrrelse. Vedkommende er altså ikke bare er doven, ugidelig eller genert. Selvom ADD og ADHD har mange fællestræk, er ADD ofte sværere at spotte, fordi mennesker med ADD er mere rolige i deres fremtræden. Men det betyder ikke, at ADD er mindre udfordrende – hverken for den, der har det, eller de pårørende.

Hjælp med struktur i dagen

Mennesker med ADD trives ofte bedst med faste rutiner og vished om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det kan du hjælpe med. Både børn og voksne med ADD kan have glæde af skemaer, hvor dagens aktiviteter er skitseret. Som pårørende kan du være med til at lave skemaet. For børn kan det for eksempel indeholde skole, lektier og fritidsaktiviteter. For voksne kan det være arbejde, aftaler og praktiske opgaver. Mange unge og voksne med ADD har også gavn af alarmer på deres telefoner, som ringer og minder dem om, hvad de skal på forskellige tidspunkter.

Det kan også være en hjælp at have fokus på små pauser eller at dele opgaver op i mindre bidder, så man har lettere ved at fastholde sin koncentration. Det er meget individuelt, hvad der virker, så det er vigtigt, at den enkelte lærer at forstå udfordringer og løsninger.

Fat dig i korthed

Er der noget, din kære skal gøre eller huske, hjælper det, hvis du fatter dig i korthed. Har man ADD, har man tendens til at være glemsom, distræt og dagdrømmende. Det gør det svært at huske, hvad der er blevet sagt. Vær ærlig, kærlig og lad være med at pakke noget ind. Vær derimod præcis og klar i mæglet i en kærlig tone. Så højner I chancen for, at din kære husker det.

Du kan eventuelt hjælpe din kære med at få nedskrevet vigtige aftaler, beskeder eller andet, som din kære har tendens til at glemme. Tal med din kære om, hvad der virker, og hvordan du som pårørende kan være med til at understøtte det.

Støt uden for hjemmet

Uanset om du er pårørende til et barn, ung eller voksen med ADD, så betyder det for mange meget, at du støtter ham eller hende i at lykkes med det, som foregår udenfor hjemmet. For eksempel skole, fritidsaktiviteter og arbejde. Hvis din kære går i skole, kan du for eksempel støtte ham eller hende i at komme godt afsted og sørge for, at der i samarbejde med lærerne på skolen.

Hvis din kære er voksen og går på arbejde, kan du støtte ham eller hende i at komme godt afsted om morgenen. I kan også tale om, hvad kollegaerne og chefen på arbejdspladsen ved og skal vide. Så kan behovene tilgodeses bedst muligt. De fleste voksne med ADD lærer at kompensere for deres vanskeligheder i dagligdagen. Det sker når først de har lært mere om sig selv og deres funktionsnedsættelse, og når de mødes af forståelse af omgivelserne.

Se alt indhold

Depression

Psykiaterens råd: Når du er pårørende til et menneske med en depression

”Giv udtryk for, at det er en midlertidig tilstand.” Sådan lyder ét af Poul Videbechs fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med en depression.

depression råd

Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Han har mange års erfaring med forskning i og behandling af depressioner både medicinsk og psykoterapeutisk. Poul Videbech giver her fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med en depression.

Giv udtryk for, at det er en midlertidig tilstand

Poul Videbech, professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

Det er godt at påpege over for ens kære, at tilstanden, vedkommende er i, er midlertidig. Når man har en depression, kan man have en tendens til at føle, at det aldrig bliver bedre, og at man er et forfærdeligt eller dårligt menneske, fordi man kan meget mindre, end man plejede at kunne. Som pårørende kan du hjælpe med at fjerne det pres og den følelse ved at give udtryk for, at det er okay at melde sig ud for en stund og ikke kunne det, man normalt kan. Det er midlertidigt og gælder kun for en periode. Det vigtige er at rumme vedkommende og vise, at det er okay.

Lyt mere, løs mindre

Det er vigtigt at lægge øre til og lytte til sin kære. Mange pårørende vil gerne handle og være løsningsorienterede, når deres kære har det svært. Men ofte er det nok at lytte. Mennesker med en depression har ofte brug for at fortælle, hvordan han eller hun har det og få luft for sin frygt og tanker. Som pårørende skal du give plads til det og acceptere, at det ikke behøver føre til handling og løsninger.

Tag initiativ

Når man har en depression, kan det for nogen være svært at tage stilling til ting. Derfor kan det være en god ide somme tider at sige ”Kom, nu går vi en tur.” I stedet for at spørge, om vedkommende vil med ud at gå en tur. Det kan føles som en lettelse for din kære ikke at skulle tage stilling til alt. Her er det dog vigtigt at understrege, at initiativet skal opfattes som en hjælpende hånd. Derfor skal du være varsom med ikke at blive dikterende.

Tilbyd konkret aflastning

Nogle af hverdagens praktiske gøremål kan virke uoverskuelige, når man har en depression. I det omfang det er muligt for dig som pårørende, er det gavnligt at hjælpe til. Det kan være hjælp til rengøring, at handle ind og lave mad, hente børn, vaske tøj eller noget femte. Som pårørende kan du byde dig til med det, du selv har tid, mulighed og overskud til.

Se alt indhold

Skizotypi

Viden om skizotypi

Skizotypi er beslægtet med skizofreni, men det er en mildere sygdom med mindre alvorlige symptomer.

Pige med skizotypi

Mennesker med skizotypi har svært ved at indgå i sociale sammenhænge og ved at tolke det, andre siger. Mange med skizotypi bruger så meget energi på at tænke over ting, som for de fleste andre er almindeligt eller ligegyldigt, at de bliver helt udmattede. Det kan være noget, folk har sagt til dem, eller situationer, de har været i.

Hvad er skizotypi?

Skizotypi er en psykisk sygdom, der er beslægtet med skizofreni. Men med et andet symptombillede, der mildere. Nogle har små og kortvarige psykotiske symptomer (mikropsykoser) som hallucinationer og vrangforestillinger, men ikke i samme grad som mennesker med skizofreni. Mennesker med skizotypi har tendens til at gruble og bekymre sig overdrevet meget – fx over, om andre har dårlige tanker om dem. Nogle mennesker med skizotypi har en forstyrret opfattelse af, hvem de selv er. Det kan komme til udtryk ved, at de føler sig fremmede i forhold til sig selv eller omverdenen.

Symptomer på skizotypi

Skizotypi påvirker ens tanker, følelser og måde at opføre sig på. De mest almindelige symptomer er:

  • Mangelfulde eller indsnævrede følelser, følelseskulde
  • Excentrisk, sær eller aparte udseende eller adfærd
  • Mistroiskhed eller paranoide ideer
  • Overdrevne spekulationer – uden indre modstand
  • Usædvanlige sanseoplevelser, det kan være ift. oplevelser i kroppen
  • Mange har tendens til at isolere sig eller minimalt ønske om socialkontakt med andre.
  • Tankegang og tale kan fremstå vagt, metaforisk eller kunstigt
  • Mikropsykoser, fx med intense illusioner, hallucinatoriske oplevelser. Optræder typisk uden ydre provokation.

Behandling for skizotypi

Behandlingen for skizotypi er i vidt omfang den samme som for skizofreni men med væsentlig mindre medicin. Unge, der bliver ramt af sygdommen bliver ofte henvist til et såkaldt OPUS-forløb, hvor behandlingen typisk er en kombination af medicin, samtaletertapi og familiebaseret psykoedukation. For de fleste vil sygdommen vare ved hele livet. Men med den rigtige behandling kan de fleste lære at håndtere deres symptomer og få en god hverdag på trods af sygdommen.

  • Medicin

Den mest almindelige medicinske behandling er med antidepressiv eller antipsykotisk medicin. Doserne er betydeligt mindre end for mennesker med skizofreni.

  • Samtaleterapi

Målet med samtaleterapien er at hjælpe den ramte med at forstå symptomerne og ens egne reaktionsmønstre, og at blive bedre til at håndtere de sociale udfordringer, der følger med sygdommen.

  • Psykoedukation

Psykoedukation er undervisning, hvor man lærer om sygdommen og behandlingen. Det hjælper en med at opdage og håndtere symptomer. Psykoedukation har altid bedst effekt, hvis den også omfatter forældrene eller andre nære pårørende.

Se alt indhold

Skizofreni

Viden om skizofreni

Skizofreni er en alvorlig psykisk sygdom, som har væsentlige konsekvenser for de pårørende. Sygdommen påvirker ens sanser og virkelighedsoplevelse og gør det for nogle svært at skelne mellem virkelighed og fantasi.

Viden om skizofreni

Selvom skizofreni er en meget alvorlig sygdom, behøver den ikke at være kronisk. Med den rigtige behandling, kan de fleste få det bedre og leve et liv med få eller ingen symptomer. Nogle kan blive helt raske.

Forskellige former for skizofreni

Den mest almindelige form for skizofreni er paranoid skizofreni. Det er en alvorlig sygdom, hvor man typisk oplever vrangforestillinger og hallucinationer. Det vil sige, at man ser og hører ting, der ikke er der. Ofte er det oplevelser af at være forfulgt og ubehagelige eller truende stemmer.

Der findes også andre mindre almindelige former for skizofreni. Blandt andet kataton skizofreni, blandet skizofreni og hebefren skizofreni.

Symptomer på skizofreni

Vrangforestillinger

De mest almindelige vrangforestillinger er, at man bliver forfulgt eller overvåget. Det behøver ikke hænge sammen med hallucinationer, men kan også være, at man tolker noget, man ser og oplever ind i bestemte mønstre, der kun giver mening for én selv.

Hallucinationer

De mest almindelige symptomer på skizofreni er vrangforestillinger og hallucinationer. Det mest almindelige er hørehallucinationer. Altså at man hører noget, der ikke er der i virkeligheden. Det kan fx være en stemme, der taler til én, eller flere stemmer, der taler om én. Stemmerne er ofte ubehagelige, nedladende eller truende.

Nogle ser og lugter ting, som ikke er der. Det kan være i forbindelse med forfølgelsestanker, hvor man tror, at nogen har forgiftet ens mad. Synshallucinationer, hvor man ser noget, som ikke findes, er mere sjældent.

Sproglige forstyrrelser

Nogle med skizofreni oplever forstyrrelser, hvor deres sprog bliver usammenhængende og uforståeligt, eller hvor de selv opfinder ord, der gør det meget svært at forstå, hvad de siger.

Forandringer i følelseslivet

De mest almindelige følelsesforandringer er, at man isolerer sig og bliver passiv. Det er en af grundene til, at mange unge med skizofreni har meget svært ved at gennemføre deres uddannelse eller at fastholde et arbejde.

Hvorfor får man skizofreni?

Der er stadig ikke nogen, der kender hele sandheden om, hvorfor nogle bliver ramt af skizofreni. Tidligere mente mange, at sygdommen var et resultat af opdragelsen og forholdet til ens forældre – særligt moderen. Men den teori bliver ikke taget alvorligt mere.  De fleste mener, at grundlaget for sygdommen skyldes en biologisk forstyrrelse i hjernen. Det er dog ikke sikkert, at man får sygdommen, selvom den ligger i éns gener.

Der skal ofte konkrete begivenheder eller skader til for, at sygdommen bliver udløst. Det kan fx være miljøbelastninger som infektioner under graviditeten, skader ved fødslen eller senere opståede skader.

Kan misbrug give skizofreni?

Amfetamin (speed) og hash kan for nogle give psykoser. Mennesker der oplever det, har betydeligt større risiko for senere at blive ramt af skizofreni.

Er skizofreni arveligt?

Skizofreni er arveligt i det, man har betydeligt større risiko for at få det, hvis ens mor eller far har det. Risikoen for at få sygdommen, hvis ens mor eller far har den, er ca. 10-15 pct.

Hvordan behandler man skizofreni?

Målet med behandlingen bør være at gøre patienten rask. Det kan langt fra alle blive, men de fleste kan få det bedre og mange kan få et næsten normalt liv med familie, fællesskab og arbejde. Uanset om det handler om medicin eller andre former for behandling, er det afgørende, at behandlingen kommer i gang så tidligt som muligt. Jo længere man er ubehandlet, jo sværere er det at behandle sygdommen, når man kommer i gang.

Medicin

Medicinen mod skizofreni er først og fremmest antipsykotisk medicin. Formålet med antipsykotisk medicin er at dæmpe hallucinationer og vrangforestillinger. Mange oplever, at medicinen har effekt, men hos nogle virker den ikke. De mere følelsesmæssige symptomer som isolation og initiativløshed er sværere at behandle med medicin.

Medicin mod skizofreni kan have alvorlige bivirkninger. Derfor er det – ikke mindst for de pårørende – vigtigt at være opmærksom på at medicinen bliver taget rigtigt og på at fortælle behandlerne om bivirkningerne. Nogle oplever desværre, at behandlerne ikke har tilstrækkelig opmærksomhed på at hjælpe patienterne med at trappe ud af medicin. Konsekvensen kan være, at nogle patienter ender med at få for meget medicin og for mange forskellige typer medicin samtidig.

Samtaleterapi

Gennem samtaleterapi i en gruppe eller alene, kan mennesker med skizofreni få hjælp til at takle sygdommen og de symptomer, den medfører. Det kan fx være hjælp til at genkende og håndtere de vrangforestillinger og hallucinationer, de oplever.

Pårørendeinddragelse / undervisning

Inddragelse af de pårørende – særligt familien – kan være en afgørende del af behandlingen af mennesker med skizofreni. Målet med inddragelsen og undervisningen er, at både patienten og de pårørende forstår sygdommen og behandlingen, og at de sammen kan bakke op om behandlingen og de sociale og terapeutiske værktøjer, de har fået. Inddragelsen af de pårørende kan samtidig være afgørende for, at de pårørende kan bevare energien og motivationen og undgå at blive slidt ned.

Social hjælp og støtte

Mange med skizofreni isolerer sig og mister lysten og evnen til at tage initiativ. Det kan have alvorlige konsekvenser for deres sociale kompetencer og deres mulighed for at uddanne sig og passe et arbejde. For nogle bliver helt almindelige dagligdags pligter som indkøb, rengøring og personlig hygiejne uoverkommelige opgaver. Derfor bør socialpædagogisk støtte og træning være centrale elementer i behandlingen.

Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. En af de væsentlige forhindringer mod at sikre effektive sociale indsatser er, at der mange steder er et utilstrækkeligt samarbejde mellem kommunen og sygehuset.

Skizofreni og misbrug

Nogle mennesker med skizofreni udvikler desværre et misbrug af alkohol, hash eller andet. For mange er misbruget et forsøg på at dæmpe symptomerne eller de svære sociale udfordringer, sygdommen medfører. Udover at misbruget er usundt og har store konsekvenser i sig selv, kan det medvirke til at besværliggøre eller ødelægge behandlingen.

Misbrug kan være ekstremt belastende for de pårørende. Mennesker med skizofreni og misbrug – såkaldt dobbeltdiagnosticerede – har ofte svært ved at finde den hjælp, de har brug. Det er blandt andet, fordi ansvaret for hjælpen sjældent er godt koordineret mellem kommunen og sygehuset.

Risiko ved skizofreni

Mennesker med skizofreni er desværre i risiko for at blive syge og for at dø tidligere end andre mennesker. Sygdommene er ofte et resultat af, at somatiske sygdomme ofte ikke bliver opdaget i tide. Det gælder fx kræft og hjertekarsygdomme. Samtidig har mennesker med skizofreni en øget risiko for at begå selvmord.

Er mennesker med skizofreni farlige?

Det sker desværre ind i mellem, at mennesker med skizofreni er blevet farlige for deres omgivelser og i værste fald har begået drab. Men tre pointer er meget afgørende i den forbindelse:

  1. Hændelser, hvor én med skizofreni eller en anden psykisk sygdom begår vold, er spektakulære og giver meget opmærksomhed i pressen. Det kan give et forvrænget billede af, hvor ofte det sker.
  2. Langt de fleste voldsepisoder og drab, der bliver begået i Danmark, bliver begået af mennesker, der ikke har skizofreni eller andre psykiske sygdomme.
  3. Der opstår kun risiko for, at mennesker med skizofreni bliver voldelige, når de ikke får den hjælp og behandling, de har brug for. I de sjældne tilfælde, hvor mennesker med psykisk sygdom begår vold, er det næsten altid fordi personen er blevet afvist og overladt til sig selv gennem lang tid.

Se alt indhold

PTSD

Viden om PTSD

PTSD (Posttraumatisk belastningsreaktion) er en sygdom eller tilstand, som nogle, der har været ude for meget traumatiske oplevelser, kan få. Sygdommen er mest kendt fra soldater eller flygtninge, der har haft voldsomme oplevelser i krige, men der kan være mange andre hændelser, der kan gøre, at man udvikler sygdommen.

Viden om PTSD

Hvad er PTSD?

PTSD kan ramme alle, der har været udsat for eller vidne til meget voldsomme oplevelser. Det er oplevelser, som bliver siddende i dem og dukker op længe efter, at faren og den frygtelige situation er overstået. Det kan variere fra uger til måneder efter hændelsen, før tilstanden kommer til udtryk. Mange oplever, at de traumatiske begivenheder kommer tilbage til dem igen og igen. Det kan være som mareridt om natten, flashbacks om dagen eller når der sker ting, der psykologisk kan minde om det. Det kan være bestemte sanseindtryk, der aktiverer frygten, fx fyrværkeri, der minder om bombenedslag, eller en særlig lyd eller lugt, der minder om oplevelsen.

To personer kan godt være til stede og opleve den samme frygtelige hændelse, hvoraf den ene udvikler PTSD og den anden ikke gør. Det er, fordi der er flere ting, som spiller ind – for eksempel hændelsens varighed og omfang, men også den enkelte persons håndtering og opfattelse af hændelsen.

Det er helt naturligt at reagere på en traumatisk oplevelse – men det kendetegnende ved PTSD er, at det regulerer sig, men bliver siddende i kroppen.

Symptomer på PTSD

Nogle af de mest almindelige symptomer på PTSD er:

  • Søvnproblemer og mareridt
  • Flashbacks til de traumatiske hændelser
  • Misbrug fordi man dæmper traumerne med hash, alkohol, angstdæmpende medicin eller andet
  • Øget alarmberedskab – følelsen af at være nødt til at være på vagt
  • Overdrevne reaktioner på små forskrækkelser – fx at man farer sammen ved små lyde 
  • Man undgår ting eller situationer, der minder om den traumatiske hændelse. 
  • Koncentrationsproblemer og hukommelsesbesvær
  • Vredesudbrud og irritabilitet
  • Depression

Behandling for PTSD

Det er vigtigt, at man forsøger at få bearbejdet de traumer, der har sat sig i én som PTSD. Hvis man i stedet forsøger at håndtere det ved bare at undgå de situationer, som får de negative følelser frem, risikerer man, at det går udover ens følelsesliv, sociale fællesskaber og arbejde. Hos nogle sætter traumerne sig som en kronisk tilstand med vedvarende ændringer i personligheden.

  • Samtaleterapi

Mange har gavn af samtaler med en psykolog eller en anden terapeut, der kan hjælpe én med at bearbejde de oplevelser, man har haft. Jo tidligere, man kommer i behandling, jo større er muligheden for at lægge traumerne bag sig.

  • Medicin

Nogle mennesker med PTSD har gavn af antidepressiv eller beroligende medicin. Men medicinen kan – ligesom ved de fleste andre psykiske sygdomme og lidelser – ikke stå alene.

  • Psykoedukation / undervisning

Det er en vigtig hjælp for mange at lære om sygdommen, symptomerne og behandlingen. Ligesom for alle andre psykiske sygdomme er det meget gavnligt, når de pårørende bliver involveret i psykoedukationen.

Se alt indhold

OCD

Viden om OCD

Viden om OCD

OCD er en form for angst, hvor man har tanker, man ikke kan slippe af med og/eller handlinger, man føler, at man er nødt til at udføre. Mange føler, at der vil ske noget slemt, hvis de ikke handler på trangen til at gøre eller tænke noget bestemt. OCD hænger derfor ofte nøje sammen med eller har rod i angst.

OCD-ramte ved godt, at deres tvangstanker og handlinger er ulogiske, men de har meget svært ved at lægge dem væk og stå imod.  OCD står for Obsessive Compulsive Disorder. På dansk hedder det obsessiv-kompulsiv tilstand.

Det kan være meget invaliderende at have OCD, og det har ofte stor indvirkning på ens omgivelser. I de fleste tilfælde er OCD’en nem at opdage, fordi den vil være synlig og tydelig. Men i nogle tilfælde vil tvangstankerne handle om grænseoverskridende eller skræmmende emner, der er meget ubehagelige, uønskede og svære at snakke om. Det gør, at nogle OCD-ramte holder deres tvangstanker skjulte.

Der findes også det, som kaldes mentale ritualer. De er heller ikke umiddelbart synlige for pårørende, fordi det er ting eller tankerækker, man gennemfører i hovedet. De kan dog være lige så belastende som de synlige.

Man kan opleve forskellige grader af OCD. Mange af de tanker og handlinger man gør, når man har OCD, er tit noget, som egentlig er hensigtsmæssige for menneskets overlevelse – at man ikke bliver overfaldet af en fjende, sikrer vi ved at låse døren. At ens hjem ikke går til grunde, sørger vi for ved ikke at gå fra et tændt komfur. Og håndvask er godt for hygiejnen, så vi ikke spreder smitte. Det er handlinger, vi alle instinktivt har i hjernen. Men hos nogen tager tankerne og handlinger overhånd og bliver invaderende for hverdagen.

Hvem får OCD?

OCD viser sig typisk i barndommen eller ungdommen. Drenge får typisk diagnosen tidligere end piger, men der er ca. lige mange mænd og kvinder, der er ramt. Lidt over to procent af danskerne får ifølge OCD-foreningen OCD på et tidspunkt i livet.

Symptomer på OCD

Symptomerne på OCD kan overordnet opdeles i tvangstanker og tvangshandlinger.

  • Tvangstanker

Tvangstanker er tanker, man ikke kan slippe af med, selvom man godt ved, at de ikke er rationelle. Det kan fx være frygt for, at man selv eller nogen, man holder af, bliver syg, at der vil ske noget ondt, eller at man er bange for at blive beskidt.

  • Tvangshandlinger

Tvangshandlinger er ting man føler, at man er nødt til at gøre og ofte gentage igen og igen, selvom det ikke giver nogen rationel mening. Det kan fx være at vaske hænder overdrevet meget, mumle eller tænke små gentagende remser, tælle bestemte ting, man ser eller tjekke ting langt mere end nødvendigt, fx om lyset er slukket eller døren er låst.

Hvor alvorligt er OCD?

OCD er kun sjældent tegn på andre psykiske sygdomme. De negative konsekvenser af OCD er først og fremmest de sociale, det vil sige, når det giver udfordringer med at være sammen med andre mennesker. Det gælder ikke mindst for børn. Nogle børn skammer sig over deres tvangshandlinger og nogle kan være i risiko for at blive drillet. I værste fald kan OCD føre til social isolation, fordi man oplever, at omkostningerne ved at være sammen med andre, er for store.

Selvom OCD kun sjældent er tegn på andre psykiske sygdomme, optræder det relativt ofte i kombination med andre lidelser. Det gælder fx depression og angst.

For de fleste, der får OCD – ikke mindst børn, går det over igen, uden at det bliver alvorligt eller bekymrende. Nogle har det resten af livet, men i perioder. Det kan især være i stressede perioder.

Behandling af OCD

Mange med OCD har god gavn af behandling. Behandlingen kan hjælpe en med at forstå og håndtere symptomerne og hos mange kan de fjernes helt.

  • Samtaleterapi

Den mest almindelige behandling er samtaleterapi – især kognitiv adfærdsterapi, hvor målet er at ændre uhensigtsmæssige tanke- og handlingsmønstre.

  • Psykoedukation

Som med de fleste andre psykiske sygdomme og lidelser er det for de fleste gavnligt at lære om sygdommen og forstå dens symptomer. Det kan være vigtigt for at kunne håndtere symptomerne.

  • Medicin

Medicin er sjældent nok i sig selv, men det kan for nogle være gavnligt. Det er som regel antidepressiv medicin. I meget alvorlige tilfælde kan nogle have gavn af antipsykotisk medicin.

Se alt indhold

Borderline

Viden om borderline

Borderline er en psykisk sygdom, som gør det svært at regulere følelser og impulser, og hvor man har svært ved at sætte sig ind i og forstå andre mennesker og deres reaktioner. Borderline er en såkaldt personlighedsforstyrrelse. Det betyder, at ens personlighed og handlinger afviger væsentligt fra det, de fleste af os opfatter som normalt.

Ung mand der ser tænksom ned

Diagnosen fik oprindeligt navnet borderline, fordi man mente, at sygdommen var i grænsefeltet mellem psykose og neurose.

De fleste, der bliver ramt af borderline som unge, får det bedre i løbet af livet, og mange får med tiden et normalt liv med familie, fællesskab og arbejde. Men det er afgørende, at sygdommen bliver opdaget tidligt, og at man får den hjælp og behandling, man har brug for.  

Hvem bliver ramt af borderline?

Ligesom de fleste andre psykiske sygdomme, rammer borderline som regel i ungdomsårene. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 1,6 pct. af befolkningen borderline. Flere kvinder end mænd får diagnosen borderline. Men mange mener, at det er fordi mænd og kvinder reagerer forskelligt på sygdommen, og at de mænd, der får den, får andre eller ingen diagnoser.

Borderline er til en vis grad arveligt. Men i modsætning til de fleste andre psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser kan opvæksten – særligt i de tidlige år – have betydning for, om man udvikler personlighedsforstyrrelse – herunder borderline.

Symptomer på borderline

Der er stor forskel på, hvordan borderline kommer til udtryk, og hvor invaliderende symptomerne er. Blandt de almindelige symptomer er:

  • Man reagerer impulsivt uden at tænke på konsekvenserne eller på, hvad det betyder for andre
  • Humøret svinger voldsomt og er helt uforudsigeligt
  • Man er ikke i stand til at styre sine følelser
  • Ens syn på verden er unuanceret og præget af sort / hvid
  • Man er bange for at blive afvist og for at blive alene
  • Man reagerer ofte aggressivt og voldsomt
  • Tomhedsfølelse og usikkerhed om hvem man er

Behandling

  • Samtaleterapi

Den vigtigste behandling for borderline er terapi. Terapien sigter blandt andet på at lære at forstå, og regulere sine følelser og handlinger, at kunne sætte sig ind i og rumme andre menneskers reaktioner og at få gode relationer til andre.

  • Psykoedukation/undervisning

Det er en vigtig hjælp for mange at lære om sygdommen, symptomerne og behandlingen. Ligesom for alle andre psykiske sygdomme er det meget gavnligt, når de pårørende bliver involveret i psykoedukationen.

  • Medicin

Der er ingen medicin, der er særligt beregnet til at behandle borderline eller andre personlighedsforstyrrelser. Men nogle mennesker med borderline har gavn af medicin til at dæmpe følgerne af nogle af de sygdomme eller følelser, der kan følge med borderline – især depression, angst eller voldsomme humørsvingninger.

Se alt indhold

Bipolar lidelse

Viden om bipolar lidelse

Bipolar lidelse er en alvorlig psykisk sygdom, hvor man oplever perioder med store stemningsudsving mellem mani med rastløshed og hyperaktivitet eller depression med nedtrykthed og lavt selvværd. Sygdommen blev tidligere kaldt manio-depressiv lidelse.

Viden om bipolar lidelse

Mennesker med bipolar lidelse har gode muligheder for at komme sig fra deres perioder med mani eller depression. Men sygdommen og risikoen for nye anfald vil for de fleste være der resten af livet. Med den rigtige behandling vil de fleste mennesker med bipolar lidelse dog kunne leve et godt liv med familie, arbejde og fællesskab.

Forskellige typer bipolar lidelse

Man skelner overordnet mellem to slags bipolar lidelse. De bliver kaldt type I og type II. Opdelingen har betydning for behandlingen. I type I har man manier og i de fleste tilfælde depressioner. Det er den klassiske form for bipolar lidelse. I type II er de maniske faser mindre voldsomme og bliver i stedet kaldt hypomanier. Der er også en tredje type, hvor man har vedvarende svingninger mellem depressive og hypomane perioder. Det bliver kaldt cyklotomi.

Hvem bliver ramt af bipolar lidelse?

I følge Sundhed.dk har ca. én procent af befolkningen bipolar lidelse, men væsentlig færre får stillet diagnosen. Mænd og kvinder har lige stor risiko for at få sygdommen. De fleste, der bliver ramt af bipolar lidelse, bliver ramt i de sene teenageår. I de første år er de depressive symptomer typisk mere fremherskende end de maniske.

Symptomer på bipolar lidelse

Der er to meget forskellige grupper af symptomer på bipolar lidelse: Maniske og depressive. Begge dele kan være alvorligt. Når de maniske perioder er kortere og symptomerne er lettere, kaldes de hypomanier.

Symptomer på maniske perioder
  • Hyperaktivitet
  • Overdrevet selvtillid
  • Behov for at tale meget og i mange retninger
  • Nedsat søvnbehov
  • Rastløshed og uro
  • Forstærket seksuel lyst
  • Vrede og irritabilitet overfor andre
  • Markante holdninger, ofte med lav tolerance overfor andres
Symptomer på depressive perioder
  • Nedtrykthed
  • Nedsat energi
  • Nedsat lyst
  • Forringet søvn
  • Nedsat appetit
  • Nedsat koncentration og hukommelse
  • Lavt selvværd og selvbebrejdelse

Behandling for bipolar lidelse

Formålet med behandlingen af bipolar lidelse er dels at afhjælpe de enkelte episoder/perioder og dels at forebygge, at der kommer nye episoder. Ved alvorlige anfald kan det være nødvendigt for mennesker med bipolar lidelse at blive indlagt. Det kan fx være for at få ro og søvn og i særligt akutte situationer for at forhindre selvmord. Vil du vide mere om, hvordan du som pårørende kan støtte din kære, kan du se vores rådgivningsvideo her.

Medicin

Det vigtigste middel til behandling af bipolar lidelse er lithium. Lithium bliver både brugt under maniske og depressive perioder og til at forebygge nye episoder. Lithium kan være et meget effektivt middel, men det virker ikke for alle. Mange med bipolar får også antipsykotisk medicin til behandling af de svært maniske perioder og ind i mellem også til at behandle alvorlige depressioner.

Samtaleterapi

Mange med bipolar lidelse har gavn af samtaleterapi, hvor de får hjælp og støtte til at forstå og håndtere symptomerne og de udfordringer, sygdommen giver. Nogle har også brug for hjælp til at håndtere situationer, der er opstået under maniske perioder.

Psykoedukation/undervisning

Det er en vigtig hjælp for mange at lære om sygdommen, symptomerne og behandlingen. Det kan blandt andet hjælpe én til at følge behandlingen, forstå symptomerne og tage højde for dem i tide. Ligesom for alle andre psykiske sygdomme er det meget gavnligt, når de pårørende bliver involveret i psykoedukationen.

Elektrochok

Under svære depressioner kan elektrochok (ECT-behandling) være en del af behandlingen.

Er bipolar lidelse arveligt?

Bipolar lidelse er arveligt, og dét kan have stor betydning for, om man udvikler bipolar lidelse. Men der er også andre faktorer, som spiller ind. For eksempel kan stressbelastninger fremprovokere en depressiv eller manisk episode hos mennesker, som i forvejen er disponeret for sygdommen.

Se alt indhold

Autisme

Viden om autisme

Autisme er en medfødt udviklingsforstyrrelse, som blandt andet kan give forsinket udvikling af sproglige og sociale egenskaber, en anden måde at opfatte omgivelser og oplevelser på og store udfordringer med at forstå og indgå i sociale relationer.

autisme

Autisme bliver opdaget tidligt

Autisme bliver som regel opdaget i løbet af barnets tidlige år – fx ved, at barnet ikke kommunikerer og reagerer som andre børn. Det kan fx være ved, at de ikke reagerer, når deres forældre taler til dem eller siger deres navn. Nogle får først stillet diagnosen efter, at de er blevet voksne. Det gælder især mennesker med Aspergers syndrom.

Så mange har autisme

0,77 pct. af befolkningen i Danmark har en autisme-diagnose. For børn under 17 år er tallet 1,67 pct. Tallene er fra Socialstyrelsen. Flere drenge end piger får diagnosen autisme, men det kan være, fordi man er bedre til at opdage det hos drenge.

Forskellige former for autisme

Der er flere meget forskellige former for autisme. Samlet bliver de i nogle sammenhænge kaldt autismespektrumforstyrrelser, fordi mange de senere år er begyndt at beskrive de forskellige former for autisme som variationer på et spektrum.

De former for autisme, som hører under autismespektrumforstyrrelser, er:

  • Infantil autisme: Bliver opdaget i løbet af barnets første tre år. Begavelsen kan variere. Nogle har lavere end gennemsnittet, andre højere.
  • Atypisk autisme: Adskiller sig fra infantil autisme ved at vise sig senere og ved ikke nødvendigvis at have samme udfordringer. De sociale udfordringer er dog tilsvarende.
  • Aspergers syndrom: De har ikke forsinket sproglig udvikling ligesom mennesker med infantil autisme. Men sproget fremstår ofte formelt og stift. De har samme sociale udfordringer som mennesker med infantil autisme. De har ofte mere detaljerede og specifikke interesser.
  • Anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA): Diagnosen bruges, når kriterierne for de andre former for autisme ikke helt passer, men hvor barnet har tilsvarende sociale og andre udfordringer.

Udfordringer

Vi går ikke i detaljer med specifikke symptomer og udfordringer for de enkelte former for autisme i denne artikel. Symptomerne og udfordringerne i det følgende går på tværs af autismespektrumforstyrrelserne.

Udfordringer med sociale relationer

Mennesker med autisme har som regel ved ved at indgå i sociale relationer med andre mennesker. Noget af det, som mange med autisme har svært ved, er at:

  • Forstå andres reaktioner, følelser og tanker
  • Have situationsfornemmelse
  • Lege med andre børn på samme alder
  • Bevare øjenkontakt
  • Bruge mimik og andre former for ikke-talt sprog
Udfordringer med at kommunikere

Mennesker med autisme har svært ved at forstå og bruge de mange nuancer, kompleksiteter og ikke-talte kommunikationsformer, der for de fleste indgår i sproget. Fx ansigtsudtryk, gestik, humor, ironi og overført betydning. I stedet har mange med autisme et meget bogstaveligt sprog, hvor ting kun kan betyde præcis det, ordet siger. Mange oplever derfor, at nogle børn med autisme lyder gammelkloge.

Smalltalk og hyggesnak er svært for mange med autisme, fordi de oplever, at det de siger skal have et konkret formål.

Udfordringer med at håndtere indtryk

Mange mennesker med autisme har svært ved at sortere i deres sanseindtryk, og det man ser, hører, lugter og mærker kan føles ekstremt stærkt og svært at abstrahere fra. Mange med autisme har derfor glæde af at reducere mængden af sanseindtryk – fx ved hjælp af høreværn.

Sådan stiller man diagnosen

Det er børne- ungdomspsykiatrien, der udreder barnet og vurderer, om det har en autismeforstyrrelse. Det er barnets læge eller PPR, der henviser barnet til udredning i psykiatrien. Som led i udredningen undersøger lægerne blandt andet barnets begavelse, udviklingshistorie og almindelige helbred.

Behandling

Man kan ikke kurere autisme. Men der er meget, man kan gøre for at hjælpe og træne børn med autisme, så de udvikler sig og bliver bedre til at håndtere deres udfordringer. En væsentlig del af behandlingen består i at hjælpe forældrene til at forstå udviklingsforstyrrelsen, støtte deres barn og indrette hverdagen efter barnets særlige udfordringer. Derudover kan børn og deres familie få tilbudt

  • Special pædagogik i daginstitution og skole
  • Aflastning så forældrene kan få et pusterum
  • Specialklasse med særlig træning
  • Hjælp til ungdomsuddannelse

Hos mange med autisme optræder udviklingsforstyrrelsen sammen med andre psykiatriske diagnoser – bla. ADHD, OCD og depression. Det vanskeliggør behandlingen og støtten og kan være meget belastende for de pårørende.

Se alt indhold

ADD/ADHD

Professorens råd: Når dit barn har ADD

”Vær bevidst om følelsesmæssige udsving.” Sådan lyder et af rådene fra Per Hove Thomsen, der til dagligt arbejder med og forsker i forskellige psykiatriske lidelser og funktionsnedsættelser, herunder ADD.

Råd til pårørende med ADD

ADD står for Attention Deficit Disorder og er en del af ADHD-spektret. Har man ADD, vil man ofte opleve mange af de samme vanskeligheder, som mennesker med ADHD oplever. Herunder besvær med koncentrationen, at være glemsom og have svært ved forandringer. ADD adskiller sig dog ved, at H’et ikke er til stede – det betyder, at den hyperaktive adfærd ikke er der. ADD opdages ofte sent, fordi den ikke er så synlig for omgivelserne.

Per Hove Thomsen, der er professor og overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, arbejder til dagligt med og forsker i blandt andet ADD/ADHD, OCD, tics og tourettes. Her giver han fire gode råd til dig, der er forælder eller på anden måde pårørende til et barn, som har ADD.

Per Hove Thomsen, professor og overlæge på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Vær klar og præcis

Er der noget, du skal have dit barn til at huske eller gøre, så vær klar og præcis i din måde at formidle det på. Når man har ADD, har man tendens til at glemme. Derfor vil det være nemmere for dit barn at huske, hvis du siger det simpelt og uden at pakke det ind. Du kan på en ordentlig og respektfuld måde bede dit barn om lige at opsummere, hvad der er blevet sagt, så I er sikre på, at han eller hun er med.

Hjælp til med at komme i gang

Når man har ADD, kan det være meget svært at overskue og samle energi til små dagligdagsgøremål. Det kan være, dit barn skal tage madpakken op ad skoletasken, men simpelthen ikke orker. Eller måske har I ligget og set film i sofaen, og nu skal I i seng. Men din kære synes måske, det er virkelig uoverskueligt at rejse sig, børste tænder og gå i seng. Som pårørende kan du hjælpe dit barn med at komme i gang og styre vedkommende i den retning, han eller hun skal. Det er dog vigtigt, I har lavet en aftale på forhånd om, at det er okay, du blander dig på den måde – især hvis dit barn er lidt ældre og måske i teenagealderen. Har I en aftale på forhånd, bliver det mere opfattet som hjælpsomt frem for anklagende eller bebrejdende.

Hjælp med struktur

Som pårørende kan du hjælpe din kære ved at skabe noget struktur i dagligdagen. Det kan være rigtig svært for personen med ADD at overskue og skabe det selv. Helt lavpraktisk kan I lave et skema, der hænger på køleskabet og som er nemt at aflæse. Der kan både stå tidspunkter for skærmtid, lektier, fritidsaktiviteter eller hvad end, der fylder i hverdagen. Uanset om man er barn, ung eller voksen med ADD, så er tidsfornemmelse svært. Derfor kan du som pårørende også være en hjælp ved at minde din kære om, hvornår en ny aktivitet starter, eller hvornår han eller hun skal gøre sig klar til at tage af sted til en fritidsaktivitet.

Vær bevidst om følelsesmæssige udsving

Har man ADD, kan man have store følelsesmæssige udsving, som er svære at regulere. På den måde kan man nemt komme til at overreagere på noget, der sker. Det er en vigtig viden at have som pårørende, fordi de følelsesmæssige udsving ofte er roden til konflikt i relationen mellem forældre og barn. Denne viden kan være med til at gøre tolerancen og forståelsen hos dig som forælder større, og man kan som forælder bedre undgå at være med til at køre en konflikt op i en spids.

Se alt indhold

Selvskade Tal med barnet

Psykologens råd: Når du er pårørende til en ung, der skader sig selv

”Vær først og fremmest nysgerrig på, hvorfor din kære skader sig selv. Selvskade har altid en funktion, og i forståelsen heraf ligger vejen til bedring.” Sådan lyder det første råd fra Cecilie Krag Semmling, der er psykolog og til dagligt arbejder med unge med selvskade.

råd selvskade

Der findes mange former for selvskade. Denne artikel fokuserer på den direkte ikke-suicidale selvskade. Det er en bevidst handling, hvor man direkte skader sig selv på kroppen i forsøget på at få det bedre. Det gør man for eksempel ved at skære i sig selv, brænde sig, forhindre et sår i at hele, slå kroppen ind i en væg eller ved at udøve anden form for skade på ens krop. Den direkte ikke-suicidale selvskade er en mestringsstrategi til at håndtere noget, der er svært. Motivet bag selvskade er, for de fleste unge, at håndtere og regulere svære følelser. Som overlevelsesstrategi står selvskade altså i kontrast til selvmordsadfærd, hvor intentionen er at ende – ikke mestre – smerten. Unge, der har udfordringer med at regulere følelser konstruktivt, kan være i særlig risiko for at udvikle selvskadende adfærd.

Det er hårdt og kan vække mange følelser og frustrationer at være pårørende til et menneske med selvskade. Det er et komplekst emne og sårbart for alle, der er involveret i det.

Cecilie Krag Semmling er psykolog i Team for selvskade hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg. Her er hendes tre råd til dig, som er forælder eller på anden måde pårørende til en ung med selvskade.

Vær nysgerrig på hvorfor din kære selvskader

Selvskade har en funktion, og dén funktion skal du være nysgerrig på som pårørende. Så mød din kære med nysgerrighed og respektfulde spørgsmål. Dulmer selvskaden noget smertefuldt? Afleder den fra selvkritiske tanker?

Det er vigtigt, at fokus for din nysgerrighed ikke alene er på selve den selvskadende handling, for eksempel hvornår det skete eller hvor dybt der blev skåret. Du skal i højere grad være nysgerrig på det, der ligger bag selvskaden: De svære følelser og tanker, som den unge selv har svært ved at sætte ord på, men derimod handler på. Hvad ligger til grund for adfærden? Er der sket noget i løbet af dagen, som påvirkede humøret? Hvad hjalp selvskaden din kære med, da det hele blev for meget?

Som forælder vil du helt sikkert have en instinktiv lyst til at gribe ind og handle. Det kan endda føles naturstridigt ikke straks at gribe ind og fjerne din kære fra den fare, som selvskaden kan føles som. Det er selvfølgelig helt naturligt at være følelsesmæssigt påvirket og have lyst til at handle på de følelser. Men forsøg alligevel med alle kræfter at stoppe op, trække vejret og bevare roen nok til, at du kan være nysgerrig og lytte, frem for straks at gribe ind. Før vi kan handle på en hjælpsom måde, er vi nødt til først at forstå, hvad der sker. Det er vigtigt, I kan skabe et fortroligt rum, hvor det er muligt at tale sammen.

Vær opmærksom på din reaktion

Når din kære har haft selvskade, er det meget vigtigt, du forsøger at reagere roligt, selvom det er svært. Vær rolig i din stemme, reaktion og mimik, kom ned i tempo og skru ned for spørgsmålene. Den selvskadende er også i affekt. Så du skal hellere prøve at få ham eller hende til at falde til ro.

En voldsom reaktion kan dels få den unge til at føle sig forkert og misforstået, og dels få ham eller hende til at fortryde, at have sagt det højt. Det er ærgerligt, for det er vigtigt at få skabt et fortroligt rum, hvor I kan tale åbent. Husk på, at din kære ofte allerede har mange selvkritiske tanker om sin selvskade og føler skyld og skam – at blive mødt med ro og respektfuld nysgerrighed kan være afgørende for den videre dialog. Når I taler om det, er det okay at sige, du synes, det er svært at forstå, og om han eller hun vil hjælpe dig med at forstå. Det er også med til at inddrage din kære og give ham eller hende noget autonomi. Vis vedkommende, at du tør tale om det. Så bliver det også nemmere for den selvskadende at turde tale om. Du kan for eksempel sige ”Det her ligner et sår, der kommer fra selvskade. Har jeg ret i det?”

Mange, både de pårørende og den selvskadende, synes, det er svært at tale om. Nogle pårørende er berøringsangste og bange for at gå ind i snakken, fordi de frygter, at de kan gøre eller sige noget, der får adfærden til at blusse op. Andre pårørende kommer måske omvendt til hele tiden at spørge ind til eller tjekke selvskaden i et forsøg på at kontrollere udviklingen af adfærden og passe på sin kære. Her kan alle spørgsmålene risikere at komme til at handle for meget om selve selvskaden og adfærden, frem for grunden til adfærden. Det, vi giver opmærksomhed, vokser – og da vi ikke ønsker at komme til at forstærke selvskaden, er det vigtigt, at fokus for vores opmærksomhed som pårørende er det, der ligger bag. Det er vigtigt at turde at spørge ind til selvskade – men vær obs på, hvad du giver opmærksomhed, når du spørger.

Nogle pårørende kan i afmagt komme til at reagere ved at straffe eller lave konsekvenser i et forsøg på at kontrollere selvskaden. For eksempel ved at den unge ikke må deltage i en fritidsaktivitet eller være alene hjemme. Her er det vigtigt at huske, at den unge gør det allerbedste han eller hun kan – hvis de bare kunne stoppe med at selvskade, havde de gjort det allerede. Derfor hjælper den strategi sjældent. I stedet kan den føre til mere selvkritik, hvis den unge fejler – fordi han eller hun nu både skuffer sig selv og dig som pårørende. Hjælp i stedet den unge med at forstå, hvad der skete, og hvilke andre strategier, han eller hun kan afprøve i en lignende svær situation fremover.

Det er svært at opføre sig rationelt og ikke være alt for følelsesmæssigt påvirket. Men vis at du respekterer den unges oplevelse og behovet for en mestringsstrategi, også selvom fremgangsmåden ikke er hensigtsmæssig.

Gør dig tanker om det lavpraktiske

Der er nogle lavpraktiske overvejelser og aftaler, som er gode at have gjort sig inden en selvskade sker igen.

  • Undgå at fjerne remedier som det første lige efter en selvskadeepisode. Vær opmærksom på om du handler, før du har forstået, hvad der er på spil og hjælpsomt for din kære. Mange pårørende har en helt instinktiv lyst til at fjerne de remedier, deres kære bruger til selvskade. Men fjerner man remedierne, så fjerner man også den strategi, ens kære bruger til at håndtere svære følelser, uden at vedkommende har lært nye måder at håndtere det på. Det kan være enormt overvældende for den selvskadende. Det kan også være uhensigtsmæssigt, fordi din kære måske så finder nye metoder at skade sig selv på. De kan være nemmere at skjule og potentielt være farligere. Hvis du er i tvivl, så spørg den unge og lad vedkommende vurdere: Er det en hjælp for dig, hvis jeg fjerner X?
  • Når selvskaden lige er sket, så vent med at have en dialog om, hvad der triggede selvskaden, til I begge er ude af affekt. Både du og din kære skal være faldet lidt til ro, før I har den snak. Det er også vigtigt at forsøge at undgå, at omsorg, kærlighed og opmærksomhed kommer som direkte følge af selvskade. Ubevidst kan den selvskadende nemlig komme til at forbinde selvskadende adfærd med at få opmærksomhed og kærlighed. Og det kan forstærke den selvskadende adfærd. Brug hellere energien på at nedregulere din kæres følelser. Det kan du gøre ved at have en rolig stemme, mimik og reaktion. Vis du er der, og undgå at stille en masse spørgsmål.
  • Lav aftaler med din kære om, hvordan han eller hun kan vise dig tegn på, at vedkommende har det svært. Nogle sender en SMS med en særlig emoji, imens andre har et slags kodeord. Aftal også med din kære, hvordan I som pårørende må reagere i situationen. Måske skal I se en film sammen eller gå en lang tur. Giv den unge mulighed for at fortælle, hvad der kunne være rart at blive mødt med i en svær situation, hvor man måske ikke har overskud til at snakke. Det øger sandsynligheden for, at planen bliver brugt.
  • Bliv ved med at have krav og forventninger til din kære. Mange forældre kommer til at skåne deres barn, fordi de vil undgå at overbelaste vedkommende. Men det er vigtigt fortsat at stille krav og forventninger til dit barn. På den måde vil han eller hun stadig opleve sig selv som værende selvstændig og mærke de positive forventninger, du har til vedkommende.  

Se alt indhold

Angst Tal med barnet

Psykologens råd: Når dit barn lider af angst

”Vi kan lære at håndtere angsten.” Sådan lyder hovedpointen fra psykolog Søren Benedikt Pedersen, som til dagligt arbejder med børn, der lider af angst.

angst råd

Ifølge Søren Benedikt Pedersen, skal vi flytte fokus fra at se angst som noget, der er svært og uoverskueligt at håndtere, til at være noget, vi kan påvirke og blive bedre til. Vi kan lære at håndtere angsten.

Søren Benedikt Pedersen er psykolog og har mange års erfaring med undersøgelse, udredning og behandling af børn og unge med psykiske lidelser. I dag er han klinikchef i Cool Kids Klinik, som er en børne- og ungdomspsykologisk klinik, der har fokus på behandling af angst hos børn.

Søren Benedikt Pedersens råd tager udgangspunkt i den kognitive diamant. Tankegangen bag den kognitive diamant er, at angst ikke bare er én ting, men summen af fire elementer: Vores tanker, følelser, den kropslige og fysiske reaktion, og vores adfærd.

Derfor knytter de fire råd sig til hver af de fire elementer.

1. Tanker: Hjælp barnet til at finde realistiske og hjælpsomme tanker.

Barnets tanker og forestillinger har stor indvirkning på hans eller hendes angst. Som forælder er det vigtigt at anerkende barnets bekymringer og tage dem alvorlig. Men du skal også hjælpe barnet med at nå frem til mere hjælpsomme og realistiske tanker. Så vær nysgerrig på og spørg ind til, hvad barnet har set, hørt og forestiller sig, og prøv om du sammen med barnet kan at korrigere tankerne og nå frem til mere realistiske og konstruktive tanker.

Hvis barnet for eksempel ikke tør være alene hjemme, så spørg ham eller hende, hvad grunden til det er. Er barnet bange for indbrudstyve? Er han eller hun bange for, at der sker noget med mor eller far, når de er væk? Eller måske noget helt tredje? Når man bekymrer sig, forestiller man sig tit det værst tænkelige – alt det der kan gå galt. Du kan som forælder hjælpe ved at lytte og spørge ind, og derefter hjælpe med at gøre tankerne mere realistiske.

2. Følelser: Lav en tryghedsaftale

Lav aftaler, som gør barnet tryg, og brug belønning til at forstærke de positive følelser. Hvis barnet for eksempel har det svært, når han eller hun bliver afleveret i skolen, så kan man lave en tryghedsaftale med læreren. På den måde ved barnet, at har han eller hun brug for kontakt med en af sine forælder, så går barnet først til læreren, som er indforstået med aftalen. Så vil læreren i første omgang forsøge at berolige barnet og snakke med det, før forældrene bliver kontaktet.

Det er ikke nok, at man har talt med sit barn om, at der ikke er grund til at være angst, når han eller hun bliver afleveret i skole – barnet er også nødt til at føle sig tryg. Det kan tryghedsaftaler hjælpe med.

Når barnet så har overvundet noget, som var svært, er det en god ide at belønne barnet – I kan for eksempel spille et spil, barnet holder af, eller spise barnets livret til aftensmad.

3. Den kropslige og fysiske reaktion: Prøv at berolige nervesystemet rent fysisk

Somme tider vil barnet reagere med panikangst eller somatiske symptomer som mavepine eller åndenød. Her kan du som forælder benytte dig at metoder, som beroliger nervesystemet rent fysisk. Det kan være massage, berøring, lette tryk eller anden form for kropskontakt.

Så vidt det er muligt, er det en god ide at tage det i opløbet. Hvis barnet er meget i panik, kan det ofte ikke rumme, at nogen kommer for tæt på fysisk. Her kan du blot være der, vente og selv bevare roen, indtil dit barn falder lidt ned igen, og du har mulighed for at nærme dig.

Når barnet har en kropslig og fysisk reaktion, kan du også aflede ved at stimulere andre sanser; sæt noget musik på, aktivér smagssansen med et bolche, eller få gang i kroppen ved at bevæge jer fysisk væk. Det kan være med til at aflede opmærksomheden fra angsten.

4. Adfærd: At øve sig gradvist

Læg en plan, hvor barnet gradvist og helt lavpraktisk overvinder det, han eller hun er bange for. Når man har angst, forsøger man ofte at undgå de ting, som trigger angsten. Men når man undgår de situationer, risikerer man på sigt at forstærke angsten. I stedet for det, skal man forsøge at overvinde angsten gradvist. Det er vigtigt med noget praktisk erfaring, hvor barnet lærer, at det ikke er farligt, og følelsen af tryghed kan blive stærkere.

De fire elementer til sammen

Alle fire elementer skal kombineres og understøtte hinanden, før det til sammen har en positiv effekt på barnet og hans eller hendes angst. Med de fire elementer bliver angsten konkret og mulig at arbejde med. Vi kan arbejde med vores tanker, påvirke vores følelser, berolige vores krop gennem åndedræt og afslapning og tage små skidt i den rigtige retning – og på den måde genvinde kontrollen over vores angst. 

Se alt indhold

Skizofreni

Webinar: Skizofreni – råd og viden til dig som pårørende

Se med i webinaret her, hvor Casper Westergaard, speciallæge i psykiatri og overlæge i OPUS ved Psykiatrisk Center Glostrup i Region Hovedstadens Psykiatri, har fokus på psykoser og fortæller om, hvordan psykosen påvirker bevidstheden og sindet hos den enkelte. I slutningen af webinaret er der spørgsmål fra de deltagende.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

Psykiaterens råd: Når din kæreste med psykisk sygdom er gravid

Kan min sygdom gå i arv? Er jeg i stand til at passe mit barn? Kan min medicin skade barnet? Tankerne og bekymringerne kan være mange, når man venter et barn. Og måske især, hvis man er gravid og har en psykisk sygdom på samme tid. Professor og overlæge Poul Videbech giver her tre gode råd til dig, som er partner til en gravid med en psykisk sygdom.

graviditet psykisk sygdom
Poul Videbech, professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Her er hans fire råd til dig, som er partner til en der er gravid og har en psykisk sygdom.

Kontakt en specialist om medicin

Det er vigtigt at tale med sin læge eller psykiater, hvis man er i medicinsk behandling for sin psykiske sygdom og er blevet gravid eller forsøger at blive det. Noget medicin kan man nemlig sagtens fortsætte med uden problemer – ved nogle former for medicin er det faktisk bedre for både mor og barn at fortsætte i behandlingen frem for at stoppe og risikere tilbagefald og svære symptomer. Og så er der noget medicin, man absolut ikke skal fortsætte med. Det kræver vejledning fra ens læge eller psykiater, og vil variere alt efter, hvilken sygdom man har, og hvilken medicin man tager. Forskningsmæssigt udvikler feltet sig hele tiden, og derfor vil din læge eller psykiater ofte have brug for at konsultere en særligt erfaren psykiater.

Hjælp din kæreste med at komme ud

Frisk luft og motion er vigtigt for den gravide med den psykiske sygdom. Nogle kan have en tilbøjelighed til at isolere sig og blive passivt inden døre. Det gavner ikke den psykiske sygdom og kan forværre situationen, fordi man er alene med sine tanker og ikke får nok stimulans fra omverdenen. Her kan du som pårørende være en stor hjælp. Du kan sørge for, at din kæreste kommer ud og også selv tage med – gå nogle ture sammen, se nogle gode venner, mærk solen i ansigtet og få noget bevægelse ind i kroppen.

Vær lydhør og spørg ind

Det er vigtigt, du ikke er berøringsangst, men at du lytter og spørger ind til din kæreste, som er gravid og har en psykisk sygdom. Hun har helt sikkert mange tanker og bekymringer. Hvis hun går alene med dem og oplever følelsen af isolation, kan det forstærke de svære følelser. Så vær lydhør og spørg ind til, hvad der optager hende. Det kan have en lindrende effekt i sig selv at sætte ord på og få luft for. Husk på at du ikke altid behøver at finde løsninger på tankerne og bekymringerne – somme tider er det nok blot at lytte og anerkende.

Tag med hende i svangreambulatoriet

Det kan være svært at holde styr på de oplysninger, man får af lægen i ambulatoriet. Og det kan være svært at få stillet de spørgsmål, der ligger én på hjerte. Derfor er det godt, hvis du som partner tager med og hjælper med at huske informationen og stille jeres spørgsmål. I mange byer har man særlige tilbud til gravide med psykisk sygdom, hvor fødselslægen arbejder sammen med psykiater. Sørg for at I i fællesskab får mest muligt ud af de tilbud.

Se alt indhold

Borderline

Borderline – verbale overfald og stærke følelser

Mange, som er tæt på én med borderline, oplever desværre, at de indimellem bliver skældt ud og endda verbalt overfaldet af den, de holder af. Det kan være ekstremt ubehageligt og i længden er meget opslidende. I denne video får du nogle råd til, hvad du kan gøre, når du bliver skældt ud eller på andre måder møder meget stærke følelser fra én, du holder af, som har borderline.

Se alt indhold

Depression

Fem gode råd til at hjælpe en person med en depression

Som pårørende kan du ikke fjerne din kæres depression. Men du kan hjælpe den du holder af med at komme lidt lettere over nogle af de udfordringer, han eller hun møder. I denne video får du fem råd, som du kan skrue op og ned på, alt efter hvad der passer til jer og jeres situation.

Se alt indhold

Borderline

Specialpsykologens råd: Når din kære har borderline

Følelsesmæssige udsving. Impulsiv og selvskadende adfærd. Vanskeligheder sammen med andre. Tendens til sort-hvid tænkning. Det er nogle af de symptomer, som kendetegner sygdommen borderline. Og netop de kendetegn er væsentlige i Kirsten Bonderup Kirsteins råd til pårørende, som du får i denne artikel.

Råd til pårørende borderline

Kirsten Bonderup Kirstein er specialpsykolog og afsnitsleder på psykoterapeutisk ambulatorium på Psykiatrisk Center Amager. Hun arbejder til daglig med borderlinepatienter og har mange års erfaring inden for faget og denne sygdom.

Her giver hun fem gode råd til dig, som er pårørende til et menneske med borderline.

Lav sammen en kriseplan til den akutte situation

Til sygdommens spidsbelastede situationer, er det en rigtig god ide med en kriseplan. Den skal indeholde konkrete strategier, som hjælper mennesket med borderline til at komme ned i følelsesregisteret igen. Du kan som pårørende både hjælpe med at udpege strategierne, og du kan hjælpe ved at minde din kære om dem. Er du som pårørende god til at få ro på din kære i spidsbelastningssituationerne, kan et opkald til dig faktisk også i sig selv være et punkt i strategien.

De konkrete strategier er forskellige fra person til person. For nogle hjælper det at tage et koldt bad. For andre virker det at gå en tur med musik i ørerne. Og andre igen har held med at have huskesætninger i hovedet, som siger ”Det går over igen.” Det er ikke altid, at det samme hjælper hver gang. Men med tiden vil din kære have lært forskellige strategier, som hjælper.

Når borderlinepatienten er i et voldsomt følelsesmæssigt udsving, skal man som pårørende ikke tænke og reflektere over, hvorfor det er sådan. Her er første prioritet at bruge strategier til at komme ned i følelsesniveau igen. 

Vær nysgerrig og ikke berøringsangst

Mange mennesker med borderline savner og efterspørger, at deres pårørende er nysgerrige på, hvad der ligger bag borderlinepatienternes handlinger. Har man en selvskadende adfærd, ligger der ofte noget til baggrund for selvskaden. Her er det en god ide, hvis man som pårørende kan være mindre nysgerrig på selve den selvskadende handling, og mere nysgerrig på baggrunden for det. Hvilke tanker og følelser ligger til grund for handlingerne? Og har der været konkrete situationer, som påvirkede eller udløste forværringen?

Nogle pårørende bliver lidt forskrækkede over følelsesintensiteten, og så undgår man somme tider at spørge i frygt for, om det vil få situationen til at eskalere igen. Men mange personer med borderline savner, at de bliver spurgt. De vil nemlig gerne føle sig set og forstået, og føle sig tryg i, at deres nærmeste gerne vil dem, selvom deres handlinger ikke altid er hensigtsmæssige.

En hurtig omstilling er okay

Det kan være svært for pårørende at forstå, at følelsesregisteret hos den med borderline kan have så store udsving. På én og samme dag kan ens kære have mistet lysten til at leve, og nogle timer senere er tingene normale og okay igen. Det er en del af sygdommen, at der er så store udsving.

Det kan være svært selv at omstille sig så hurtigt. Men prøv at minde dig selv om, at selvom det er voldsomt, og det måske føles mærkeligt, at tingene så hurtigt er normale igen, så er det okay. Giv dig selv og jer lov til, at I griner sammen, at du som pårørende fortæller ting om dig selv, din dag og følelser, og du også spørger ind til helt almindelige ting hos personen med borderline.

Sæt grænser

Sæt grænser for, hvad du som pårørende synes er okay og kan holde til. Hvis din nærtstående ringer til dig mange gange om dagen for at snakke, og det bliver for meget, så sig det. Fortæl at du rigtig gerne vil tale og lytte, men at det bliver for hårdt, hvis det er fire gange om dagen. Aftal at I taler i telefon én gang om dagen i stedet. Eller måske er du pårørende til en, som har meget selvskade. Her kan du fortælle, at du gerne vil være der for vedkommende, men at det er for voldsomt og skræmmende at høre detaljerne om, hvordan han eller hun gør sig selv ondt.

I situationen kan det godt skabe en konflikt at sætte grænser, men i det lange løb er det nødvendigt. Både for personen, der lider af borderline, og for dig, så du kan være en stabil pårørende over tid. Alternativet er nemlig, at man som pårørende selv brænder ud.

Tal med andre

Det er hårdt at være pårørende uanset, hvilken sygdom der er tale om. Mennesker med borderline har ofte svært ved at være alene. Derfor kan den pårørende godt komme til at være ekstra meget på banen, og måske komme til at indstille sit liv for meget efter den syge. Derfor er det virkelig vigtigt at tale med andre om det. Det kan være venner, familie, en fagprofessionel eller en samtalegruppe.

Se alt indhold

Skizofreni

Skizofreni – når din kære isolerer sig

Isolation og det at gå helt ind i sig selv er et af de mest hyppige symptomer på skizofreni. Det kan være enormt frustrerende som pårørende, og svært at vide, hvordan man skal reagere, når én man holder af, isolerer sig. Her er fire små råd, som måske kan hjælpe dig videre.

Se alt indhold

ADD/ADHD Tal med barnet

Når dit barn har ADHD: En hverdag med færre konflikter

Har dit barn ADHD? Så kender du sikkert til en hverdag med konflikter og uenigheder. I denne video får du tre konkrete råd, som kan være med til at styrke dit forhold til dit barn og skabe en hverdag med mindre skældud.

Se alt indhold

Skizofreni

Skizofreni – når din kære føler sig forfulgt

Er du pårørende til et menneske med skizofreni? Så har du måske oplevet, at han eller hun nogle gange føler sig forfulgt. Det er et eksempel på en vrangforestilling, og det kan være rigtig ubehageligt at opleve.

I denne video får du nogle råd til, hvordan du kan reagere, når én med skizofreni føler sig forfulgt.

Se alt indhold

Bipolar lidelse

Bipolar lidelse – sådan kan du hjælpe

Hvis du er pårørende til et menneske med bipolar lidelse, så kender du sikkert til mange af symptomerne. Men det kan være svært at vide, hvordan man skal reagere på de forskellige symptomer. I denne video kan du blive klogere på to symptomer, som ofte fylder meget. Det ene er det at have et urealistisk syn på egne evner, og det andet er søvnproblemer.